Angsten for frihedens gys

I den europæiske historie vidner de antikke digte og amazonefriser, hekse-forfølgelserne og Rousseaus etik om dette. Det var først med borgerskabets ikke bare økonomiske men altomfattende samfundsmæssige sejr, at kvindernes underkastelse og underlegenhed blev endeligt fastslået i Europa. Men også efter dette totale nederlag for kvindekønnet er der hele tiden enkelte kvinder og grupper af kvinder, som går til modstand mod deres "naturligt" definerede skæbne.

• HEKSE OG VILDE KVINDER

I det 16. og 17. århundrede levede der i dele af Europa endnu kvinder, som ikke var tvunget til at underkaste sig en såkaldt beskytter. Grimmelshausen beskriver i hans bog "Courage" sådant et kvindeliv fra begyndelsen af det 17. årh. Et liv, der var hårdt, men selvstændigt, truet, men altid parat til at trodse truslen. I denne tid slog mange kvinder sig selvstændigt igennem som håndværkere, sælgere, jordmødre og svindlere af diverse slags.
Der var i hvertfald IKKE tale om, at kvinderne forsvandt i reproduktionenssfære og blev usynlige. Tværtimod, kvinderne udgjorde kvantitativt mere end halvdelen af befolkningen, de var højtråbende, frække og ulydige - og de blandede sig aktivt i alle områder og oprørsbevægelser. De udgjorde et sydende potentiale for revolterne - revolter, der på samme tid truede såvel den gejstlige som den verdslige magt.

Hekseforfølgelserne, der ledsagede borgerskabets fremkomst , og som blev organiseret som formaliseret , almengyldig lov, blev brugt til at knuse denne latente og til tider akutte revolte fra de ulydige kvinder. Efter at mellem 9 - 30 millioner kvinder (alt efter skøn) blev myrdet som hekse på kun to århundreder, var de der overlevede og efterkommerne for det meste så skræmte, at de nu mere eller mindre bøjede sig for det borgerlige patriarkats regime.
For lige som tortur ikke kun har det formål at presse informationer ud af fanger, men også (bl.a) at skræmme de endnu ikke torturerede ; således havde offentlige heksebrændinger ikke kun det formål at straffe de, som var blevet kendt skyldige i hekseri, men i lige så høj grad at skræmme de, der endnu ikke var anklaget. I en atmosfære , hvor enhver kvinde betragtes som potentiel heks, lærer hun hurtigt at opføre sig sådan, at mistanke undgås.

• DEN FRANSKE REVOLUTION

Den borgerlige revolution likviderede den sidste rest af kvindelig ulydighed og vildskab. Marie Antoinette blev ikke kun halshugget, fordi hun var dronning. Hun blev også halshugget som symbol på det gamle samfunds "usædelighed". Lang tid før hun blev halshugget, havde de mandlige revolutionære startet en kampagne, hvori dronningen blev stiliseret som indbegrebet af forkommenhed: som nymfoman og lesbisk, utro og magtbegærlig. Patrioterne nedgjorde hende desuden som fremmed, og sidst men ikke mindst, blev hun anklaget for at stå i forbindelse med giftblandere, altså hekse.

Den kvindelige revolutionære Olympe de Gouges fattede den dybere mening med denne kampagne, også hun blev halshugget. Men flertallet af de kvindelige borgere lod sig bedrage og faldt pladask for dette sexistiske skræmmebillede og krævede dronningens hoved kappet af, lang tid FØR de krævede kongens hoved. Som belønning fik de ægtemændenes borgerlige regime, forsødet af den hymniske lovprisning af deres kvindelige og borgerlige egenskaber: ærbarhed, lydighed og ægteskabelig troskab.

• BØRNEOPDRAGELSENS HISTORIE 

Kvinderne blev pga. deres evne til at føde børn påtvunget hele reproduktionens sociale byrde, en byrde som stillede sig hindrende i vejen for, at kvinderne kunne sætte sig igennem samfundsmæssigt og politisk. Men hvis dette onde, som også i mange feministiske teorier reduceres til årsagen , den biologiske forskel mellem kønnene, så bliver kvindens reduktion til fødemaskine dermed ufrivilligt bekræftet og patriarkatets målrettede løgne overtages i negationens form.
Disse teorier ser bort fra, at reproduktionsarbejdet ikke er nogen uforanderlig størrelse, men er historisk foranderligt. Børneopdragelsens historiske udvikling er et eksempel på dette :

Indtil det 18. årh. blev børn ikke opdraget. De blev ernæret og voksede op i den familiesammenhæng eller i den sociale gruppe, hvor moderen nu befandt sig. Som spædbørn blev de anbragt i stramme poser, således at man uden problemer kunne lægge dem fra sig under arbejdet i marken, i stalden, i værkstedet eller på den omkring farende sælgerskes kærre. Uønskede og overflødige nyfødte blev dræbt. Kvinder, der havde råd til det, overgav deres barn til en ammme, indtil barnet var gammelt nok til ikke at virke forstyrrende.
Den angiveligt medfødte moderkærlighed er en borgerlig opfindelse. Reproduktionsarbejdet betød ikke altid, hvad det betyder for den borgerlige husmoder, der er helt alene med det.

Desuden har flertallet af kvinder aldrig nogen sinde været begrænset til reproduktionen alene. Kvinder har altid også været beskæftiget i det såkaldte erhvervsliv. Om det så var i landbruget, i fremstillingsvirksomhed og fabrikker, i handel eller i servicefag. At kvinderne skulle forsvinde er der ikke tale om. De var altid til stede, i nogle perioder så meget, at blev bekriget af deres mandlige konkurrenter, sådan som det skete med de kvindelige håndværkslaug, med jordmødrene etc. Endnu i det 19. årh. kollaborerede den unge, tyske arbejderbevægelse med de reaktionære skræddersvende for at bringe det kvindedominerede skrædderhåndværk på mandshænder.

• KVINDERS DOBBELTARBEJDE 

Den tidlige industrikapitalisme var endnu temmelig ligeglad med, hvordan arbejdskraften reproducerede sig. Afgørende var dens anvendelsesværdi, dens løsrivelse fra enhver anden eksistensmulighed, således at den stod til ubegrænset rådighed. Det var først den teknologiske videreudvikling af produktionen, som skabte nødvendigheden af at bibringe de arbejdende bestemte kvaliteter som pålidelighed, sundhed, en vis almen viden samt præcision mv.
Disse kvaliteter måtte skabes og sikres indenfor reproduktionens rammer, altså af det opdragelsesarbejde, som først og fremmest var tildelt kvinderne. Kvinden fik således et enormt merarbejde læsset på sig, mens manden via sin lønudbetaling blev udnævnt til kvindens og familiens hovedforsørger.
Den fremvoksende arbejderklasse overtog det borgerlige familieideal, den "ikke-arbejdende" , dvs. ikke løn-arbejdende hustru blev til drømmen for den mand-lige arbejder, da det var selve symbolet på en opadstigen fra den proletariske elendighed til borgerlig ærbarhed. Men i virkeligheden kunne denne "idyl" jo slet ikke realiseres.

For det første var én løn for det meste ikke nok til at kunne forsørge en hel familie. For det andet bidrog også de kvinder, der ikke havde lønarbejde med en væsentlig del af indtægterne.
Om det så var via hjemmearbejde, eller fordi de dyrkede små marker eller haver. I alle tilfælde bidrog de via deres sparsommelighed, som også kostede dem merarbejde så som lange veje at gå for at skaffe billige madvarer, egen tøjfremstilling, anskaffelse af lejere til værelser i familiens egen lejlighed etc. Det, som satte sig igennem var en degradering af kvinders arbejdsydelser til et "med-". Hun var, ikke mindst pga. de lave kvindelønninger, i bedste fald "med" til at forsørge familien, en "medhjælpende" hustru.
Den naturalieøkonomi, som kvinden stod for, og som familien ikke kunne overleve uden, kom ikke til udtryk i penge og blev derfor regnet for værdiløs. Så i højkapitaliserede tider er Madame Bovary måske forsvundet. Men kvinden af folket er ikke forsvundet. Ikke i realiteten. Hendes forbandelse ligger ikke i en faktisk reduktion til reproduktionsarbejdet , den ligger i, at hendes dobbeltarbejde "i produktionen OG reproduktionen" på samfundsmæssigt plan behandles som om hun slet ikke yder noget som helst.

Den patriarkalske teori og samfundspolitik arbejder systematisk for en usynliggørelse af kvinderne, som i det praktiske liv slet ikke var/er til at overse. Men man påstod, at kvinderne var usynlige så længe, at kvinderne til sidst også begyndte at betragte sig selv som ikke-eksisterende, som et vedhæng til manden. Dette gælder for en stor del af Europas kvinder. Men også i den såkaldte 3 verden satte patriarkatet sig igennem, dels "af sig selv" , dels som resultat af kolonialismen. Også dér blev mænde-nes magt etableret i en lang og modsætningsfyldt historie af kampe, om hvilke vi typisk nok ved endnu mindre end om patriarkatets krigstogter og myrderier i Europa.

• NÅR KVINDER FØDER

Den historiske analyse overser ikke den eksisterende biologiske forskel. Det er et faktum, at de 2 køns kroppe har forskellige funktioner hvad angår reproduktionen. Ved en "flygtig handling" afgiver manden sin sæd, mens kvindens krop må tage sig af alt videre arbejde: sædens forening med et æg, udviklingen af det befrugtede æg, graviditeten, fødslen af barnet og den første ernæring til det nyfødte barn.

I et samfund organiseret efter de mest simple retfærdighedsprincipper måtte det være en selvfølge, at faderen overtog stafetten efter barnets fødsel. Pleje af spædbarnet ville være den logiske opgave for faderen, som indtil da faktisk har været arbejs-løs. Der findes ingen fysisk eller psykisk grund til at binde barnet til moderen. Det "naturligt" opfundne sociale moderskab har udelukkende sociale mande skabte årsager.
Kvindens evne til at føde børn belaster hende ikke kun med graviditet og fødsel, men også med de månedlige blødninger og en deraf følgende permanent frugtbarhed. Det ville være interessant at undersøge, om ikke denne permanente frugtbarhed har bidraget mere til kvindens undertrykkelse end selve det realiserede moderskab.

1-2 graviditeter måske også flere, ville i et retfærdigt organiseret samfund ikke have nogen negativ indflydelse på kvindens sociale stilling.
Forudsat, selvfølgelig at kvinden selv ønsker at blive mor, og ikke tvinges til det for at leve op til et eller andet kvindeideal. Mens frugtbarheden hos dyr er begrænset til bestemte årstider, kan en kvinde så at sige altid blive gravid (med undtagelse af de få "ufrugtbare dage"), det betyder reelt, at hun til hver en tid kan gøres gravid.
En uendelig række af graviditeter og fødsler svækker og ødelægger såvel kvindens krop som hendes samfundsmæssige bevægelighed.
Kvinder står derfor konstant overfor truslen om, alene via en seksuel handling at få deres livsstil som sådan indsnævret gevaldigt. Denne reelle erfaring for kvinder får indflydelse på deres sociale adfærd og for deres indstilling til seksualitet.Seksualitet bliver til et instrument til kvindens underkastelse, ligeså snart mændene bliver bevidst om deres magt til at gøre kvinder gravide og dermed til at svække dem.
Alene denne grundkonstallation kræver en samfundsmæssig organisering, der for at udligne denne biologiske svaghed burde tildele kvinder kollektivt set mere magt end mænd.

• KAMPEN OM KROPPEN OG LYSTEN  

I bestemte perioder i europæisk historie var kvinden dog istand til at gennemtvinge en vis udligning, idet hun beherskede metoder til at undgå graviditet. Kvinderne var istand til at styre deres frugtbarhed og dermed deres seksualitet, som de således fik mulighed for at opleve som egen, selvstændig lyst.
I overgangsperioder, hvor størstedelen af den kvindelige befolkning var blevet frarøvet deres viden om graviditetsforebyggelse, fandtes endnu jordmødre, som var istand til at give en vis hjælp på det område. Og når netop jordmødre og andre såkaldte kloge koner under hekseforfølgelsernes tid var de første til at blive kriminaliseret, skyldes det magthavernes ønske om at fratage kvinderne enhver mulighed for autonomt og selvbestemt at styre deres frugtbarhed.

Kort sagt: De skulle endegyldigt underkastes mændenes magt over deres kroppe og deres samfundsmæssige bevægelighed. Senere havde heteroseksuelle kvinder kun mulighed for at styre deres frugtbarhed ved at øve vold mod sig selv - ved helt at give afkald på seksualitet, ved at gennemgå brutale og decideret farlige aborter, ved både verbalt og reelt at bekræfte den borgerlige ideologi om kvindens aseksualitet og frigiditet og tilmed at inderliggøre dette.
Den anstændige, borgerlige kvinde følte simpelthen intet seksuelt begær eller lyst. Hendes krop blev til et simpelt instrument for tilfredsstilelse af manden og til den nødvendige forplantning. Den pris manden måtte betale var "altså ren teoretisk" en livslang forsørgelse af en kvinde, der som hustru stod under ham. Eller timeløn til en sexarbejder. 

• KVINDER TIL SALG

Filosofen Immanuel Kants nøgterne betragtning om, at ægteskabet er en kontrakt om gensidig brug af kønsdele var allerede en anakronisme, da han formulerede dette. Og blev det i hvert fald senest på den franske revolutions tid, for efter at Paris`s fiskekoner og borgerinder blev sendt ind bag hjemmets fire vægge, kan man ikke længere tale om gensidigt brug.
Det var udelukkende kvindens krop, som blev brugt. Manden brugte den til at tilfredsstille sine stadigt mere autistiske seksuelle behov. Kvinden brugte sin krop til at opnå diverse sociale "fordele".
For kvinden var hendes egen krop nu ikke længere en kilde til lyst, den blev til en maskine, hun kunne sælge og for hvis salgspris, hun selv kunne erhverve sig andre varer. Det kunne ske ved et enkeltstående salg til en bestemt køber, eller ved gentagne gange at sælge sin krop til forskellige købere.
Den nødvendige pleje og vedligeholdelse af maskinen blev ved det enkeltstående salg delvist varetaget af ægtemanden. I tilfælde af gentagne salg til forskellige købere måtte sælgeren (altså kvinden) selv varetage disse udgifter, hvilket enten resulterede i en stigende salgspris eller i en hurtigere brug af maskinen.

Således erfarede kvinden fremmedgørelse , som går langt ud over den fremmedgørelse, der skabes af kapitalistiske arbejdsforhold. Mens hun som kvindelig lønarbejder solgte sin arbejdskraft og hænders formåen, så solgte hun sig som kvinde helt og totalt. 

• SEX, LØGN OG ILLUSION 

Det mest nedværdigende billede på kvindeligt slaveri og fremmedgørelse er det, hvor hustruen fuld af væmmelse og modvilje "men gudsfrygtig " ligger under hendes besidder og kun håber på, at han bliver hurtigt færdig.
Denne radikale afpersonalisering af kvinden som samfundsmæssigt væsen har konsekvenser for hele hendes identitet. Og tilmed for mandens identitet. For nok kan han føle sig sikker på hans villige hustru, men samtidigt keder hendes passive gudsfrygtighed ham og får ham til at søge afveksling hos de "letlevende" damer, der ikke blot sælger deres krop, men også mod passende betaling sælger ham illusionen om, at han ikke blot selv føler lyst men tilmed vækker kvindens begær.
Så perverteret er det oprindelige behov for at vise og modtage seksuel lyst og begær blevet til en løgn, som er til salg. I hverdagen ønsker den fremmedgjorte mand netop ikke kvindens autonome lyst og begær, fordi det forekommer ham farligt, da det er symptom på både selvstændighed og uafhængighed - en tilstand, som må nægtes det kvindelige køn, da den sætter spørgsmålstegn ved mandens magtprivilegier.

På denne baggrund, der er resultat af en samfundsmæssig udvikling og allerede så dybt forankret i underbevidstheden, at begge køn stort set opfatter det som et naturfænomen, føler manden sig tilmed stærk nok til at kunne udnytte kvindernes befrielsesanstrengelser til egen fordel : 

•  SEKSUEL FRIGØRELSE - FOR HVEM?

I det unge Sovjetunionens korte revolutionære fase slog således den tilstræbte seksuelle frigørelse af kvinderne hurtigt over i lige det modsatte. Mens kvinder som Alexandra Kollontai kæmpede for afskaffelse af tvangsinstitutionen ægteskab og for den frie seksualitet, vendte de mænd, der ikke pr. refleks afviste sådanne krav, det hele til egen fordel.
Pigerne og de unge kvinder i Komsomol blev af deres mandlige kolleger underlagt seksuelt pres og/eller direkte tvang. Hvis de nægtede at stille sig selv til seksuel rådighed, blev de hånet som værende kontra-revolutionære. Noget lignende fandt sted under den såkaldte seksuelle revolution i 60`erne.
Kvinder, som nægtede at stå til rådighed for enhver, og som ikke ville deltage i alle former for seksuelt samvær, blev diskrimineret som reaktionære og frigide. Hvad der dengang udspillede sig indenfor snævre, elitære kredse eksisterer i dag som massefænomen i det nuværende gennempornograferede mandssamfund. 

• KÆRLIGHED SOM NARRESUT 

Da aristokraternes hoveder faldt i guillotinen, og borgerskabet satte sig igennem, ændredes også den herskende seksualmoral. Borgerskabets ideologer, først og fremmest Rosseau, påtog sig den opgave at skabe tåge i folks bevidsthed for dermed at fremme det kapitalistiske regimes krav om ydmyghed, orden og fastlagte ejendomsforhold.
Da en klar indsigt i det seksuelle besidder- og udnyttelsesforhold kunne få slavinderne til at gøre oprør, og da det kunne berøve mændene den skønne illusion om frihed, lighed og broderskab, så reaktiverede den borgerlige etik et latent og altid virksomt bedøvelsesmiddel: Kærligheden. 

Simone de Beauvoir fastslog lakonisk: Da man ikke kan bilde kvinder ind, at det er deres højeste lykke at skrubbe gryder og vaske bleer, får man dem til at tro, at de gør det af kærlighed. Efter at borgerskabet havde etableret sig politisk-samfundsmæssigt, blev ægteskaber ikke længere indgået af fornuftsmæssige årsager, men af kærlighed. Det skulle parterne i det mindste bilde sig selv ind.
Men for det jævne folk betød den borgerlige kernefamilie indskrænkede muligheder, og ægteskabet blev besværliggjort eller direkte nægtet dem. Langt ind i det 19. årh. var det sådan, at der ved indgåelse af ægteskab altid måtte fremskaffes en vis mængde penge, noget som kvinder og mænd fra de fattige dele af befolkningen aldrig ville være istand til at skrabe sammen.

De underste sociale lags seksuelle adfærd blev i højere grad reguleret via strafferetten end via civilretten. Den såkaldte civiliserede kærlighed blev nægtet dem, deres seksualitet defineret som dyrisk og dermed nødvendigvis underkastet statslig kontrol og regulering. Fattighuse, arbejdsanstalter, sindssygeanstalter o.lign. blev endestationen for underklassekvinder med "opsigtsvækkende" seksuel adfærd, og opdragelsesanstalterne fyldtes med " barnemordersker". En praksis , der til stadighed blev forfinet og under nationalsocialismen nåede sit højdepunkt både hvad angår perfektion og brutalitet.
Man bildte arbejderklassen ind, at kernefamilien bygget på kærlighed var vejen frem for social opadstigen. Det var en propaganda, som faldt på frugtbar jord. Arbejderklassens mænd var så positivt indstillet overfor denne ideologi, fordi den forstærkede såvel deres sociale status som deres reelle magt over deres egen hustru.
Kvindernes positive holdning kom af, at deres massive arbejdsmæssige dobbeltbelastning ville blive væsentligt reduceret, hvis de blev befriet for arbejde i produktionen. Og fordi, som Beauvoir fastslår, det er mere udholdeligt at vaske gryder af kærlighed end som arbejdsslave.

Kernefamilie-ideologiens grundlag er imidlertid baseret på menneskers reelle behov for hengivenhed, ømhed og seksuelt begær. Disse behov, som historisk set har ytret og realiseret sig meget forskelligt, blev kanaliseret ind i den borgerlige kærligheds spændetrøje og blev dermed - foruden direkte vold - til en af de mest effektive løftestænger for patriarkalsk magt.
Det er den dybest rodfæstede forhindring for befrielse, som kvinden bærer i sig selv: At hun elsker sine undertrykkere, at hun søger beskyttelse fra fremmede voldtægtsmænd hos hendes egen private voldtægtsmand, at hun søger egen identitet via anerkendelse fra hendes modstander.

• Narresutten "kærlighed"

Sårbarheden hos kvinderne, som hverken besidder samfundsmæssig magt eller bare tilstrækkelig kendskab til præventionsmetoder for autonomt at kunne bestemme over egen frugtbarhed; kombineret med en historisk tiltagende fremmedgørelse overfor deres egne kroppe og tilmed bedøvelse af deres bevidsthed vha. narresutten "kærlighed".  

Denne konstellation danner den grundlæggende basis for borgerlig, patriarkalsk magt. At fornægte denne basis frarøver enhver revolutionær teori den revolutionære værdi. At mænd tier når det gælder seksuelle magtforhold, er logisk.
Deres autistiske og voldelige seksuelle adfærd, som i takt med udviddelsen og afsikringen af den patriarkalske magt, synes dem stadig mere naturlig, er blevet del af deres identitet, og et evt. afkald på denne del ville true deres samlede identitet som sådan.
At kvinder tier om disse forhold, skyldes bla. deres identifikation med aggressorene og deres teorier. Og slavindens angst for frihedens gys.

• "Hun er husarbejder, kammerpige og børnepasser;  hun er kærlighedsarbejder,..."

I hendes eneansvar for hele reproduktionen opfylder kvinden mange funktioner: Hun er husarbejder, kammerpige og børnepasser; hun er kærlighedsarbejder, tilflugtsrum og tilmed mandens boksebold - objekt for såvel hans behov for ømhed som for aggression. Når man - hvis overhovedet omtaler disse funktioner kun omtaler den ene, den som husarbejder og børnepasser, er det som vist ingen tilfældighed.
Og selv inden for dette område er den revolutionære utopi yderst begrænset. Der fantaseres om afprivatisering af området via samfundsmæssiggørelse: altså via børnehaver, offentlige vaskerier og køkkener etc.
For det første bliver disse institutioner atter udstyret med kvindeligt personale. Om det så er i fantasien eller i reelle eksperimenter som feks. i det unge Sovjetunionen. For det andet er disse fantasier og især reelle eksperimenter dømt til relativ kort levetid, fordi det ignorerer (det kapitalistisk prægede) menneskes behov for privatliv samt mandens behov for og krav til den personlige omsorg, som kun en elskende kvinde kan udføre. 

• VENSTREORIENTERET SEXISME 

Den venstreorienterede variant af denne kloge sexisme er romantiseringen af reproduktionsområdet som en subjektivitetens enklave, der endnu ikke er skadet af den kapitalistiske kommandos rationalitet. Denne variant af "kvindevenlig" sexisme fortier husarbejdets isolerende, fordummende, afstumpende og tvangsneurotiske karakter.

Husarbejde er for det meste et sisyfosarbejde: Den rene tallerken bliver brugt og atter snavset, må vaskes igen og igen i én uendelighed. Det rene gulv bliver betrådt og må vaskes igen og igen - i én uendelighed. Dette bedrag og måske også selvbedrag fra venstrefløjens sexister afslører også sig selv i deres utopier.
De kræver maksimalt en socialisering af husarbejdet - aldrig at manden overtager disse aktiviteter- om det så er på det private eller kollektive område.
Den revolutionære mand fantaserer ikke om at se sig selv vaske tøj, vaske op, skifte sengetøj eller gøre toiletter rent. Når disse nødvendige og uundgåelige aktiviteter forlanges af ham (for det meste efter pres fra kvindelige bofæller), så udfører han dem modstræbende som pligt, som indrømmelse.

Men i hans TEORI lykkes det for ham via en kollossal fortrængningspræstation at befri disse aktiviteter fra deres nødvendige men kedelige og ubehagelige karakter og forvandle dem til autonome, dybt menneskelige aktiviteter, der fungerer som garant for subjektivitetens eksistens.
Den mandlige teoretikers idyllisering af husarbejdet svarer til fortrængningen af hans behov for et refugium, hvor han "den trætte kriger" efter udkæmpede slag kan vende tilbage, og hvor en elskende kvinde plejer hans krop, salver hans sår, stiller hans sult og beundrer ham for hans heltegerninger. Som moderne nordeuropæisk revolutionær må han dog forbyde sig selv denne drøm, som hans historiske kammerater i andre lande stadig drømmer.
Men han hævner sig over dette drømmeforbud ved at definere kvinden som et usynligt, passivt offer, der nådesløst udsuges og udnyttes af den voldelige og mandsskabte imperialisme. Da er det han, den ædle ridder, svinger sig op på sin stridshest for at for-svare de stakkels kvinder fra monsteret imperialisme. 

• KVINDELIG SELVDESTRUKTION 

Modstykket til denne sadistiske gyserroman findes i den masochistiske selvdestruktion hos borgerlige feminister som feks. Luce Irigaray (kendt fransk, feministisk teoretiker, som især forsker i kvindesprog. Courage-red.). Hendes hjerne og sjæl er ved at gå til i kedsomhed over den passiviserende, metropolitane luksus og privilegier, og da der ikke findes mere, hun kan begære, så begærer hun at være intet.
Hendes i essensen postmoderne teorier afføder begrebskaskader, som ingen mening har, men som tilslører hendes tilhængeres udsyn til virkeligheden og af og til har en fascinerende virkning også på kvindelige revolutionære i metropolerne. 
Mens de ivrige elever af Irigaray er fuldt ud beskæftiget med at udrede begrebs-forvirringen fra venstre flodbred for at bevise, at de har forstået det, der ikke kan forstås; så har deres høje præstinde for længst betrådt realiteternes land, hvor hun fremlægger diverse modeller til bekræftelse af den herskende orden.
I hendes indlæg på kongressen i Frankfurt, "Menneskerettigheder har (int)et køn", påstår Irigaray, at kvinders selvrealisering er mulig i det kapitalistiske samfunds-system. Det er en påstand, som nødvendigvis må bero på fastholdelsen af kønsbestemte forskelle.
Irigaray kræver "forskellige rettigheder for hvert køn", hvilket skal modificeres via den "offentlige lovgivningsmagt". Hun taler for "retten til jomfruelighed" og "retten til moderskab". Iflg. Irigaray "må den kvindelige krop i lovmæssig forstand defineres som jomfruelig og potentielt fødende".

I disse udsagn eksisterer ikke-heteroseksuelle kvinder og barnløse kvinder slet ikke. Det gamle ikon af kvinden bliver således hevet frem fra mysterieskrinet og med stor gestus atter engang præsenteret: "Her er hun - kvinden, jomfruen og moderen!". Heraf følger logisk nok kravet om faste regler for de "gensidige pligter mellem mødre og børn".
Fædre eksisterer ikke, de har ingen pligter. Følger man logikken her, kræves det selvfølgelig, at institutionen ægteskab opretholdes, ingen anden måde at leve sammen på finder plads i denne tankegang. 'Jomfruen' skal ifgl. Irigaray - "kunne indvilge i ægteskab uden at føle det som en udslettelse af hendes identitet".

Det er altså ikke ægteskabet, som angribes pga. mandsherredømmets udslettelse af kvindens identitet. Det som angribes er, at kvinder mærker og føler denne skandaløse realitet.
Irigarays teori, som begyndte med at opløse kvinders samfundsmæssige og historiske realitet i en begrebsjongleren, der definerede kvinder som ikkeværende i kraft af deres køn, har nu nået sin konklusion: En bekræftelse af status quo i kønsrollemønsteret i det borgerlige metropolsamfund, hvis spilleregler ikke må overtrædes for ikke at bringe profittørenes vellevned i fare.  

• KVINDEN UDEN MAND 

Kvindeundertrykkelsens historie er også historien om kamp, modstand og oprør. Kvindernes modstand har i dens radikale form altid været antagonistisk til den herskende norm. Men jo dybere patriarkatets norm sænkede sig i menneskenes sjæle, jo færre var det, der gjorde modstand.

Kvindernes reelle afhængighed og deres inderliggørelse af denne afhængighed satte dem i et tilsyneladende dilemma:
De bildte sig selv ind, at de elskede deres undertrykkere; de bildte sig selv ind, at de ikke kunne eksistere uden hans kærlighed, og de havnede således i en indbyrdes konkurrence om at vinde mandens kærlighed.
For at vinde og bevare mandens kærlighed, for at beskytte sig selv for hans slag, greb de til slavindelist. Mens de blev gjort til slavinder, begyndte de også at føle sig og opføre sig som slavinder. "De lykkelige slaver er" - som Marie von Ebner Eschenbach siger" - frihedens mest bitre fjender". Og dermed de bitreste fjender af dem, der stræber mod frihed.

Ingen anden undertrykt gruppe har gået en længere og mere stenet vej til solidaritet, end kvinderne har. Ingen andre har et så ambivalent forhold til deres egen befrielse, som kvinderne.
Man har bildt ind at uden mand, uden deres undertrykker, er de ingenting. Senest efter den borgerlige morals sejr over det europæiske menneskes identitet, eksisterer kvinden uden mand kun som latterlig figur, i bedste tilfælde som tragisk væsen. Som tragisk figur har hun at resignere eller dræbe sig selv. Som latterlig figur bliver hun mødt med medlidenhed eller hån: "En kvinde uden mand er en kvinde uden værd".

Hvis hun åbent bekender sig til hendes beslutning om at leve uden mand, bliver hun, ligegyldigt om hun lever som lesbisk eller ikke, bekæmpet som lesbisk.
Ungkarlenes stolthed over "at have bevaret deres frihed" har ingen kvindelig pendant. På den kvindelige side findes kun bænkevarmeren, den forladte og gammeljomfruen.

For at blive anerkendt som fuldstændigt menneske i mandssamfundet behøver kvinden ikke blot en mand men også et barn. Kvinden uden barn bliver ligesom kvinden uden mand ynket eller hånet.
Hun går for at være ufrugtbar, altså ynkværdig - eller unaturlig, altså foragtelig. I hvert tilfælde overtræder hun normen, og den normoverskridelse bliver måske ikke altid påtalt, men helt sikkert altid registreret. Kvinden uden barn står ligesom kvinden uden mand under et konstant legitimationspres. Således bliver kvinden uden mand/barn - om hun vil eller ej - således automatisk til oprører.
Hun kan forsøge at udligne dette normbrud ved at underkaste sig samfundets love og regler på alle de andre områder. Hun kan imidlertid også udvikle sig til oprører mod den herskende norm, til kæmper mod det samfund, som bestemmer og fastholder normen.

Samtidig bliver den kvindelige revolutionære, som bekæmper der herskende system - selv om hun kan fremvise både mand og barn - også bekæmpet for hendes normbrud. Idet hun opgiver hendes "kvindelige" passivitet og ikke kun retter sine aktiviteter mod mand og barn, men hengiver sig til "sagen", til revolutionen, så overtræder hun kønsrollemønsterets regler. Og så ligger mistanken nær, at hun også i privatlivet overskrider normen og opfører sig unormalt. 

• DEN HERSKENDE NORM

Ikke kun mænd, men også kvinder, deltager i diskrimineringen og forfølgelsen af kvinder, der overskrider den herskende norm. Den herskende norm er ikke en eller anden konstruktion, raffinerede magthavere har opfundet, som på et eller andet tidspunkt er blevet påtvunget menneskene og som kan besejres vha. bedre indsigt og god vilje.
Den er snarere baseret på dybt forankrede ængstelser og behov, der under pres fra de gældende magtforhold er blevet forceret, forfalsket og fordrejet.

Forbavselsen over de fremmede blev til mistro overfor de fremmede, til racisme. Kvindens evne til at føde børn blev kilden til hendes undertrykkelse og udbytning og endelig til hendes "naturlige" skæbne.
Det er naivt at tro, at menneskeskabte normer , der opfattes som naturgivne, kan ophæves vha. en beslutning, vha. en revolutionær handling. De er træge som materien, de hiver selv de mest revolutionære visioner "tilbage til jorden". De kan indenfor en uoverskuelig tid bare utrætteligt tematiseres i konstante og stædige kampe, og derved kan vi sætte spørgsmålstegn ved dem. 

 "...han fornægter det politiske i sit privatliv"

De bringer den kvindelige revolutionære i modsætningsforhold til de "normale" mennesker. Den herskende norm er bekvemmelighedens advokat. For det er i alle tilfælde nemmere og mindre anstrengende at underkaste sig den herskende norm, end at bekæmpe den, såvel på samfundsmæssigt plan som i en selv. Den herskende norm bilder de revolutionære ind:
I kan kun gøre jer forståelige overfor de normale mennesker, masserne, hvis I selv opfører jer som normale mennesker. Den har ikke karakter af en ydre fjende, som den revolutionære klart kan bekæmpe; den er rodfæstet i den revolutionæres egen sjæl, den er forbundet med det materiale, hvoraf det samfundsskabte menneske opstår. HAN må, hvis han vil bekæmpe den, ødelægge en del af sig selv.

Dette gælder også for kvindelige revolutionære. Men mens HUN må likvidere slaven i sit jeg, må den mandlige revolutionære ødelægge herremennesket i sit jeg. Mens HUN slår sig til blods i hendes kamp for at sejre som menneske, kæmper HAN for sit nederlag som mand.
Den norm, som er rodfæstet i hans sjæl , gør ham blind for det mål, de kvindelige revolutionære stræber mod: Skabelsen af ligeværdige mennesker.
De reelle fordele ved at være mand slører hans blik for de ufattelige fordele ved at være menneske.
Derfor viger den mandlige revolutionære hele tiden over på det overskuelige terræn, som hedder økonomi, derfor fornægter han det politiske i sit privatliv, den seksuelle dimension i de herskende forhold og at han selv er involveret som profitør af de herskende magtforhold. Derfor forfalder han til borgerlig idealisme, til total personliggørelse såsnart det drejer sig om kønsantagonismer og hans personlige bidrag til deres ophævelse. 

 "Kvinder som bekæmper magtforholdet mellem     kvinder og mænd.." 

Mens han som revolutionær erkender de samfundsmæssige betingelser for menneskelig eksistens og snarere dogmatiserer end fornægter udsagnet om, at tilværelsens samfundsmæssige væsen bestemmer bevidstheden, så bilder han sig ind, at han kan sætte sig udenfor historien som mand, idet han med et lille barns egensidighed påstår: "Jamen sådan er jeg da ikke!"
I værste fald er alle mænd onde, men lige præcis han er kvindernes ven og hjælper. Kvinder som bekæmper magtforholdet mellem kvinder og mænd, som erklærer krig mod den patriarkalske norm - "den bitreste fjende af menneskeligheden" - kvinder som radikalt vil ophæve de herskende forhold i ordets bogstaveligste forstand, har ikke så meget brug for de mandlige kammerater, som erklærer, at de er kvindernes venner. Kvinderne har i langt højere grad brug for de mandlige kammerater, som er parat til at blive en fjende af manden.

_____________________________