Den autonome bevægelse i Vesteuropa

AUTONOMIA!

Den autonome «modstand fra neden» har eksisteret som en selvstændigt agerende størrelse i de fleste oprør og revolter mod magthaverne i hele menneskets historie. Som eksempler på, at denne "modstand fra neden" har spillet en rolle indenfor kendte politiske oprør, kan nævnes:

• Den franske revolution, hvor revolutionære som Babeuf, Jacques-René Hébert  og feministerne Claire Lacombe og Pauline Léon repræsenterede de autonome, radikale klubber.
• Auguste Blanqui, der var den mest kendte repræsentant for de autonome klubber, som agerede i samtlige oprør i Frankrig mellem 1830 og 1848 og helt frem til Pariserkommunen i 1871.
• Autonome grupper og strømninger blandt de amerikanske Wobblies i International Workers of the World (IWW), og i de forskellige rådsrepublikker der for korte perioder opstod efter 1. verdenskrig i hele Centraleuropa.
• Autonome bybrigader i den spanske borgerkrig, indenfor den italienske anti-fascistiske modstand «la Resistenza», i den græske borgerkrig og i den revolutionære jødiske modstand i og omkring Bialystok i Polen.

Den autonome modstands historie er dog kun kendt i brudstykker. Kilderne til denne historie ligger i dag spredt i verdens historiske lokal- og privatarkiver, fordi den eksisterede udenfor de etablerede partier og hinsides magtens og institutionernes centre. Men den fandtes altid!  

_______________________________

            ___________________________________________

• Vesttyskland – BRD

I modsætning til Italien udviklede den autonome bevægelse i Tyskland sig udfra studenternes og ungdomsmiljøernes oprør mod de samfundsmæssige autoritære, konservative rammer og mod USA's krig i Vietnam/Indokina, som samtlige parlamentariske partier i den daværende Forbundsdag bakkede op om.

Studenterbevægelsens hovedorganisation, SDS (Sozialistischer Deutscher Studentenbund), som i 1960'erne var blevet ekskluderet af socialdemokratiet, var det organisatoriske centrum i denne revolte mod de eksisterende magtstrukturer. Nogle af bevægelsens mest kendte repræsentanter udadtil var Rudi Dutschke, Hans Jürgen Krahl, Elisabeth Lenk, Karl Heinz Roth,Wolfgang Lefévre, Johannes Agnoli etc.

Allerede i starten af 70’erne splittede den udenomsparlamentariske opposition, kaldet APO (Ausserparlamentarische Opposition), sig op i tre store hovedstrømninger:

• De som gik ind i de forskellige politiske og statslige institutioner for at «forandre dem indefra» (den såkaldte «lange march gennem institutionerne»). Som bekendt landede de fleste som parlamentariske repræsentanter for det system, de engang bekæmpede.
• En stor midtergruppe deltog i de mange partidannelser, der mere eller mindre direkte refererede til 3. Internationales (Komintern) forskellige politiske modeller og strategier. Således fandtes der midt i 70’erne omkring 500 partier, organisationer og cirkler, som kaldte sig marxistisk/leninistiske, af stalinistisk, maoistisk, venstresocialistisk eller trotskistisk observans. Den største af disse var et maoistisk stramt organiseret parti ved navn KBW (Kommunistischer Bund Westdeutschlands). På sit højdepunkt havde KBW omkring 4.000 medlemmer, et stort professionelt partiapparat, et højhus som particentral i Frankfurt, eget forlag, og en ugeavis: «Kommunistische Volkszeitung» med et oplag på omkring 40.000.
• Den tredje hovedstrømning bestod af delvis militante lokale og regionale basisgrupper og udenomsparlamentariske bevægelser, som på visse tidspunkter havde karakter af massebevægelse. Udfra denne tredje strømning udviklede den autonome bevægelse i Vesttyskland sig. Den autonome bevægelse bestod af mange forskellige politiske strømninger. De som fik størst politisk betydning var: 

- Spontibevægelsen i byerne, deriblandt mange anarkistiske cirkler, 70'ernes BZ-bevægelse i Frankfurt og Berlin og byguerilla-miljøet omkring "2.juni-bevægelsen" i Berlin.

- Operaistiske strømninger, som bestod af en hel række virksomhedsgrupper, der politisk var inspireret af Italien. De kendeste grupper var Revolutionärer Kampf /Frankfurt, Proletarische Linke /HH, Arbeitersache /München. De udgav en fælles operaistisk avis med navnet: «Wir Wollen Alles!» (Vi vil det hele!).

- Den antiimperialistiske strømning, som fastholdt Vietnamsolidariteten og kampen mod imperialismens udplyndring af de fattige lande som centralt, politisk omdrejningspunkt. Det var dette aktivistmiljø, byguerillagruppen Rote Armee Fraktion / RAF opstod ud fra den 14. maj 1970.

• "Anti-Folterkommitees" (antitorturkomitéer)

Senere dannedes udfra dette miljø de såkaldte "Anti-Folterkommitees", som var lokale solidaritetskomitéer med de revolutionære fanger fra de forskellige byguerillagrupper og fra «modstanden fra neden» i bredere forstand. Baggrunden for dannelsen af sådanne komitéer var den vesttyske stats anvendelse af sensorisk deprivation (total sansemæsig isolation) mod fanger fra den revolutionære venstrefløj.

Fangerne blev udsat for en total isolation, der gik ud på at forhindre ethvert optisk eller akustisk indtryk fra omgivelserne udenfor cellen. Under indtryk af disse barbariske fængselsforhold for de revolutionære fanger - som bl.a. Amnesty International betegnede som «hvid tortur» - tilsluttede mange af aktivisterne fra antitorturkomitéerne sig på en eller anden måde den væbnede kamp.

I 1973 dannedes den autonome guerillastruktur Revolutionäre Zellen / RZ. I modsætning til RAF's strengt illegale koncept, gik RZ-aktivisterne ikke under jorden men forblev aktive i bevægelserne, mens de hemmeligt gennemførte sabotageaktioner. 

Mellem 1972 og 1977 tilspidsedes undertrykkelsen af den revolutionære modstand. Det lykkedes for staten at inddæmme modstandsmiljøet til lokalt afgrænsede områder som f.eks. Kreuzberg/Berlin, Schanzenviertel/Hamburg, Bockenheimer Landstrasse/Frankfurt etc. I såvel Frankfurt som i Hamburg antog statens kamp mod den daværende husbesætterbevægelse militære træk. Således stormede 2.500 politifolk i Frankfurt nogle besatte huse, hvorpå det kom til heftige gadekampe med over 10.000 venstreorienterede. 

Efteråret 1977 var præget af begivenhederne omkring en RAF kommandos bortførelse af arbejdsgiverformanden og eks-nazisten Hans Martin Schleyer. (Schleyer var under 2. Verdenskrig ledende bureaukrat i forvaltningen af Tjekkoslovakiet, som nazisterne havde annekteret. Schleyer var direkte ansvarlig for organiseringen af transporten for tusinder af jøder, som blev deporteret til udryddelseslejrene).

Flykapring af et Lufthansafly med turister fra Mallorca

I forlængelse heraf gennemførte en palæstinensisk kommando (PFLP-General Command) en flykapring af et Lufthansafly med turister fra Mallorca. En aktion, som RAF's fængslede aktivister i Stammheim-fængslet ikke var begejstret for.

Flykaprerne tilsluttede sig RAF-kommandoens krav om løsladelse af et bestemt antal revolutionære fanger fra tyske fængsler og kombinerede dette med kravet om løsladelse af nogle palæstinensiske fanger i Tyrkiet. Efter en kaotisk flyrute mellem forskellige landes lufthavne, landede flyet i Mogadishu i Somalia, hvor det blev stormet af det tyske anti-terrorkorps (GSG-9). Alle palæstinensere blev likvideret, med undtagelse af en kvinde.

Dødsnatten i Stammheim

Dagen efter stormen på flyvemaskinen, den 18. oktober 1977, blev RAF's historiske grundlæggere fundet døde i Stammheim-fængslet: Andreas Baader, skudt; Jan Karl Raspe, skudt; Gudrun Ensslin, hængt; Kun Irmgard Möller overlevede, svært såret.

Alle indicier tyder på statsligt organiseret mord. Efter disse dramatiske begivenheder blev Hans Martin Schleyer dræbt af sine bortførere.

Perioden var præget af statslige aktioner mod alt, der bare tilnærmelsesvis viste sig at være venstreorienteret. Metoden var: vilkårlige anholdelser, overvågning og Berufsverbot. 

• Efter 1977 opstod der nye sociale bevægelser:

Konfrontationer ml. atomkraftmodstandere og politiet i Wackersdorf og Brokdorf

• Mod atomkraftindustrien (i Brokdorf, Gorleben, Grohnde, Wackersdorf, osv.).
• En ny radikal feministisk kvindebevægelse, der ville bekæmpe patriarkatet i dets grundvold.
• En voksende antikrigsbevægelse mod NATO's nye oprustningsplaner, som nogle år senere resulterede i stationeringen af atomraketter i Vesteuropa, heriblandt i Vesttyskland.
• Den første ansats til en nye husbesætterbevægelse, som kulminerede i 1980-81 med over 230 bz'atte huse i Berlin, de «befriede områder» i Hafenstrasse i Hamburg, i Freiburg og i Hannover.
• En økologisk/anti-natobevægelse - «Keine Startbahn West» - bevægelsen som protesterede mod NATO's planer om at udvide Frankfurts lufthavnsområde mhp. stationering af atomraketter. Denne udvidelse ville medføre fældningen af mere end 3 millioner træer. I 10 år gennemførtes der hver uge demonstration mod dette projekt! Den regionale autonome modstand (Rhein-Main) spillede en afgørende rolle heri.  

I den første halvdel af 80’erne udviklede der sig to hovedstrømninger ud af disse nye sociale bevægelser:

• En autonom, anti-parlamentarisk fløj, som havde sin basis blandt husbesætterne i de store byer, i antikrigsbevægelsen mod NATO, i den antikapitalistiske fløj i den økologiske bevægelse, og i den radikal-feministiske kvindebevægelse.
• en parlamentsorienteret samfundskritisk fløj, som kanaliseredes ind i en løs partidannelse af  Die Grünen (De Grønne) - et økologisk, demokratisk parti.

I løbet af 80'erne tabte husbesættermiljøet konfrontationen med staten. Mens en del af husene blev legaliseret, blev de fleste brutalt stormet af paramilitære politistyrker.

Under denne nye repressionsbølge spillede de autonome tilholdssteder som caféer og info-bogcaféer samt et utal af autonome blade som f.eks. "Grosse Freiheit" i Hamburg, "Unzertrennlich" i Rhein-Main-området, "Radikal" i Berlin, "Südwind", "Alhambra", etc. en vigtig rolle i den autonome modstands indbyrdes kommunikation og i udbredelsen af dens politik.

I slutningen af 80'erne koncentrerede den autonome bevægelse sig mere og mere om antiimperialistiske kampagner mod den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken, hvis finanspolitik varslede neoliberalismens tidsalder.

• Modstandskampagner mod imperialistiske finansinstitutioner

Højdepunkter i den autonome mobilisering var således modstandskampagnerne mod IMF-kongressen i Berlin 1988 med 15.000 autonome deltagere, og senere mod G-7-mødet i München i 1992 med omkring 12.000 autonome deltagere.

I 1996 lykkedes det for en bevægelse initieret af autonome grupper via en kombination af sabotage, info-kampagner og store demoer at forhindre Berlins bystyres kostbare planer om at gennemføre Olympiade i byen.

Andre vigtige temaer, som autonome sammenhænge i slutningen af 90’erne er centralt aktive i er:

• kampen mod gen- og reproduktionsteknologi
• kampen mod racismen og det voksende fascistiske potentiale (her findes de fleste autonome af den yngre generation)
• anti-nationale aktiviteter
• kampen mod omstrukturering/gentrificeringen af bykvartere (specielt i Berlin, som i løbet af efteråret og vinteren 99 skal huse titusindvis af politikere og bureaukrater, da byen er erklæret som regeringssæde og som landets nye hovedstad).
• et nyt opsving i anti-atomkraftkampen mod atomaffaldstransporten Castor i det nordlige Tyskland.
• et af de nye temaer for dele af den autonome bevægelse er kampen mod den neoliberale verdensorden, mod lønarbejdet og deregulering af tilkæmpede sociale og politiske rettigheder, samt udviklingen af et globalt aktionsnetværk.

 _______________

Danmark

Den autonome bevægelses historie i Danmark tager sit udgangspunkt i begyndelsen af 1980'erne, hvor der opstod en hel række aktivistmiljøer, som udviklede sig på grundlag af forskellige aktuelle samfundsmæssige polariseringer. De vigtigste var:

• Kampen mod den socialdemokratisk ledede omstrukturering (gentrificering) af de større byers arbejderkvartérer , specielt brokvarterene i København.
• Kampen mod arbejdsgivernes og regeringens krisepolitik på arbejdspladserne.

De politiske magthaveres, dvs. socialdemokratiet og dets skiftende politiske alliancepartneres mål med denne omstrukturering af de større byers arbejderkvartérer var først og fremmest at udskifte de oprindelige beboerne med lave indkomster langt under gennemsnittet med et højere mellemlag, der kunne tilføre kommunen større skatteindtægter.

Med de forestående saneringer ville de socialdemokratiske strateger samtidig udtynde og sprede den potentielle modstand, som gennem tiderne altid har været en torn i øjet på magthaverne.

Kampen om BYGGEREN

Dette førte til en del kampe i boligkvarterene. De kendeste eksempler på sådanne kampe var konfrontationerne omkring nedlæggelsen af børnehaven i Todesgade og kampen om byggelegepladsen «Byggeren» i Stengade på Nørrebro.
Især den sidste begivenhed førte til store gadekampe mellem politiet og aktivister og store dele af det indre Nørrebros beboere. I løbet af en hel uges kampe blev omkring 200 mennesker anholdt og 36 varetægtsfængslet.

Politiet etablerede under disse konfrontationer en undtagelsestilstandslignende situation mellem Skt. Hans Torv og området omkring Blågårds Plads: I en bekendtgørelse udstedte politiledelsen et generelt demo-forbud og et forsamlingsforbud for mere end tre personer ad gangen.

Efter konfrontationerne omkring «Byggeren» opstod der en lang række aktivistiske beboerkomitéer med mangfoldige aktiviteter.

Relateret: Slaget om BYGGEREN

De første husbesættelser

I kølvandet heraf gennemførtes de første husbesættelsesaktioner. Initiativet blev taget fra venstreorienterede ungdomsgrupper – især trotskisterne (RSF/SUF) spillede i starten en vis rolle heri. Politiet svarede yderst massivt og brutalt på de første – symbolske – husbesættelser ("Brødfabrikken Rutana" og "Schønning og Arvé"). I takt med flere husbesættelser udvikledes langsomt en aktivistisk, basisorienteret og parti uafhængig ungdomssubkultur, som blev starten på det senere BZ-miljø.

Klassekampen fra neden

Den anden vigtige søjle i de daværende brydninger i samfundet var klasse-konfrontationerne. Disse strejke- og blokadekampe var arbejdernes og aktivisternes reaktion på arbejdsgivernes rationaliserings- og investeringspolitik, der resulterede i omfattende fyringer og varslede den teknologiske omstrukturering af dele af produktionsapparatet.

Det førte til en hel del militante arbejderkampe, som ignorerede de fagretslige regler. Denne modstand blev bekæmpet af den samlede socialdemokratiske regering under Anker Jørgensen sammen med arbejdsgivere og statens politi- og justitsapparat. Den mest markante arbejdskamp i denne periode var havnearbejdernes kamp i 1983. Efter langvarige konfrontationer med politiet, som var ledsaget af politikernes og mediernes hetz, gennemførte regeringen et politisk indgreb mod strejkekampen. Samtidig blev nogle af dens aktivister kriminaliseret og fængslet.

Generalstrejken i påsken 1985

Den latente utilfredshed og opposition på arbejdspladserne var rettet både mod arbejdsgivernes rationaliseringer og lønpolitik og mod den socialdemokratiske fagforeningsledelses manglende aktivitet. Denne opposition kulminerede 2 år senere i den store generalstrejke i påsken 1985 med omkring 150.000 demonstranter alene i København. Mange af de sociale bevægelsers aktivister deltog aktivt i disse demoer og blokadeaktioner. Også BZ-aktivister og autonome var at finde på barrikaderne i disse arbejderkampe.

Vesttysklandskomitéen, forløberen af den første autonome organisering

I løbet af 80'erne blev modstanden aktionsmæssigt mere militant og politisk mere internationalt orienteret. I denne situation dannede nogle aktivister Vesttysklandskomitéen, som senere udviklede sig til den første autonome gruppe i Danmark. Komitéens funktion var først og fremmest at skabe offentlighed omkring repressionen i Vesttyskland:
Dvs. den vesttyske stats repression og overvågning af den udenomsparlamentariske venstrefløj. Denne vesttyske praksis blev senere en hjørnesten i EU's sikkerhedspolitik omkring registrering af mistænkte og oppositionelle personer, Schengenaftalen, Trevi og Europol-projektet.Vesttysklandskomitéen arbejdede med at formidle erfaringerne fra modstanden i Vesttyskland til de respektive bevægelser i Danmark og indledte konkrete solidaritetskampagner med de revolutionære fanger i Tyskland.

RAF-advokaten Pieter Bakker-Schut i København

Vesttysklandskomiteen arrangerede for eksempel et offentligt møde med RAF-advokaten Pieter Bakker-Schut, hvor over 300 mennesker mødte op for at diskutere de revolutionære fangers situation. Vesttysklandskomitéen organiserede derudover danske aktivisters deltagelse i autonome demoer mod atomkraftværket i Brokdorf, i demoer mod NATO's nye krigsstrategi og i forskellige autonome modstandskongresser.
Situationen på den traditionelle, parti-orienterede venstrefløj var på dette tidspunkt allerede synligt opgivende. Således var de fleste venstrefløjspartier og organisationer senest fra midten af 80’erne inde i en politisk og organisatorisk opløsningsproces. Partierne prioriterede mere og mere det parlamentariske og kommunale terræn som praktisk hovedaktivitet.
I takt med denne omprioritering og passiviseringstendens i den traditionelle venstrefløj, forsøgte de at kanalisere enhver ansats til modstand fra neden ind i de kommunale og senere parlamentariske rammer. I stedet for at deltage og bidrage til udbredelse af den sociale og politiske protest, satsedes der mere og mere på reformarbejde med budgetterne og alternative omfordelingsforslag til de krisepolitiske nedskæringer, som for alvor tog fart i denne periode.

Kun et lille mindretal af aktivister fra venstrefløjspartierne deltog aktivt i de nye sociale bevægelsers aktiviteter.

Perioden sidst i 80'erne var præget af, at størstedelen af venstrefløjens hidtidige aktivistbasis langsomt blev passiv og på vidt forskellige måder blev integreret i de forskellige samfundssektorer. Aktivistfrafaldet kulminerede i begyndelsen af 90'erne ifbm. sammenbruddet af Østeuropas bureaukratisk deformerede statssocialistiske regimer og indledningen til neoliberalismens ideologiske triumftog.

• BZ-bevægelsen bliver den dominerende faktor i den sociale modstand

Den københavnske bz-bevægelses historie er en meget broget historie. Mens BZ-bevægelsens fysiske rammer var de besatte huses miljøer, udvikledes der efter en kortere omflakkende og kaotisk tilblivelsesperiode hurtigt et hav af udenomsparlamentariske aktiviteter i opposition til den herskende samfundsorden.

For overblikkets skyld kan BZ-bevægelsens udvikling inddeles i tre hovedetapper:

• Tilblivelsesfasen: husbesættelser og spontane happenings i og omkring ungdomskulturen.
• Efter stabilisering af de forskellige BZ-husmiljøer: udviklingen af social-revolutionære aktiviteter («sorte» og «kulørte klat» – aktioner). Dele af BZ-bevægelsen deltager f.eks. i tag-selv-aktioner og i solidaritetsaktiviteter med strejkende arbejdere.
• En større gruppe BZ-aktivister deltager i internationale solidaritets-aktiviteter fortrinsvis med andre BZ-miljøer i Vesteuropa - især med de besatte huse i Hafenstrasse/Hamburg og i Berlin. Solidariteten med Nicaragua og senere med befrielseskampen i El Salvador er på dette tidspunkt blandt de internationale mærkesager for BZ-miljøet. I denne periode starter BZ-kredse bladet Fingeren.

Denne synligt voksende modstandfra neden  fik også i Danmark de politiske magthavere til at opruste deres repressionsapparat. Ingredienserne i repressionen mod modstanden var: Anvendelse af ny, moderne overvågningsteknologi, stress'ningen af aktivistmiljøet ved at gennemføre hyppige ransagelser og anholdelser (for det meste uden dommerkendelse). Det skete såvel omkring de besatte huse som i aktivisternes øvrige boliger og kollektiver. Hertil kom mediernes desinformationskampagner og diverse PET-aktiviteter mod aktivisterne.

Barrikaderne omkring de bz'atte hus i Ryesgade på Nørrebro. På billede ses gruppen Autonome Revolutionære's banner "Væk med lortesystemet - for et selvbestemt liv".

• Situationen efter rømningen af det bz'atte hus i Ryesgade

Efter en strategisk bestemt frivillig rømning af det besatte hus i Ryesgade, september 1986 – som inden da i over en uge var blevet militant forsvaret mod politiets talrige forsøg på at storme det – fokuserede BZ-bevægelsen mere på den antiimperialistiske kamp.

Central var især kampen mod Shell, fordi koncernen spillede en vigtig økonomisk rolle for Sydafrikas racistiske apartheidregime. Stor betydning fik også de mange aktiviteter mod staten Israels undertrykkelse af palæstinenserne under indtryk af palæstinensernes opstand, intifadaen, der startede i 1987.

Noget senere opstod der sideløbende hermed internationalistiske kampagner mod EU, BZ-kvinder dannede "Valkyrierne" og udviklede sammen med autonome kvinder udenfor husene, en række selvstændige aktiviteter mod kvindeundertrykkelsen. Ligeledes blev der udviklet solidaritetsaktiviteter med de revolutionære fanger fra den tyske byguerilla-bevægelse.

Autonome Revolutionære

Vesttysklandskomitéen omdannede sig fra omkring 1986 til en politisk autonom og antiimperialistisk gruppe: Autonome Revolutionære - det senere Autonomi-kollektiv. Gruppen var den første politisk autonome gruppe i Danmark, som tog udgangspunkt i opbygningen af et agerende modstandsnetværk imod dannelsen af den fælles vesteuropæiske imperialistiske EF-blok - det militært-industrielt dominerede EU, som vi kender det i dag.

Antiimperialistisk front – koncept for Vesteuropa

Autonome Revolutionære opfattede sig som del af den autonome fløj i Vesteuropa, der forsøgte at forbinde de militante basiskampe med den væbnede modstand i de vesteuropæiske metropoler.
I forlængelse heraf mødtes et par tusinde aktivister fra den autonome og antiimperialist-iske strømning i Frankfurt i 1986 for at diskutere en fælles platform mellem den legale militante modstand og de væbnede grupper. Fra Danmark deltog omkring 40 aktivister, heriblandt en del folk fra bz-bevægelsen. Af forskellige grunde lykkedes det ikke at forbinde de to modstandsniveauer med en fælles overordnet strategi.

Perioden op til 90'erne koncentrerede Autonome Revolutionære sine aktiviteter omkring solidariteten med palæstinensernes Intifada. F.eks. gennemførtes en længerevarende boykotkampagne mod israelsk frugt, samt et større offentligt internationalt infomøde med omkring 400 deltagere.
Der udvikledes forskellige aktiviteter og aktioner mod gen- og reproduktionsteknologien og gruppen tog initiativ til at udvikle diskursen og informationen om den militante og væbnede strategi i de imperialistiske metropoler. Ofte skete det i tæt samarbejde med bl.a. folk og grupper fra BZ-miljøet. I 1988 startede Autonome Revolutionære desuden udgivelsen af tidsskriftet Autonomi.

'Autonomiseringen' af dele af bz-bevægelsen

Over årene antog dele af BZ-bevægelsen en autonom og antiimperialistisk selvforståelse og deltog i de forskellige internationale, autonome aktiviteter som demoer, kongresser, festivals etc.

Autonome Revolutionære deltog aktivt i denne internationale orientering og tog en del initiativer til fælles ture og aktiviteter - ofte sammen med folk og grupper fra BZ-miljøet - til antiimperialistiske og autonome mobiliseringer først og fremmest i Tyskland.

• Bruddet mellem BZ og Autonome Revolutionære

Efter 1987 blev det stadig mere vanskeligt at udvikle samarbejdet mellem Autonome Revolutionære og det efterhånden ret fraktionerede BZ-miljø. Miljøet var på dette tidspunkt præget af interne opgør, skiftende grundstemninger, indbyrdes konkurrence-forhold mellem de BZ'atte huse, mellem de dominerende grupper og personer som agerede udfra informelle, uigennemskuelige beslutningsstrukturer.

Efter en række politiske og personlige uoverensstemmelser med nogle folk i BZ-miljøet, tog disse initiativ til en boykot af kredsen i og omkring Autonome Revolutionære. Dette var muligt, da Autonome Revolutionære på dette tidspunkt ikke længere orienterede sig mod BZ-bevægelsen og derfor ikke havde forbindelse til den nye generation af aktivister, der langsomt dukkede op efter Ryesgade.

BZ-miljøet blev i denne tid omformet til en subkultur, med et eget indre liv præget af stærke lokale hierarkier, hvilket umuliggjorde et ligeværdigt og kontinuerligt samarbejde med dette miljø.

På trods af boykotten har forbindelsen mellem autonome aktivister indenfor BZ og aktivister omkring Autonome Revolutionære aldrig været helt brudt. Ikke mindst pga. den lange politiske og personlige fælles historie.

• Boykotten blev i al ubemærkethed atter ophævet i 1991 - på et tidspunkt hvor initiativtagerne til disse intriger ikke længere spillede nogen afgørende rolle i de autonome sammenhænge.

Ny grupper dannes udfra den nedadgående bz-bevægelse

I slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne overtog en ny generation den nedadgående BZ-bevægelse. I denne periode mistede BZ-bevægelsen sine sidste besatte bastioner (Sorte Hest og Mekanisk Musikmuseum på Vesterbro), mens Baldersgade og Ungdomshuset blev legaliseret.

I kølvandet heraf opstod der et hav af grupper udfra det tidligere BZ-miljø - deriblandt «Den Røde Bande», «Kollektiv for Kommunisme», «Unge mod Apartheid», bladgruppen omkring «Ravage», etc. De allerfleste af disse grupper faldt hurtigt fra hinanden igen.

De eneste miljøer som udviklede en kontinuitet var den politisk autonome gruppe Autonomt Info med et blad af samme navn , og et mere aktionistisk miljø, som senere dannede grundlag for AFA (Anti-Fascistisk Aktion).

I 1991 dannedes den autonomt orienterede feministisk gruppe "Revolutionære Feminister" (som i november 1994 var initiativtagerne til dannelsen af Feministisk Aktion), og en økologisk orienteret autonom gruppe: Byøkologisk Aktion (BAK), som ganske vist kun eksisterede en kortere periode.

Autonomi-kollektivet

I begyndelsen af 90'erne ændrede Autonome Revolutionære navn til Autonomi-kollektivet og omdannede i løbet af tiden sine strukturer til et løsere politisk autonomt  netværk.

I samme periode opstod der desuden et fælles aktionsforum mellem forskellige grupper og miljøer omkring «Gadens Parlament» med udgangspunkt i København og relativt stærke afdelinger i Slagelse og Svendborg. Den mest markante aktion fra «Gadens Parlament» i København var tag-selv-aktioner i to store supermarkeder med efterfølgende fordeling af goderne til byens fattige (gamle mennesker og studerende).

Politiets amokløb i maj 1993

Den 18. maj 1993 var en vigtig dato for modstandens historie i 90'erne. Magthaverne gennemførte på udemokratisk vis et omvalg for at få tilslutning til deres planer om at indlemme Danmark yderligere i EU-projektet. Efter at en folkeafstemning i 1992 havde vist et klart Nej til disse planer, formåede magthaverne i 1993 at få det omgjort til et svagt flertal for de samme planer. På Nørrebro i København - hvor EU-modstanden er relativ stærk - udløste valgresultatet stor vrede.

Der blev bygget nogle mindre barrikader på Nørrebrogade for symbolsk at markere Nørrebro som EU-fri zone. Politiet reagerede ved at fremprovokere gadekamp. Mange – især unge – deltog i den efterfølgende konfrontation med politiet.
Medierne betegnede alt for generaliserende demonstranterne som «autonome». Under konfrontationerne skød politiet fuldstændigt vilkårligt med over 100 skud direkte mod demonstranterne. "Kun" 11 demonstranter blev såret, og mirakuløst blev ingen dræbt trods kugleregnen.

Mange deltog i den efterfølgende protestdemonstration mod politiets brutalitet og de socialdemokratiske magthaveres ligegyldighed overfor deres egen lovgivning. De efterfølgende officielle «undersøgelser» af politiets fremfærd anskueliggør politiets status som en "stat-i-staten".

Midt i 90'erne dannedes - som udløber af den autonome bevægelse - den socialistiske ungdomsorganisation «Rebel» med tilknytning til Enhedslisten.
Fra det mere uorganiserede, aktivistiske ungdomsmiljø opstod tidsskriftet Propaganda, der betegner sig selv som et autonomt tidsskrift.

I dag er den autonome bevægelse i Danmark politisk stort set ikke-eksisterende. Den er blevet afløst af en ungdomssubkultur. I disse år kommer den næsten usynlige modstand fra neden kun til udtryk i skiftende enkelt-sagsaktiviteter, der udelukkende reagerer på magthavernes neoliberalistiske forsøg på at nedlægge alt, der ikke har markedsværdi og som evt. kunne blive spirer til fremtidens nye revolutionære modstand.

_________________

Skrevet af  folk fra 'autonomi-kollektivet' (senere: mediekollektivet autonom infoservice). Artiklen er oprindeligt offentliggjort i "Leksikon for det 21. århundrede" i forår 2001.

___

Relateret

autonom infoservice:

• Ungdomshuset og de autonome - et historisk tilbageblik
  
• Autonomi - en politisk begrebsbestemmelse 
• Italien: "Il Movimento del '77" – ungdomsrevolten fra neden  

__________________________________

Frankrig 1979: "Brigades autonomes révolutionnaires" i Paris: