Et tilbageblik. Pariserkommunen, der rystede Europas magthavere

Den 18. marts 1871 rejste befolkningen
i Paris sig  imod det forhadte burgøjser regime og skabte et selvforvaltet bysamfund. Det kom til at vare 72 dage...
Revolten var ikke i overensstemmelse med den herskende elites trang til overdådig, parykpudret pomp og pragt. Den var forhutlet. Den var fandenivoldsk og spontan. Den var kildrende som en lykkelig latter.
Opstanden forenede de revolutionære dissidenter med samfundets store hær af fattige og fornedrede, ofrene for ud-bytning i fabrikkerne - og clochard’erne, Seinebreddens omkringstrejfende skikkelser ... 

Dette samfundsstyre fra neden blev efter
72 dage blodigt knust af en fransk-tysk militæralliance. 
Over 30.000 kommunarder blev myrdet under kampene i maj 1871. Mellem 40.000 – 60.000 kommunarder blev efter  nederlaget idømt fængselsstraf eller blev tvangs-forflyttet til de franske kolonier.
- Hvordan fungerede Pariserkommunen, hvad var dens karakteristika og hvilke problemer stod man overfor? 

        _____________________
Her er Pariserkommunens historie 

• "Regeringen forduftede som vandpytter i en forårsbrise”

Den 18. marts 1871 rejste befolkningen i Paris sig imod den foragtede og for-hadte regering og proklamerede et uafhængigt, frit og selvstændigt bysamfund. Den russiske anarkist Pyotr A. Kropotkin, hvis tilhængere kæmpede på byens barrikader, beskrev denne begivenhed således:

” Denne nedkæmpelse af den centrale magt fandt sted uden revolutionens sædvanlige sceneudstyr, uden geværild, uden blodsudgydelser på barrikader.
Da det bevæbnede folk kom ud på gaderne, flygtede de herskende og tropperne forlod byen, de civile embedsmænd trak sig hastigt tilbage til Versailles og bragte alt det med sig de kunne.
Regeringen forduftede som vandpytter i en forårsbrise, og den 19. marts vågnede Paris op, befriet af det snavs, som havde besudlet byen. Næppe en dråbe blod var spildt. 
Med den forandring, der nu var gennemført, begyndte en ny æra i den lange serie af revolutioner, som udgør folkets march til frihed. Under navnet Pariserkommunen var der født en ny ide, som skulle blive udgangspunkt for fremtidens revolutioner.”  

Republikken proklameres

Den 4.september 1870 om formiddagen stormede titusinder af arbejdere i Paris sammen med nationalgarden ind i Palais Bourbon, hvor landets lovgivende forsamling stadig væk holdt møde. Bygningen genlød af kravene ”Træd tilbage!” og ”Længe leve republikken”.
Storgodsejeren Schneider så for første gang i sit liv almindelige mennesker fra de fattige lag indtage de delegeredes pladser.
Det var disse arbejdere, som proklamerede republikken den 4.september, og de blev mødt med jubel fra hele Frankig. Der indsattes hastigt en ”Regering af det nationale forsvar”.
Republikanerne tilbød preusserne at afslutte krigen uden grænseændringer.
Den tyske militærledelse under general Moltke svarede med at kræve provinsen Elsass-Lothringen. Efter at den franske Rhinarmé havde kapituleret, trængte de preussiske tropper frem til det indre Frankrig og drog i retning af Paris.

______________________________
”Bonarpartismens historiske skopudsere”

De som havde overtaget ledelsen af republikken og gav sig selv navnet ” Regeringen af det nationale forsvar”, bestod overvejende af gamle håndlangere fra den fallerede bonarpartisme.
Karl Marx betegnede i sit berømte skrift ”Borgerkrigen i Frankrig” disse politikere som ”Bonarpartismens historiske skopudsere”, hvis største interesse var at beskyttte det franske borgerskabs rettigheder frem for landets forsvar mod den preussiske invasion.  

• Ledende skikkelser i ”burgøjser republikken”

Den vigtigste politiske repræsentant for ”burgøjserrepublikken” (citat: Marx) var Louis Adolphe Thiers. Han havde været ministerpræsident fra 1836 til 1840 og var forhadt som slagteren af det parisiske proletariats revolte i 1848, som han lod knuse med store brutalitet. Han overgik senere dette ved at drukne Pariserkommunardernes autonome republik i et ubeskrivligt blodbad.

Øverstbefalende i den parisiske hær blev Louis Jules Trochu. Han viste sig at være total uegnet til at forsvare Paris og opnåede først senere den sørgerlige berømmelse ved militært at nedkæmpe Pariserkommunen.

Udenrigsminister i den nye regering blev Claude Gabriel Jules Favre.Han var bl.a. stedfortrædende udenrigsminister under Napoleon III. Han førte forhandlingerne med Preussen om Paris kapitulation og om den efterfølgende fredsaftale.

Jules Francois Camille Ferry var borgmester i Paris og ligeledes medlem af den såkaldte ”Regering af det nationale forsvar”.

Under hungersnøden i Paris under den preussiske belejring af byen, tiltuskede han sig ved bedrageri en kæmpe formue. Hans brutale fremgangsmåde mod kommunen blev senere honoreret ved, at han i 1880 blev Frankrigs ministerpræsident.
_____________
Pariserne bevæbnes
Under den preussiske belejring fra september 1870 til januar 1871 voksede de sociale spændinger pga. arbejdsløshed, sult, kulde og krig. Den 28.december 1870 startede den preussiske hær beskydningen af Paris.

De politiske klubber  

Under den preussiske belejring af byen  slækkedes kontrol og censurvirksomhed overfor befolkningens aktiviteter og der opstod et utal af aviser og politiske klubber.
Det var helt åbenlyst, at den borgerlige dominerede regering frygtede dens indre opposition – Paris’ arbejdere og dele af småborgerskabet, som repræsenteredes af radikale jakobiner, republikanere, anarkister og socialister.
Social utilfredshed havde længe gæret blandt de fattige i Paris.
Den hastige industrialisering medførte en proletarisering af brede lag – særlig i Paris, hvor småhandlen og håndværket endnu var fremherskende. Arbejderne havde ikke fået meget del i den økonomiske vækst under kejserstyret. På trods af de generelle bedre levevilkår efter 1848-revolutionen oplevede de en social deklassering i forhold til de andre samfundsgrupper.  
                      ______________________________

Tyskland udråbes til kejserrige - Oprør i Paris  

Den 18. januar 1871 blev Det tyske Rige udråbt i Versailles, og den preussiske konge Wilhem I. blev udråbt til Kejser af et samlet tysk rigsfællesskab. Den 22. januar udbrød igen revolutionære revolter i Paris. Nationalgardisterne, som fik tilslutning fra store menneskemængder marcherede frem mod rådhuset og mod fængslet Mazas, hvor en del oprørere var fængslet.

Endnu engang kunne regeringstro enheder fra nationalgarden kun med nød og næppe undertrykke oprøret. Samme dag blev regeringen tvunget til at efterkomme befolkningens krav om at afskedige den forhadte general Truochu.
Afløseren som øverstkommanderende  af Paris’ hær blev general Vinoy. En foreløbig fredsaftale med den preussiske besættelsesmagt blev indgået den 28.januar 1872 og gjaldt i 21 dage.
Det skulle muliggøre Thiers planer om at gennemføre et valg til nationalforsamlingen, som skulle tage stilling til, om krigen skulle fortsættes eller, om der skulle indgås en varig fred med Preussen udfra de opstillede kapitulationsbetingelser.
Sidstnævnte betød afståelse regionen Elsass-Lothringen ( Alsace ) til det nye tyske rige, et krigstribut på 5 milliarder Francs, besættelse af de østlige områder af Frankrig som ”sikkerhed for Frankrigs gæld”, samt finansiering af forplejning af de tyske tropper i Frankrig.

”Den røde fare fra Paris”

Da ”Regeringen af det Nationale forsvar” stadig væk havde stor indflydelse blandt de franske bønder, vandt de valget den 8. februar 1871.

Nationalforsamlingen var flyttet til byen Bourdeaux og den 12. februar gennemførtes her den første samling efter valget.
Af de i alt 750 valgte medlemmer var 450 erklærede monarkister, dvs. repræsentanter for godsejerne og de privilegerede, reaktionære lag i byerne og på landet.  
En afgørende rolle for monarkisternes valgsejr var, at republikanerne og andre antiroyalistiske kræfter ikke kunne føre valgkamp i de 43 distriker, der var besat af Preussen.
Derudover lovede monarkisterne, der påstod at de var republikanere, vælgerne i de krigshærgede og besatte områder, at de ville skabe varig fred og befri befolkningen for deres sociale lidelser. Dette på trods af at de vidste, at indlempelse af Elsass Lothringen var et af den tyske kansler Bismarcks ufravigelige krav. I de områder, der blev forskånet for krigens rædsler, førte regeringen en skræmmekampagne om ”den røde fare fra Paris”.  

Den 19. februar fremlagde Thiers for den nye nationalforsamling resultaterne af en forhandling, som udenrigsministeren Jules Favre havde ført med den tyske kansler Bismarck. Forhandlingsresultatet blev i al hast vedtaget med 546 mod 107 stemmer. Umiddelbart betød det en omgående forlængelse af våbenhvile aftalen. Først den 10.maj 1871 – et tidspunkt hvor regeringen allerede var blevet jaget ud af Paris af kommunardene - blev fredsaftalen med preusserne undertegnet og ratificeret.  

• Internationale solidaritetsdemonstrationer

Karl Marx tordnede i navn af 1.Internationales ledelse, imod Bismarcks rovtogtskrig. Han opfordrede de tyske arbejdere til at kæmpe for en retfærdig fred med Frankrig. En fred uden annekteringer.

De tyske socialister August Bebel og Wilhem Liebknecht mobiliserede den tyske arbejder-bevægelse til solidaritet med det franske folk og krævede en omgående fredsaftale uden betingelser. Mange klassebevidste arbejdere og revolutionære studenter fulgte opråbet og deltog i solidaritetsdemonstrationer i Augsburg, Bielefeld, Kemnitz og flere andre tyske storbyer.  

• Arbejderne i Paris organiserer sig  

Efter valget blev de politiske modsætninger mellem Paris og provinsen yderligere skærpet. Flertallet i nationalforsamlingen gav ”arbejderslagteren fra 1848” ledelsen i den nye regering, som af oppositionen blev beskyldt for at have et taktisk forhold til den republikanske styreform.

Som svar på den politiske polarisering afholder Paris’ nationalgarde den 15. februar et stormøde, hvor det blev besluttet, at samtlige bataillloner i nationalgarden underordnes en koordinerende ”centralkomitée”.

Valget  den 24.februar 1872 til centralkomitéen blev gennemført af 2000 delegerede fra samtlige underafdelinger af nationalgarden. Nationalgarden skulle fra nu af kun anerkende ledere, som var blevet valgt fra egne rækker.

Preusserne i Paris

Den 27.februar 1871 bekendtgjorde plakater på Paris’ mure, at våbenhvilen var forlænget og Boulevard Champs Elysée vil blive besat af 30.000 preussiske soldater. Thiers havde direkte bedt om en preussisk besættelse af visse parisiske bydele.

Det var heller ingen tilfældighed, at Thiers efterlod nationalgardens kanoner i netop disse kvarterer. Hvis ikke Paris’ befolkning og nationalgarden havde bragt kanonerne i sikkerhed, ville de som planlagt af Thiers være faldet i hænderne på den preussiske besættel- seshær.

Den 1.marts 1870 marcherede preussiske tropper med trommer og musik til Place d’Ètoile og Champs Elysées og videre til Place de la Concorde. Her gjorde de ophold. De turde simpelhen ikke fortsætte videre, da de frygtede befolkningens kollektive vredesudbrud..

I de 48-timer preusserne holdt denne del af den kæmpestore by besat, kunne de ifølge øjenvidnet kommunarden Prosper Lissagarays beretning ikke rigtig nyde deres magtdemonstration:

” Byen var igen helt i folkets hænder, det var ikke længere junkernes eller storborgerskabets Paris fra 1815. Sorte faner vejede overalt ud af husene, gaderne var tomme, butikkerne lukket, springvandet var bragt til ophør, monumenterne på Place de la Concorde var blevet overdækket og gade-laternerne var uden lys. Det hele lignede en død by (…) Der var kun en enkelt herre fra forstaden SaintGermain, som stillede hans hus til rådighed for preusserne..”    

Friedrich Engels havde denne kommentar til preussernes besættelse af Paris:  

” Men Nationalgarden beholdt sine våben og kanoner og trådte kun i våbenstilstand med sejrherren. Preusserne vovede ikke at drage ind i Paris i triumftog. Kun et lille hjørne af Paris, som tilmed for en stor del bestod af offentlige parker, turde de at besætte, og det kun et par dage. I den tid var de, der havde holdt Paris omringet i 132 dage, selv omringet af de bevæbnede arbejdere, der omhyggeligt vågede over, at ingen ”preusser” overskred de snævre grænser, der var trukket omkring den krog, som var overladt til de fremmede erobrere.

En sådan respekt indgød pariserarbejderne den hær, som kejserdømmets hære havde strakt våben for. De preussiske junkere, der var kommet for at tage hævn ved revolutionens arnested, måtte ærbødigt blive stående og salutere for netop denne bevæbnede revolution.”  

Denne kortfristede besættelse forløb næsten uden hændelser.                                                                     _______________________________

Nationalforsamlingens sidste dekret før dens flugt til Versailles

De fleste våbenføre parisere var på dette tispunkt gået ind i nationalgarden, som nu i alt talte 194.291 mænd , deriblandt 1725 internationalister fra Belgien, Italien, Polen, Rusland og Ungarn.
Paris’ venstrefløj opfordrede til folkekrig mod preusserne. Thiers regeringen ignorerede kravet og blev af de revolutionære anklaget for svigefuld passivitet. Men to væbnede forsøg på at vælte regeringen – den 31.oktober 1870 og den 22.januar 1871 – var blevet slået ned.
De revolutionære havde endnu ikke tilstrækkelig aktiv støtte i befolkningen. Men den ensidige fredsaftale den 28.januar og den korte preussiske besættelse af Paris’ centrum forstærkede parisernes følelse af at være blevet bedraget af regeringen og forandrede styrkeforholdet til fordel for venstrefløjen. 

                               ________________________________

Thiers politiske afskedsgave til befolkningen i Paris

Med den tyske rigskansler Bismarcks velvillige holdning bag sig, forberedte Thiers-regeringen sig nu på en jernhård undertrykkelse af Paris’ arbejderbefolkning. Som indledende skridt beslutter et flertal i nationalforsamlingen d.11.marts 1871 at ophæve de betalingsudsættelser på husleje og kreditter, der tidligere var blevet vedtaget i november 1870.
For titusinder af småhandlende var dette ensbetydende med økonomisk fallit, da den økonomiske aktivitet under belejringen var gået helt i stå og de fleste ikke rådede over nogen pengebeholdning.
De nye huslejebestemmelser betød, at omkring 300.000 arbejdere, offentlige ansatte, håndværkere og fattige studerende omgående skulle betale de udestående huslejerestancer. De var nu akut truet med at blive kastet på gaden. Derudover vedtog nationalforsamlingen at standse udbetalingen af lønninger til en stor del af nationalgarden , hvilket betød at mange familier mistede deres eneste indtægtskilde.    
_____________________               

18. marts 1871:

”Kommunen leve!”

”Om morgenen den 18 . marts 1871 blev Paris vækket af det tordnende råb: ”Kommunen leve!” Hvad er Kommunen denne sfinks, der sætter burgøjserforstanden på så hårde prøver?:
”Paris’ proletarer,” siger centralkomitéen i sit manifest af 18.marts, ”har midt under de herskende klassers nederlag og forræderi forstået, at det er deres højeste pligt, og deres absolutte ret at gøre sig til herre over deres egen skæbne og sætte sig i besiddelse af regeringsmagten”
– Men arbejderklassen kan ikke simpelt hen tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne mål…”  (Karl Marx : ”Borgerkrig i Frankrig”)  

• Likvideringen af general Lecomte "bødlen af 1848"  

Oprøret blev udløst af, at Thiers-regeringen ville afvæbne Paris’ befolkning ved at beslaglægge kanonerne, som nationalgarden havde anskaffet sig for egne midler. Regeringstropper forsøgte forgæves at beslaglægge kanonerne og slå oprøret ned.

Da general Lecomte gav soldaterne ordre til at skyde på folk – først og fremmest aktive kvinder - der strømmede til for at forhindre soldaterne i at transportere kanonerne væk fra Montmartre, nægtede soldaterne at efterkomme denne ordre.
Generalens 88. liniebataillon gik over på befolkningens side, afvæbnede officererne og anholdt general Lecomte.
General Lecomte, som også blev kaldt ”bødlen af 1848” blev af de vrede menneske-masser trukket ind i en baggård og skudt. En sen hævn for de mange oprørere generalen lod henrette i 1848-oprøret.
Efter at Thiers fik besked om, at den planlagte beslaglæggelse af kanonerne var mislykkedes, besluttede han at rømme Paris. Hans regering og de få regeringstro tropper forlod byen og flyttede i al hast til Versailles.  

• Blanquisterne                       

Langt mere konkrete forestillinger om de fremtidige klassekampe havde tilhængerne af Louis Auguste Blanqui (1805 – 1881). Dette var en kommunistisk strømning, der forestillede sig revolutionen som en velorganiseret gennemført aktion, udført af grupper af viljestærke, lidenskablige revolutionære. De skulle overtage magten og ved deres eksempel inspirere og mobilisere folket for revolutionen:

• ”Et Frankrig, som er behersket af væbnede arbejdermilitser, det vil være socialismens fødsel.”

August Blanqui var meget populær blandt de underste lag i befolkningen. Han var blevet fængslet den 17.marts af Thiers tropper og befandt sig siden da i et fængsel udenfor Paris.
Pariserkommunen foreslår forgæves at få ham udvekslet med samtlige tilfangetagne embedsmænd og officerer, inklusive deres fange af højeste rang: ærkebiskopen af Paris. Auguste Blanqui var et karismatisk radikal symbol på revolutionær ukuelighed og derfor nægtede Thiers at udveksle ham med Pariserkommunes fanger.  

• Anarkisterne

Den tredje store ideologiske strømning var stærkt påvirket af anarkisten Pierre Joseph Proudhon. Hans tilhængere var for størstedelens vedkommende hånd-værkersvende og ejere af bittesmå familievirksomheder. Proudhon kæmpede hele sit politisk aktive liv for et samfund, som tillader producenterne at bytte deres produkter på basis af deres arbejdsværdi.
Han gik ind for at skabe arbejderkooperativer, som skulle være centraler for en fælles produktudveksling. Proudhon var fortaler for, at man med fredelige midler afskaffede enhver form for tvangsordning.  

• Det var de ortodokse Proudhonister

- der i London den 28. September 1864 var med til at danne den "Internationale Arbejdersammenslutning", bedre kendt som ”1.Internationale”.
Proudhons samfundsforståelse var imidlertid på mange måder reduceret til de økonomiske spørgsmål. Andre modstandsytringer som kvindernes frigørelseskamp, kampen for forkortelse af arbejdstiden, massestrejker som kollektiv kampform, etc. var ikke del af Proudhons revolutionsprojekt.
En af de mere alvorlige fejl i Kommunens politik var, at de ikke overtog national-banken. Denne skæbnesvangre beslutning skyldes Proudhonisternes stærke indflydelse i Kommunens råd, som stod fast på at bekytte den private ejendomsret. Den ansvarlige kommunard for bankvæsenet var i øvrigt proudhonist.
Efter Proudhons død i 1865, fjernede mange af hans tilhængere sig fra Proudhons modsætningsfulde revolutionsteorier og orienterede sig mere til Bakunin-fløjen i
1. Internationale. Bakunins tilhængere kæmpede for føderale basisstrukturer, der byggede på behovsorienteret distribution på basis af et system af fælleseje og producentkontrol.

• Proudhon og Bakunin–tilhængerne

- udmærkede sig ved at lægge vægten på den sociale revolutions forandringskraft. Internationalens Marx-fløj havde derimod kun ringe indflydelse på Kommunens politik.  

Kvindebevægelsen havde allerede gjort sig bemærket under den preussiske belejring af Paris. Kvinderne organiserede sig i bykvartérskomiteer. 
Nogle komiteer var kun åbne for kvinder. Kvinderne gik forrest i mange demonstrationer. De ind-ledte således befrielsen af Paris, idet de forhindrede Thiers’ soldater i at fjerne nationalgardens kanoner fra arbejderkvartererne.
Ved Kommunens konstituering krævede kvinderne, at man rystede kirkens tyranni af sig og de krævede en offentlig uddannelse for alle piger og kvinder. Dette anså Kommunens aktive kvinder som vigtig del af kvindernes frigørelses-proces. På eget initiativ og med Kommunens støtte oprettedes den 4. april de første uddannelsessteder for kvinder.
Samlivsformer, der tidligere havde været forbudt, så som ” ikke lovligt legitimeret ægteskab”, blev nu lovliggjort. Samtidigt afskaffede man forskelsbehandling mellem børn af ægteskab og børn af enlige mødre. Kvinder, hvis mand var faldet i krigen, modtog pension, uafhængigt af deres status: gift – ikke gift.
Disse to dekreter var af stor betydning, da over 26 procent af alle børn på dette tidspunkt stammede fra forhold ”udenfor de ægteskabelige rammer”.
Fra den 26.marts deltog kvinderne aktivt på forskellige måder i kampen mod national-forsamlingen i Versailles. I Paris fandtes der så mange aktive kvinder under våben, at der dannedes det første kvindekompagni.
”Kvindernes enthusiasme viser, at de anser revolutionen som deres - og forsvaret af den er et forsvar af deres egen fremtid.” (citat fra avisen ”Le Vengeur”, Prosper Lissagaray: ”Kommunen 1871”). 

• Anarkisten Louise Michel (1830-1905)

Louise Michel var uddannet lærer og ledte en kvindebatalon under Kommunen. 
I hendes erindringer fra 1886, fortalte hun om kommunarderne og kommunardinderne i "Comite de Vigilance" (overvågningskomitéerne):
"På Montmartre var der to ”Comite de Vigilance”, en for mænd og en for kvinder(..). Aldrig siden har jeg lært at kende så ved-holdende, så ligefremme og ædle sjæle og mennesker med en så udpræget personlighed. (...) Hos borgerinderne var der det samme mod og bemærkelsesværdige personlig-heder. (...) Når det gjaldt pligt, bekymrede man sig næppe om hvilket køn, man tilhørte. Det var slut med disse fjollede spørgsmål (..)
"Comite de Vigilance" på Montmartre lod ikke nogen være uden opsyn, ingen uden brød. Der var man fire eller fem om at spise en sild...
Når det hed: "Montmarte kommer" gemte de reaktionære sig i deres huller, og som jagede dyr krøb de ned i deres skjul, hvor fødevarerne rådnede op, mens Paris døde af sult. Vi lo af fuld hals, når en af os, havde fået en eller anden stikker med, som vi have regnet for en god borger." 
" Hvis de reaktionære havde haft lige så mange fjender blandt mændene som blandt kvinderne, var Versailles stødt på større vanskeligheder. Vi må medgive vores venner, at de er mere tilgængelige for medlidenhed, end vi er.

Kvinderne, disse væsener med de angiveligt bløde hjerter, er bedre end mændene i stand til at sige:
Det skal ske. De gjorde det også selvom deres indre føltes sønderrevet, de forblev upåvirkede. Uden had, uden vrede, uden medlidenhed med sig selv eller med andre. Det skulle gøres, om så hjertet blødte eller ej. Sådan var Kommunens kvinder". (Citeret efter Louise Michel : "Memoiren”, Verlag Frauenpolitik, 1979).    

” Fjenden er ikke i kraft af dens styrke, men takket være forrædderi, trængt ind i byen. Med mod og energi vil pariserne slå den tilbage! (…) Alle på barrikaderne! Lad alle klokker drøne og alle kanoner tordne, sålænge der bare findse en eneste fjende i byen! Denne krig er grusom, fordi fjenden kender ingen nåde.(..) Den fuldstændige sejr er vores eneste chance for at overleve denne ubarmhjertige fjende. Lad os tilkæmpe os sejren gennem enighed og offervilje! Måtte Paris i dag gøre sin pligt! I morgen vil hele Frankrig gøre det efter!”   

Den 25. maj var den del af Paris, som stadig var under kommunardernes kontrol, skrumpet ind til få bydele.

Imens gennemførte Versaillestropperne i en ubeskrivelig blodrus massehenrettelser af tilfangetagne kommunarder, men også ikke-kæmpende civilister. Thiers fejrede sin blodhævn ude i Paris’ forstæder.
Fra Versailles kunne man med det blotte øje se kampene, og foran scenarier af den brændende by festede borgerskabet allerede sin sejr.

Kommunardernes kamp decentraliseres

Den 26.maj havde kommunardernes modstand for alvor mistet sin organiserede form. Grupper og enkeltpersoner kæmpede med stort mod og beslutsomhed individuelt videre imod den militære overmagt. Den moderate avis ”Le Síecle” beskrev den 26. maj 1871 Versailles-troppernes myrderier på følgende måde:

”Det er et galloperende vanvid! Der gøres ingen forskel mellem skyldige og uskyldige. I alles øjne lurer mistanken. Denunciationen antager uanede højder. Borgernes liv hænger på et hår. På grund af et JA eller på grund af et NEJ, kan man blive anholdt og skudt.”

Kommunarderne skyder sine fanger

På samme dag
”…blev Kommunens fanger hentet fra Roquett-fængslet og bragt til Rue Haxo. Det handler om 50 fanger, som blev ledsaget af kommunarderne gennem den brændende by. Da befolkningen ser dem, udbryder de i vredesråb mod fangerne, som gøres ansvarlige for Versailles-troppernes massakrer. Kommunarderne skyder fangerne uden nogen fælles beslutning eller rettergang. Det var svaret på de systematiske henrettelser af tilfangetagne kommunarder.”

(Citat er fra : Jacques Duelos ”Himmelstürmer”, Berlin 1963).

• KOMMUNENS FALD

Kommunardernes områder blev mindre og mindre.
På Paris’ berømte kirkegård Pére-Lachaise kæmper kommunarderne
for deres liv (billedet tv.).
Eftersom kirkegårdens port er blevet sprængt af Versailles tropperne, kæmpes der videre mellem gravsten og i de underjordiske katakombter. 

Den 28. maj 1871, klokken 8 om morgenen, besætter Versailles-tropperne Rådhuset i Paris´ 20.distrikt. Ved 10-tiden er der kun få spredte modstandslommer tilbage. På nogle barrikader i det 11.distrikt blev der stadig væk kæmpet. 
Det var Pariserkommunens sidste trækninger. Kommunarden og historikeren Prosper Lissagaray skildrede denne kamp med følgende ord:

• ” Omkring klokken ti om formiddagen har kommunarderne kun få kanoner tilbage og de er omringet af to tredjedele af Versailleshæren. Alligevel bliver de ved med at kæmpe. (…) Versaillestroppernes artilleri beskyder dem uafbrudt. Da kommunarderne ikke har mere ammunition, styrter de sig beskudt fra alle sider i bajonetternne, som omringer dem (…). Majdagens sidste barrikade er i Rue Ramponneau. Et helt kvarter bliver denne barrikade forsvaret af én eneste kommunard (…).Ved 11-tiden er alt forbi.”

Henrettelserne af kommunarder fortsætter langt ind i juni måned.  En gruppe kommunarder og deres børn føres til henrettelsespladsen (maj 1871):  

_________________________

Over 30.000 mennesker blev myrdet af den borgerlig regerings tropper i maj 1871. 40.000 – 60.000 kommunarder blev idømt til fængselsstraf, blev tvangsforflyttet til de franske kolonier eller blev drevet i eksil.    

_________________________ 

Historien om Pariserkommunen er skrevet af  al. / autonom infoservice.  Tidligere offentliggjort på venstrefløjsportalen modkrafts "kontradoxa" (ophørt) og det venstreradikale internetmedie "konfront" .