Historien om Taleban

Efter Sovjetunionens tilbage- trækning fra Afghanistan i 1989 fulgte en lang kamp mod præsident Nadshibullahs regime, der endte med at mudjahidinerne i 1992 indtog Kabul. Umiddelbart efter udbrød en borgerkrig mellem de forskellige rivaliserende stammer i landet.
Således samlede islampartiets leder, Gulbuddin Hekmatjar, Afghanistans største folkeslag, pashtunerne, omkring sig og belejrede Kabul, som på dette tidspunkt var under kontrol af mudjahidin - lederen Burhanuddin Rabbani og hans militære øverst-kommanderende Ahmed Sha Massud.

"Mudjahidinernes gamle ledere har fuldstændigt spillet fallit.."

Mullah Mohammed Abbas, der senere blev Talebans sundheds-minister i Kabul, fortalte i en samtale med den pakistanske journalist Ahmed Rashid, hvordan Taleban blev til:

"Mudjahidinernes gamle ledere har fuldstændigt spillet fallit, de har ikke bragt os fred! Derfor rejste jeg med venner til Herat for at rådslage os med byens shura (byråd). Her fandt vi heller ingen løsning og situationen forværrede sig konstant. Endelig tog vi til Kandahar for at diskutere situationen med Mullah Omar og derefter sluttede vi os til ham".

• Talebans politisk-religiøse grundlag

Efter lange og tidskrævende diskussioner formulerede denne gruppe en plan, som de den dag idag betegner som deres fælles grundlag:

De ville skabe fred, afvæbne befolkningen, gennemføre shariaen – dvs. gøre islam til lovgivende religiøs instans – og forsvare Afghanistans integritet som et islamisk emirat.

De fleste af de mænd, som sluttede sig til Mullah Omar havde tidligere været deltids- eller fuldtidsstuderende ved en madrassen. Hermed opstod betegnelsen "Taleban". Taleb er ensbetydende med koranstuderende/elev, en der stræber efter viden. I modsætning til en Mullah, som er en lærd, der formidler viden. Ved at kalde sig Taleban lagde de samtidig afstand til mudjahidinernes partipolitik og signalerede, at de opfattede sig selv som en bevægelse for regeneringen af samfundet, og ikke som et parti, der stræber efter magtudøvelse.

• Hvem er Taleban?

De mænd, som sluttede op bag Omar, var alle børn af den hellige krig, Jihad, mod de »vantro« sovjetiske invasionstropper. De var desillussionerede over de splittelser og kriminelle aktiviteter, som det engang så idealiserede Mudjahidin-lederskab nu var ansvarlig for.

Taleban opfattede sig selv som udrenseren efter en degenereret borgerkrig. De ville rette op på et fejlslået samfundssystem, udrydde korruption og skabe "ro og orden" i Afghanistan.

Mange af Talebans aktivister var født og opvokset i flygtningelejrene i Belutsjistan og i Pakistans nordvestlige provins. Deres liv kredsede omkring arbejdet med koranstudiet i de talrige madrassen, der i 80’erne opstod overalt langs grænsen under ledelse af afghanske mullaher og pakistanske fundamentalister.

På disse religiøse kostskoler studerede de profeten Mohammeds lære og grundlaget for de islamiske love. Fortolket af lærere som for det meste selv ikke kunne læse og skrive. Hverken lærere eller elever havde matematisk, videnskabelig, historisk eller geografisk kundskab.
De yngre talebanere havde kun ringe kendskab til deres land og dets historie. Til gengæld havde de i deres madrassen fået alt at vide om det ideale islamiske samfund, som profeten Mohammed for 1.400 år siden havde skabt, og som de ville genskabe på ny.

Mullah Omar, Talebans valgte religiøse leder, forklarede til den pakistanske journalist Rahimullah Yusufzai deres motiver på følgende måde:
"Vi greb til våben for at kæmpe for den afghanske Jihad og for at befri vores folk for fortsatte lidelser på grund af de indbyrdes krigsførende mudjahidinere. Vi tror betingelsesløst på Guds almagt. Det har vi aldrig glemt. Han kan velsigne os og give os sejren, nøjagtigt som han kan tilintetgøre os til hver en tid."

Mange talebanere voksede op som forældreløse på grund af krigen. De fleste var rodløse, rastløse, uden arbejde, fattige og uden almenviden. Deres simplificerede tro på en messiansk, puritansk islam fik de indoktrineret af landsby-mullaher, og det var det eneste holdepunkt, der gav deres liv en betydning.

Uden uddannelse og uden kendskab til landets traditionelle beskæftigelse som landbrug, kvægavl, håndværkskunst osv. var de det, som Karl Marx betegnede som marginaliseret subproletariat ("pjalteproletariatet").

Udover den religiøse indoktrinering fik talebanerne militær træning af Mudjahidin-militser, der opererede i Pakistan og senere af pakistanske officerer med samme fundamentalistiske indstilling.

• Talebanernes militære felttog 

Med hjælp fra pakistanske professionelle militærrådgivere var det en overkommelig sag for Taleban at besejre de militser, der indbyrdes bekrigede hinanden i talebanernes eget stammeområde: det vilde Pashtunistan.

Meget vanskeligere var deres efterfølgende militære felttog mod de betydningsfulde krigs- og stammefyrster i resten af landet.

Uden fly og kun med ringe logistisk støtte fra Kandahar, samt en svag kommandostruktur, måtte Talebans styrker i starten af disse militære konfrontationer lide store tab.

Først og fremmest i kampen mod den daværende regering under præsident Rabbani (nuværende overhoved i "Nordalliancen"), som kontrollerede byerne Kabul, Herat og seks provinser omkring Kabul.

Ifølge pakistanske kronikører mistede mindst 3.000 Taleban-soldater livet i disse kampe. For mange afghanere var Taleban endnu en krigsførende gruppering, der dukkede op i det borgerkrigs-rystede land.

- Efter nederlaget mistede Taleban i 1995 fire ud af i alt 12 provinser. Situationen forandrede sig først efter, at Talebans religiøse leder Mullah Omar indkaldte 1.200 islamiske pashtuner-ledere til et rådsmøde, en såkaldt ulama-forsamling. Aldrig før i Afghanistans nyere historie havde så mange religiøse ledere været samlet på én gang. Formålet var at vedtage en aktionsplan for landets fremtid.

- To hovedstrømninger udformede sig på mødet: Gruppen fra Kandahar omkring Omar var tilhængere af at fortsætte krigen, mens de dele af pashtunerne, der stammede fra områder, som nyligt var blevet erobret af Taleban, var fortalere for fredsforhandlinger, som kunne afslutte konflikterne.

Efter lange diskussioner afsluttedes mødet med at erklære hellig krig – Jihad – mod Rabbanis regering i Kabul.Taleban lovede hinanden, at de under ingen omstændigheder ville indgå i en dialog med modstanderne. Derefter tog de stilling til det andet hovedtema i forsamlingen:

De forkyndte, at den endelige afgørelse om kvindernes fremtidige stilling i Talebans islamiske orden, først ville blive konkretiseret, når Afghanistan havde en legitim regering. Mullah Omar og hans gruppe fik dermed vedtaget sine positioner, som fra nu af blev karakteristiske for Talebans religiøst betingede politik. 

• Erobringen af Kabul

Mens Iran, Rusland og Indien intensiverede deres militære og økonomiske hjælp til Rabbani-regeringen, støttede Pakistan og Saudiarabien som modtræk Talebanerne.Således installerede Pakistan et moderne, kabelløst telefonnet for talebanerne og moderniserede deres flyvåben.

Saudiaraberne sendte dem ved hjælp af Osama Bin Laden og hans nære ven Prins Turki al-Feisal, chef for landets efterretningstjeneste Istakbarat, hundredevis af moderne japanske Pick-ups samt mange millioner dollars. Denne hjælp brugte talebanerne til endnu engang at forsøge at indtage Kabul. 

• "Internationalisterne" omkring Osama Bin Laden

Få dage før den afghanske vinter satte ind, erobrede mobile Taleban-enheder i 1996 Kabul i et lynangreb. I disse kampe deltog de såkaldte "Internationalister" på Talebans side.

"Internationalisterne" eller "Jihad-krigerne" bestod af militært veltrænede fundamentalister fra mange lande. Disse soldater var oprindeligt blevet uddannet og støttet af USA’s militær i kampen mod Sovjetunionen.
Deres velgører, rådgiver og senere leder var saudiaraberen Osama Bin Laden. Ifølge pakistanske militæreksperters vurdering var det disse Jihad-krigere, som afgjorde slagets udfald til fordel for talebanerne.

Talebans indtog i Kabul blev i første omgang hilst velkommen af byens hårdt prøvede befolkning. I de fire år, da Ahmed Shah Massuds hærstyrke på 20.000 mand kontrollerede byen, havde de udfoldet sig som arrogante og brutale magthavere.  

Kvindeorganisationen RAWA

Kvindeorganisationen RAWA (Revolutionary Association of the Women of Afghanistan) har i en udtalelse beskrevet Massuds soldater således:

"... de udplyndrede og overfaldt folk, antastede kvinderne på gaden og voldtog mange af dem, de konfiskerede også vilkårligt folks huse".

Det er bl.a. sådanne erfaringer med centrale kræfter i den nuværende Nordalliance som gør, at store dele af Afghanistans befolkning ikke bakker denne opposition mod Taleban op.

Der var imidlertid ikke gået mere end 24 timer efter Talebans indtog i Kabul, før de med stor energi og iver gik igang med at indføre et rigorost og brutalt system, som de påstod var i overensstemmelse med den oprindelige islamiske koranudlægning. 

• Taleban fratager kvinder alle rettigheder

Som et af de første skridt blev der udfærdiget et dekret, som med øjeblikkelig virkning forbød kvinder at arbejde udenfor deres hjem.

Taleban så bort fra, at kvinderne udgjorde omkring en fjerdedel af de ansatte i byens administration, og at næsten hele skolevæsenet samt størstedelen af sundheds-væsenet blev båret af kvindelig arbejdskraft.

• Med Talebans dekret mistede 25.000 familier, der ikke havde en udearbejdende mandlig part, hele deres hidtidige indkomst. Omkring 70.000 piger i skolealderen blev ramt af Talebans lukning af pigeskolerne.

• Kvinderne blev tvunget til at iklæde sig den såkaldte burqa – en dragt, der dækker hele kroppen og ikke lader så meget som øjnene fri.

Inde bag hjemmets fire vægge var det tilladt at tage burquaen af, til gengæld var det påbudt at male husets vinduer mørke, så ingen mænd udenfor ville kunne se eller bare ane en kvindeskikkelse indenfor. I bogstaveligste forstand forbød Taleban kvindernes adgang til solen og lyset, hvilket blandt andet har bevirket, at mange kvinder har fået hudeksem og sygdomme, som følge af vitaminmangel, fordi de i mange år har været henvist til et liv i mørke.

Disse overgreb mod kvinderne udløste vrede og modstand fra en illegal organiseret kvindegruppe i Afghanistan: RAWA – Revolutionary Association of the Women of Afghanistan.

• I et interview med BBC Talking Point fra den 18. oktober 2001 kommenterede en afghansk feminist fra RAWA Talebans angreb på kvindernes menneskerettigheder således:

"Hvis kvinder ikke må arbejde – hvad sker der så med enker eller enlige mødre? Hundredevis, ja tusindevis af kvinder i Afghanistan har ikke andre muligheder end at tigge, at prostituere sig eller at begå selvmord. Omkring 95 procent af alle afghanske kvinder lider idag af alvorlige psykiske problemer. Indtil den 11. september var Afghanistan en glemt tragedie, ikke kun i den muslimske verden, men i hele verden."

Spil og musik forbydes

I den første tid efter at Taleban var kommet til magten, bekendtgjorde de hver dag nye love, der langsomt kvalte afghanernes traditionelle livsglade livsmønstre. Der blev udstedt forbud mod samtlige selskabsspil så som skak, fodbold, drageflyvning osv.

Enhver form for musik, fjernsyn, video, biografer osv. blev forbudt. Taleban realiserede deres fortolkning af sharia ved at indføre drastiske afstraffelsesmetoder:

"Tyve bliver straffet med afhugning af hænder og fødder, utro ægtefæller bliver offentligt stenet og indtagelse af alkohol bliver straffet med pisk", oplyste Radio Sharia (tidligere Radio Kabul ) den 28. september 1996.

Taleban-militser patruljerede på gaden, hvor de anholdt alle mænd uden skæg og piskede kvinder, som ikke var tilsløret tilstrækkeligt.

I denne tid var de internationale medier tilstede i Kabul og de berettede om de uhyrlige restriktioner, som Taleban nedlagde over befolkningen.Dette udløste dog ingen større protest i resten af verden.

Shuraen

Taleban oprettede et religiøst råd – Shuraen – for at regere Kabul. Shuraens seks medlemmer var foruden formanden Mullah Mohammed Rabbani, udenrigsministeren Mohammed Ghaus, informationsministeren Mullah Amir Khan Muttaqi, Mullah Syed Ghayasuddin Agha, Mullah Fazi Mohammed og Mullah Abdul Razaq.

Ingen af Shuraens medlemmer havde nogensinde før levet i en storby, de fleste havde aldrig før været i Kabul, og havde derfor kun ringe kendskab til byen.
De skulle nu lede en by, som på dette tidspunkt havde 1,2 millioner indbyggere. Resultatet var forudsigeligt: Kabul gik til bunds i kaotiske økonomiske og sociale tilstande. På mange måder blev situationen endnu værre end under de forrige magthavere. Det foregik først og fremmest på bekostning af den overvejende fattige del af Kabuls befolkning.

"De fleste afghanere hader Taleban. Når der ikke findes en synlig modstandsbevægelse, er det fordi den udhungrede befolkning står over for en svært bevæbnet fjende", sagde en repræsentant fra RAWA fornylig i en udsendelse i BBC. 

Talebans forhold til Pakistan

Baggrunden for at Pakistan støttede de afghanske fundamentalister tog sit udgangspunkt i den diplomatiske krise mellem Pakistan og Afghanistan fra 1955 til 1962.

Konfliktens årsag var det daværende afghanske regimes krav om et Stor-Pashtunistan under Afghanistans protektion.
Dette krav blev bakket op fra en relativ stor gruppe af venstreorienterede pashtunere. Det pakistanske militærregime under ledelse af general Zia Ul-Haq anså støtten til de dengang politisk marginale Jihad-grupper som et fremtidigt redskab for Pakistans interesser.

Målet var at indsætte en Pashtuner-Mudjahidin-regering i Kabul, som skulle være afhængig af Pakistan og dermed udradere alle tanker om territoriale krav.

De pakistanske militærstrateger var af den mening, at en sådan alliance ville give Pakistan en »strategisk dybde« overfor ærkerivalen Indien. Pakistans geografi, mangelen på plads, dybde og bagland tillod ikke en langvarig krig mod Indien.
Således kom konflikten mellem Indien og Pakistan omkring de territoriale uenigheder om den indiske del af Kashmir-provinsen til at spille en vigtig rolle i Pakistans forhold til Taleban:

I løbet af 90’erne udvikledes der så stærke bånd mellem Pakistan og Afghanistan, at mudjahidinerne tilbød militære uddannelseslejre for islamiske guerillagrupper, der kæmpede i Kashmir.

Under pres fra Indiens regering var USA i 1992/93 tæt på at udråbe Pakistan til statslig sponsor for terrorisme i den indiske del af Kashmir. Som reaktion herpå flyttede Pakistan i 1993 mange af sine guerillalejre til det østlige Afghanistan og betalte store summer for tilladelsen hertil. I første omgang gik disse betalinger til Jalalabad-Shuraen, siden til Taleban.

Osama Bin Laden finansierede én af disse lejre for Jihad-krigerne fra Kasmir i det afghanske Khost, opmuntret af en taknemmelig pakistansk regering. Kashmir-konflikten blev omdrejningspunktet for Pakistans Afghanistan-politik og for deres støtte til Taleban, som til gengæld udnyttede denne afhængighed optimalt.

Talebanerne nægtede således kategorisk at acceptere andre krav fra Pakistans side, vel vidende at regeringen i Islamabad ikke kunne afslå dem noget, sålænge de havde brug for militærlejre for Jihad-krigerne fra Pakistan og Kashmir.

Talebans forbindelse til de pakistanske statslige institutioner, partier, islamiske grupper, netværket af madrassene, narkotikamafiaen og forretningsgrupperne har dybe rødder.

Den opstod i en tid, hvor Pakistans magtstrukturer var fordelt mellem forskellige indbyrdes konkurrerende interessegrupper.

Pakistans efterretningsvæsen ISI 

Dette anså Taleban som fordelagtigt, da de under ingen omstændigheder ville være afhængig af en enkelt lobby. De havde tilsyneladende lært af situationen i 80’erne, hvor
de afghanske mudjahidinere havde gjort sig afhængige af det pakistanske efterretnings-væsen ISI og det islamisk-fundamentalistiske parti Jamaat-i-Islami.
ISI spillede en vigtig rolle i 80’erne som formidler mellem USA og mudjahidinerne, der bekæmpede Sovjetunionens militære invasion.
ISI organiserede deres militære uddannelse med amerikanske militærofficerer som vejledere, ISI sørgede for indrejsetilladelse til Pakistan for de Jihad-frivillige, der strømmede til fra over 41 lande, ISI sørgede også for at den amerikanske regerings dollarmillioner samt moderne våbenteknologi nåede frem til mudjahidinerne.

Talebanerne derimod havde bedre tilgang til indflydelsesrige lobbyer i Pakistan end mudjahidinerne nogensinde havde haft.
De opbyggede via deres folkeslag – pashtunerne – et netværk af støtter indenfor den pakistanske hær og det pakistanske efterretningsvæsen, skabte nære forbindelser til mægtige klaner ved handelscentrerne langs den pakistanske grænse til Afghanistan, og knyttede kontakter langt ind i regeringskredse.

Alle Talebans indflydelsesrige forbindelser er baseret på forretningsinteresser, fælles islamisk-fundamentalistiske mål og/eller bestikkelse og korruption.

Afghan Transit Trade – nøglen til magten

I denne komplekse relation mellem Taleban og Pakistans forskellige lobbyer spiller den økonomiske faktor en vigtig rolle:

Det såkaldte Afghan Transit Trade (ATT) er i løbet af ganske få år vokset frem og blevet til verdens største smuglervirksomhed. ATT har forretningsmæssigt kædet Taleban sammen med pakistanske smuglere, lastbilchauffører, narkobaroner, statslige bureaukrater, politikere af vidt forskellig observans, samt politi-og militærofficerer.
Disse forretninger er Talebans officielle hovedindtægt, og det går på bekostning af nabostaternes eksportomsætning.
Før USA’s militære angreb kørte der hver dag omkring 300 lastbiler fyldt med ikke-deklareret fragt gennem Afghanistan til Kabul og andre afghanske byer. Derfra gik det videre til nabolandene via smuglerruter eller også direkte forbi bestukkede grænse- og toldposter.

Vareudbuddet rakte fra engelsk undertøj til østeuropæisk militærgrej, stjålne biler og iransk olie. Denne frihandel helt efter "Wild West-manér" har gennem årene bredt sig ud over alle Afghanistans grænser.

Årsagen er borgerkrigen og landets økonomiske fallit, men også de lukrative muligheder ved handel med narko samt korruptionen i de statslige institutioner i Pakistan, Iran og Centralasien.

"Talebanerne bliver finansieret af smuglervirksomheder"

Overfor en journalist fra Le Monde betegner en pakistansk økonom situationen som værende fuldstændig ude af kontrol.

"Talebanerne bliver finansieret af smuglervirksomheder, og til gengæld holder de vejene åbne. Pakistan vil alene i dette finansår have 20 procent mindre i indtægt end før på grund af smugler-virksomhederne i Afghanistan. Det er i realiteten denne smuglermafia, som bestemmer, hvem der skal have magten i Afghanistan og i Pakistan." 

Såvel transportmafiaen som narkobaronerne støtter Taleban-regimet. Udfra deres erfaringer er grunden indlysende:

• Før i tiden under mudjahidinernes regimer måtte lastbiler på ruten mellem det pakistanske Peshawar og Herat i den vestlige del af Afghanistan betale toldafgifter op til ti gange til de respektive lokale krigsledere, som de mødte på deres rute.
• Nu under Taleban-regimet er det kun faste engangsbeløb, som skal betales, og der er ingen fare for, at transporten bliver udplyndret undervejs.

Derudover får Taleban støtte fra forskellige fundamentalistiske grupper i Pakistan. Skønt de indtil videre kun udgør et lille mindretal af landets samlede befolkning, er det gang på gang lykkedes for dem at skabe polariseringer i det pakistanske samfund.

Taleban spiller en stor rolle i denne udvikling i nabolandet. Således er over 80.000 militante pakistanske islamister blevet uddannet af Taleban siden 1994. Det er dem, som danner den hårde kerne af islamiske aktivister i Pakistan, og er parate til at kæmpe for en islamisk revolution a la Afghanistan.

Mens krigen raser

Nu, mens krigen raser, er der stadig en stærk forbindelse mellem Taleban og Pakistans statsinstitutioner. Det kom blandt andet til udtryk, da Talebans øverste militærchef Jalaluddin Haqqani i sidste uge aflagde statsbesøg i Islamabad.

En talsmand for Pakistans udenrigsministerium lovpriste Talebans militærleder som en helt, "der væsentligt har bidraget til Sovjetunionens endegyldige kollaps og befrielsen af Centralasien".

Og det alt imens USA og dets allierede på samme tid forsøger at knuse Talebanstyret – bl.a. med Pakistan som forbundsfælle.

USA’s strategi i Centralasien

Grunden til USA’s afventende holdning overfor talebanernes erobring af Afghanistan var, at de fuldstændigt fejlagtigt antog, at talebanerne ville moderere deres fundamentalistiske holdninger og gennemgå en lignende udvikling som USA’s trofaste marionetter i det saudiske kongehus.

Med Clinton-administrationens godkendelse inviterede det amerikanske olieselskab Unocal ledende talebanere til Houston. Koncernledelsen foreslog at lægge en gasrørledning fra Turkmenistan gennem Afghanistan og til pakistanske havne ved det Arabiske Hav. For dette projekt tilbød de en attraktiv transfer-pris.

Som den engelske avis The Guardian skriver, var USA’s holdning til Taleban de første år præget af olie-industriens interesser.

USA’s regering tog det derfor med sindsro, at Taleban indførte sharia-lovgivningen, der især ramte de afghanske kvinders elementære menneskerettigheder. I februar 1998 udtalte John Maresca fra Unocal, ifølge The Guardian, at væksten i energibehovet i Asien samt sanktionerne mod Iran gjorde, at Afghanistan fortsat var den eneste anden mulige rute for olien fra det Kaspiske Hav.

USA’s strategiske planer for at opnå kontrol med gas– og oliefore-komsterne i de centralasiatiske regioner og transportere dem udenom Kina og Rusland blev ødelagt af talebanernes orientering til den internationale Jihad mod de vestlige »vantros« indflydelse i den islamiske verden.

"Verdens Islam Front for Jihad mod jøder og korsriddere."

Taleban har aldrig haft en pan-islamisk ideologi, og forestillingen om at »talebanisere« andre lande var oprindeligt helt fremmed for dem.

Deres nye aggressive verdenssyn stammer fra Osama Bin Laden. Han bragte dem sammen med Jihad-krigerhæren i Afghanistan, og skabte med godkendelse fra Taleban-lederne i 1998 "Verdens Islam Front for Jihad mod jøder og korsriddere."

Afghanistans strategiske betydning har naturligvis ikke ændret sig. Den fordækte del af krigen mod Afghanistan er at trænge ind på nogle af verdens mest lukrative markeder for at etablere en militærpolitisk kontrol over Centralasiens råstofforekomster.

Den stærke lobby af tidligere olie-industriledere med den amerikanske vicepræsident Dick Cheney i spidsen er garanti for, at disse planer bliver forsøgt realiseret med alle tænkelige og utænkelige midler.
__________________________________________

Lige nu – en venstreorienteret stemme fra Afghanistan

Om den aktuelle situation i Afghanistan siger en aktivist fra den lille illegale, venstreorienterede organisation "Afghanistan Labour Revolutionary Organisation" i et interview til den engelsk-pakistanske journalist Farooq Tariq følgende:

• Hvordan er situationen i Afghanistan lige nu?

– Den 16. september opholdt jeg mig i Jalalabad. Byen var i en rystende tilstand. Alle talte om at flygte fra byen og om at forlade Afghanistan så hurtigt som muligt.

Men for at komme til Peshawar i Pakistan har man brug for mindst 200.000 Afghanis (ca. 15 kr.). Dertil har man brug for yderligere 500.000 Afghanis pr. person for at kunne bestikke de pakistanske grænseposter.

– Enhver som kan opdrive dette svimlende beløb, flygter herfra! Gennemsnitsindtægten for en ansat i den afghanske offentlige sektor er for tiden 500.000 (ca. 37,50 kr.) Afghanis pr. måned. En daglejer tjener pr. dag 10-20.000 Afghanis pr. dag (op til 1,50 kr.).

– Derudover er det en »normal« tilstand, at lønningerne til offentligt ansatte ikke udbetales i op til 6 måneder ad gangen. Der hersker altså stor fattigdom. Folk har virkelig fået nok af Talebans kaos.
De tør ikke sige det højt, men de fleste er sikre på, at Talebans tid snart er forbi. De fleste butikker og handelsselskaber i Jalalabad er lukket. Byen ligger hen, tom og forladt.

• Hvor stærk er Taleban militært?

– Taleban råder over omkring 20.000 væbnede, krigserfarne tilhængere. De har mistet Pakistans logistiske støtte, og derfor er deres væbnede styrker i problemer. Derudover støttes Taleban af Osama Bin Ladens omkring 25.000 væbnede, veltrænede Jihad-krigere fra mange arabiske lande, Pakistan, Nigeria, Sudan, Kina, Algeriet, Tjetjenien, osv.

• Hvordan er Talebans forankring i befolkningen?

– Jeg vurderer, at de stort set har mistet deres tidligere støtte fra dele af befolkningen. Derfor vil de i sidste konsekvens miste deres magt, når krigen tilspidser sig.

Ikke så meget på grund af USA’s militære angreb, men snarere fordi de nu ikke længere har en en social basis i befolkningen. De er det mest upopulære regime i Afghanistans historie.

• Eksisterer der differencer indenfor Taleban?

– Indenfor Taleban eksisterer der tre strømninger i forbindelse med det aktuelle spørgsmål om en eventuel udlevering af Osama Bin Laden til USA:

En meget ekstrem fundamentalistisk gruppering, som er absolut imod udleveringen, en anden stor gruppe, som derimod er for udleveringen, mens en tredje gruppe af talebanerne ikke har klare holdninger dertil.

Problemet er efter min mening, at samtlige tre grupperinger er mindre end Osama Bin Ladens militære styrker. Han er for tiden Afghanistans egentlige magthaver.

• Hvilke kræfter består den Taleban-oppositionelle Nordalliance af?

– Nordalliancen er en meget blandet sammensætning. Abdul Rashid Dostum, som leder »Junbashi Milli Islamia« (»Den islamsike nationalbevægelse«) var en nær forbundsfælle af Babrak Karmal og Najibullah – Afghanistans tidligere magthavere, som blev støttet af Sovjetunionen.

– Dog er han ingen fundamentalist, og hans basis er overvejende Afghanistans usbekere og turkmenere. En anden del af Nordalliancen består af professor Siafs »Itehad Islami Afghanistan« (»Afghanistans Islamiske Enhed«). De er de mest fundamentalistiske kræfter i Nordalliancen.

– Den myrdede Ahmed Sha Massuds parti »Shoora Nizaar« (»Islamisk enhed«) er en stærk faktor i Nordalliancen. Massud var en religiøs fanatiker, men har i den sidste tid af sit liv orienteret sig til politisk højreorienterede positioner.

Han var den eneste, som var i stand til at lede Nordalliancens militære modstand med en vis sympati fra dele af den afghanske befolkning. Det er derfor, han blev dræbt. Dertil kommer en del mindre islamiske partier.  

( ikh. og al. / autonom infoservice, d. 30.oktober 2001 / redigeret okt.2009)

_______________

Kilder: RAWA’s Internet-Web-News; aktuelle udgaver af: Der Spiegel, Taz, Le Monde, Die Linke, Die Zeit, The Guardian, samt nogle statements fra A-infos og Arm The Spirit. 

Opfølgningsartikler:

• Talebans nye offensiv (april 2010)
  

• ”Vi afviser enhver alliance med Taleban i kampen mod besættelsesmagten” - Interview med en venstreradikal aktivist fra Afghanistan (januar 2012)

• Afghanistan: "USA og dets allierede fører folk bag lyset“ (marts 2012)

 Billeder: RAWA - demonstrationer

Revolutionary Association of the Women of Afghanistan (RAWA)