Den 30. april 1945 begik Adolf Hitler selvmord. Den 2. maj faldt Berlin og seks dage efter, den 8. maj 1945, kapitulerede Hitlers efterfølgeregering i Flensborg. 

• Slaget om Berlin
• Hitlers sidste dage 
• HVEM VAR HVEM i nazisternes hierarki?

Næsten 3 millioner soldater fra den Røde Hær var den 16. april 1945 opmarcheret ved floderne Oder og Neisse, parat til indtage det østlige Tyskland og derefter Berlin.

Overfor dette kollossale opbud af sovjetiske soldater stod 320.000 mand fra den tyske hærgruppe ”Weichsel”. Dertil kom enheder fra Hitlers elitetropper SS (Sturmstaffel), almindelige politifolk, drenge fra Hitler-ungdommen samt gamle mænd og teenagers, tvangsrekrutteret i den såkaldte ”Volkssturm”, et improvisatorisk sammenrystet hjemmeværn (billede nedenfor)

Ved aftentiden den 19.april 1945 havde den Røde Hær, under ledelse af marskal Georgij Konstantinovitj Zjukov, brudt den tyske værnemagts 3 forsvarslinier mellem Berlin og floden Oder.   
Halvanden dag senere, den 21.april, trængte de første sovjetiske kampgrupper ind i Berlins nordlige kvarterer.  Den 26.april omringede 465.000 sovjetiske soldater byens centrum med over 1500 kampvogne.

Hitlers selvmord
Den 30. april begik Hitler selvmord og den 2. maj 1945, klokken 9 om morgenen betrådte sovjetiske officerer Hitlers sidste tilholdssted, kommandobunkeren under det gammel Rigskancelis have.

Ved 15-tiden standsede de officielle kamphandlinger i Berlins ruiner. Da var omkring 125.000 tyskere blevet dræbt og hundredetusinder af berlinere var sultedøden nær.

Den Røde hær mistede 80.000 soldater i kampen om Berlin. Et stort antal sovjet-soldater blevet såret. Militærhistorikere anslår mellem 200.000 – 260.000.

• Kapitulationen

Efter 2071 dage sluttede Anden Verdenskrig således i Berlin, hovedstaden i Hitlers proklamerede tusindårsrige.

Efterfølgeregeringen i byen Flens-burg, som Hitler havde udnævnt kort før sin død, trak den endegyldige kapitulation ud til den 8. maj 1945.

Dette ville ifølge Hitlers efterfølger, flådeadmiral Karl Dönitz, give de mange flygtende værnemagtssoldater mulighed for at undgå sovjetisk fangenskab og istedet kunne de overgive sig til de angloamerikanske militærmyndigheder.
At den tyske værnemagt ikke kunne vinde krigen havde i lang tid været en fastslået kendsgerning blandt flertallet i den tyske militærledelse. Men Hitler afviste enhver tanke om kapitulation. Ifølge Hitler-biografien af Joachim Fest sigtede Hitler målrettet mod undergangen:

"Jeg vil kæmpe, sålænge jeg råder over så meget som en eneste soldat. Når den sidste soldat forlader mig, vil jeg skyde mig.”

Denne meningsløse fortsættelse af krigen resulterede i yderligere millioner af menneskers død, den totale ødelæggelse af mange byer og en barbarisk hærgen af store landområder. I krigens sidste måneder døde der i gennemsnit dagligt 10.000 tyske soldater, mens den Røde Hær mistede hele 800.000 soldater under befrielsen af de østlige dele af Tyskland.

"I al dette virvar af metal og træ lå en forfærdelig masse afrevne menneske-lige legemsdele ..."  

Da den sovjetiske forfatter Konstantin Simonow kørte igennem kampområdet ved Berlin, hvor den Røde Hær netop havde nedkæmpet Hitlers 9. hærdivision, blev han øjenvidne til et ragnarok.

Han så  ”... tanks, pansrede køretøjer, ambulancer og køretøjer af enhver slags, der var fuldstændigt skruet ind i hinanden, lå ovenpå hinanden eller var vendt på hovedet, trykket ind mod træerne.
I al dette virvar af metal og træ lå en forfærdelig masse afrevne menneskelige legemsdele spredt ud over det hele. Et billede, der strak sig langt ud til fjerne horisonter.”

Den tyske kommunistiske forfatter Alfred Döblin blev helt chokeret, da han genså Berlins Alexanderplatz, som hans berømte roman fra 1930´erne af samme navn handlede om. Han skrev i sine optegnelser:

”Mit personlige behov for at skildre historiske begivenheder er nu fuldstændigt opfyldt.”
__________________

(Forstør ved at klikke på billedet): 

• Tilværelsen i den underjordiske bunker

Hitler blev aldrig konfronteret med sådan et rædselsscenarie. Mens de allieredes tanks og bombefly bragte en lignende ødelæggelse til Tyskland, som den tyske værnemagt havde spredt over hele Europa, havde ”Der Führer” forskanset sig i en bunker bestående af 20 mindre rum med 4 meter tykke ydermure beliggende 8 meter under jorden.
To måneder tilbragte Hitler i denne underjordiske bunker, omgivet af fanatiske tilhængere, intrigante spytslikkere og forrædere. Ved siden af - i kælderne under det nye Rigskanceli kunne man høre skrigene fra hundredevis af sårede, der var anbragt dér. Ifølge Hitlers sekretær Traudl Junge (1) klagede Hitler med tårer i øjnene over

”... at det tyske folk havde vist sig som uværdigt til at leve videre” og ”At krigen nu var tabt”.
_________________

Hitlers absurde illusioner    

Den 9. marts 1945 blev der fra Hitlers kommandocentral i bunkeren givet ordre til at forsvare Berlin til sidste patron.
På dette tidspunkt nærmede den Røde Hær sig floden Oder, 70 km fra hovedstaden. Omtrent på samme tidspunkt tilkæmpede den amerikanske hær sig kontrollen over Tysklands vigtigste industrizone, Ruhr-området. Derefter fortsatte amerikanerne i hastigt tempo i retning Midttyskland.  

Den 15. marts skrev minister for oprustning og krigsproduktion, Albert Speer, til Hitler for at gøre opmærksom på, at den tyske økonomi ikke vil kunne holde længere end 4 til 8 uger og at dette ville få alvorlige konsekvenser for en fortsat krigsførelse.

Hitler klamrer sig til imidlertid til håbet om, at alliancen mellem Stalins Sovjetunion og den anglo-amerikanske akse inden længe vil bryde sammen.
Ifølge historikeren Rolf-Dieter Müller var Hitler overbevist om , at der bare behøvedes ét massivt militærslag imod den ”proletarisk-bolsjevistiske kollos” for at få de vestlige allierede til at erkende, at han alene var istand til at standse Stalins politiske ambitioner.

• "Krigen er ikke tabt ..."

Da den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt dør, brød Hitler ud i euforiske glædesråb. Henvendt til Speer råbte han: 

”Her har vi det, som jeg havde forudsagt. Hvem har nu ret?
Krigen er ikke tabt!”  (anmærkning fra Göbbels dagbog). 

Dette stemningsomsving varede dog kun et kort stykke tid.       

Den 16. april omkring klokken tre om morgenen indledte den Røde Hær sin slut-offensiv. Fire dage senere, på Hitlers 56. fødselsdag, nåede sovjetiske tanks Bernau i den nordlige del - og Jüterbog i den sydlige del af Berlin.

Eva Braun, Hitlers 34-årige samleverske, som nogle dage forinden var flyttet ind i bunkeren, skrev til en veninde:

”Vi hører, at kanonernes tordnen fra fronten kommer nærmere og nærmere. Som du kan forstille dig, sover vi forfærdeligt lidt. Men jeg er såå lykkelig over, at være ved hans side nu."

Den 28. april gifter Hitler sig med Eva Braun. Strenge sikkerhedsforanstaltninger omkring Hitler skal sørge for, at ingen får mulighed for at afslutte krigens ragnarok med et attentat.

• 82.000 sovjetiske soldater døede i slaget om Berlin 

Den 21. april 1945 blev Berlins centrum for første gang beskudt med tungt artilleri. Det var en ulige kamp: 465.000 soldater fra den Røde Hær kæmpede sig med 1500 tanks frem til byens centrum, der blev forsvaret af 90.000 værnemagtssoldater og hjemmeværnsmilitsfolk (den såk. Volkssturm) med omkring 100 tanks. Modstanden var imidlertid så heftig, at omkring 82.000 sovjetsoldater mistede i dette tidsrum livet i de voldsomme gadekampe fra hus til hus, fra gade til gade.

På grund af disse kollossale tab ændrede den Røde Hær sin taktik og skød med tunge kanoner ethvert hus i sænk, hvis det kunne fungere som potentiel dækning for de tyske tropper.            _________________________________

Hitler: ”Enhver kommandant, som tilbageholder
styrker skal elimineres indenfor 5 timer.”

Russisk artilleri ild vækkede Hitler den 21.april - tidligere end sædvanligt. Da han blev informeret om, at det drejede sig om raketnedslag, skulle han forundret have spurgt om russerne allerede var så tæt på.

Hitler ringede personligt til luftvåbenets øverstkomanderende, Karl Koller, og truede med at alle ansvarlige officerer i luftvåbenet ville blive hængt, hvis der ikke omgående dukkede undsætning op fra denne kant. Ifølge Koller brølede Hitler i telefonen:

"Enhver kommandant, som tilbageholder styrker
skal elimineres indenfor 5 timer”.

Det som Hitler ikke vidste eller nægtede at erkende var, at det tyske luftvåben ikke længere eksisterede. Da en højt bebudet undsætningsmanøvre fra den nordøstlige del af Berlin under ledelse af SS-officeren Felix Steiner slog fejl, indrømmede Hitler for første gang, at et totalt nederlag nu var uundgåeligt.

• Selvmordsbølge blandt tyskere

Ifølge beretninger fra flere tilstedeværende skiftede stemningen i bunkeren nu til en slags fatalistisk håbløshed. De tilstedeværende havde ikke længere noget målrettet at foretage sig og kredsede permanent omkring spørgsmålet om måden at begå selvmord på.

”Skal jeg tage zyankali-tabletter eller skal jeg skyde mig med pistolen i tindingen eller i munden?” (citat fra beretning fra major Freytag von Loringhoven).

Dette afspejlede ganske godt stemningen i visse dele af den tyske befolkning. Historikere vurderer, at over 100.000 tyskere begik selvmord i foråret 1945. En historisk set ene-stående begivenhed.  

                       _________________________

”Undskyld jeg forstyrrer, har russerne                                            allerede været hos Dem?”

Kommunikationen mellem bunkerens kommandoledelse og omverdenen udenfor blev efterhånden så vanskelig, at officererne udvalgte tilfældige telefonnumre fra boliger langs indfaldsvejene til Berlin for at finde ud af, hvad der egentlig skete: 

”De må undskyld forstyrrelsen, men har russerne allerede været hos Dem?”

- lød spørgsmålet fra nazibunkeren, når der blev ringet op til tilfældige berlinere. Major Freytag udarbejdede de løbende forandringer af den militære situation på basis af meldninger fra pressebureauet Reuter.

I denne anspændte atmosfære blev de årelange spændninger mellem professionelle militærledere og teknokratiske nazifunktionærer forstærket. I temmelig bedukket tilstand glemte general Wilhelm Burgdorf den inderliggjorte forsigtighed og brølede til Hitlers magtfulde kontorchef Martin Bormann:

               ___________________________

”Hundredetusindvis af vores unge officerer er gået i døden!
Og hvorfor? For jer og jeres forbandede magtliderlighed!”
(citat fra Hitlers sekretærs dagbogsberetning).

Sådanne scener var på dette tidspunkt ingen sjældenhed. De surreale rammer i bunkeren gav disse skænderier, der afdækkede de mangeårige konkurrenceforhold indenfor nazieliten en nærmest teateragtig fremtoning.

• Ingen vej tilbage

Den 28. april 1945 skønnede Hitler, at der var omkring 48 timer tilbage, før de første sovjetsoldater ville nå frem til hans tilholdssted.
I voldsomme vredesudbrud ringede han til de forskellige udstationerede generaler og krævede, at værnemagten skulle samle resterne af hæren i en koncentreret aktion og ile Berlin til undsætning.
Da intet skete, anklagede Hitler generalstaben for at være en flok forræddere, der havde sammensvoret sig imod ham. Bestyrket blev han i denne holdning, da han fik meldninger om, at SS- og politichef Heinrich Himmler i al hemmelighed fra sit ståsted i Lübeck havde tilbudt Tysklands kapitulation.
Det var formentlig Himmlers forrædderi, der ramte Hitler mest af alle. For Himmler opfattede han som symbol på sit eliteværn SS, hvis slogan var ”Vores ære hedder trofasthed”.

Himmler, ”arkitekten” bag tilintetgørelsen af det jødiske folk i Europa, troede i fuld alvor, at han kunne redde sit eget liv på denne måde. Ifølge amerikanske militær historikere, reagerede Himmler med forbavselse, da de allierede afviste hans tilbud.

                          _____________________________

 ”Penibel overholdelse af racelovgivningen ...”

Hitlers sekretær Traudl Junge renskrev i disse nætter hendes forgudede chefs politiske og personlige testamente. Heri opfordrede han nationen til en ”penibel overholdelse af racelovgivningen” og til at fortsætte den ”ubarmhjertige modstand imod den internationale jødedom”.

På trods af hans efterhånden meget reducerede råderum, der på dette tidspunkt var reduceret til en størrelse svarende til Bornholm, udnævnte Hitler en tysk efterfølgeregering under ledelse af flådeadmiralen Karl Dönitz.

• Erotisk ”danse macabre”

Efter hun havde afsluttet sit arbejde, gik Traudl Junge op i bunkerens store forhal for at skaffe mad til Goebbel-parets 6 børn. Her stødte hun på scenerier, som hun senere betegnede som ”masseorgier”, der vibrerede af feberagtige udfoldelser og begær. I hendes dagbog noterer hun, at

” .... det så ud til, at en erotisk feber havde smittet alle og enhver. Overalt, selv på tandlægens behandlingsstol så jeg elskende par. Kvinderne var skamløst blottet selv på de mest intime kropsdele…”

Den britiske journalist Antony Beevor fandt senere ud af, at SS-soldaterne i deres søgen efter desertører, var stødt ind i unge berlinske kvinder, som de med løfter om champagne og lækkerier lokkede til at tage med dem tilbage til Rigskanceliet.

 ________

The end

Den 30. april 1945 om formiddagen nåede de første kamptropper fra den Røde Hær til den ødelagte U-Bahn skakt i Voss Strasse, omtrent hundrede meter fra Hitlers gemme-sted.
Berlins øverst ansvarlige militære leder, artillerigeneral Helmuth Weidling, informerede Hitler om, at han forventede, at slaget om hovedstaden ville ende samme aften. Hitler lod vagtmandskabet foran bunkeren forstærke og udruste dem med håndgranater. Forgæves tilbød Hitlers personlige pilot Hans Baur at flyve Hitler og Eva Braun til kontakter i Mellemøsten.

Efter aftensmaden hidkaldte Hitler sin personlige livvagt, SS-officeren Otto Günsche, og meddelte at han nu agtede at skyde sig selv og sin kone Eva Braun. Diktatoren beordrede Günsche til at brænde deres lig for ikke at ende som ”udstillingsgenstand i et eller andet museum”.

Hitler tog derefter afsked med de omkring 30 tilstedeværende trosfæller og forsvandt med Eva Braun ind i deres opholdsværelse i bunkeren. Hvordan Hitler og Eva Braun døde er på grund af de forskellige varierende vidneudsagn ikke definitivt afklaret.
Men alle øjenvidner har samstemmende senere berettet, at da de åbnede døren til opholdsværelset så de, Hitler havde skudt sig og lå let tilbagelænet på sofaen og Eva Braun havde indtaget gift og lå halvt liggende ved siden af ham.
Omkring kl. 15.40 bar Hitlers hjælpere ligene ud i haven bag Rigskanceliet. Mens tungt sovjetisk artilleri ramte ruinerne omkring dem, hældte de 200 liter benzin ud over de døde, satte ild til og strakte armen til ”heil-Hitler” hilsen. Derefter vendte de hurtigt tilbage til bunkeren.  

• Adolf Hitler - "Der Führer“

Født den 20.april 1889 i Braunau i Østrig – begik selvmord den 30. april 1945 i Berlin.

Hans retoriske begavelse og hans racistisk - nationalistiske værk ”Mein Kampf” dannede grundlag for hans karriere.

Hitler blev Rigskansler ved hjælp af nationalsocialisternes poltiske manøvre og indførelse af en undtagelseslovgivning, den 24.marts 1933. I februar 1938 udnævnte han sig selv til chef af den tyske hærs overkommando. Hans elitekorps SS (Sturm Staffel) stod til hans personlige disposition. 
Hitlers diktatoriske funktion og rolle gjorde ham direkte ansvarlig for verdenskrigen og dens katastrofale følger, holocoust på de europæiske jøder, tilintetgørelse af sigøjnerne fra Sinti og Roma, eutanasi på psykisk syge mennesker og invalide, samt klapjagt og drab på venstrefløjen og andre politisk oppositionelle samt på mennesker med en anden kønspolitisk identitet end heterosexualitet.

Den 29. april 1945 udnævnte Hitler, umiddelbart før han begik selvmord, flådeadmiral Karl Dönitz til leder af efterfølgeregeringen.

• Hermann Göring

Rigsmarskal og nr. 2 i nazi-hierarkiet.
Marskal og øverstbefalende af det tyske luftvåben. Figurerede indtil 1944 som nummer to i naziernes hierarki. Født den 12. januar 1893 i Rosenheim.

Blev den 1.oktober 1946 ved de allieredes militærdomstol i Nürnberg dømt til døden og begik selvmord den 15.oktober 1946, umiddelbart før henrettelsen skulle have fundet sted.

• Rudolf Hess

Hitlers stedfortræder indtil hans flyvetur i en såkaldt ”fredsmission” til England den 10.maj 1941. Født den 26.april 1894 i Alexandria i Ægypten.

Begik selvmord den 17.august 1987 i de allieredes militærfængsel i Berlin-Spandau, hvor han afsonede en livstidsdom.

• Albert Speer

Hitlers arkitekt og fra 1942 minister for oprustning og krigsproduktion. Født i 1905 i Mannheim, i 1946 dømt til 20 års fængsel ved de allieredes militærdomstol i Nürnberg.

• Joachim von Rippentrop

Udenrigsminister. Født i 1893 i Wesel, Niederrhein, dømt til døden ved militærdomstolen i Nürnberg og henrettet den 15. okt. 1946.

Han var én af de hovedansvarlige teknokrater, der planlagde deportationer og tilintetgørelse af de europæiske jøder.

• Wilhelm Frick

SA - leder og nær ven af Hitler. Indenrigsminister fra 1933 - 43.

Født den 12.marts 1877 i Alsenz i Pfalz, dømt til døden ved militærdomstolen i Nürnberg og henrettet den 16.oktober 1946. Som jurist ved rigspolitiet var han en af de hovedansvarlige i forfølgelsen af regimekritikere og jøder.

• Joseph Goebbels

Minister for propaganda og folkeoplysning. Født den 29. oktober 1897 i Rheydt – begik selvmord sammen med hans kone og 6 børn, den 1.maj 1945 i Berlin. Var ansvarlig for naziernes mediepolitik og vedligeholdelse af en høj krigsmoral i befolkningen.

• Heinrich Himmler

Rigsfører for Hitlers elite-enheder SS (SchutzStaffel) og chef for politiet, samt rigskommisær for udbredelsen af de tyske kulturværdier. 1943 udnævnt til indenrigsminister.

Født den 7.oktober 1900 i München. Begik selvmord kort efter hans tilfangetagelse af de britiske militærmyndigheder, den 23.maj 1945. Var arkitekten bag oprettelsen af koncentrationslejrene og plan-lægningen af udryddelsen af de europæiske jøder.
Han deltog i udarbejdelsen af racelovgivningen og fungerede som den ideologisk-racistiske strateg for ”germaniserings”-planerne i de erobrede øst-europæiske områder.
I april 1945 ekskluderede Hitler Himmler fra NSDAP og fratog ham samtlige formelle funktioner, da det kom frem, at Himmler forsøgte at etablere en hemmelig separatfred med de vestlige allierede.

• Martin Bormann

Hitlers kontorchef og personlige rådgiver. Født i 1900 i Wegeleben ved Halberstadt. Han nåede ved afslutningen af krigen at flygte og har siden været forsvundet.
Han blev den 1.oktober 1946 ved de allieredes militærdomstol i Nürnberg dømt til døden in absentia. Bormann var en fanatisk antisemit og bidrog med stor energi til organiseringen af Holocoust på jøderne.

• Alfred Rosenberg

NSDAPs chefideolog. Født den 12.januar 1983 i det baltiske Tallin. Han blev ved de allieredes militærdomstol i Nürnberg dømt til døden og henrettet i oktober 1946.
Hans race-mytologiske forfatterskab dannede ideologisk grobund for naziernes germaniske kult – og magtdyrkelse. Hans antisemitiske hovedværk ”Mythos af det 20.århundrede – en værdianalyse…” udkom i millionoplag. Hvor stor hans ideologiske indflydelse reelt var på Hitler, er omstridt blandt nutidens historikere.

• Ernst Röhm

Øverste chef af SA indtil juni 1934. SA = Sturm Abteilung, var naziernes subproletariske massebevægelse . Født i 1906 i München . Röhm blev likvideret af medlemmer af Hitlers elitekorps Waffen-SS under ledelse af Heinrich Himmler den 1. juli 1934.
Han var Hitlers nære kampfælle og personlige ven siden starten af 1920´erne.

Röhm opbyggede en aktionistisk, paramilitær struktur af første verdenskrigsveteraner for at beskytte nazimøder og opmarcher. Nogle år militærinstruktør hos Bolivias regering. Efter 1928 voksede SA fra at have under 5.000 medlemmer til en styrke på 60.000 militante nazier.

I 1933 toppede SA med 400.000 medlemmer, der konstant angreb venstrefløjens (især KPDs) demonstrationer og massemøder. SA propaganderede en primitiv ”antikapitalisme”.

Efter naziernes magtovertagelse krævede SAs ledelse at blive transformeret til at fungere som overordnet militærstruktur i det tyske rige.
Den tyske værnemagts generaler samt den tyske finanskapital krævede omgående disciplinering af SA. Hitler og den politiske nazi-elite valgte side og anholdt Röhm og de ledende SA-medlemmer.

I løbet af juli 1934 likvideres omkring 1.000 ledende SA-folk. Röhm selv blev skudt i et fængsel i München den 1. juli 1934. Officielt blev SA- ledelsen anklaget for at have planlagt et kup mod Hitler og for at forholde sig ”uarisk” på grund af en angivelig udbredt homoseksualitet iblandt dem.  

* Brigitte Hamann: Hitler in Wien, Piper 1989, München.

* Martin Broszat (hrg.), m.fl.: Das Dritte Reich im Überblick , Serie Piper, München

* Hans Erich Volkmann: Ende des Dritten Reiches – Ende des Zweiten Weltkrieges, SP 2056

* Joseph Goebbels: Tagebücher, Piper, München

* Ian Kershaw: Der NS-Staat, rororo-Sachbuch, 1999

* Hannah Arendt: "Eichmann i Jerusalem. En rapport om ondskabens banalitet".  Gyldendals Bogklubber,2009

* Ingrid Strobl: Sag nie, du gehst den letzten Weg, Fischer-Verlag 1989, Frankfurt am Main.