Palæstinas tragedie – et historisk tilbageblik på konflikten

USAs anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad udløste en ny bølge af protester mod den israelske besættelsesmagt.  En eksplosiv vrede ophobet af den daglige fornedrelse og brutalitet som Israels statslige organer udøver mod palæstinenserne. Samtidigt forcerer Israels skiftende regeringer de illegale bosættelser på Vestbredden. Dermed bliver de palæstinensiske områder konstant formindsket.

• Hvordan kunne det komme så langt? Hvorfor har det ikke været muligt at finde en løsning på denne nu over 100-år gamle konflikt ? Hvordan startede det hele? 

__________________________

Marts 2002. Skrevet af nogle venstreradikale aktivister, som på forskellige måder har været engageret i Palæstina-solidaritet siden starten af 1980’erne.

 

       

 I forlængelse af artiklen

• Et interview med den jødiske marxist og fagforeningsleder Jakob Moneta: "Anti-zionister måtte forlade kibbutzen” 
• Tariq Ali - "The Mythology Of Modern Israel"  (video) 
• Billeder af den første indifada (1987- 1990 )
• Israel 2017 - forcerer flere bosættelser på Vestbredden    

 

 

Under indflydelse af den europæiske nationalisme og liberalisme tog den østrig-ungarske journalist Theodor Herzl i slutningen af det 19. århundrede initiativ til dannelse af den zionistiske bevægelse.
Dannelsen var en reaktion på den ulmende antisemitisme i Europa i slutningen af det 19. århundrede. Herzls bog ”Jødestaten”, der udkom i 1896, leverede bevægelsens programmatiske grundlag.
Målet var ikke en organiseret modstand mod antisemitismen, målet var at samle alle jøder i et nyt hjemland. Dette hjemland mente Herzl måtte være Palæstina. Han argumenterede for, at netop her lå jødernes historiske hjemsted, idet beretninger fra 'Det gamle Testamente' har udpeget Zion (synonym for Jerusalem ) som stedet, hvor 'Guds udvalgte folk' skal samles.

Ligesom sine historiske forgængere Moses Hess og Leon Pinsker, så Theodor Herzl den europæiske anti-semitisme som et ” medfødt, uforanderligt fænomen”, det var umuligt at bekæmpe eller overvinde på nogen måde.

Zionisterne mente, at jøder på grund af deres særlige religiøse tro og kulturelle skikke altid og overalt ville være udsat for diskrimination og hadefuld hetz. Faren for tilintetgørelse var latent .

Herzl og hans ligesindede mente ikke, at der var nogen mulighed for samfundsmæssig ligstilling af jøderne i Diaspora , dvs. i lande hvor andre religioner var de dominerende.
Derfor havde jøderne brug for en selvstændig stat for dem selv. Den jødiske stat skulle ligge i Palæstina, som de anså for at være jødernes legitime historiske hjemsted.  

Ifølge den jødiske libertære marxist Abraham León, der i 1944 blev myrdet af nazierne i en koncentrationslejr, blev det ”jødiske spørgsmål ” atter sat på den politiske dagsorden, da de mange østeuropæiske jøder udvandrede til Vesteuropa og Nordamerika.
Kapitalismens monopoldannelser havde kastet især småborgerlige lag som købmænd, bønder og håndværkere ud i forarmelse og eksistensangst.

Da jødiske befolkningsgrupper fra Østeuropa med en lignende handels– og håndværkertradition så slog sig ned i de vesteuropæiske lande, fremkaldte det som regel aversioner blandt det forarmede, proletariserede og udkonkurrerede småborgerskab i det vestlige Europa.
På den baggrund opstod der allerede før Første Verdenskrig i Vesteuropa (med undtagelse af England, hvor der næsten ikke fandtes en jødisk indvandring ) en stærk antisemitisk bevægelse, der udgik fra de småborgerlige lag.

Abraham Leon fastslår i sin analyse af den moderne antisemitisme, at årsagen til antisemitismen må søges i de forandrede kapitalistiske omstruktureringer og at denne periodes antisemitisme derfor ikke kan sammenlignes med tidligere tiders jødeforfølgelse.

At grusomhederne mod jøderne skulle komme til at antage de ufattelige dimensioner, som de gjorde under det nationalsocialistiske regime i Tyskland, kunne hverken Abraham Leon eller andre forestille sig, før det var for sent.

Det jødiske borgerskab, som indtil da havde troet på muligheden for en assimilation, blev efterhånden overbevidst om , at jødernes tilværelse i diaspora ikke er mulig. Den kendte, russiske zionist Leo Pinsker skrev i hans værk ”Vor egen frigørelse”:

"Vi må en gang for alle vænne os til den kendsgerning, at de andre nationer i kraft af indre antagonistiske væsenstræk i al evighed vil udstøde os ! ” Mens zionismen oprindeligt var det jødiske borgerskabs idé, troede mange jøder fra arbejder-miljøet derimod på en offensiv kamp mod anti-semitisme. De sluttede sig sammen i jødiske, socialistiske organisationer som f.eks. Ruslands Socialistiske Parti ”Bund”. 

• "Et land uden folk, til et folk uden land"

Den første zionistkongres fandt sted i Basel i august 1897. Her vedtoges det såkaldte ” Basel-program ”, som blev selve grundlaget for den zionistiske bevægelse. Bevægelsens sociale basis var de østeuropæiske jøder, der var udsat for tidens pogromer og som på trods heraf havde bevaret de jødiske skikke og traditioner.
For zionisterne spillede sproget og litteraturen en afgørende rolle for jødernes samhørige-hed. Mens jiddish blev betragtet som en dialekt fra den tilbagestående, østeuropæiske ghetto-jødedom, blev hebraisk genoplivet og fremmet som jøders hverdagssprog.

Kongressen opfordrede jøder i hele verden til at ”skabe et hjem i Palæstina for det jødiske folk, sikret af offentlig lov”. For at nå dette mål besluttede kongressen at forcere en bosættelse i Palæstina.
Zionisterne argumenterede for deres krav om grundlæggelse af en jødisk stat på deres ”historiske hjemsted ” med påstanden om en ”jødisk besiddelsesret til Palæstina ”. De historiske grundlæggere af zionismen ignorerede således, at Palæstina havde været et arabisk beboet land i 1300 år .
Ved at se bort fra disse kendsgerninger udbredte zionisterne myten om, at Palæstina var ”et land uden folk, til et folk uden land ” . I virkeligheden levede der på dette tidspunkt 453.000 arabere i Palæstina.

(Forstør ved at klikke på billedet)

• Arabisk generalstrejke

Da den jødiske indvandring til Palæstina tog til, førte det til en meget polariseret situation, hvor to folkeslag stod overfor hinanden og gjorde krav på det samme land . Hermed var grundstenen lagt til en langvarig og blodig konflikt.
I 1936 gennemførte den arabiske befolkning i Palæstina en omfattende generalstrejke, og det kom til talrige sammenstød med jødiske bevæbnede bosættere.
Britiske tropper slog arabernes opstand ned og Criminal Investigation Department (CID) anholdt mange af de ledende palæstinensiske aktivister.
De britiske magthavere forsøgte i 1939/40 en politisk tilnærmelse til de arabiske lande, idet de udgav den såkaldte ”Hvidbog”. Heri fastslås en begrænsning for fremtidig indvandring af jøder til Palæstina . Dette bidrog til distancering mellem briterne og zionisterne, og sidstnævnte var tvunget til at lede efter nye alliancepartnere. 

• FNs beslutning om delingen af Palæstina

De nye verdensmagter USA og Sovjetunionen forsøgte i tiden efter 2. Verdenskrig at erstatte briternes dalende indflydelse ved aktivt at blande sig i Mellemøstens anliggender. Både USA og Sovjetunionen støttede en delingsplan, som skulle resultere i en jødisk og en arabisk statsdannelse i Palæstina.

Imens forsøgte de zionistiske organisationer at kanalisere efterkrigstidens jødiske flygtningebevægelse til Palæstina, på trods af briternes ihærdige forsøg på at forhindre dette.

I november 1947 vedtog FN en delingsplan, som tildelte det fremtidige ”Erez Israel”
(Landet Israel) 56,5 % af Palæstinas territorium. Det på trods af at den jødiske befolkning på dette tidspunkt kun udgjorde 1/3 af den samlede befolkning i området.

• "Displaced Persons"

Afgørende for denne beslutning var først og fremmest den uafklarede situation for de omkring 300.000 jøder, der havde overlevet Holocaust.

Disse mennesker, som i den politiske termino-logi blev kaldt for ”Displaced Persons ”, var i en så elendig forfatning, at ingen lande var villige til at modtage dem.
Dertil kom et stort antal jødiske flygtninge fra Polen, som havde været udsat for progromer mellem 1945 og 1947 og hvis landsbyer var blevet ødelagt eller helt udslettet. Antizionisten Nathan Weinstock beskriver denne situation i sine erindringer :
” Vi må indleve os i denne dramatiske situation, når vi analyserer Palæstina-spørgsmålet. Da ethvert tilflugtssted var lukket for disse såkaldte ” displaced persons”, klamrede de sig til deres sidste håb:
At kunne bosætte sig i Palæstina, det eneste land, hvor der fandtes en befolkningsgruppe, der ville hilse dem velkommen (..) Den skandaløse ligegyldighed, som de vestlige regeringer udviste overfor de, der havde overlevet nazisternes terror, er forklaringen på, hvorfor disse mennesker rettede sig til zionismen ! ” (2)
Mens zionisternes repræsentanter indvilligede i delingsplanerne, protesterede palæstinenserne og den arabiske verden over FNs beslutning. Palæstinenserne og de arabiske stater anså FNs delingsplan for at være en amputering af Palæstina og udtryk for en generelt diskriminerende holdning overfor dem :

Selvom kun 5-6 % af jorden i 1947 var under jødisk kontrol , blev den jødiske stat i FNs delingsplan lovet 56,5 % af Palæstinas samlede areal, svarende til 15.000 km2.

Den arabiske del af Palæstina skulle omfatte 11.600 km2, svarende til 42,6 % af området.

Derudover betød FNs delingsplan, at den arabiske del af Palæstina ville miste sit økonomiske eksistensgrundlag. Al den jord, hvor der blev dyrket citrusfrugter – Palæstinas økonomiske hovedindtægtskilde på dette tidspunkt – faldt nemlig ind under den jødiske stats territorium. 

• FNs folkeretslige charta

Mange internationale folkeretslige eksperter mente, at det var tvivlsomt, hvorvidt FN overhovedet havde kompetence til at foreslå en sådan deling af Palæstina. Det er et faktum, at FNs generalforsamling med denne beslutning underkendte dets egen folke-retslige charta om ”folkenes ret til selvbestemmelse ”.

Det palæstinensiske folk var ikke blevet spurgt, selvom de udgjorde flertallet af befolkningen i området. Deres ønske om en politisk uafhængighed for hele Palæstina blev ligeledes ladt ud af betragtning. Efter at have taget denne ensidige beslutning, var FN ude af stand til at føre den ud i livet. Zionisterne udnyttede det opståede vaakum og tog initiativet fra FN ved egenrådigt at gå i aktion og udråbe staten Israel. 

• Erez Israel 

De jødiske bosættere proklamerede den 14.maj 1948 staten Erez Israel (”landet Israel”) for dannet. Statsdannelsen skete hen over hovedet på den arabiske del af Palæstinas befolkning og udløste i 1948 en væbnet konfrontation mellem Israel og de arabiske landes dårligt udrustede og indbyrdes konkurrerende hære. Krigen endte som bekendt med Israels militære sejr.

Omkring 750.000 palæstinensere blev fordrevet og Israels store territoriale udvidelser gik langt ud over FNs oprindelige delingskoncept. Masse-fordrivelsen af palæstinenserne blev indledt med massakren i Deir Yassin.

Den 9.april 1948 myrdede enheder fra de zionistiske undergrundsgrupper Irgun og Lehi 254 kvinder, børn og mænd i landsbyen nær Jerusalem. Blodbadet fik den ønskede effekt

Titusindvis af palæstinensere flygtede fra deres hjem i frygt for flere terroraktioner og massakrer. Menachem Begin, daværende leder af Irgun-gruppen og senere Israles statsminister og fredsnobelpristager, retfærdiggjorde massakren mange år efter ved at mene, at Isreal i dag ikke ville være nogen stat uden ”sejren” i Deir Yassin .

Om den ny stats geopolitiske sammensætning skriver den marxistiske historiker  Isaac Deutscher i hans berømte bog ”The non-Jewish Jew” :

• ” Staten Israel er først og fremmest de østeuropæiske jøders værk, især dem fra Rusland, Polen og Litauen. Fra deres rækker stammer næsten alle zionismens pionerer, næsten alle dens historiske ledere, talsmænd/kvinder og statsmænd / kvinder med undtagelse af Herzl og Nordau".

Da Israel i 1948 blev proklameret udgjorde jøder af russisk og polsk herkomst omkring halvdelen af landets befolkning . Netop i de østeuropæiske ghettoer pulserede de gamle jødiske livsmønstre stærkest. I ghettoerne levede de tæt sammenrystet i store grupper og med deres helt egne livsformer. Her drømte jøderne med stor intensitet om Zion, og når de festede deres årlige Passah fest, hilste de hinanden med den traditionelle hilsen:

"Leshono habooh b`Jirusholoim ! – ” Næste år i Jerusalem !” 

Den udvikling, som i Vesteuropa førte til jødernes assimilation i samfundene, vel at mærke indtil nazisternes magtovertagelse, har næsten ikke fundet sted blandt jøderne i Polen og Rusland”. 

• Jerusalem

Jerusalem er på mange måder et spejlbillede af og et symbol på Israels politik efter 1948. Kort tid efter, at det israelske militær i 48-krigen delvist havde erobret byen, startede delingen, evakueringen og fordrivelsen af den palæstinensiske befolkning.
Under krigens afslutning blev 30.000 palæstinensere smidt ud af den vestlige, nyere del af byen. Palæstinensisk ejendom blev i henhold til lovgivningen omgående erklæret for ”forladt ejendom ” og derefter på legal vis eksproprieret.

• "HAGANAH" - zionisternes militære formation

Zionisternes militær ”Hagana” iværksatte på samme tid en systematisk udtømning og delvis ødelæggelse af de arabiske landsbyer omkring Jerusalem.
38 landsbyer, beliggende i de israelsk kontrollerede områder blev således tømt for palæstinensere og omkring halvdelen blev fuldstændigt ødelagt.

De zionistiske bosætteres oprindelige plan om at indtage hele Jerusalem blev realiseret under den næste militære konfrontation i 1967-krigen.
Efter erobringen af Jerusalems arabiske østlig del, rev israelerne et helt kvarter i bydelen ned og jog 6.000 beboere bort.
Der blev etableret en jødisk bosættelse midt i det arabiske kvarter med det formål at opsplitte den palæstinensiske menighed. Siden 1993 har de israelske myndigheder tilbygget et tomt område mellem Jerusalem og den jordanske grænse for at demonstrere deres foragt for FNs fordømmelse af Israels anneksion af Jerusalem.
De palæstinensiske indbyggere i Jerusalem blev allerede i 1952 underkastet systematisk diskrimination, idet den israelske lov ”Law of Entry” betyder, at palæstinenserne i Jerusalem mister deres opholdsret i byen , hvis de bosætter sig et andet sted i mere end 7 år, f.eks. i forbindelse med et længerevarende studie/arbejdsophold. 

_______

MYTER

• Israels nye historikere gør op med zionistiske myter

I de senere år er en ny generation af israelske historikere begyndt at gøre op med den officielle fremstilling af Israels historie . De kritiserer den herskende historieskrivning for at være tilpasset den zionistiske ideologi og for at være præget af såvel bevidste manipulationer som forkerte mytedannelser.

Her nogle eksempler: 

• Myten om ”palæstinensernes frivillige flugt”

Spørgsmålet om de ca. 750.000 palæstinensere, der mellem 1947 og 1949 flygtede fra deres land, spiller stadig en vigtig rolle i den fastkørte konflikt. Fra det officielle Israel lyder stadigvæk den gamle tese om, at de palæstinensiske flygtninge frivilligt forlod deres hjemegn.
Det hævdes således, at denne masseudvandring var en direkte ordre fra palæstinensiske og arabiske ledere, som forestillede sig, at palæstinenserne senere ville vende tilbage for endeligt at sejre over Israel.

• Som 19 årig emigrerede du i 1933 til Palæstina. Mange andre politisk aktive og venstreorienterede jøder erkendte først situationens alvor meget senere. Mange for sent. Hvad førte til, at du rettidigt tog konsekvensen af den situation, som især for jøder blev så farlig ?

Jakob Moneta: Jeg var ikke bare medlem af en socialistisk-zionistisk ungdomsorganisation, men var også med i Sozialistischer Jugendverband (5) Jeg læste ligesom så mange andre af os Leo Trotskis fascismeanalyse: "Hvordan bliver Nationalsocialismen knust?"  og "Hvad nu?".
Jeg læste også i Hitlers ”Mein Kampf ” om hvilken skæbne, der truede ikke-ariere, hvis nazisterne kom til magten .

- Den socialistiske zionisme havde derfor en stor tiltrækningskraft. ”Araber-problemet ” kendte vi ikke noget til. Tyskland havde efter 1. Verdenskrig mistet sine kolonier og af den grund var kolonialismens problemstillinger ikke noget centralt diskussionstema blandt den tyske venstrefløj.
Helt anderledes forholdt det sig i f.eks. England , Frankrig og Holland. Den fascistiske fare pressede også dette spørgsmål i baggrunden. Sovjetiske repræsentanter forsøgte dengang ivrigt at vinde os for en udvandring til Birobidjan.

- Det var en under Stalin grundlagt ”Autonom Jødisk Region”, der lå lige op til den kinesiske grænse og som var tænkt som konkurrence til det zionistiske Israel-projekt. De ledende personligheder fra Birobidjan blev senere ofre for de stalinistiske udrensninger . De blev anklaget for at være ” kosmopolitter ” .

• I Palæstina har du – i modsætning til andre indvandrere – ikke tilsluttet dig den zionistiske bevægelse. Hvorfor ?

Jakob Moneta: Det passer faktisk ikke. Jeg blev medlem af en kibbutz, der tilhørte ”Hashomer Hazair ” bevægelsen (”De unge vogtere” ). Denne kibbutz blev opbygget af 40 kammerater – 30 mænd og 10 kvinder, som alle var indvandret fra Tyskland. I starten levede vi i telte og havde en barak, der tjente som køkken, spise – og opholdsrum. Vi arbejdede i appelsinplantagen og som murerarbejdsmænd m/k.

- Det var ingen egentlig beboelse og alt var i en opbygningsfase. Vi anlagde en grøntsagshave, købte nogle køer, byggede et snedkeri, en smede og derefter nogle huse. Men det vigtigste for os var vores fællesskab, som var et helt selvstyret kollektiv. Under den økonomiske krise havde vi vanskelige tider, da vi ikke var selvforsynende og derfor var afhængige af at have arbejde udenfor.

- Jeg havde på et tidspunkt et lærlingejob som appelsinkiste tømrer og var med til at organisere en strejke for 8-timers arbejdsdag.  Virksomheden jeg arbejdede på hed ”Syndicat” og herfra sendtes de pakkede citrusfrugter til markedet i London. Vi vandt godt nok strejken, men jeg blev ikke genansat i den følgende sæson.

           ___________________________________________________ 

"Ledelsen af fagforeningen udelukkede arabiske arbejdere"

- Livet i kibbutzen fascinerede os og vi opfattede det som et slags socialistisk eksperiment. Vi var samtidigt medlemmer af ”Histadrut ” – fagforeningen, som også forvaltede sygekassen.
- Der havde vi en konflikt med Histadruts ledelse, fordi ”Hashomer Hazair” gik ind for en fælles faglig organisation med de arabiske arbejdere, mens ledelsen kun tillod ”jødisk arbejde” i ”jødiske virksomheder”.
I vores kibbutz var vi 5 kammerater, som videns-begærligt læste al den trotskistiske litteratur, vi kunne få fat i fra udlandet.
- Vi diskuterede om den spanske revolutions udvikling, Moskva-processerne mod de gamle bolsjevikker og lignende temaer. . Vi kom i modsætning til ledelsen af ”Hashomer Hazair”, som dengang var ret pro-stalinistisk og som blot anså processerne for at være en konflikt mellem den yngre og den ældre generation.  

                  _______________

Bruddet med zionismen

- Bruddet med zionismen kom i forbindelse med den arabiske revolte mod den britiske tilstedeværelse og den zionistiske kolonisation . Vi spurgte efter årsagerne til den arabiske revolte og fjernede os fra zionismens ideologi .

- Vi ville ikke forlade kibbutzen af den grund, da vi identificerede os med kollektivets levemåde. Imidlertid blev det klart og tydeligt fastslået overfor os, at der ikke var nogen plads i kibbutzen for folk, som opfattede sig som anti-zionister og så måtte vi forlade kibbutzen.

- Nogle af os tog derefter til Haifa for at arbejde som havnearbejdere. Vi fik forbindelse med en revolutionær gruppe ”Chugim Marxistim” (Marxistisk kreds), som blev ledet af Jigal Glickstein, der senere antog navnet Tony Cliff og som blev et ledende medlem af Socialist Workers Party i Storbritannien.
På grund af en anti-imperialistisk løbeseddel blev tre fra vores gruppe anholdt af Criminal Investigation Department og fængslet.

• Hvilke følger havde din/jeres solidaritet med palæstinenserne ?

Jakob Moneta: Den britiske imperialisme anvendte en lov, der iøvrigt også var blevet brugt i Indien, som tillod administrativ internering af politiske fanger i op til 12 måneder uden proces.
Denne fængsling kunne derefter forlænges med endnu en periode. I henhold til denne lov tilbragte jeg 27 måneder i forskellige interneringslejre.

- De arabiske medfanger indledte en sultestrejke, hvori alle kommunistisk orienterede jøder deltog. Kravet var en øjeblikkelig retslig undersøgelse af fangernes sager, og det resulterede i, at der blev sendt en undersøgelses komité fra London for at gennemgå klagerne. Vi opnåede efterhånden, at én efter én blev løsladt.
Dog var jeg efter min løsladelse i lang tid under politiets opsyn, og jeg måtte melde mig regelmæssigt hos dem til kontrol. Mens jeg var interneret lærte jeg en arabisk meget dannet marxist at kende – Jabra Nicola, som var en af lederne af det arabisk-jødiske kommunistparti.  

- Efter lange diskussioner med bl.a. Jacob Taut 
(- forfatter til “Zionism and the Jewish Question”, som
er udkommet på hebraisk, engelsk, tysk og fransk), tilsluttede Jabra Nicola sig den lille revolutionær-socialistiske, antizionistiske organisation i Palæstina med tilknytning til 4.internationale. Det førte i starten af 1960'érne til dannelsen af "Matzpen"- gruppen / kompas med avisen af samme navn. *
(Jabra Nicola flyttede senere til Storbritannien, hvor han døde 1974 i London).
 _________

Jakob Moneta  forlod Palæstina før grundlæggelsen af staten Israel og vendte tilbage til Tyskland i 1947. Han blev én af de få vesttyske fagforeningsledere, som indtil sin død i 2012 bevarede sin politiske identitet som udogmatisk revolutionær marxist.   

• * Matzpen, Anti Zionist Israelis. With English subtitles 

Artiklen er skrevet af Ikh. og al. fra autonom infoservice, marts 2002. Offentliggjort på medieportalen modkraft / kontradoxa (ophørt)
_______________________

* Interviewet med Jakob Moneta, er oversat fra det venstre-socialistiske tidsskrift 'Avanti'.

* Billederne er fra Marc Rudin som var PFLPs grafiker        

• Artiklen har vi tilegnet Intifadaens kvinder, den palæstinensiske revolutionær Ghassan Kanafani og den jødiske revolutionær og faglig aktivist Jakob Taut (Haifa) 

Israels forsvarsminister, Avigdor Lieberman, der repræsenterer Benjamin Netanyahu-regeringens ultra højrefløj, har i dagbladet ”Haaretz” bekræftet, at i 2017 blev der givet tilladelse til 12.000 nye boligenheder på Vestbredden – fire gange mere end i 2016.
Ifølge OnlineNews ”Jediot Achro-not” planlægger den israelske minister for byggeri, Joav Galant, at opføre omkring 67.000 nye boliger i den nordvestlige del af Vestbredden.  På denne måde bliver de palæstinensisk beboede områder konstant formindsket.         
Idag bor der over 600.000 jødiske bosættere på Vestbredden. FN anser samtlige bosættelser på palæstinensisk område som illegale.
 (Forstør ved at klikke på billedet) 

Den første Intifada brød ud i december 1987 i Gaza og spredtes hurtigt til Vestbredden.

Ved Intifadaens begyndelse var der ca. 160.000 israelske bosættere på Vest-bredden, inkl. Østjerusalem, og ca. 5000 i Gaza.

De jødiske bosættere på Vestbredden rådede i 1987 over 60% af det opdyrkede areal og et stort antal palæstinensere fra både Gaza og Vestbredden var tvunget til at søge arbejde i Israel, fordi den økonomiske udvikling i de besatte

områder stagnerede. Oprøret var fra begyndelsen folkeligt baseret og havde form af demonstrationer, protestmarcher og strejker.
Det blev ledet og organiseret af lokale basisinitiativer og fra februar 1988 etableredes en hemmelig central koordinationsstruktur med kontakter til PLO's hoved-kvarter i Tunis.

Det israelske militærs brutale fremfærd under Intifadaen var medvirkende til, at det internationale samfund bredt fordømte den israelske regerings konfrontationskurs.
Israel kunne dog ikke presses til at forhandle med palæstinenserne, og den første intifada ebbede ud, da ”Kuwaitkrisen” (Irakisk militærs invasion af landet d. 2. august) brød ud i august 1990.

(Forstør ved at klikke på billedet)