Mozart - en popstar’s ups and downs

Wolfgang Amadeus Mozart, (1756-1791) har givet verden en glad, musikalsk drøm, der skaber åndelig harmoni og leder sindet bort fra alverdens genvordigheder. Såvel i 1780´erne som i nutiden.
Den østrigske adel foragtede det uberegnelige i Mozarts værker - og da Mozart den 5. dec. 1791 døde i Wien, var hans karriere for længst afsluttet. 

• Kritiske tanker som antitese mod underholdningsindustriens udglattende kommercialisering.   

• Hvor kommer det bedre til udtryk end i Mozarts Es-dur kvintet for klaver og blæsere:

Et highlight af fuldendte harmoniklange, som kryber upåtrængende ind i ens skjulte sanselighed, fri for pompøs højtidelighed.

Musikken bevæger sig ligesom på tå-spidserne, mens man fornemmer dens tilbageholdte åndedræt. Fra de første toner er musikken så ren og lys, at det er svært for lytteren at fornemme, hvilken stemning den udtrykker. Den er hverken glad eller sorgfuld - og mindst af alt karakteristisk indprentende.

I denne kvintet såvel som i Mozarts mest kendte serenader opfylder han til fulde sine kirkelige og adelige arbejdsgiveres kriterier for ikke-kontroversiel underholdning.

• Adelen foragtede det uberegnelige i Mozarts værker

Mozart var klar over, at hans musik i det lange løb ikke kunne nøjes med at være selvtilstrækkelig ren musik, der udelukker sine lyttere og munder ud i konsumerende kedsomhed.

Det er måske en forklaring på, at mange af hans vidunderligt smukke kompositioner i slutfasen præges af frivole, fantasifulde og dramatiske indslag - som ved hans berømte klaverkoncert i d-mol nr. 466 eller i slutfasen af operaen "Don Giovanni", hvor jordens overflade åbner sig og trækker hovedfiguren Don Juan ned i helvede.

Utallige biografier af Mozart har dokumenteret, at han aldrig bevidst har rebelleret imod konventionerne. Wolfgang Hildesheimer, forfatter til en af de mere interessante Mozartbiografier, konstaterer, at Mozart netop er blevet tændt og inspireret af de daværende normer.
Hans store musikhistoriske præstation var ikke – ligesom mange andre store kunstnere – et resultat af en bevidst udfordring af tidens fremherskende holdninger, men derimod en legende udfyldelse af dem.
Kulturhistorisk er Mozart placeret mellem udløberne af feudaltidens absolutistiske epoke og den frem-voksende borgerlige oplysningstid.   

Den marxistiske musikteoretiker og filosof Theodor W. Adorno beskriver, hvorledes denne tidsmæssige placering kommer til udtryk i Mozarts opera ”Don Giovanni”:

"I karakteristika af Zerlina holder rytmen af rokkokotiden og revolutionen inde. Hun er ikke længere fårehyrdinde - men er endnu ikke selvbevidst borgerinde (Citoyenne)."  

• "Mozarts musik er det 18. århundredes slutreplik"

I det musikalske univers befinder Mozart sig mellem Bachs (1685-1750) veltempererede barokmusik hinsides tid og rum og Beethovens (1770-1827) stemningsmættende musikkommentar til tidens gang som selvbevidst udgangspunkt, der anslår tonen: da-da-da-daaa.

Den irske forfatter og musikkritiker Georg Bernard Shaw havde denne kommentar til Mozarts musikhistoriske rolle:

” Mange tilbedere af Mozart kan ikke tåle, når der bliver sagt, at deres idol ikke var grund-læggeren af et dynasti. Men i kunsten er det den største succes at være den sidste på stammen og ikke den første.
- At begynde kan næsten enhver, men vanskeligheden består i at finde og skabe en afslutning, som ikke kan overgås. Mozarts musik er det 18. århundredes slutreplik og ikke forordet til det 19.” 

• Etapper i Mozarts liv

Wolfgang Amadeus Mozart blev født den 27. januar 1756 i den østrigske biskop by Salzburg. Hans første musikalske oplevelse var at lytte til hans talentfulde søster Nannerl’s klaverspil.

Snart opdagede hans far Leopold, der var hofkomponist og violinlærer, at ”der Wolferl” havde et særligt talent-potentiale. Han opgav sin egen karriere for at undervise sine børn, hvorved søsteren blev nedprioriteret til fordel for sønnen.

... som en 'cirkushest'

Wolferl blev trænet af sin far som en cirkushest, og allerede som seksårig rejste han rundt mellem Europas hofselskaber og luskede engelske etablissementer for at optræde for et par hurtige dukater.

Da han rundede de 11 år, havde han allerede komponeret 50 symfonier, sonater, menuetter, etc. Hans første opera ”La finta semplice” skrev han, da han var 12 år gammel. Især hans forfriskende, melodisk spruttende klaversonater udtrykte hans fremragende kreative potentiale.

• Musikalsk tjener hos Salzburgs ærkebiskop

Faren og enkelte venner bestræbte sig på at udmønte Wolferls musiske kunnen i en godt betalt stilling ved hoffet i Salzburg Wien eller München. Det mislykkedes.
Wolfgang Amadeus måtte som 16-årig til sidst tage imod en ansættelse på usle betingelser i hans forhadte hjemby hos den nærige ærkebiskop Hieronymus Franz Josef Colloredo.
Mozart blev fra 1772 og 9 år frem i denne stilling, hvor han havde samme sociale status som tjenerne. I denne periode komponerede han føjeligt, hvad der blev krævet af ham, svarende til tidens modestrømning.
På trods af denne åbenlyse begrænsning, skabte Mozart nogle musikalske perler som f.eks. den fantastiske klaverkoncert nr.9 i es-dur, der hævede sig langt ud over hans begivenhedsløse lette masseproduktion af underholdningskompositioner. 
Så ofte hans ydmygende ansættelsesforhold hos ærkebiskopen tillod, turnerede Mozart - presset af hans ambitiøse far - rastesløs rundt i Europa for at finde en bedre plads som musiker.

• ”Jeg gider ikke at høre noget somhelst om Salzburg – jeg hader Ærkebiskoppen som en rasende”, skrev Mozart i et brev til sin far.

Kort tid efter blev han fyret på grund af hans ”opsætsighed”. Året var 1781. Mozart besluttede at tage til Wien som freelancer. Først fra dette tidspunkt kom der bevægelse i Mozarts musik karriere. 

• Stjerne i Habsburgernes tjeneste

Da Mozart flyttede fra Salzburg var det et åbent brud med sin far, og det løsnede den magt, faren indtil da havde udøvet over ham. I Wien giftede han sig med Constanze Weber og i nogle år avancerede Mozart til stjerne i sin epoke på Habsburgernes hof.

Hans musikalske udfoldelse vekslede mellem fromme hengivelser og kitschagtig underholdning for Wiens overklasse og banebrydende opførelser som rokkoko-erotik operaen ”Bortførelsen fra Seraillet” (1782) og operasatiren ”Figaros bryllup” (1786), der latterliggør adelens dekadente og intrigante livsform.

Samtidigt komponerede han sine tre største symfonier, deriblandt "Jupiter"-symfonien, en hel del kammermusik, samt talrige klaverværker - først og fremmest sonater.   Særlig Mozarts klaverkoncerter var i en periode skue-plads for adelens sammenkomster.

• Mozart og Haydn

Mozart var og er ved siden af Joseph Haydn (1732-1809) den kendeste repræsentant for den mellemperiode, som udfylder det musikhistoriske vakuum mellem senbarokkens spirituelle strukturalisme og spædromantikkens verdensåbne og revolutionære idealer.

Barokkomponisten Johann Sebastian Bach
- og den romantiske musiks eksponent Ludwig van Beethoven har på afgørende vis præget musikken i de senere epoker.

Mozarts livsværk har dog uden tvivl - om end i mindre grad end de to sidst nævnte komponister - bidraget med sin uudtømmelige melodiske rigdom og nyjustering af grænserne for virtuose instrumentale solostemmer.

• Mozart efterlod en kolossal musikalsk produktion af 634 kompositioner, som i 1880 blev katalogiseret i et register, den såkaldte Köchelverzeichnis.

 _________________

(al./ autonom infoservice. Artiklen er oprindelig skrevet til modkraft's  ”kontradoxa”, sommer 2006 og er blevet senere ajourført til autonom infoservice)
_______________ 

Litteraturforslag om Mozarts liv på dansk 

• Wolfgang Hildesheimer: Mozart, forlaget Bogan 1977.
• Bruno Kvist: Hvem var Mozart?, forlaget Jyllandsposten 2006
• Mogens Wenzel Andreasen: Mozart, Politikens Forlag 1990.
• Francesco Salvi: Mozart og hans tid, Agertofts Forlag 1997.
• Inger Sørensen: Mozart, forlaget Sesam 1980