På besøg hos Mumia Abu-Jamal

Mumia Abu-Jamal er en kendt radiojournalist og forkæmper for de sortes rettigheder. I 1982 blev han anklaget for at have myrdet en politi- betjent. I en skueproces, der varede to dage,  blev Mumia kendt skyldig i mordet og dømt til døden.  

Siden da er det kommet frem, at politiet har undertrykt vigtigt bevismateriale og truet øjenvidner til tavshed. I over 27 år har Mumia Abu-Jamal fra hans 2x3 meter celle på dødsgangen i Green-fængslet i den amerikanske forbundsstat Pennsylvania, kæmpet for at få en ny og fair retsproces.

• Interview med Rolf Becker, kendt tysk skuespiller og forfatter, om hans indtryk af et besøg hos Mumia Abu-Jamal i september 2009.
• Om Mumia Abu-Jamal   

• Mumia Abu-Jamal er lige som dig forfatter og han er medlem af den amerikanske National Writers Union (NWU). I september i år besøgte du Mumia i SCI Greene statsfængslet (State Correctional Institution), der ligger i den lille by Waynesburg i det sydvestlige hjørne af  forbundsstaten Pensylvania...

Rolf Becker: Jeg var i USA pga. mit arbejde, men mine tanker kredsede meget omkring dette besøg, uden at jeg anede, hvad der ventede mig. En septemberdag kørte jeg dertil i bil sammen med Mumia Abu-Jamals forsvarer Robert R. Bryan og hans kone Nicole Bryan. Det var en smuk tur gennem Pensylvanias vidunderlige landskaber.

I Waynesburg forlod vi motorvejen. Efter en skarp kurve åbnede der sig en slette – helt udjævnet med rødt sand og delvis asfalteret. På bakkerne omkring var græsset slået kort. På vejen til fængslet stødte vi straks på en politipatrulje. Bevogtningen omkring SCI Green starter langt før pigtråden. Det er strengt forbudt at fotografere her. ”Betragt det som et militærområde” sagde Robert R. Bryan.

• Hvordan vil du beskrive dit første indtryk?  

Rolf Becker: Det virkede som en amerikansk militærbase, meget lig dem jeg har set i ­Nakhon Phanom i Thailand eller i Bondsteel i Kosovo. Noget mindre, men fuldstændigt afskærmet. Motellet, hvor vi boede ligger kun nogle få hundrede meter derfra på et højdedrag. Her fra kan man se de to fængselsdele, dvs. hovedbygningen for almindelige fanger og dødstrakten, der ligger for sig selv. Det er her Mumia befinder sig. Helt nært og alligevel uopnåeligt langt væk.  

• Næste dag besøgte du ham så i fængslet ...  

Rolf Becker: Vi passerede et utal af amerikanske flag. De hang i hver en have, på hver eneste tankstation. Vi kørte forbi Waynesburgs største indkøbscenter, som kun er adskilt fra fængslets yderste position af en motorvej. Det så ud til, at folk slet ikke tog notits af fængslets eksistens. Egnens ærke konservative attituder var ikke til at overse. På gaderne og i de forskellige bodegaer var der næsten kun hvide. I fængslet var der derimod mest afroamerikanere. Både som besøgende, som fanger og som fængselspersonale. Folk fra de underste lag som gensidigt bevogter hinanden.  

• Ingen spor af det som man i USAs medier betegner som ”Obama-Country”?  

Rolf Becker: Det er som Mumia beskriver det i sine talrige artikler: Obamas image er mærkbart gået på retræte. Hans portræt på alverdens nipsgenstande og i det offentlige rum er væk og kan nu kun fås i souvenir butikker. Borte er også den begejstringsbølge, som vi gennem medierne kunne følge med i.

Derimod er resultaterne af den økonomiske krise efter finansmarkedets sammenbrud også meget synlige i området omkring Waynesburg. Forhenværende husejere bor nu på campingplads, i telte og i skurvogns-kolonier. Når du bladrer aviserne igennem, er de mange dødsannoncer for faldne soldater i Afghanistan iøjnefaldende. Ofte er de forsynet med fotografier, især når det drejer sig om officerer. Krigen er blevet en prægende bestanddel af mediedækningen i USA.  

Fra denne verden udenfor betræder vi indgangshallen til SCI Green. Det første indtryk jeg får er, at dette ikke ligner et fængsel, men snarere et kæmpe hospital. Ved besøg i de tyske fængsler må du aflevere alt og du passerer derefter kontrollen som Nobody. I fængslet her blev jeg behandlet ret large og fik også mit pas tilbage: ”Vi tager alt fra dig, men ikke din identitet” ...  

• Hvordan kom du til dødstrakten?  

Rolf Becker: Det gik gennem endeløse gange med lysende hvide vægge - ligesom en klinik. Med bevidstheden om at dette her ikke er et sted, hvor mennesker bliver helbredt, men hvor mennesker i årevis holdes i bure for på et eller andet tidspunkt at blive henrettet. Denne civile selvfølgelighed, denne kliniske renlighed, hvormed alt løber af stablen. Jeg forsøgte at forestille mig, hvor dette rum ligger, hvor giftindsprøjtningen foretages...jeg følte mig meget utilpas.

Efter en evighed når vi frem til den del af dødstrakten, hvor besøgscellerne ligger. I en af dem sidder en fange, som venter nedadbøjet. Han besvarer vores hilsen med at nikke med hovedet.

Mumia venter allerede på os bag en panserglasvæg i et lille besøgsrum. Ingen vinduer, vægge og loft lysende hvide, alt utroligt rent. Det afroamerikanske rengøringspersonale arbejder grundigt. Også her hersker en hospitalslignende atmosfære - formodentligt er det lige sådan i henrettelsesrummet...

Dette todelte lille bitte rum er kun lidt større end hans celle, forklarer Mumia senere, ialt 2 x 3 meter. Der er ingen samtaleanlæg. Panserglassets stålramme er forsynet med ganske små huller, hvor igennem man kan høre, hvad der bliver sagt. Her må vi egentligt snakke om sensorisk deprivation. (1)  

Ja, et enormt psyksisk pres på fangen først og fremmest, men også på den besøgende. Glasset forhindrer en kontinuerlig samtale.

Mumias reaktion herpå er meget logisk: Han tromler med knyttede næver på glasset og du tromler øjeblikkeligt tilbage. Glassets vibration som inddirekte kropskontakt for at etablere en personlig nærhed.  Forud for det et chok – fordi jeg var helt uforberedt på det : Mumia i orangerød overall. Guantánamo. Associationer til fanger, som netop i sådanne overalls bliver slæbt gennem labyrinter af forgitrede bure.

• Havde Mumia håndjern og/eller fodlænker på?  

Rolf Becker: Nej, siden Biskop Tutu fra Sydafrika, der for et stykke tid siden besøgte Mumia,  intervenerede mod hans fastlåsning, bliver Mumia fri for håndjern og fodlænker.  

• Blev besøget overvåget af fængselsvagter?  

Rolf Becker: Nej. Overvågningsteknikken gør dette overflødigt. Og derudover har vi intet at skjule, vores formål er klart. Jeg besøger en ven – det er han blevet i løbet af årene – og kæmper for, ligesom mange andre, at han bliver løsladt. Det samme vil han – hans frihed og at han møder retfærdigheden i en ny og fair retssag.  

• Hvor lang tid varede besøget?  

Rolf Becker: 3 ½ time - fordi jeg var så heldig at være der sammen med Robert R. Bryan, hans forsvarer. Ellers ville det have været maksimalt 2 timer.

Samtalen kom meget let igang. Vi har kendt hinanden i længere tid.  Mumia ved meget mere om, hvad der foregår i Tyskland, end jeg anede. Ikke bare hvad angår solidaritetsaktiviteterne med ham, men hvad der sker generelt i landet. For eksempel havde resultaterne af det nyligt overståede forbundsvalg ikke overrasket ham.

Jeg har videregivet hilsener fra alle dem i Tyskland, som engagerer sig for hans frihed -enkeltpersoner og grupper. Også fra Christian Klar (En af de sidste fanger fra byguerillagruppen RAF, der er blevet løsladt sidste år, kommentar fra oversætterne) som i sin fængselstid var med til at oversætte en bog om Mumia, forsynet med hans forord: ”Still Black – still strong”.  

• Hvad drejede samtalen sig om?  

Rolf Becker: Om hans familie blandt andet og om hans helbredsmæssige tilstand under de nuværende fængselsbetingelser. Han fortæller, at han beskæftiger sig meget med disse temaer, men siger samtidigt, at det ikke er tilstrækkeligt, hvis man mangler et overblik over, hvad der aktuelt sker ude i verden og hvis man glemmer, hvad hele sagen egentlig handler om.

- Mumia fastslår flere gange, at det ikke kun drejer sig om ham, men at der findes hundredevis af fanger, som er konfronteret med spørgsmålet, om det er imorgen, om fire uger eller om to år, man vil give dem giftindsprøjtningen, eller som i hans tilfælde efter 27 år stadig væk venter på afgørelsen, om han vil blive henrettet eller ej. Et barbarisk system, som i følge filosofen Camus selv det mest brutale individ ikke ville formå at fuldbyrde.  

- Jeg selv er overbevidst om, at Mumia er blevet dømt på et fingeret grundlag. Men selv hvis man antager, at dette ikke er tilfældet, måtte et humant samfundet så ikke løslade ham på grund af al det som, han har måttet lide? Mumia svarer på dette spørgsmål med en enkelt sætning: ”It’s a question of your mind.” Du må kunne gennemskue grundene til, at tingene i vores samfund er sådan som de er, og du må arbejde politisk for, at tingene forandrer sig. Vi lever i et klassesamfund, racismen indtager en rolle, der skaber splittelse og afsikrer magthaverne deres fortsatte magtudøvelse.  

- Mumia identificerer sig som en repræsentant for afro-amerikanerne, der udgør en ekstrem høj procentandel af fangerne i USAs fængsler og dødstrakter -  målt i forhold til deres procentuelle andel af befolkningen. Som en repræsentant for fri ytringsfrihed for afro-amerikanerne, og i det hele taget som repræsentant for alle dem, der påpeger forskellen på ret og uret, på fattigdom og rigdom, på overklasse og underklasse. De, som befinder sig i dødstrakten er et repræsentativt udsnit af de underste lag i den amerikanske befolkning.  

• Havde Mumia kendskab til den stort anlagte artikel om ham i det tyske ugemagasin Der Spiegel (24.august 2009) med overskriften  ” Helvedes ild”, hvori journalisten overtager statsanklagerens og politibroderskabets (Fraternal Order of Police) propaganda?  

Rolf Becker: En stor del af vores samtale drejede sig netop om denne artikel. Mumia var dybt skuffet over den og følte sig misbrugt af journalisten Cordula Meyer, som er Der Spiegels korrespondent i Washington DC. Forud for hendes besøg hos Mumia havde hun såvel overfor Mumia som hans advokat skabt tillid til hendes journalistiske redelighed.

- Efter offentliggørelsen af hendes artikel i Der Spiegel fulgte tre dage senere en lederkommentar i det amerikanske dagblad Philadelphia Daily News, hvori de konstaterede, at Europas største og vigtigste printmedie nu også anser ham for at være skyldig. Uudtalt fastslås dermed den nærliggende konsekvens: Gennemførelsen af dødsdommen. Skrivebordsgerningsmændene / -kvinderne vil naturligvis frakende sig ethvert medansvar for deres useriøsitet.  

• Hvordan opfattede Mumia denne artikels stærkt vejledende version af begivenhederne?  

Rolf Becker:  Han opfatter den som et afgørende bidrag i forhold til den amerikanske forbundsdomstols forestående afgørelse, hvis beslutning er endegyldig og et spørgsmål om liv og død.  

• Efter at den øverste forbundsdomstol i april 2009 (2) afviste bestræbelserne på at få revideret Mumias dom i en ankesag, skal den samme domstol nu afgøre om dødsdommen af 1982 skal opretholdes eller om dommen bliver omgjort til livsvarigt  fængsel. Kunne du tale om det ved dit besøg hos Mumia?  

Rolf Becker: Ja, fuldstændigt frit, fordi Robert R. Bryan som hans forsvarer var tilstede. Mumia anser risikoen for, at dødsdommen vil blive opretholdt som 50:50. Det samme gør Robert R. Bryan, der i de sidste måneder utallige gange har påpeget dette. Det er den mest faretruende situation for Mumia siden hans dom i 1982, hvor man frygtede, at henrettelsen ville ske umiddelbart efter.

- Hans daværende forsvarers resolutte indsigelser til en højere instans kunne med nød og næppe afværge dette. De fornyede henrettelsesordrer i hhv. 1995 og 1999 kunne ligeledes afværges på grund af den juridiske intervention, men først og fremmest pga. de omfattende protester rundt om i verden. Mod den forestående afgørelse fra Supreme Court er ingen indsigelse mere mulig.  

• Har Mumia givet dig en message med til den kritiske offentlighed i Europa?  

Rolf Becker: Jeg skal hilse. Han har fuld tillid til dem, som engagerer sig. Han kommer måske med nogle forslag i det, som han tematiserer i sine artikler. Først og fremmest når det gælder kampen mod dødsstraf. Han minder os om dem, som har begået selvmord i dødstrakterne. F.eks. har han skrevet en artikel om José Pagan, som hængte sig i nabocellen den 1. september i år. 

Ved afslutningen på vores samtale spurgte jeg ham, hvad han kunne lide for musik og litteratur og om han overhovedet kan rumme tanker herom i hans situation. Istedet for et svar tog han et lille sammenrullet papir frem fra sin lomme.

- På papiret stod et digt. Og så sker noget vidunderligt og for mig uforglemmeligt: Mumia træder helt frem til den punkterede stålramme i glasskillevæggen, læner sig let til væggen og begynder at synge: ”A Sad Love Song” for Wadiya, hans kone. En kærlighedssang, sunget med en blød, melodisk stemme. Situationen i dødstraktens besøgsrum blev ikke ophævet, tværtimod blev den utroligt tydeliggjort.  

• En kærlighedssong som budskab?  

Rolf Becker: Ja, en kærlighedserklæring til alle, som engagerer sig solidarisk. On a move!  

________

NOTER   

1.  Sensorisk Deprivation: En isolationsmetode, som systematisk fratager den indsatte enhver optisk og akustisk fornemmelse. Resultatet er orienteringsløshed, angstfornemmelse og en nedbrudt  helbredstilstand. Amnesty International har betegnet denne behandling som ”hvid tortur”.   
2. Mandag d. 6. april 2009 afviste USAs højesteret, Supreme Court, Mumia Abu-Jamals ansøgning om en ny retsproces. Samtidigt behandler den samme domstolsinstans en ansøgning fra Pennsylvanias statsadvokatur, der kræver genoptagelse af henrettelsesordren mod Mumia. Denne ansøgning er endnu ikke blevet afgjort. Originaldokument fra US-Supreme Court  

( Interviewet med Rolf Becker er blevet offentliggjort i dagbladet "Junge Welt", den 10. oktober 2009 printudgave. Oversat af autonom infoservice)  

Om Mumia Abu-Jamal   

- af  ikh. / autonom.infoservice  

Mumia Abu-Jamal blev den 9. december 1981 i Philadelphia skudt ned af en politibetjent og livsfarligt såret. Han blev samme dag varetægtsfængslet og beskyldt for at have dræbt politimanden. Et halvt år senere blev han af et racistisk nævningetingsflertal  kendt skyldig i mord. Mumia blev dømt til døden. I over 27 har Mumia Abu-Jamal kæmpet for at få en ny og fair retsproces.  

• The "Voice of the voiceless"    

På det tidspunkt Mumia blev anholdt, var han kendt som journalist langt ud over hans hjembys grænser. Han var præsident for „Association of Black Journalists in Philadelphia". Med sine mange socialkritiske og populære kommentarer, beretninger og talk-shows på forskellige radiostationer blev han kendt som „Voice of the voiceless" ( De undertryktes stemme).    

Aktivist i Black Panther Party. Allerede i sin tidlige ungdom var Mumia politisk aktiv og kæmpede mod den racisme,som sorte, latinos og andre ikke-hvide mennesker dagligt er konfronteret med i USA. Han var med til at danne en lokal afdeling af Black Panther Party i Philadelphia og har siden 1970 jævnligt skrevet artikler til deres avis „Black Panther".

I løbet af 1970'erne brugte Mumia Abu-Jamal bl.a. sit journalistiske virke til en skarp kritik af Philadelphias politimyndigheder og lov-og-orden-borgmesteren Frank Rizzos administration. Han tog først og fremmest fat på den brutale racisme, som myndighederne udøver overfor sorte og latinos.  

• Hvad skete der natten til den 9. december 1981 ?  

Pludselig blev nattens mørke brudt af hvidt projektørlys. Han kneb øjnene sammen og så straks politipatruljen forude. Angsten meldte sig med det samme: en svag susen gennem hjernen. Det var kendt for enhver, hvad der kunne ske sådan en nat, når en hvid politipatrulje mødte en sort mand alene. Det var næste til at forudse. Og det skete også! Næppe var han standset , før han blev revet ud af bilen, kastet mod jorden og det ene slag efter det andet ramte med fuld kraft hans sammenbøjede krop.

Det var den 9.december 1981, Philadelphia, Pennsylvania i USA. Men der var én, som tilfældigvis så dette ske. Det var den 27-årige Mumia Abu-Jamal, som kørte taxi om natten ved siden af hans job som radiojournalist. Manden, som politipatruljen indædt slog løs på, var ingen mindre end hans bror. Mumia ilede til for at hjælpe sin bror. Det endte med, at Mumia lå blødende og svært såret i rendestenen, skudt gennem den ene lunge. På gaden lå også en død politimand. Skønt flere vidner har udtalt, at de så den, der skød politimanden løbe væk fra stedet, og skønt man aldrig har fundet det våben, hvormed politimanden blev dræbt, så udpegede Philadelphias politiledelse straks samme nat Mumia Abu-Jamal som "politimorderen“, da de blev klar over, hvem den sårede sorte mand var.

Et halvt år efter disse begivenheder blev Mumia Abu-Jamal dømt i en 2 dage lang skueproces. Et racistisk nævningetingsflertal og en dommer, som tidligere var sherif, dømte ham til døden. Dommeren Albert Sabo har dømt 31 mennesker – først og fremmest sorte – til døden. Han er dermed den dommer, som har udstedt de fleste dødsdomme i hele USA.

_________________________________

Efter domsafgørelsen den 6. april 2009:  

• "Aldrig før var faren så stor som i øjeblikket" - en første stillingtagen fra Mumias solidaritetskomité i Philadelphia:  

 " Mumia Abu-Jamal sagde for nyligt, at fanger som laver juridisk rådgivnings-arbejde  for andre fanger, såkaldte "jailhouse lawyers", i amerikanske fængsler som regel rammes af den hårdeste repression og aldrig vinder deres egne sager, selv når retsgrundlaget entydigt taler for dem...

Med denne afgørelse har USAs højeste domstol tydeliggjort, hvad den har tænkt sig at gøre imod det amerikanske justitsvæsens racistiske praksis - intet. Er det forunderligt? Nej, absolut ikke. For indtil nu har samtlige juridiske instanser ignoreret Mumias ret til en ny proces. Alle involverede er klar over, at der ikke findes nogen holdbare beviser mod Mumia, hvilket en neutral jury ville bekræfte. Men for domstolene er dette uden betydning.

Vi har i årevis sagt, at det afgørende er den offentlige påvirkning af sagen. Uden den ville Mumia være blevet henrettet i 90'erne. Nu vil det vise sig, hvormeget vi i 2009 kan mobilisere for at redde hans liv. En ting er klar: Aldrig før var faren så stor som i øjeblikket. I 1995 og 1999 eksisterede der trods konkrete henrettelsesdatoer stadig væk en del juridiske ankemuligheder. Sådanne er p.t. ikke i syne. Men afgørelsen om henrettelse eller livsvarigt i fængsel er i det mindste udestående.......En planlagt henrettelse er med denne domsafgørelse rykket et gevaldigt stykke nærmere."  

• Hør Mumias aktuelle kommentar hertil i Prison Radio - optaget umiddelbart efter domstolens afgørelse, den 6.april 2009   

Breve og smukke postkort kan sendes til Mumia via:
Mumia Abu-Jamal
AM 8335
SCI-Greene
175 Progress Drive
Waynesburg, PA 15370 USA 

 NYTTIGE Links  

http://www.prisonradio.org/mumia.htm ;  http://www.abu-jamal-news.com/ ;  http://www.freemumia.org/ ; http://www.mumia.org//freedom.now/  ; www.millions4mumia.org ;  http://www.abu-jamal-news.com/  ;  http://mumia-hoerbuch.de/bundnis.htm ; www.freemumia.com