Oktoberrevolutionen 1917 - en venstreradikal analyse

Den russiske oktober-revolution startede efter den julianske kalender den 25. oktober 1917  

___________

En oplagt lejlighed til kritisk at sætte fokus på begivenhederne, der førte til revolutionen og tiden efter, der som bekendt resulterede i socialismens deroute ... 

Den russiske revolution foregik efter den russiske, julianske kalender den 25.oktober - efter den gregorianske kalender: 7.november 1917

• Tilblivelsen af den russiske revolution
• Oktoberrevolutionens forskellige opstandscentre. Hvem var de?
• Tiden efter revolutionen
• Kvinderne og den russiske revolution
• Remember Kronstadt!

        + videotrailer og litteratur

 

Social forarmelse og tendenser til opløsning af tidligere eksisterende, sociale og økonomiske fælles- skaber i forbindelse med tvangs- rekrutteringen af hele generationer af bønder til den tsaristiske militærmaskine.                               Dette kastede landet ud i store sultekatastrofer, som skabte gro- bund for fælles vrede og en radikal modstand mod de herskende forhold.

Den massive revolutionære propaganda som netop tog udgangspunkt i denne sociale, eksplosive dynamik og hjalp den til at artikulere sig. Med en revolutionær samfundforandring som mål.

Mangel på en borgerlig-demokratisk tradition, som kunne kanalisere det ulmende oprør ind i parlamentariske, reformistiske og kontrollerbare baner.

__________

• Prolog: Klar til kamp?

I det før-revolutionære Rusland i årene op til 1917 , eksisterede der en mængde af revolutionære grupper, partier og bevægelser med talrige indbyrdes personlige og politiske relationer. De vigtigste revolutionære samlingspunkter på dette tidspunkt var ”Den bolsjevistiske organisation“ (1) den betydeligt mindre ”Meshrajonka-kommité“ / ”Mellemdistriktkommiteen” (2) ”Nashe-Slowo-gruppen“ (3) Socialrevolutionære anarkister med betydelig regional indflydelse i det sydvestlige Ukraine (4) samt ”Internationalisterne“ (5) i det mensjevistiske parti omkring Lenins nære ven Martov. Derudover fandtes der et hav af autonome beboer-og fabrikskomitéer, elev- og studentergrupper, kvindegrupper, revolutionære soldaterkomitéer, bondekollektiver, etc. De fleste uden speciel partitilknytning.

Bolsjevikpartiet op til 1917

Bolsjevikpartiets fælles grundlag var på dette tids- punkt først og fremmest baseret på en international-istisk antikrigsmodstand og ikke på Lenins organi- sationskoncept – som bl.a. nogle ml-partier fejlagtig påstår.

Således delte hverken et flertal i partiets ledelse eller et medlemsflertal Lenins position om den demokratiske centralismes organisationsprincipper. Dvs. partiets forskellige mindretals underordning under flertals- beslutningerne indefor en disciplinerende organi- satorisk ramme. ( Se Lenins "Hvad må der  gøres"?,  udgivet i 1902).  

"Stat og revolution"

Uafhængigt heraf var Lenin den samlende, politisk dominerende personlighed. Således sluttede mange revolutionære sig til bolsjevikkerne, selv om de ikke delte Lenins organisatoriske principper.

Dette er bla. baggrunden for de levende diskussioner og politiske brydninger indenfor bolsjevikpartiet, som førtes i al offentlighed, og ikke så få gange formåede at korrigere en igangværende problematisk politisk praksis. Denne åbne diskussions-kultur holdt ved indtil den 10. partikongres i marts 1921, hvor man fastlagde en centralisering af partiet på bekostning af medlemsdemokratiet, og i det hele taget gjorde op med den radikale sovjet-demokratiske tankegang, der bl.a. kom til udtryk i Lenins skrift "Stat og revolution", efterår 1917. Værket var stærk inspireret af syndikalistiske ideer.

Efterhånden blev bolsjevikpartiet et samlingspunkt for revolutionære med meget forskellig politiske biografi og social baggrund. Allerede i 1914 sluttede leninister, venstre-revolutionære bolsjevikker og internationalistiske kredse hos mensjevikkerne sig sammen. Det fælles grundlag var en internationalistisk politikforståelse. I 1917 blev denne koalition formelt smeltet sammen til et fælles parti.

____________________

Februar - revolutionen i 1917

Med Tsar Nikolaus II`s fald, oplevede det russiske folk en fuldstændig uvant politisk frihed. Politiet og dets hemmelige polititjeneste Ochrana var desorganiseret / forsvundet. Undergrundsgrupperne kunne komme frem og arbejde legalt. Overrasket og fuld af forventninger strømmer de politiske fanger tilbage fra fangekolonierne i Sibirien. Emigranterne vender hjem fra det udenlandske eksil. Situationen var præget af en kolossal opbrudsstemning og håb om en ny fremtid, men også af et totalt svært gennemskueligt kaos.  

Bolsjevikpartiet var på dette tidspunkt delt i tre politiske hovedgrupper med hver sit svar på den aktuelle situation. Uenighederne lå først og fremmest i de forskellige holdninger til den nye provisoriske overgangsregering (6) og i holdningen til krigen (1. Verdenskrig):

_____________

Den organiserede venstrefløj indenfor bolsjevikkerne                                                       - deriblandt syndikalisten Schljapnikow, feministen Alexandra Kollontai og bolsjevistiske veteraner som Saluzki og Molotow -  stod talmæssigt svagt, men havde stor indflydelse i Petrograd. De antog en klar fjendtlig holdning til regeringen og bekæmpede krigen kompromisløst.

Alexandra Kollontai sagde på bolsjevikkernes parti-konference, marts 1917:

”Den russiske revolution kan kun sikre Ruslands befolkning dens optimale frihed og sociale reformer, når den bliver starten på den europæiske revolutionære bevægelses kamp mod deres eget borgerskab!” og ”…det er nødvendigt at forberede kampen mod regeringen”.

En holdning som var tæt på Lenins og de fleste revolutionære emigranters egne positioner.

De fleste bolsjevikker i Rusland, først og fremmest dem som kom fra Sibirien, var langt fra så kompromisløse (deriblandt gamle bolsjevikker som Kamenew, Muranow, Stalin). Denne fløj overtog mensjevikkernes (7) og de Socialrevolutionæres (8) position, som gik ud på at støtte den provisoriske regering, sålænge den ikke direkte skadede massernes interesser. Samtidig opgav denne fløj fra dette tidspunkt deres hidtidige betingelsesløse opposition til krigen (Jvf. udtalelser fra deres platform, gengivet i E.H.Carr’s bog: The Bolshevik Revolution, Bd.I.).

Den tredie fløj i bolsjevikkerne (under ledelse af gamle bolsjevikker som Awilov, Woitinski, Basarov) mente, at nu hvor Rusland var republik, var det nødvendigt at forsvare fædrelandet ved at støtte krigen. En del af denne fløjs ledende folk forlod bolsjevikkerne og tilsluttede sig senere mere reformistiske strømninger.  

_____________

Lenins aprilteser

Den 3.april 1917 ankom Lenin efter sin berømte rejse i en aflåst togvogn , der via snørklede omveje førtes tværs gennem Tyskland over Finland, til Petrograd.

Ved hans ankomst præsenterede Lenin et radikalt politisk kursskifte, der rystede de fleste gamle bolsjevikker i deres grundvold. Således propaganderede Lenin med sine såkaldte April-teser, at kampen om magten via en socialistisk revolution nu stod på dagsordenen, og at den igangværende imperialistiske krig måtte forvandles til en borgerkrig i hele Europa mod borgerskabet. Dermed overtog Lenin centrale dele af Leo Trotskijs "permanente revolutions“- teori. (9)

Med undtagelse af den lille venstrefløj i Bolsjevikpartiet omkring Schlapnikow, Alexandra Kollontai og Mollotow vakte Lenins teser stort set ingen resonans i partiet. Tværtimod offentliggjorde Kamenew en erklæring i partiavisen Prawda, hvori han fastslog, at Lenin ikke taler for partiet, og at tesen om den umiddelbare overgang fra den demokratiske til den socialistiske revolution må betragtes som værende absurd. Lev Kamenev afsluttede hans erklæring med håbet om ” ... at vores standpunkter forbliver det eneste mulige at forsvare for revolutionære socialdemokrater, sålænge partiet forbliver et revolutionært masseparti for proletariatet og ikke forandrer sig til en gruppe af kommunistiske propagandister .”

… Kampen for at vinde partiets flertal for den revolutionære opstand var hermed begyndt. 

 

2. DEL

OKTOBERREVOLUTIONENS FORSKELLIGE OPSTANDSCENTRE

• ”At begrænse revolutionære erfaringer og teori til det dagsaktuelle er at dømme det til evig glemsel, hvor nutiden ophører med at kunne erkendes, så snart den glider ind i fortiden.”   Isaac Deutscher, revolutionær veteran og marxistisk historiker 

De forskellige opstandscentre  

I den virkelige verden bliver historien lavet af mennesker, som har besluttet sig for handling. Om målet bliver nået, er som regel et andet spørgsmål. En sådan beslutning måtte det Bolsjevistiske Parti i efteråret 1917 tage: At handle ved at forsøge at omsætte den eksisterende revolutionære utilfredshed i befolkningen til en opstand og derved risikere at blive militært og politisk udslettet - eller at lade tingenes tilstand udvikle sig af sig selv og til gengæld risikere, at de sociale og politiske forhold blev stadfæstet i lang tid fremover, det vil sige, kanaliseret ind i en borgerlig-diktatorisk samfundsordens parlamentariske baner eller det som var værre. Beslutningen om opstanden blev taget p.g.a. Lenins ihærdige agitation. 

Forberedelsen var præget af interne, bitre fraktionsstridigheder og en atmosfære af rasteløse selvransagelser - noget der var karakteristisk for bolsjevikpartiets generelle udvikling og faktisk varede indtil hierarkiseringen af partiet i begyndelsen af 1920`erne.

• En større del af bolsjevikpartiets basis var indstillet på at danne en enhedsfront med venstrefløjen i mensjevikkerne og det store socialrevolutionære parti. Denne fløj blev ledet af de gamle bolsjevikker omkring Sinowjew, Rykow, Kamenew og Stalin.

• Mens Lenin – støttet af bolsjevikkernes venstrefløj, deriblandt Bucharin, Sokolnikow, Trotskij, Joffe, etc. – propaganderede en revolutionær magt- overtagelse, om nødvendigt, ledet af bolsjevikpartiet alene og evt. i sam- arbejde med venstrefløjen af Det socialrevolutionære parti. Argumentet for dette var, at samtlige af de reformistiske partier pga. deres samarbejde med Kerenskijs provisoriske kadet-regering, var dybt miskrederet i befolkningen.

• Den radikale venstrefløj indenfor bolsjevikpartiet, som havde flertallet i partiets Petrograd–afdelinger, krævede direkte masseaktioner og væbnet modstand mod den provisoriske regering. De opponerede også mod partiets officielle parole om en fredsaflutningen med Tyskland, da de anså en revolutionær krig for en nødvendig forudsætning for at udløse den socialistiske revolution i Europa. De mente, at et Rusland, som gik uden om et sådant perspektiv pga. en generel selvopretsholdelsesdrift, ville styre ind i en isolation, der tvangsmæssigt ville medføre en samfundsmæssige udvikling, som ikke tillod socialistiske styrformer.

Lenin-fløjen satte sig alligevel igennem med sit krav om øjeblikkelig fred. Dette blev en af de vigtigste paroler i bolsjevikkernes kamp i den revolutionære proces frem til revolutionen.  

Burn system, burn!

I julidagene udbrød i mange byer store gadekampe, rettet mod Kerenskij-regeringen. Bolsjevikpartiet støttede aktivt disse kampe. Regeringen svarede igen med at forbyde en masse bevægelser, bydelskomitéer, etc. – samt Bolsjevikpartiet, som magthaverne rettede en massiv propagandakrig imod. Bl.a. spredte de rygter om, at Bolsjevikpartiets ledelse var det tyske kejserriges betalte agenter, altimens bolsjevikkerne nu delvist agerede i undergrunden og forberedte den væbnede opstand. (På dette tidspunkt var en del af deres ledere allerede opsporet og fængslet ).

I slutningen af august forsøgte Kerenskijs egen øverste general L.G. Kornilow at vælte den provisoriske regering ved et militærkup. For at kunne imødgå denne trussel om kup fra den yderste højrefløj, måtte regeringen tage enhver støtte fra venstrefløjen. I direkte forlængelse heraf standsede regeringen sine hidtidige skarpe forfølgelse af Bolsjevikpartiet og løslod derfor den 4.september 1917 de fleste bolsjevikker – heriblandt Kamenew og Trotskij fra fængslerne.

Samtidigt voksede tilslutningen til bolsjevikkerne og til de venstresocialrevolutionære med kolossal hastighed: Fra at være et revolutionært mindretal blev disse to partier tilsammen den dominerende organisatoriske faktor for den revolutionære proces. (Således tilsluttede flertallet af arbejdernes og soldaternes rådsforsamling i Petrograd og derefter i de fleste russiske byer sig bolsjevikkernes oprørsprogram). I dette krisens øjeblik og i den revolutionære stemning, virkede bolsjevikkernes enkle paroler: ”BRØD, LAND, FRED” som en katalysator for en fælles opstandsrytme for Ruslands undertrykte og fattige mennesker og folkeslag.

________________

Selve revolutionsforløbet - den egentlig skildring af oktoberrevolutionens konkrete forløb, vil vi henvise til nedenstående litteratur, som på hver sin måde fyldestgørende beskriver denne begivenhed.  
I det følgende vil vi koncentrere os om de politiske brydninger efter selve opstanden.

• John Reed: Ti dage der rystede verden (journalistisk fremragende øjnevidnerberetning).
• Isaac Deutscher: Den väbnade profeten (svensk). Findes også på engelsk, tysk, fransk m.v. (meget informativt, historisk-materialistisk, litterært værk).
• E.H. Carr: The Bolshevik Revolution (politisk borgerlig, men empirisk nøjagtigt historieværk. Findes også på dansk).
• Leo Trotskij: The history of the russian revolution (en historisk og sociologisk interessant analyse).
• Til forsvar for Oktober, Trotskijs "Københavnertale" (1932)
• Pierre Broué: Trotskij – en politisk biografi, bind I + II. (fransk, tysk, engelsk)
• Emma Goldman: Anarkistiske erindringer / Living my Life
• H.Anweiler: Die Rätebewegung in Russland 1905-1921
• Bunyan, Fischer: The Bolshevik Revolution 1917-1918
• Robert V. Daniels: Red October, The Conscience of the Revolution.  

____________________

Kampen mod Makhno - bevægelsen (1918-1921)

Den anarkistisk inspirerede, social- revolutionære bondebevægelse under ledelsen af Nestor Makhno, var den eneste, som på dette tidspunkt med sine partisan- enheder prøvede at sabotere den tyske hærs annektion af Ukraine og Hviderusland. Annektionen var fulgt efter bolsjevikkernes betingelsesløse fredsaftale med den tyske hærledelse. Talrige bolsjevikker fra partiets venstrefløj tilsluttede sig eller samarbejdede med Makhno-bevægelsen. 

Først i 1919/20 kunne Den Røde Hær og dets partisanafdelinger tilkæmpe sig kontrollen med den sydvestlige del af Ukraine / Sovjetunionen. I den sidste fase i direkte konfrontation med de anarkistiske partisanenheder.                                          I slutningen af 1921 blev de sidste anarkistisk autonome områder indkorporeret i den sovjetiske stats territorium. Efter nedkæmpelsen flygtede Makhno og få af hans kampfæller i eksil til Frankrig.

Bolsjevikkerne beskyldte Makhno-partisanerne for at koordinere militære aktioner mod Den Røde Hær med tsaristiske hærenheder (en påstand vi ikke kunne finde dokumentation for).                                                                                                      

• Bolsjevikkernes nedkæmpelse og udsletning af  Makhnovitshja-bevægelsen og dennes basisdemokratisk organiserede fællesskaber var et ildevarslende tegn om de senere begivenheder…

___________

Anbefalet litteratur:

• Peter A. Arschinoff: Die Geschichte der Machno Bewegung 1918-1921.
• Vsevolod M. Volin: Die unbekannte Revolution bd.1+2, Association HH 
• Victor Serge: En revolutionærs erindringer
• Daniel Guérin: Anarkismen
• Daniell Marcussen: Historien om anarkisterne i Ukraine  

Kronstadtrevolten, som tog udgangspunkt i en stor protestdemo den 2.marts 1921 i flådens hovedbase Kronstadt nær Petrograd, var uden tvivl den hidtil mest alvorlige indenrigspolitiske krise for Sovjet-regeringen.

Kronstadtoprøret var en bevægelse af vrede og skuffede revolutionære. Deres kritik på den sociale og politiske udvikling efter revolutionen lignede på mange måder den kritik, som kom fra bolsjevikpartiets egen venstre-kommunistiske fløj. Forskellen mellem dem var, at Kronstadts revolutionære på ingen måde var bundet af loyalitet og parti-disciplin. De revolterede mod Sovjet- regeringen i et forsvar for selve oktoberrevolutionens ånd.    

• Kronstadtoprørets program 

        ”Vi kæmper for en autentisk magtudøvelse af det arbejdende folk“

Oprørene anklagede den bolsjevistiske regering for en undertrykkelsespolitik, som lignede Rusland under tsartiden: ”Arbejdet er ikke som marxismen har lovet til alles behov og glæde, men har ført til et nyt slaveri.” (Citeret fra ”Meddelelse fra den provisoriske revolutionskomité,udgivet som antologi hos forlaget Rhodos).

Kronstadtoprørets program var som før nævnt næsten autentisk med holdningen blandt den venstrekommunistiske og syndikalistiske ”Arbejderopposition” indenfor bolsjevikpartiet, borst set fra det væbnede oprør. Således var oprørernes holdning til fagforeninger enslydende med den holdning arbejderoppositionen tidligere havde ytret i politiske kontroverser med partiets flertalslinie:

”Vores fagforeninger har absolut ingen mulighed for at fungere som rene klasse-organisationer, takket være det herskende partis politik, der sigter på en centralisering af massernes udvikling til ’kommunismen’.“ (Citat fra ”Kronstadtoprøret – etapper af vores revolution”).

_______________________

Kronstadtoprøret hentede inspiration til deres politiske alternativ fra de klassiske anarko-syndikalistiske idéer:

”Hvis fagforeningerne fik retten til omfattende autonomi, ville bolsjevikkernes centralistiske strukturer bryde sammen, og dermed ville kommissærenes og de politiske afdelingers eksistensberettigelse bortfalde. (..) Den socialistiske sovjetrepublik kan kun være stærk, når dens forvaltning bliver udøvet af den arbejdende klasse selv gennem demokratiske fagforeninger.” (Citat fra ”Kronstadtoprøret, etapper af vores revolution”).

Udbredt sympati fra bolsjevikkernes basis

Der herskede en udbredt anti-bureaukratisk stemning blandt de almindelige bolsjevikker, hvilket kom til udtryk i, at et større antal partimedlemmer gik over til oprørerne. Erklæringerne fra dem, som blev offentliggjort i den provisoriske revolutionskomités avis ISWESTIJA, dokumenterer dette:

”Det kommunistiske partis politik har ført landet ud i en håbløs situation, p.g.a. partiets bureaukratisering, p.g.a. partiets uvilje til at lytte til masserne. Igennem 3 år er partiet blevet stoppet med selvglade folk og karrieremagere, som har frembragt en bureaukratisme, der ikke magter opgaven at kæmpe mod sammenbruddet. (..) Magtmisbruget i partiets apparat smadrer kommunismens smukke idéer.”

At Kronstadts reformkrav rent faktisk indeholdt et legitimt grundlag, blev symbolsk nok også bekræftet af en gamel bolsjevik som Kalinin (Sovjetunionens første ”præsident”), da han dagen før revoltens udbrud opholdt sig i Kronstadt og forgæves forsøgte, at finde frem til et fælles kompromis med rebellerne.                                    Kalinin mente, at Kronstadtoprørets krav-katalog fra den 1.marts ”med visse korrekturer var acceptabelt nok” og ”er baseret på reelle misforhold i det kommunistiske parti .” (Kommunistpartiets organ Prawda, den 6.marts 1921). Kalinin hentydede til reformkrav som f.eks. afholdelse af frie valg og tilladelse til fri ikke-profitorienteret handel, etc.

• Spildte muligheder

Sovjetregeringen i Moskva fordømte revolten, såsnart det blev kendt, at Kronstadtoprørerne trodsede Sovjetregeringen og havde anholdt ledende partifolk. En officiel regeringserklæring betegnede oprøret som ”en ny hvidgardistisk (dvs. tsaristisk militær) sammensværgelse (.. ) som uden tvivl blev tilskyndet og organiseret af den franske kontrarevolution.” (Prawda, 3.marts 1921).

Sovjetledelsens flertal var indstillet på så hurtigt som muligt at knuse alle, som modsatte sig dens magtposition. Bolsjevikpartiets ledelsesflertal anså dette oprør som et angreb på deres autoritet og på deres regeringsposition. Denne holdning overraskede dengang mange erklærede tilhængere af Oktoberrevolutionen og af Sovjetregeringen. 

Uden tvivl kunne Kronstadtrevolten have formet sig anderledes, hvis bolsjevik-partiets flertal havde gennemført de nødvendige politiske og økonomiske reformer. Det ved vi i dag udfra vores kendskab til det videre forløb. Selv indenfor den traditionelle kommunistiske tradtion er det kun de mest dogmatiske strømninger, som p.g.a. mangel på selvstændig analyse opremser bolsjevikpartiets flertals propaganda og dermed retfærdiggør regeringens nedslagtning af oprøret i Kronstadt.

• Autonome strejkebølger

På samme tidspunkt bliver Petrograd rystet af en bølge af vilde arbejderstrejker. Både mensjevikkerne og de socialrevolutionære kræfter forsøger at vinde indflydelse på strejkerne, som dog suverænt blev organiseret af autonome, selvforvaltede basiskomitéer uden særlig partitilknytning. (Kilde: E.H.Carr: ”The Russian Revolution”).

Bolsjevikkerne anså enhver diskussion om Kronstadt-oprørets krav for at være begyndelsen på Sovjetmagtens sammenbrud, ikke mindst fordi, der herskede en udbredt utilfredshed i befolkningen. Victor Serge, en kendt internationalist og libertær kommunist, som på dette tidspunkt opholdt sig i Petrograd repræsenterede, på trods af hans sympati med oprøret, denne holdning:

”Hvis det bolsjevistiske diktatur falder, vil der straks opstå kaos, og dette kaos vil fremme bøndernes politiske magt, føre til en massakre på kommunisterne, fremme emigranternes tilbagevenden og måske føre til, at der etableres et andet anti-proletarisk diktatur.” (Citat fra Victor Serge: ”En revolutionærs erindringer” udgivet af forlaget Politisk Revy).

Victor Serge reviderede nogle år senere denne holdning under indtryk af udviklingen af bureaukratiets / stalinismens diktatur. For det kommunistiske parti gjaldt det først og fremmest om at sætte en stopper for idéen om, at Kronstadt-bevægelsen i virkeligheden forsvarede oktober-revolutionens grundlag.

_____________________

Idéen om den tredje revolution

Alexander Berkman, en amerikansk anarkist som under revolten opholdt sig i Petrograd, beretter følgende:

”Selv nogle kommunister er oprørte over den tone, som regeringen slår an. De mener, at det er en skæbnesvanger fejltagelse, at tyde arbejdernes fortvivlede skrig efter brød som politisk opposition. Kronstadt-oprørernes sympati med de strejkende og kravene om demokratiske valg bliver af Sinowjew fremstillet som ’kontra-revolutionær sammensværgelse’. (..) Alle er enige om, at matroserne fra Kronstadt er Sovjets mest trofaste tilhængere, hvis mål er at gennemtvinge nogle helt nødvendige reformer.” (Citat fra Alexander Berkman: ”The bolshevik Myth”, London, 1925.)

Militæret nedkæmper Kronstadt-oprøret

En større del af regeringshæren, som blev taget tilfange under de første dages kampe mod øfæstningen Kronstadt gik over på rebellernes side, da de fik at vide, at matroserne og arbejderne sammen havde væltet kommisærvældets magt. (Dette fremgår af en resolution fra 240 fanger fra regeringshæren, offentliggjort i avisen Iswestija, d. 16. marts 1921).

Konfronteret med denne polarisering og med den almene usikkerhed langt ind i kommunistpartiets egne rækker, valgte sovjetregeringen at indsætte tropper fra sikkerhedstjenesten, den såkaldte Tjekkaen:

”Den 7.december 1917 oprettedes Tjekaen, den ’Ekstraordinære Kommission til Bekæmpelse af Kontrarevolution og Sabotage’. Den skulle beskytte 1917-revolutionen mod hvidgardisterne, men skabte et mere og mere selvstændigt repressivt korps, som ikke alene gik til angreb på tzar-tilhængere, men også på alle de strømninger i arbejder-bevægelsen, som var i opposition til bolsjevikkernes politik – uanset om denne opposition kun kom til udtryk på det ideologiske plan.” (Citatet er fra Léonce Aguirre, i de franske trotskisters ugeavis Rouge, den 29.marts 2001).

Det endelige stormangreb på Kronstadt blev ledet af kommunistpartiets øverste funktionærkorps. En større gruppe delegerede, som på dette tidspunkt deltog i partiets 10. kongres, blev således transporteret fra kongressen i Moskva direkte til fronten.

Kronstadtrevolten blev blodigt undertrykt – og denne tragedie markerer en slags prolog der varsler bolsjevikpartiets politiske undergang.

• Dokumenter og infos om Kronstadt: http://libcom.org/tags/kronstadt

________________________

Oppositionen indenfor bolsjevikpartiet

Begivenhederne omkring Kronstadt-oprøret fik bolsjevikpartiets ledelse til at foretage direkte udemokratiske indgreb mod den radikale venstrefløj indenfor partiet. Ledelsen ønskede at gardere sig mod al fremtidig opposition.                                                     Den radikale venstrefløj blev beskyldt for at være inficeret af kontrarevolutionære idéer i lighed med Kronstadt-oprørerne. Ledelsen angreb især ”Arbejderoppositio- nen”, som var den mest dynamiske og indflydelsesrige oppositionsgruppe indenfor bolsjevikpartiet.

I sin åbningstale på den 10. parti-kongres kritiserede Lenin Arbejderoppositionen for at være til fare for revolutionens sikkerhed. Han sagde således:

”Det er åbenbart, at den syndikalistiske afvigelse også er en anarkistisk afvigelse, og at Arbejderoppositionen, som skjuler sig bag proletariatets ryg, i virkeligheden er et småborgerligt, anarkistisk element.” (Kilde: Kongresprotokollerne, s. 29, 119. russiske udgave, oversat til tysk).

Partiets ledelse var udmærket klar over, at beskyldningerne mod 'Arbejderoppo-sitionen' for at være kontrarevolutionær i realiteten var helt hen i vejret.              

Lenin selv bemærkede: ”...at problemet med Arbejderoppositionens forslag var, at de var for progressive, og at Sovjetregeringen først og fremmest måtte koncentrere sig om at overvinde befolkningsflertallets kulturelle tilbageståenhed og deres såkaldte småborgerlige livsmønstre.” (Kilde: Kongresprotokollerne, s. 382-83.)

___________________

Marxisme kontra anarkisme

Arbejderoppositionen blev internt i partiet beskyldt for at have positioner, der lignede anarko-syndikalismens. En påstand, der mobiliserede følelserne i partiets gamle garde. Det hang sammen med den gamle konflikt mellem marxister og anarkister (Bakunin-fløjen), som splittede 1. Internationale. Ikke desto mindre eksisterede der de facto en vis fælles politisk berøringsflade mellem anarko-syndikalismen og bolsjevikpartiets venstefløj.

Lenin selv var nu heller ikke fri for den anarko-syndikalistiske inspiration, da han i 1917 skrev ”Stat og revolution” med dens programmatiske radikalitet. I virkeligheden forsvarede Arbejderoppositionen de anarkosyndikalistiske elementer fra bolsjevikkernes eget program, som Lenin efter revolutionen lige så stille eliminerede.

Men det, Lenin og et flertal i partiet anså for at være Arbejderoppositiones værste holdning, var, at de afviste at anerkende partiet som arbejderklassens eneste autentiske politiske parti.

 ____________________

Centralismen vender tilbage

”Vores stat er en stat med bureaukratisk perversion”. ( Lenin)

Kommunistpartiets 10. kongres i 1921 meldte centralismens tilbagevenden. Den rigorose centralismes ånd og den uanfægtede enhed, som var kendetegnende for bolsjevikkernes organisationsteori i de allerførste år omkring 1902, blev atter partiets lov og dermed automatisk gældende for hele det politiske liv i Sovjetunionen. I praksis resulterede det i, at det ikke længere var muligt at agere som åben og legal opposition.

• På den 10. parti-kongres vedtog man følgende: ”Parti-kongressen sørger for at opløse alle grupper, som danner sig på en eller anden anden politisk platform og opfordrer alle parti-organisationer til omgående at skride ind mod enhver fraktionel udtryksform. Misagtelse af denne beslutning vil omgående medføre eksklusion af partiet.” (Kilde: Kongresprotokollerne, s. 527-530, russisk udg.)
• På trods af åbenlyse bureaukratiske, centralistiske tiltag, var der dog stadigvæk store forskelle på situationen i 1921 og så det senere regime under Stalin-gruppens despotiske styre. Lenin ønskede i 1921 at fastholde alle medlemmer i partiet, og han gav Arbejderoppositionen ret i ”at vores stat er en stat med bureaukratisk perversion.” (Kilde: Kongresprotokollerne, s. 382-83, russisk udg.)

Lenins appel til "Arbejderoppositionen"

Lenin appelerede til oppositionen om at deltage i kampen mod problemet, Arbejderoppositionen blev erklæret opløst og fik samtidigt to folk ind i partiets ledelse. Forbuddet mod fraktionsdannelse var ikke engang ment som permanent men derimod som noget midlertidigt. Virkeligheden skulle vise sig at blive en anden...

Det centralistiske system, som blev introduceret i 1921, kom til at karakterisere hele det politiske liv i Sovjetunionen indtil statens sammenbrud og indlempelse i den globale kapitalistiske markede i begyndelsen af 1990’erne.                                          Det paradoksale var, at jo mere den sovjetiske politik fjernede sig fra de oprindelige revolutionære idéer og visioner, desto mere hårdnakket blev der henvist til de ideologiske læresætninger, hvis tragi-komiske high-light blev rædselsperioden under Josef Vissarionovich Sjugashvili Stalin.  

_____

Noter

1. Splittelsen i det russiske socialdemokrati fandt sted på en partikongres i 1903. Den spaltede partiet i to strømninger på spørgsmålet om taktik Flertallet (bolsjinstvo) og Mindretallet (mensjiinstvo). Uenighederne drejede sig først og fremmest om selve parti-konceptet: masseparti a la vesteuropæiske socialdemokratier kontra demokratisk struktureret kadreparti. Fra denne splittelse stammer de to senere anvendte navne: bolsjevikker og mensjevikker. Disse to fløje blev til to adskilte partier, der begge kaldte sig: ”Ruslands socialdemokratiske arbejderparti”, og begge bekendte sig til marxisme. Efter revolutionen i 1905 udgjorde bolsjevikkerne faktisk mindretallet, men de blev igen flertallet i løbet af sommeren 1917.  
2. Meshdurajonny-kommitéen, eller Meshrajonky (mellemdistriktskomitéen), var en mindre organisation med omkring 6000 tilhængere, der medbragte mange internationalister til bolsjevikkerne i 1917. Talrige emigranter, som vendte hjem efter Februarrevolutionen sluttede sig således til komitéen. Deriblandt mange ikke-leninistiske revolutionære som Trotskij, Lunartschaski, Antonow-Owssejenko, A.Joffe, Karl Radek, Sokolnikow, Manuilski, Urizki, Pokrowski, Rjasanow, etc. Samtlige af de her nævnte spillede en vigtig rolle i bolsjevikpartiet og mange deltog senere hen i oppositionen i kampen mod Stalin-gruppens diktatur. Et flertal af komitéen fusionerede i 1917 med bolsjevikpartiet - opfordret dertil af bl.a. Lenin, som var en af gæsterne på Meshrajonkys sidste kongres i 1917.  
3. Nashe-Slowo-gruppen omkring den parisiske dagsavis af samme navn. Mange venstre-bolsjevistiske og venstre-mensjevistiske intellektuelle grupperede sig omkring denne udbredte og indflydelsesrige dagsavis for de russiske emigranter i Vesteuropa. På trods af den generelle afvisning af Lenins organisatoriske, centralistiske idéer, gik Nashe-Slowo-kredsen ind for en tæt alliance med bolsjevikkerne. Gruppen blev i 1915/16 splittet og tilsluttede sig henholdsvis mensjevikkerne og meshrajonky-komitéen / senere bolsjevikkerne.  
4. Machno-bevægelsen: Den anarkistisk inspirerede social-revolutionære rådsbevægelse i det sydvestlige Ukraine. Den eksisterede i årene 1917–1921 som væbnede partisangrupper i et autonomt, selvforvaltet område. Machno-bevægelsen blev militært besejret af den Røde Hær, på et tidspunkt, da den ikke længere var parat til at være en kalkulerbar militær alliancepartner i kampen mod hvidgardisterne for bolsjevikkernes statsapparat.  
5. Internationalisterne: En radikal og internationalistisk fraktion i mensjevikkerne, der var modstandere af enhver koalition med borgerlige partier. På trods af deres politiske nærhed til bolsjevikkerne og Lenins opfordring til sammenslutning med bolsjevikpartiet i 1917, forblev de sammen med mensjevikkerne. En af deres kendte marxistiske teoretikere, Martow, var Lenins nære kampfælle og ven i eksilårene. 
6. Februar-revolutionens provisoriske regering: Da revolutionen brød ud i februar 1917, dannede kadetterne (konstitutionelle demokrater, et liberalt borgerligt parti) den første provisoriske regering. Kadetministeriet blev styrtet i marts, fordi det gik ind for de allieredes imperialistiske mål. Efter skiftende borgerlige-liberale og højresocial-demokratiske konstellationer, der hurtigt afløste hinanden pga. presset fra befolkningen, overtog lederen af ”folkesocialisterne”, Alexander Kerenski, i sommeren 1917 regeringsledelsen. ”Folkesocialisterne ” eller „Trudovikkerne“ var et lille parti, sammensat af konservative intellektuelle, ledere af kooperative selskaber og konservativt indstillede bønder. Skønt de foregav at være socialister, støttede ”folkesocialisterne” i realiteten småborgernes og de småhandlendes interesser. Kerenskis parti var et klart nationalistisk pro-krigsparti. Denne linie var i overensstemmelse med den provisoriske regerings overordnede politik. På trods af at mensjevikkerne og de socialrevolutionæres højrefløj deltog i regeringen, var denne total domineret af borgerlige kræfter. (kilde: John Reed: Ti dage der rystede Verden).  
7. Mensjevikkerne: Dette parti rummer alle afskygninger af reformistiske socialister / marxister, som gik ind for at fremme et borgerligt demokrati og den kapitalistiske produktionsmåde, i hvis kølvand den udviklede arbejderklasse iflg. deres forestillinger ville erobre den politiske magt. Højrefløjen i dette parti støttede Kerenskijs provisoriske regering netop udfra disse strategiske positioner.  
8. Det Socialrevolutionære Parti: Oprindeligt var det ”bøndernes revolutionære parti“, der kæmpede en væbnet kamp og således videreførte den politiske arv efter de væbnede undergrundsorganisationer Narodnikki og Narodna Wolja, der opnåede en betydelig indflydelse blandt de russiske bønder og studenterne i byerne. Efter Februarrevolutionen fik de tilslutning fra mange, der aldrig har været socialister. Partiets flertal antog i løbet af kort tid mensjevikkernes positioner. En militant venstrefløj - de såkaldte „Venstrerevolutionære“ - brød derpå ud af partiet og gik i tæt samarbejde med bolsjevikpartiet.  
9. Den Permanente Revolutions teori: Leo Trotskij udviklede teorien om den permanente revolution. Inspiration hertil fik han fra en tysk socialist: Helphand Parvus. Trotskij uddybede sine strategiske overvejelser, mens han sad i fængsel i 1905 som valgt leder af Peterborgs sovjet under Decemberopstanden. De publiceredes under titlen Resultater og Perspektiver revolutionens drivkræfter. Trotskijs intentioner var at bidrage til løsningen af et dilemma, der plagede de russiske marxister: Efter de gængse marxistiske analyser var Rusland økonomisk og politisk ikke udviklet nok til en socialistisk revolution. Landet befandt sig i et socialt og økonomisk udviklings-stadium, som kun en ” borgerlig revolution” og dermed fremkomsten og konstituering af et borgerskab, en kapitalistisk vareproduktion, tilblivelsen af en industriel arbejderklasse etc. kunne løse. I modsætning til de vesteuropæiske kapitalistiske lande, har Rusland i 1848 ikke gennemgået nogen borgerlig revolution. Helt i overensstemmelse med Marx analyse i 1880´erne, som definerede Ruslands feudale, førkapitalistiske produktionsforhold som en ”halvasiatisk produktionsmåde”. Den permanente revolution propaganderede nødvendigheden af en direkte socialistisk Revolution, som skulle løse de borgerligt–demokratiske opgaver. Trotskij fastslog, at de to store skridt, som ville være umulige at løse for et borgerskab i et økonomisk afhængigt land, var opnåelsen af national uafhængighed og løsningen af agrarspørgsmålet (jordfordeling). Dette skulle den sejrende socialistiske revolution så efterleve - vel at mærke indenfor rammen af opbygningen af en ikke-kapitalistisk produktion. Der skulle anvendes politiske og økonomiske midler, som var forenelige med perspektivet om fremtidens klasseløse samfundsformationer og som kunne fremme denne proces. Trotskij udviklede imidlertid sin strategi, der oprindeligt var møntet på den russiske revolution efter 1924, til at omfatte alle de nuværende og forhenværende kolonier. Han mente, at lande med et svagt, imperialisme-afhængigt borgerskab udgør de svageste led i kæden af imperialistiske lande, og at en socialistisk magtovertagelse hurtigere kan ske i sådanne lande. Derimod vil en reel transformation til socialistiske samfunds- forhold være afhængig af socialistiske revolutioner i de imperialistiske metropoler. Iflg. Trotskis tese kunne anti-kapitalistiske revolutioner i fattige lande imidlertid frembringe et reaktionsmønster, som kunne forrykke balancen på verdensplan.                                                          

_________________________ 

LÆS OGSÅ VORES ARTIKEL OM SOVJETUNIONEN UNDER STALIN:

  Stalin - Tsaren som bar titlen Generalsekretær   

• Udpluk af tidens dokumentation omkring Oktoberrevolutionen:  

* Oktober, by Sergei Eisenstein

* Lenin speaks : What Is Soviet Power? (with English translation)

* Leon Trotsky : Trotsky (Documentário)   + speech in Copenhagen

* La makhnovchtchina, Ukraine 1918-1921: The struggle against the state and other essays - Nestor Makhno  (libcom.org)

 

_________

Artiklerne er oprindeligt skrevet af  folk fra det venstreradikale, råds-kommunistisk orienterede  'Autonomi-Kollektivet' i 2001, ajourført af Autonom infoservice, oktober 2009 (- og justeret i 2017).