Højreekstremistiske partier i EUropa danner alliance

Det højreekstremistiske parti Jobbik's paramilitære 'Ungarske Garde'
Det højreekstremistiske parti Jobbik's paramilitære 'Ungarske Garde'

16. november 2009. En række højreekstremistiske partier mødtes den 25. oktober 2009 i Ungarns hovedstad Budapest for at danne et fælles EUropæisk parti: ” De europæiske nationale bevægelsers alliance”.

 

Zoltan Balczo, der er medlem af EUropaparlamentet og næstformand i det ungarske højreekstremistiske parti ”Jobbik” meddelte pressen, at alliancen snarest muligt vil blive officielt registreret som nyt Europa-parti. Dette kan bla. resultere i økonomisk støtte fra EU apparatet.

 

Det drejer sig om partier og organisationer af vidt forskellig størrelse og indflydelse. Deres fællesnævnere er racisme, had til kønspolitiske afvigelser fra de patriarkalske kønsrollenormer og slægtskab til fascismens ideologiske tankegods. De forsamlede partier vedtog et ni-punkts program. Heri hedder det bla. ”... det er vor fælles mål at beskytte Europa mod den religiøse, politiske, økonomiske og finansielle imperialisme”.

 

Den ungarske forbindelse

 

Det var ikke nogen tilfældighed, at de højreekstremistiske partier mødtes i Budapest netop i oktober måned. Det ungarske nationalistiske, stærkt antisemitiske parti ”Jobbik” spiller en central rolle i den nye alliance og 23. oktober er det nationaldag i Ungarn, hvor man fejrer årsdagen for opstanden i 1956. Dengang gjorde et væld af forskelligartede politiske og sociale grupper – spændende fra rådskommunistiske strømninger til højreorienterede pro-vestlige grupperinger - oprør mod det stalinistiske regime. (1) De ungarske fascister blandede sig i dette virvar ud fra antikommunistiske og nationalistiske motiver.

Det højreekstremistiske parti ”Jobbik”, der ved EUropaparlamentsvalget i juni fik 14,77 procent af stemmerne, hører til et af de mest dynamiske højreekstreme partier i EUropa lige for tiden. Partiets paramilitære ”Ungarske Garde” er ganske vist blevet forbudt, men partiet får stor tilslutning, fordi dets nationalistiske-racistiske-antisemitiske retorik forbundet med kravet om  social retfærdighed vinder genklang hos mange af de befolkningsgrupper, der er blevet voldsomt forarmet af de neoliberalistiske omstruktureringer.

Billedtekst

Fra venstre for oven: "Ungarsk Garde” *  Italienske fascister fra Fiamma Tricolore * Front National France *  Front National France(satire)

*  Nationaldemokraterna * Nationaldemokraterna

 

Det franske Front National

Foruden ”Jobbik” spiller det franske ”Front National” en betydningsfuld rolle i den nye højreekstremistiske alliance. De to partier står politisk hinanden nær, idet de begge bygger på antisemitisme og i udenrigspolitiske spørgsmål er fortalere for en anti-vestlig linje. Det adskiller dem fra de pro-amerikanske og pro-israelske højreekstreme partier, som f.eks. det hollandske ”Frihedsparti” med den islamofobiske Geert Wilders i spidsen.  

De øvrige tre partier, som er med i den nye alliance er alle mindre betydningsfulde partier eller splittelser fra indflydelsesrige højreekstreme grupperinger.

 

Fiamma Tricolore

Det gælder for det italienske parti ”Fiamma Tricolore”, opkaldt efter det trefarvede italienske nationalflag. Her drejer det sig om en traditionalistisk orienteret del af den tidligere neofascistiske bevægelse MSI, som ikke ville være med til den taktiske omorientering, der foregik i 1995, hvor man under ledelse af Gianfranco Fini omgjorde MSI til det højrekonservative og dermed ”regeringsegnede” parti ”Alleanza Nazionale”. En vigtig koalitionspartner for Belusconis nuværende regering.

 

Nationaldemokraterna

Det svenske parti ”Nationaldemokraterne”, som er en ekstremistisk udbrydergruppering fra ”Sverigedemokraterne”, deltager også i den nye alliance. Det højrepopulistiske ”Sverigedemokraterne” har medvind for tiden og det er sandsynligt, at partiet ved det kommende valg i Sverige om et år vil komme over spærregrænsen på 4 procent og dermed blive repræsenteret i den svenske Riksdag. Ved valget i 2006 fik ”Sverigedemokraterne” 2,93 procent af stemmerne. ”Nationaldemokraterne” fik dengang kun marginale 0,1 procent. Hvor meget de to størrelser ideologisk er beslægtet viser en nyligt offentliggjort kronik af ”Sverigedemokraternes” formand Jimmie Akesson i det svenske dagblad ”Aftonbladet”. Heri hetser han mod den muslimske del af landets befolkning og kalder den for ”den største udenlandske trussel mod Sverige siden 2. Verdenskrig”.

 

Det belgiske Front National

Det femte parti i alliancen er det belgiske Front National, der især er forankret i den wallonske region, den fransktalende sydlige del af Belgien. Det belgiske Front National blev dannet i 1985 inspireret af det franske parti med samme navn.

Ifølge funktionærer fra det ungarske højreekstreme parti ”Jobbik” forhandles der i øjeblikket for at få flere partier til at tilslutte sig den nye højreekstremistiske alliance. Foruden spanske og italienske smågrupperinger nævnes også British National Party og det østrigske FPÖ (Freiheitliche Partei Österreichs) som potentielle alliancepartnere. (2)

 

EU-parlamentets ekstreme højrefløj – alliancer og

konkurrenceforhold

 

Om dette vil lykkes ift. det østrigske FPÖ er tvivlsomt. Partiet har med dets nye leder Heinz-Christian Strache i de sidste år været involveret i initiativer til dannelse af et ”European patriotic party” sammen med bl.a. Belgiens Vlaams Belang, Bulgariens Attaca party og det franske Front National. (3) FPÖ deltager desuden i diskussion med EU-parlamentets højrefløjsalliance UEN om at tilslutte sig denne alliance. Dansk Folkeparti er del af UEN og har indtil sidste EU-valg været repræsenteret af Mogens Camre i højrefløjsalliancens koordinernde organer. Den overordnede fællesnævner er kampen mod ”islamiseringen og indvandringsbølgen i Europa. (4) ”....

”UEN fraktionen er for tiden den fjerde største blok i EUropaparlamentet. Med støtte fra FPÖ vil det blive den tredje største blok efter EU valget i juni”, sagde FPÖs formand i en pressekonference i forbindelse med et fællesmøde for højreorienterede partier i Wien i  januar 2009.

 

Også indenfor den nydannede højreekstremistiske alliance eksisterer der gamle spændinger mellem det franske og det walloniske Front National, som i år resulterede i et retsligt efterspil om retten til at bære navnet ”Front National”...

_______________________________________

 

Ungarnopstanden i 1956
Ungarnopstanden i 1956

         Noter

 

1)  Tidligt om morgenen den 24. oktober 1956 rullede sovjetiske tanks ind i Budapest. I kampene som fulgte blev mellem 20.000 og 30.000 ungarere slået ihjel, tusinder blev arresteret og sendt til Sibirien og 200.000 flygtede ud af landet, da den sovjettiske hær med 150.000 soldater og 6.000 kampvogne knuste ungarernes kamp for frie valg.

Baggrundsartikler om temaet:

* Ungarn 1956: En kontrarevolutionær opstand? – af Karsten Ditlevsen, offentliggjort i modkrafts internetmagasin ”kontradoxa”

Die vergessene Seite der Revolution - Die Arbeiterräte von 1956: - af Renate Hürtgen og  Willi Hajek

 

2)   EUobserver: Jobbik, BNP move to form pan-European far-right alliance

 

3)   Disse partier har tidligere været organiseret i EU-parlamentsgruppen  "Identity, Tradition, Sovereignty" - ITS. De blev opløst i efteråret 2007 pga. interne stridigheder.

 

4)   BBC-News   og Expatica.com