Kampen om byrummet

I de fleste EUropæiske storbyer foregår der idag en gennemgribende forandring af kvarterer med attraktiv placering. Velhavende lag og villige politikere investerer milliarder for at gøre disse kvarterer til en kommerciel profitabel forretning. Denne gentri- ficering støder på en mangfoldig modstand.

Et aktuelt eksempel er Hamburg. Her besætter kunstnermiljøer tomme spekulations-bygninger, om natten brænder yuppiebiler og barrikader. Kampen handler om kontrollen med byens fremtidige udvikling og offentlige rum.

• Læs kunstnernes manifest mod byens gentrificering: NOT IN OUR NAME, MARKE HAMBURG!

NOT IN OUR NAME, MARKE HAMBURG!

 Et spøgelse går gennem Europa, siden den amerikanske økonom Richard Florida har udregnet, at velstand kun kan udvikle sig i byer, hvor den “kreative klasse” føler sig godt tilpas. ”Cities without gays and rock bands are losing the economic development race” skriver Florida.  

Mange europæiske metropoler konkurrerer idag om at blive bosætningsområde for denne “kreative klasse”.  For Hamburg har konkurrencen betydet, at byens politik mere og mere underordner sig en ”Image City”. Det drejer sig om at udbrede en bestemt forestilling om byen: Billedet af den ”pulserende metropol”, der byder på ” inspirerende miljøer og gode chancer for alle slags kunstudøvere”.  

Byens eget marketing-agentur sørger for, at dette billede via medierne formidles som ”Marke Hamburg”.  De oversvømmer landet med brochurer, der beskriver Hamburg som et harmonisk, socialt afbalanceret fantasiland med Elb-philharmonie (Det nye koncerthus som er under opførelse ved havnefronten. Anm. af aut.infoservice) og table-dance, kvarterene Blankenese og Schanzenviertel, forretningsverden og kunstnerscene. Harley-Days i kvarteret, Gay-parader i St. Georg, Off-kunst spektakel i Hafencity, Reeperbahn-festival og Cruising days: Der går næppe en uge uden en turistisk mega event, der skal holde liv i den ”markedsstyrkende funktion”.  

Vi siger: Av, det gør ondt.

 Vi siger: Av, det gør ondt. Hold op med det lort. Vi lader os ikke sælge som de rene tosser. Kære politikere: Vi nægter at tale om denne by i marketing kategorier. Vi vil ikke hjælpe med at positionere de lokale kvarterer som ” kulørte, frække, mangfoldige bydele”. Vi forbinder heller ikke Hamburg med ”Vand, åbenhed over verden og internationalisme”, eller hvad der ellers kan falde jer ind, når Hamburg skal markedsføres.  

”Promenaderne til de velsituerede, pøblen

  til lejekasernerne udenfor”  

Vi tænker på andre ting. Feks. på byens over en million kvadratmeter tomme kontorbygninger og på, at I alligevel lader Elben ( flod der løber gennem Hamburg. Anm. af autonom infoservice) tilbygge fuldstændigt med nye kontorhuse af glas. Vi fastslår, at i den vestlige del af indre by er det næppe til at finde et værelse i et kollektiv for under 450 Euro pr. måned og at der næsten ikke findes nogen boliger til under 10 Euro pr. kvadratmeter. At antallet af sociale boliger vil blive halveret i løbet af de næste 10 år. At de fattige, de gamle og migranterne flytter til byens periferi, fordi Hartz IV og byens katastrofale boligpolitik sørger for det. Vi tror: Jeres voksende by er i virkeligheden en opdelt by. Som i det 19. århundrede: Promenaderne til de velsituerede, pøblen til lejekasernerne udenfor.  

”Kultur bliver dermed et ornament til

  en slags turbo-gentrificering”  

Derfor deltager vi ikke i reklameoffensiven for ”Marke Hamburg”. Heller ikke selvom I havde bedt os venligt om det. Tværtimod: Det er ikke gået hen over hovedet på os, at de konstant skrumpende økonomiske midler til fremme af frit kunstnerisk arbejde til stadighed uddeles efter kriterier om, hvorvidt de kunstneriske aktiviteter bidrager til markedførelse af byen. Se Wilhelmsburg, Neue Grosse Bergstrasse, se Hafencity: Som æslet, der går efter guleroden, skal kunstnerne løbe efter pengeposer og midlertidige udfoldelsesrum – derhen hvor det drejer sig om at skabe liv i udviklingsområder og der, hvor politikerne ønsker at indsætte kulturelle ressourcer i kontekst af  bevidst byudvikling og for byens image.  

Kultur bliver dermed et ornament til en slags turbo-gentrificering. Hvorledes byen herefter kommer til at se ud, kan man betragte i St. Pauli og i Schanzenviertel: Tidligere arbejderkvarterer bliver til ”boheme- og kunstner kvarterer”, og indenfor ganske kort tid forvandlet til områder med eksklusive boligmiljøer med dertil hørende party- og shopping muligheder; gastronomiske stjernerestauranter og butikskæder som H&M trækker horder til af forlystelsestrængende gæster til udefra.

Over 40 procent af kulturbudgettet går til 'Elb-philharmonien'  

Hamburgs kulturpolitik har i længere tid været integreret del af jeres event-strategi. 30 millioner Euro gik til en reaktionær privatsamlers militærmuseum. Over 40 procent af kulturbudgettet går til ”Elbphilharmonien”. Dermed bliver kulturmyndighederne til gidsel i et 500-millioner-projekt, der i bedste fald kan blive et luksuriøst spillested for megastjerner i det internationale turnécirkus for klassisk musik og jazz. Elbphilharmonien lader intet tilbage hvad angår social kynisme. Her bygger byen et ”fyrtårnsprojekt”, som tilbyder pengeadlen et fem-stjernet hotel samt 47 eksklusive ejerboliger, mens der bliver en udsigtsplatform tilbage til almindelige folk. Hvilket vartegn!  

”...en historie- og kulturløs investor-by i stål og beton”  

For os betyder den ”voksende by”, at det bliver mere og mere vanskeligt at finde ateliers, studios og prøverum, som er til at betale og at drive klubber og spillesteder, der ikke udelukkende er baseret på omsætningskriterier. Derfor synes vi: En bypolitik, der besvarer spørgsmålet om, hvad der skal ske med byens grunde og jord ved at overlade sagen til finansmyndighederne, har ikke ret til at tale om ”de pulserende scener” i byen. Hvor som helst i den indre by, der kan laves penge på beliggenheden, hvor end der skal skabes en park eller lukkes et hul, så kaster finansmyndighederne salgsannoncer på ejendomsmarkedet og sælger til højeste bud med et minimum af forpligtelser. Det der opstår er en historie- og kulturløs investor-by i stål og beton.  

Vi har netop konstateret: Vi – musikere, DJs, billedkunstnere, teater- og filmfolk, indehavere af små-sjove-butikker og eksponenter for en-anden-livsfølelse, skal være byens kontrapunkt. Vi skal sørge for ambiente, for byens aura og fritidsværdi. Uden dette er urbane byrum i dag ikke længere konkurrencedygtige på globalt plan. Vi er velkomne. På en eller anden måde. På den ene side. På den anden side har den totale pengeværdisætning af byens rum til følge at vi – der skulle være lokkeduer – udvandrer i hobetal, fordi her bliver mindre og mindre plads, hvor vi kan udfolde os til en pris, vi kan betale.

I mellemtiden har I, kære politikere, så opdaget at det er blevet et problem for jeres perspektiver. Men tragisk nok bevæger jeres løsningsforslag sig ikke udenfor den herskende logik. I en netop publiceret tryksag fra senatet står der: ” Fremtidspotentialet i den kreative økonomi skal styrkes i sin konkurrencedygtighed”. Et ”kreativt agentur” skal i fremtiden bla. være ” tilløbssted for formidling af ejendomstilbud”. De som ikke har råd til huslejerne, må lade sig indplacere som ”kunstnerisk potentiale” og ansøge det ”kreative agentur” om tilladelse til midlertidigt at anvende bygninger, der står tomme. Man kan sågar ansøge om tilskud til huslejen. Men kun hvis ”behovet er påtrængende og hvis det skønnes relevant for lanceringen af Hamburg som kreativ by”. Det kan ikke gøres mere klart, hvad kreativitet skal betyde: Nemlig et profitcenter for den ’voksende by’.

”For os har det, vi gør i denne by, altid noget at gøre med frirum, med modkultur, med utopier, med sabotage af pengenes logik”.

Og det vil vi ikke være med til. Vi ønsker ikke, at byplanlæggerne strategisk skal placere ”kreative ejendomme” og ”kreative baggårde”. Vi kommer fra besatte huse, fra støvede prøverumsbunkere, vi har lavet klubber i fugtige lokaler under jorden og i tomme varehusbygninger. Vores ateliers lå i forladte administrationsbygninger og vi har foretrukket de ikke sanerede gamle huse frem for de moderniserede, fordi lejen var billigere. Vi har i denne by altid opsøgt steder, der var sat uden for ejendomsmarkedet – fordi vi der kunne være mere fri, mere autonome, mere uafhængige. Spørgsmålet ”Hvordan vil vi leve?” vil vi ikke diskutere på byudviklingsworkshops. For os har det, vi gør i denne by, altid noget at gøre med frirum, med modkultur, med utopier, med sabotage af pengenes logik.

” Det drejer sig om at erobre steder og forsvare dem, så livet i denne by også kan blive leveværdigt for alle...”

Vi siger: En by er ikke et mærke. En by er heller ikke en forretningsvirksomhed. En by er et fællesskab. Vi stiller det sociale spørgsmål, som i byerne i dag også er et spørgsmål om kampe om territorium. Det drejer sig om at erobre steder og forsvare dem, så livet i denne by også kan blive leveværdigt for alle dem, der ikke hører til målgruppen for ’den voksende’ by.

Vi tager retten til byen til os – sammen med alle de andre indbyggere i Hamburg, der nægter at være konkurrencedygtige faktorer. Vi solidariserer os med besætterne i Gängeviertel, med initiativet mod IKEA i Hamburg-Altona, med Centro Sociale og med Rote Flora, med initiativerne mod ødelæggelsen af de grønne områder langs Isebek kanalen og langs den planlagte Moorburg-Trasse i Hamburg-Altona, med No-BNQ i St. Pauli, med aktionsnetværket mod gentrificering og med mange andre initiativer fra Wilhelmsburg til St. Georg – med alle der går imod pengemændenes by.  (Manifestet er oversat af autonom infoservice)    

     Flere infos

• http://www.rechtaufstadt.net/
• http://www.buback.de/nion/
• http://de.indymedia.org/2009/12/269420.shtml