Ejendommens exit

Om Antonio Negris og Michael Hardts nye bog: ”Common Wealth”.  

Med deres nye bog ”Common Wealth” afslutter forfatterne deres trilogi, der startede med ”Empire – den nye verdens- orden” (2000) efterfulgt af ”Multitude. Krig og demokrati i Empire” (2004).  

I ”Common Wealth” skitserer forfatterne overgangen fra teori til praksis. Fra modstand og revolte mod de herskende forhold til udviklingen af revolutionære basisorganismer – forbundet i et ”ensemble af enkeltindivider”.    

”Krig, lidelse, elendighed og udbytning bestemmer mere og mere vores globaliserede verden. Der findes i dag mange grunde til at”trække sig tilbage” og flygte til et sted, hinsides det voksende Empires disciplinering og kontrol, eller endda at søge efter nogle transcendente eller transcendentale principper og værdier, der kunne tjene som orientering i livet og som begrundelse for politisk handling.

Et af globaliseringens væsentligste resultater er imidlertid at have skabt en fælles verden, en verden, som vi deler på godt og ondt, en verden uden ”udenfor”. Ligegyldigt hvor brilliant og pointeret vi også måtte kritisere den, vi har – det må vi anerkende med en lille smule nihilisme  – intet andet valg end at leve i denne verden, underkastet dens herskende  magtstrukturer og tilmed smittet af deres korruption.”  ( Antonio Negri og Michael Hardt i ”Common Wealth” )

Privatejendom og politisk repræsentation forhindrer ifølge Negri og Hardt udfoldelsen af menneskelige færdigheder. Mennesker har fælles ressourcer som råstoffer, luft og vand til deres rådighed, og med deres arbejde skaber de dagligt andre fælles fornødenheder. Bogens ikke helt ukendte konklusion: Der er hverken brug for kapitalister, som overtager det skabte fælleseje eller stater, som administrerer det. Folk kan selv finde ud af at organisere deres produktion og deres fællesskaber.                                                                                                               

Kapitalens krise og multitudens demokrati-projekt

Kapitalen er i krise. Hvad må der gøres? Hverken alskens neoliberalister eller socialdemokratiske reform- strateger har kunnet standse kapitalismens retræte.  

Ifølge forfatterne til ”Common Wealth” er det på tide at bidrage til aktiv dødshjælp og ringe dødsklokkerne for bæstet. I en dybtgående filosofisk kraftanstrengelse forsøger Antonio Negri og Michael Hardt at løfte den europæiske venstrefløj til en idémæssig, visionær renæssance. En fornyet tro på marxisme som analytisk instrument til forståelse af de aktuelle samfundsmæssige forhold, der på globalt plan skal binde bevægelserne sammen i al deres mangfoldighed. 

Antonio Negri har som tidligere aktiv i den autonome bevægelse i Italien (Potere Operaio og senere Autonomia Operaia Organizatta / tidsskriftet Rosso) fastholdt den centrale autonome position, at staten på sigt ikke er istand til at regulere de forskellige samfundsmæssige interessekonflikter ved at kanalisere disse ind i institutionelle, lovmæssige rammer. I modsætning til mange andre venstrefløjsteoretikere forbinder forfatterne derfor ikke deres kritik af den private ejendom med en strategi til styrkelse af den nationalstatslige produktion.

Furorsk forargelse og militans  

Negri og Hardt mener, at en global revolution er nødvendig. Ikke tænkt som en global variant af ”stormen på vinterpaladset” a la den russiske revolution, men som en procesagtig udvikling af det nye samfund indenfor det gamle. Det er ingen nyhed, at Antonio Negri og Michael Hardt karakteriserer de globaliserede modstandsytringer i de store demonstrationer fra Seattle til Heiligendamm, som udtryk for ”furorsk forargelse”. Dette er revoltens og rebellionens råstof og er langt mere dybtgående end den moralske protest mod undertrykkelse.

”Hvis vi giver udtryk for vores harme, underlægger vi vores tilværelse fornyelse” citerer Antonio Negri frit efter Spinoza: ” Til oprøret tilhører et vist omfang af vold, som ikke bør anvendes naivt, men munde ud i en politisk strategi.”  

 Et globalt dannelsesinitiativ  

Som første led i et globalt reformprogram må der investeres i en infrastruktur i bredeste forstand. Da ingen er uundværlig i den biopolitiske produktion er det helt udelukket at lade store dele af verdens befolkning vegetere i slumkvarterene. De har brug for vand, ren luft og ernæring. Negri og Hardt argumenterer her helt åbenlyst kun fra et økonomisk perspektiv og holder de etiske kriterier udenfor.

Derudover nævnes nødvendigheden af et globalt koordineret dannelsesinitiativ, som skal give enhver mulighed for at tilegne sig samarbejdsmæssige, sproglige og idémæssige færdigheder. Der nævnes også nødvendigheden af en ”åben informations – og kultur infrastruktur”. Det indebærer f.eks. fri adgang til computernetværker og koder samt kulturelle og videnskabelige værker. En klar afstandstagen til patenter og copyrights, som indskrænker undnyttelse af vidensressourcerne og besværliggør innovationer.  

Konsekvent bevægelsesfrihed  – et åbent statsborgerskab  

Nationalstaten har i globaliseringens epoke tabt store dele af sin rolle og suverænitet. Forfatterne opfatter USAs globale hegemoniale rolle som udspillet. De tror heller ikke på genkomsten af en magtfordelingsbalance mellem de vestlige imperialistiske lande som i det 19. og starten af  det 20. århundrede. Deres orientering er ikke en multipolar men en non-polar verden. Udviklingen dertil skal kobles med en konsekvent bevægelsesfrihed for alle. En biopolitisk produktion kræver ”fordelagtige sammentræf” med andre som det i bedste tilfælde er muligt i metropolerne. Kun en konsekvent bevægelsesfrihed tillader, at mennesker kan søge efter forskelligeartede miljøer og blive der, hvor de har fundet det, de søger. Derfor foreslår forfatterne et åbent statsborgerskab.

Garanteret grundindkomst og demokrati fra neden

Frihed til at disponere over sin egen tid vil ifølge Negri og Hardt forhøje den enkeltes autonomi og dermed produktiviteten i det biopolitiske arbejde. Modsat viser prekariatet sig som en indskrænkning af tidsmæssig og personlig suverænitet på grund af en permanent til-rådighed-status underkastet repressive kontolinstanser. En garanteret og rimelig grundindkomst vil kunne eliminere denne institutionaliserede kontrolmekanisme, der er blevet en bremseklods i rigtig mange menneskers liv.  

Deltage-demokrati fra neden

Realiseringen af ægte demokratiske beslutningsprocesser implicerer en generel duelighed til at opbygge sociale relationer. Som et effektivt instrumentarium anbefaler forfatterne et deltage-demokrati fra neden på samtlige samfundsplaner. Herved kunne multituden tilegne sig de nødvendige erfaringer i at regere sig selv.

Formålet hermed er et demokrati, hvori lighed ikke er ensbetydende med homogenitet og ensrettethed. I ”Common Wealth”  er dette billedligt beskrevet som ”en stor samtale”, der bliver mere produktiv desto flere forskellige mennesker, der frivilligt deltager. Negri og Hardt leder ikke til det harmoniske ideal, som forsoner alle modsætninger. Snarere tværtimod – de opfatter konflikter som produktive. De skal frisætte energier som kilde til udvikling og fornyelse.

Negri og Hardt har med vilje undladt at konkretisere de forskellige udformninger af styreformer fra neden for at undgå generaliseringer og skematisme. Som allerede den store anti-autoritære marxist Rosa Luxemburg sagde, så danner bevægelsen sine adækvate strukturer hen ad vejen og udfra aktørenes erfaringer, bevidsthed og materielle betingelser. Om det så bliver forsamlinger og kongresser på basis af bundne mandater det ene sted og rotation af delegerede det andet sted, etc. må aktørene og tiden vise.

”Common Wealth”

-  et ”Kommunistisk Manifest” af det 21. århundrede

Skønt bogen på grund af dens mange originale kilder og forgreninger sørger for en litterær opdagelsesrejse, kræver den læserens aktive udforskning/genopfriskning af de forskellige tilknyttede idéassociationer/personligheder. Spinoza, Marx, og Foucault spiller her en vigtig rolle. Desuden Machiavelli, Gramsci og Alain Badiou, samt nutidige kritiske akademiske diskurser som Queer og diverse postkoloniale analyser. ( I den forbindelse anbefales en kritisk afbenyttelse af Wikipedia og leksikon.org.)

”Common Wealth” er i sin tankegang og metode først og fremmest en filosofisk tekst, snarere end en empirisk analyse. Den formidler et

sammenhængende og atmosfærisk instrumentarium for nutidige samfundskritiske refleksioner. Også når man ikke ubetinget deler alle bogens konklusioner. Uden tvivl er værket det møje værd at blive læst.

(artiklen er skrevet af al./ autonom infoservice, marts 2010).

_________

Noter

1) Om multituden: Multitude-begrebet er et forsøg på at tænke det revolutionære subjekt som en mere kompleks og forskelligartet størrelse end begrebet ‘arbejderklasse’ traditionelt har været. Mangfoldighed i et samfundsforandrende, basisdemokratisk agerende fællesskab. Med multitudebegrebet er det ikke nødvendigt for bevægelser at indordne sig i en fælles identitet for at lave masseaktioner og effektive modstandsstrategier. Et sådant begreb er ifølge Antonio Negri og Michael Hardt nødvendigt i dag, fordi den kapitalistiske produktion har antaget nye og komplekse former, der gør den hvide, mandlige industriarbejder endnu mindre repræsentativ for arbejderklassen end nogensinde før.

2)Affekter henviser til oplevelsen af følelser eller emotioner. Affekter er en vigtig del af en organismes interaktion med sine omgivelser. Det affektive domæne repræsenterer et af de tre områder, der er beskrevet i moderne psykologi: den kognitive, den conative og det affektive.

3)Biopolitik. Med Foucaults begreb "biopolitique" forstås en politik, der er fokuseret på en forbedring af biomassen. I ”Histoire de la Sexualité” taler Foucault om "biopouvoir", biomagt.

” Det er først og fremmest den franske idéhistoriker Michel Foucaults skrifter, som har været udgangspunkt for den fornyede interesse for biopolitik. Foucault udviklede i 1970’erne begrebet ‘biopolitik’ som en betegnelse for den måde, hvorpå magten i løbet af det 18. århundrede forvandlede sig fra at gøre krav på retten til at disponere over liv og død til at blive den, der former og regulerer befolkningens livsbetingelser. Det disciplinære samfund var ifølge Foucault karakteriseret af to magtformer: Den disciplinære magt / kroppen som maskine og den biopolitiske magt / kroppen som art. Som biopolitik former magten ikke blot individerne, men administrerer helheden af de levende væsener gennem forvaltning af ernæring, sundhed, hygiejne, etc. Med biopolitik-begrebet åbner Foucault for en omvurdering af den juridiske magt og de disciplinerende teknikker. (...)

Hardt og Negri finder Foucaults biomagtbegreb for totaliserende. De mener, det i for høj grad betoner magtens regulering af befolkningen og en  stat opretholdt af orden og disciplin. Overfor dette biomagtbegreb stiller Negri og Hardt biopolitikken, som de definerer som “det der omgiver magten og modstanden som et nyt sprog, der inviterer disse til dagligt at konfrontere lighed og forskel.” Biopolitik er for Hardt og Negri en art modmagt til

kapitalens produktion af subjektivitet, den biopolitiske produktion præsenteres som en flugt fra kapitalens herredømme over mennesket, en

biopolitisk omvurdering, hvor livet producerer en subjektivitet, som er desubjektiveret. Ifølge Hardt og Negri åbner overgangen til Imperiet, der hvor

udbytningens modsætninger generaliseres på alle niveauer af samfundet og biomagten regulerer alle facetter af befolkningens liv. Denne udvikling åbner for multitudens biopolitiske selvvalorisering, med andre ord denne overgang åbner for opstand og nye modstandsformer. Når kapitalen besætter hele livet, åbenbarer livet sig som modstand.”

- Er sakset fra Mikkel Bolt: ”Introduktion til biopolitik” og kan læses i sin helhed her