Baskiske advokater må ikke forsvare ETA-fanger

 Samfundskritiske advokater, som forsvarer medlemmer af den baskiske under- grundsorganisation ETA, risikerer selv at blive beskyldt for at være medlem af organisationen.  

 

Disse forsvarsadvokater bliver ofte chikaneret af de spanske myndigheder, truet og anholdt for ETA-medlemskab.  

"ETAs advokater"

Dette var atter tilfældet, da den spanske særdomstol ”Audiencia Nacional”, hvis specialområde er terror – og narkosager, i sidste uge anholdt fire advokater, der fungerer som juridiske forsvarere for baskiske politiske fanger. På samme tid blev 8 personer fra ”sympatisørmiljøet” anholdt. Den spanske socialdemokratiske indenrigsminister, Alfredo Pérez Rubalcaba, betegnede på en pressekonference de fængslede advokater som ”ETAs advokater”. Han citerede det postfrancistiske politi ”Guardia Civil”, der påstår, at advokaterne fungerede som forbindelsesled mellem den legale venstrefløj og undergrunden ved at udføre ”kurer-tjeneste”.  

Målrettet skræmmekampagne mod

engagerede forsvarsadvokater  

Ved razziaerne mod de mistænkte sidste onsdag, den 14. april i Bilbo (Bilbao), Donostia (San Sebastian) og Hernani skete det som så ofte før: Medierne var først til stede og ventede på politiets ankomst. Dette lignede begivenhederne i forbindelse med politiets aktion i oktober sidste år. Ifølge Indymedia-Euskadi berettede Madrids statslige TV om anholdelsen af Joseba Agudo, ligeledes forsvarsadvokat for baskiske politiske fanger, før politiaktionen havde fundet sted. Joseba Agudo kunne således høre i fjernsynet, at han var blevet fænglset, skønt han stadig væk var på fri fod...

Politiet begrundede hans fængsling med, at hans navn var blevet bragt i forbindelse med et pseudonym, de fandt hos et anholdt ETA-medlem. På trods af mangel på beviser blev advokaten varetægtsfængslet efter krav fra politiet.

Politisk neutrale kommentatorer mener, at der er tale om en skræmmekampagne mod kritiske advokater, der frivilligt overtager et forsvarsmandat for baskiske politiske fanger. De spanske myndigheder ser hellere, at dette overlades til statsligt udvalgte advokater uden engagement og politisk indsigt.

Anholdt uden dommerkendelse

I onsdags ransagede en politienhed fra Guardia Civil de mistænkte advokatkontorer - uden de påkrævede neutrale vidner. De foretog samtlige anholdelser uden at kunne fremvise nogen formel dommerkendelse. En fremgangsmåde, som progressive medier relaterer til de retsløse forhold under det fascistiske Franco-regime. Ikke desto mindre er disse retsløse tilstande dagligdag i Baskerlandet idag.

I 2009 gik det bla. ud over redaktionschefen for det baskiske dagblad Egunkaria. Politiet påstod, at dagbladet var styret af ETA. I mangel på beviser for denne påstand forsøgte politibødler at prygle en tilståelse ud af den anholdte chefredaktør og nogle journalister fra avisen.

Arantza Zulueta
Arantza Zulueta

Arantza Zulueta

Blandt de fængslede fra sidste uge, var den kendte venstreorienterede forsvarsadvokat Arantza Zulueta og Erramun Landa, en universitetslærer fra Bilbos Kunstakademi. Landa samt en kvindelig aktivist måtte efter at have været i Guardia Civils varetægt i 24 timer overføres til et hospital på grund af mishandlinger fra politiets side. Det er kendt i offentligheden, at anholdte ofte bliver alvorligt mishandlet af Guardia Civil.

For indenrigsministeren Rubalcaba er den aktuelle politiaktion en kærkommen lejlighed til at begrunde, hvorfor han afviser det nylige initiativ fra fire Nobelprismodtagere, som har udtalt, at de ønsker at bilægge den baskiske konflikt via en offentlig ført politisk dialog mellem alle involverede parter. Efter politiaktionen fortonede debatten sig ret hurtigt i medierne.

(autonom info-service)