”Without money we would all be rich”

• Et venstreradikalt manifest mod lønarbejdets tvang.  

Tvangsaktivering og pres på mennesker uden lønarbejde når uanede højder i disse år. Båret af en vedvarende kampagne med støtte fra såvel højrefløjsliberalister som den statsbærende venstrefløj.  

På trods af stigende arbejdsløshed og oplagte alternativer lancerer regeringen og kommunalpolitikere stadigt nye tiltag mod de ikke-lønarbejdende, der gennemgående opfattes som ”samfundsnassere” eller mere høfligt omskrevet som ” folk der må hjælpes ind i arbejdsmarkedet for at få sig et liv”.  
________________________

Indførelse af en garanteret indkomst til alle ville reducere stemplingen og marginaliseringen af de, som ikke er eller ønsker at være lønarbejdere og samtidigt ville det fremme mulighederne for at udvikle andre livsformer og arbejdsrelationer uden for kapitalismens markeds-diktatur. 

• ”Afskaf lønarbejdet!” 

Det moderne lønarbejdssamfund har imidlertid ikke udviklet sig uden protester. Forud for i dag ligger en lang historisk kæde af bitre modstandskampe mod lønarbejdet, som rækker fra bondeoprørene i det 15. og 16. århundrede, til bevægelsen af de såkaldte ”maskinstormere” i England og de schlesiske væveres opstand i 1844 i Østpreussen.
Helt frem til de autonome aktivister i Potere Operaio, som i Italien i begyndelsen af 1970’erne iværsatte en storstilet kampagne for ”afskaffelse af lønarbejdet” og mobiliserede titusindvis af arbejdere fra bla. Fiat og Alfa Romeo fabrikkerne på gaden med kravet ”Afskaf lønarbejdet!”

Lønarbejdssamfundet har sat sig igennem, men det tog et par århundreder, før vi kom dertil, hvor vi står i dag : Hvor lønarbejdet lovprises som aldrig før, skønt det har vist sig, at det er ødelæggende for både mennesker og natur.  

• Arbejderbevægelsen – en bevægelse for lønarbejde  

Arbejderbevægelsen har kæmpet for rettigheder og forbedringer, for højere løn, sikkerhed på arbejdspladsen og for retten til ferie og løn under sygdom. Men selve lønarbejdets funktion har de aldrig sat spørgsmålstegn ved.
Stort set alle politiske afskygninger indenfor arbejderbevægelsen, fra social-demokrater til reformister og alskens socialister har indtil den dag i dag krævet "Arbejde til alle!". Debatten og kampen har udelukkende drejet sig om, hvordan og hvorledes lønarbejdets tvangsmekanismer skulle udformes.  

• Lønarbejdets indtog i det politiske liv 

Lønarbejdssamfundet er et perfidt og hierarkiserende system. Det er baseret på selvundertrykkelse og inddeler mennesker i forvaltende og forvaltede, i arbejdsgivere og arbejdstagere. De politiske partier, inklusive venstrefløjens partier, afspejler denne opdeling i deres egne strukturer: Der er ledere og de som ledes, prominente og fodfolk, strateger og medløbere, og denne opdeling forhindrer såvel åben debat som åbne beslutningsfora.

Derudover er det sådan, at en stor del af de mennesker, som er placeret på afgørende poster i det politiske liv ikke længere er entusiastiske aktivister, men derimod lønafhængige ansatte, der som pressetalsmænd, valgmanagers, empiriske socialforskere, rådgivere, pr.-medarbejdere, finansspecialister, eksperter og spin-doctors har en langt større indflydelse end den egentlige (parti)organisation, som de er ansat i.

Med lønarbejdets indtog i det politiske liv bliver den politiske overbevisning som drivkraft til en anakronisme. Det er ikke længere et spørgsmål om fælles idéer og overbevisning, men om markedsanalyser og personlig karriereplanlægning med indbygget konkurrence. Altså en afspejling af det kapitalistiske samfunds værdi-grundlag.

• Lønarbejdets krise  

Efter 2. Verdenskrig kunne det for et kort historisk øjeblik godt se ud som om, at der med de fordistiske samlebåndsindustrier var blevet konsolideret et lønarbejdssamfund, hvor velstand kunne vokse i det uendelige, hvor massekonsum og socialstat kunne lægge låg på utilfredshed over livets ulidelige monotoni i et samfund dikteret af lønarbejdets meningsløshed.  Men for det første forholdt denne forestilling sig kun til et lille mindretal af verdens befolkning. For det andet nedbrød kapitalens globalisering den borgerlige socialstat, som i en kort årrække havde udøvet en regulerende funktion i nationale rammer.

Alle de mange kriser, der gennem tiderne har rystet det vareproducerende system er hidtil blevet overvundet vha. kompenserende mekanismer. Via rationaliseringer blev produktiviteten sat i vejret. Mængden af arbejdskraft pr. produkt blev formindsket, men da der samtidig blev fremstillet et større antal produkter, kunne man kompensere for dette ved at ekspandere produktionen ud på nye markeder, ud til flere forbrugere.  

"…hvad Søren, det må man tage med i købet - husk på, at bilindustrien skaber masser af arbejdspladser, og uden biler – hvordan skulle folk så komme på arbejde ?!”  

Et eksempel på dette er BILEN:

Da man på Henry Fords bilfabrikker i Detroit skabte en ny form for produktion ved at indføre samlebåndet og andre arbejdstekniske rationaliseringer, blev arbejdstiden pr. bil formindsket til en brøkdel af, hvad den havde været før. Samtidig hermed blev arbejdet uhyre intensiveret.
Således blev bilen, der førhen havde været et luksusprodukt for de få, gjort væsentlig billigere og dermed blev den genstand for massekonsum. Bilen er tilmed et sigende billede på det højtudviklede arbejdssamfunds destruktive produktions- og konsumtionsmåde.

Til ære for masseproduktionen af biler og den enorme personbilisme bliver land-skaberne flænset og ødelagt af beton. Vores omverden bliver stadig mere hæslig, bilernes forurening nedbryder menneskenes helbredstilstand og med et træk på skuldrene accepteres det, at bilerne efterlader millioner af døde og kvæstede på gader og veje. Hvem har ikke hørt det kendte omkvæd:

"…hvad Søren, det må man tage med i købet - husk på, at bilindustrien skaber masser af arbejdspladser, og uden biler – hvordan skulle folk så komme på arbejde ?!”.  

• Nationalstater konkurrerer om at tiltrække kapitalinvesteringer

Den teknologiske udvikling har skabt muligheden for at begrænse den nødvendige lønarbejdstid. Alligevel er det ikke muligt indenfor systemets rammer at gennemføre en generel og radikal arbejdstidsforkortelse.
Den økonomiske rationalitet forlanger, at der på den ene side bliver stadig flere langtids-”arbejdsløse”, og at der på den anden side eksisterer et skrumpende antal ”beskæftigede”, som underkastes et stadig større arbejds- og præstationsræs. Hermed skabes det optimale grundlag for arbejdskraftens hurtige tilpasning, absolutte underkastelse og fleksibilitet.
Det er vigtige faktorer, når de enkelte nationalstater konkurrerer om at tiltrække kapitalinvesteringer til netop deres land. Derfor sker det i disse tider, at selv midt i de rige lande vokser fattigdommen og sulten frem, mens intakte produktionsmidler og brugbare marker ligger brak og boliger og offentlige bygninger står tomme, mens bolignøden vokser og producerer flere hjemløse.  

Margaret Thatcher og Ronald Reagan indledte i 1980’erne æraen med benhård neo-liberalistisk politik. I Danmark blev deres doktrin omsat i praksis af borgerlige partier som Venstre og Konservative (og Socialdemokratiet før dem).
Idag ser vi resultaterne heraf træde tydeligt frem: En ekstrem social polarisering skaber stress og udbreder angsten for at blive en af dem, der kastes på den sociale mødding.

• Kong Midas og det moderne menneske  

Efter århundreders socialisering til lønarbejdssamfundet kan det moderne menneske knap nok forestille sig et liv hinsides lønarbejdet.
Lønarbejdets normer og rationalitet er inderliggjort i mennesker af i dag, og udenfor kontoret og fabrikken kaster lønarbejdet skygger over tilværelsen, idet alle aktiviteter i det, vi kalder fritiden, straks forvandles til præstationsorienteret arbejde.

Løbetræneren sætter stopuret i gang og i det kromblanke fitnessstudio oplever vi trædemøllens postmoderne genfødsel.
Når familien Danmark skal på ferie, drøner de afsted i deres biler, som om de skulle opfylde en bestemt præstation.  

Kong Midas har ifølge den græske mytologi oplevet det som en forbandelse, at alt hvad han rørte ved forvandledes til guld – men hans moderne lidelsesfælle er nået langt ud over dette stadium.
Lønarbejdsmennesket mærker slet ikke, at alle gøremål, som antager lønarbejdets mønster, mister sin sanselige kvalitet og dermed bliver ligegyldigt. Tværtimod: Kun ved at tilpasse sig varesamfundets logik tilskrives aktiviteterne formål og berettigelse. Arbejde er simpelthen blevet synonym med ethvert socialt nødvendigt og betydnings-fuldt engagement og derfor taler vi f.eks. om: omsorgsarbejde, pædagogisk arbejde, kulturarbejde osv.  

• Hierarkisering af menneskets aktiviteter  

Udenfor lønarbejdets sfære foregår der i øvrigt masser af samfundsmæssigt set nødvendige aktiviteter, der ikke regnes for lige så meget værd som lønarbejdet, alene fordi de ikke aflønnes. Denne hierarkisering af menneskets aktiviteter udspringer af selve det vareproducerende systems grundstruktur.

Når nutidens neo-liberalistiske politikere og deres hof af embedsmænd og – kvinder i dag priser det ulønnede arbejde i civilsamfundet, så er det ikke fordi, de lægger op til en forandring af samfundets gældende værdinormer.
De leverer blot staten et alibi for at trække sig bort fra sociale forpligtelser. De forsøger at bilde befolkningen ind, at der er mening med de mange tvangsarbejds-programmer og de legitimerer, at krisens last hovedsagligt lægges på kvindernes skuldre, da det er kvinderne som i dag ulønnet udfører alt det omsorgsarbejde, de offentlige instanser har skubbet fra sig.  

• Alle mod alle – ”Du er din egen lykkes smed”  

Selv om arbejdets fundamentale krise fortrænges og er blevet tabu, så præger det alligevel stort set alle aktuelle sociale konflikter. Vi har bevæget os fra et samfund med masseintegration til et selektions- og apartheidsamfund.
En generel afsolidarisering har sat ind og har resulteret i alles kamp mod alle. Du er din egen lykkes smed. Lønarbejderne flygter fra de bureaukratiserede og disciplinerende fagforeningsapparater.
I dag drejer interessekampene sig stort set altid om at sikre sig selv og sine nærmeste på bekostning af "de andre".

Mange ansatte lønarbejdere betragter ikke længere deres kapitalistiske arbejdsgivere som modpart, det er derimod de andre konkurrerende virksomheder i nabobyen eller i det fjerne Østen. Når spørgsmålet rejses, hvem der mon mister jobbet ved næste rationaliseringtiltag, bliver den umiddelbare kollega til den potentielle modpart. Lønarbejdssamfundet sætter alle i indbyrdes konkurrence.

Solidaritet er blevet et fremmedord og den fundamentale samfundskritik har meget svært ved at trænge igennem med idéer om et andet samfund. Et samfund uden lønarbejde, uden rentabilitetsorienteret vareproduktion, penge, stat og nation.  

• Garanteret indkomst til alle!  

Lønarbejderen producerer mere og mere rigdom, men det meste af denne rigdom bruges imod os til at kolonisere vores krop og sjæl.
Hvis vi ser tilbage i historien, opdager vi, at
det har krævet hårde kampe at tiltvinge os de timer og grader af dispositionsfrihed, vi i dag råder over. I de sidste årtier er de fleste imidlertid blevet tvunget til at arbejde mere på trods af en teknologi, som kunne reducere mængden af arbejde.

Det er på tide at sige: "Nu er det nok!" til en ideologi, der kræver vækst i skiftende sektorer, for hurtigst muligt at øge profitterne uden hensyntagen til reelle behov og økologisk fornuft.  

• Vi må kæmpe for reduktion af arbejdstiden for dem, der har et lønarbejde. Ikke for at reducere arbejdsløsheden eller for at øge beskæftigelsen. Det er et krav for at mindske lønarbejdet.  
• Det er ikke et krav om 35-timers eller 30-timers arbejdsuge, men et krav om en permanent og systematisk reduktion af lønarbejdet. Det er en måde at befri os fra meningsløst og unødvendigt arbejde på.  
• Mange aktiviteter i vores liv er ”usynlige” – de regnes ikke for noget – fordi de ikke har karaktér af lønarbejde. Det gælder ikke mindst det omsorgs- og plejearbejde først og fremmest kvinder udfører indenfor familiens og fælles-skabets rammer.  
• De arbejdsløse må udføre det meningsløse arbejde, det er til stadighed at søge arbejde. De arbejdsløse skal disciplineres, de forusikres konstant om deres egen værdighed og de holdes ”aktiverede”, for at de ikke skal tænke på kreative alternativer til lønarbejdets fremmedbestemte tvang.
  Således overvåges, bedømmes og undersøges de arbejdsløses ”aktive jobsøgning” konstant. Hvis de ikke er tilstrækkeligt aktive som de arbejds-markedspolitiske paragraffer og retningslinjer lagt af bureaukratiske mappedyr foreskriver, så trækkes der i understøttelsen.
• Det er denne sociale repression og kontrol, som bl.a. resulterer i selv-disciplineringsadfærd og identifikation med det borgerlige lønarbejdsbegreb som omdrejningspunktet i manges identitet og livsindhold.

Mangfoldige kampe mod lønarbejde

Kampen mod lønarbejde kan føres på mange måder, afhængigt af de samfunds-mæssige regionale og globale betingelser og politiske styrkeforhold.
De sociale bevægelser og netværksstrukturer i fattige lande som f.eks. Argentina, Brasilien, Bolivia, Venezuela og Mexico har vist nogle interessante, selvorganiserede former for produktion samt bytteformer, der fungerer hinsides det kapitalistiske markeds kriterier. Eksempler, som vi vil helt sikkert vil høre mere om i fremtiden.

I de vestlige, imperialistiske lande er kampen for en garanteret indkomst, som er tilstrækkelig til at dække de basale fornødenheder, nok det mest samlende alternativ i kampen mod lønarbejdstvangen. Vi må kæmpe for en garanteret indkomst til alle.

En indkomst, som gør det muligt at afvise unødvendigt, meningsløst arbejde og opfylder vores behov på en værdig og selvbestemt måde.
Kampen for indførelsen af en garanteret og rimelig indkomst må omfatte det usynlig-gjorte arbejde, som først og fremmest kvinder udfører i hjemmet. Den skal også sikre den arbejdsløse mod den uendelige, meningsløse jobjagt, hvis formål er at øge det pres på arbejdsmarkedet, som presser lønnen nedad og sætter tempoet op for dem, der har et lønarbejde.

En sådan garanteret indkomst til alle vil reducere stemplingen og marginaliseringen af de, som ikke er eller ønsker at være lønarbejdere og samtidig vil det fremme mulighederne for at udvikle andre livsformer og arbejdsrelationer uden for kapitalismens markedsdiktatur.  

• Hvem sagde fantaster?  

Kritikken på arbejdet er en krigserklæring mod den herskende samfundsorden. Parolen for social frigørelse kan lyde i retning af:

"Lad os tage det, vi har brug for! Lad os ikke længere krybe på knæ under presset fra ”arbejdsmarkedet” og regeringens krisemanagment”.

Den del af venstrefløjen, som fastholder en grundlæggende omvæltning af de eksisterende kapitalistiske samfundsforhold, må udvikle en radikal kritik og et engagement for, at menings-løst arbejde og ”beskæftigelse” afskaffes.

Der findes utallige alternativer til vareproduktion, lønarbejde og markedsdiktatur. Det vigtige er i denne forbindelse at fokusere på kampen mod lønarbejdet og lade alternative forestillinger langsomt og støt udkrystallisere sig i åbne debatfora og bevægelser.  
Man vil uden tvivl beskylde lønarbejdets modstandere for at være de rene fantaster. Man vil hævde, at historien har vist, at et samfund, der ikke bygger på lønarbejdets principper, præstationstvang, markedsøkonomiens konkurrence og dets tvang til akkumulation samt den individuelle vinding, ikke kan fungere.

• Men har den kapitalistiske vareproduktion bare tilnærmelsesvis skabt en tålelig tilværelse for flertallet af jordens befolkning?
• Kan man kalde det ”at fungere”, når produktivkræfternes udvikling forviser milliarder af mennesker til et liv, som ikke er andet end ren overlevelseskamp i slumghettoer og på lossepladser?
• Når andre milliarder af mennesker kun kan holde livet i lønarbejdssamfundet ud, idet de isolerer sig, uden nydelse bedøver deres egne sanser og bliver syge såvel fysisk som psykisk?
• Når verden forvandles til en økologisk ørken, for pengecirkulationens skyld – kan man så kalde det for ”at fungere”?

Samfundets støtter vil hævde, at når privatejendommen afskaffes og tvangen til at tjene penge forsvinder, vil alle aktiviteter ophøre og dovenskaben sætte ind. Men dermed har de også indrømmet, at lønarbejdssamfundet er baseret på tvang. Og derfor betragtes dovenskaben som en af de 7 dødssynder – fordi dovenskaben er en trussel mod det præstationsorienterede samfundssystem.  

• En hel anden verden af vinde  

Men selvfølgelig er det ikke sådan, at alt arbejde vil ophøre, når lønarbejdstvangen forsvinder.
Derimod vil aktiviteterne ændre karakter, når de kan fungere selvbestemt og som en integreret del af ens livssammenhæng hinsides stress og konkurrence.

• Hvorfor tilbringe dag efter dag i fabrikshaller og på kontorer, når maskiner kan overtage en stor del af disse aktiviteter ?
• Hvorfor spilde gejst og idéer på en rutine, som en computer også kan udføre ?
• Hvorfor bruge livet på at kontrollere andre og administrere et samfund, hvor selve livet dør?

At afskaffe lønarbejdet er alt andet end en tåget utopi. Verden kan ikke fortsætte som nu bare 50 eller 100 år mere. Vi har ikke andet at miste end udsigten til den sociale og økologiske katastrofe, vi styrer imod. Vi har derimod en hel anden verden af vinde.

_________________________  

Artiklen er skrevet af ikh. og al. fra autonom infoservice, oprindelig offentliggjort på venstrefløjsportalen modkraft.dk og ajourført april 2011. En del af teksten udgjorde al's tale på den venstreradikale 1. maj-demo i København, 2001.