Anarkistisk byguerilla i Vestberlin (1972 – 1980). Et Interview

Interview med Gabriele Rollnik fra "Bewegung 2. Juni"  

"2. juni bevægelse" (1972-1980) var en
militant anarkistisk gruppe, der var præget
af det proletariske ungdomsmiljø i Vestberlin. 

Bevægelsens populistiske og særdeles vittige aktioner rettet mod banker, reaktionære politikere, mod politiet og  fængselsvæsenet var populært samtalestof blandt store dele af Vestberlins befolkning.  

• "Vi orienterede os imod de latin-amerikanske forbilleder og til det, der var sket i Cuba. Altså at en relativt lille gruppe, der var begyndt at kæmpe væbnet, havde udviklet sig til en massebevægelse ... "

Opsigtsvækkende fangebefrielser og fængselsflugter, fordeling af "revolutionære flødeboller" til kunderne under diverse bank kup samt den succesrige bort-førelse af den konservative spidskandidat Peter Lorenz i Berlin (billedet tv.)
Det er, hvad de fleste forbinder med 70’ernes anarkistiske byguerillagruppe "2. juni - bevægelse".
Bevægelsen opløstes formelt i slutningen af 1980’erne, på et tidspunkt hvor de fleste af dens kendte aktivister sad i fængsel. 

• INTERVIEW
  med Gabriele Rollnik

Hun var medlem af byguerillagruppen og i det følgende interview, der er et redigeret uddrag af bogen "Keine Angst vor niemand"  der udkom i 2004 (billedet nedenfor) beskriver hun sin vej fra livet som venstre-orienteret sociologistuderende i Berlin i begyndelsen af 70’erne til livet i illegaliteten og overlevelseskampen under 15 års 'hvid tortur' i højsikkerheds-fængsel. 
(Forstør ved at klikke på billedet): 

Gabriele Rollnik: Næsten ingenting. En eller anden dag i begyndelsen af 70’erne, hvor jeg sad sammen med tre andre studerende og forberedte et oplæg, kom nyheden at Georg von Rauch var blevet skudt i Eisenacher Strasse.

- Vi var alle sammen meget oprevne og overvejede, hvad vi nu skulle gøre. Så var der en masse demonstrationer og protester. En kammerat var blevet myrdet. Sådan opfattede jeg det dengang, uden at jeg vidste noget nærmere om det. Jeg vidste heller ikke, at Georg von Rauch var med i 2. juni-Bevægelsen.

- Jeg kendte til RAF’s eksistens. Deres aktioner mod militære USA-mål under Vietnamkrigen syntes jeg rigtig godt om.
Og jeg kan stadig huske, at da jeg gik til den der professor og sagde: "Jeg holder op med mit studium", så svarede han: "Så kan du jo ligeså godt gå direkte i under-grunden", hvortil jeg svarede: "Det er jeg slet ikke parat til". 
Det var det, jeg følte dengang: Jeg er ikke moden til det endnu. Jeg kan endnu ikke gøre det, men jeg fandt det rent følelsesmæssigt efterstræbelsesværdigt at kæmpe så radikalt og konsekvent for revolutionen.

• Kendte du noget til folkene i RAF? 

Gabriele Rollnik: Jeg vidste, at Jan-Carl Raspe, der allerede var i fængsel dengang, også studerede sociologi og havde skrevet speciale om den proletariske familie. (1)  

- Det var dengang et aktuelt tema indenfor sociologi, det dukker over-hovedet ikke op i studiet i dag.
Raspes speciale blev udgivet som bog på Verlag Roter Stern, og den læste jeg med stor interesse. Jeg var også med til at rive politiets  efterlysnings-plakater ned. 
(I 70’ernes Tyskland hang der på gader og stræder efterlysningsplakater med fotos af formodede og efterlyste RAF-aktivister. aut.info)
- For mig var folkene i RAF under alle omstændigheder kammerater, de ville det rigtige, og det var uretfærdigt, at de sad i fængsel. Jeg ville i hvert fald ikke have, at de blev snuppet. Sådan var min indstilling. 
            ____________________

• Med fars politibil på fangebesøg

- Så var det, at du på et tidspunkt kørte til Bielefeld sammen med en veninde for at besøge en af hendes bekendte, der var fængslet dér. Han hed Till Meyer…
Vi kørte af sted i min fars folkevogn. Han havde lånt mig bilen. Jeg havde ikke fortalt ham, hvor vi skulle hen.
Jeg sagde bare, at vi havde brug for bilen, og han var storsindet nok til at låne os den.
- Det sjove var, at bilens forrude var forsynet med politi-fagforeningens symbol. (Gabriele Rollniks far var politimand. aut.info) Mens min veninde gik ind til besøget, parkerede jeg bilen lige uden for fængslet.

• Vidste du, hvem det var, hun besøgte?

Gabriele Rollnik: Till Meyer. (2) Jeg vidste ikke noget konkret om ham. Men det stod klart, at han var blevet anholdt i forbindelse med den væbnede kamp. Da vi bragte bilen tilbage, havde kriminalpolitiet allerede været hos mine forældre. De havde tjekket bilen, fordi de troede, den var stjålet. Min far var vred, fordi jeg ikke havde fortalt, hvor vi kørte hen, og jeg var oprørt over, at et harmløst besøg hos en fange straks fik disse følger. 

• I november 1973 flygtede Till Meyer fra fængslet. Så blev du spurgt, om han kunne være hos dig?

Gabriele Rollnik: Ja, jeg tror, det var ham selv, der spurgte. Det var sådan: Jeg havde en etværelses lejlighed i Rostocker Strasse i Moabit (Et arbejderkvarter i Berlin. aut.info). En dag ringede det på døren, og der stod den veninde, jeg tidligere var kørt til Bielefeld sammen med. Hun havde Till Meyer med på slæb. Til at begynde med vidste jeg ikke, at det var Till Meyer, jeg så bare en bleg ung mand med langt hår, han virkede ret så hektisk.

• Vidste du slet ikke, hvad han havde lavet, og hvad han ville?

Gabriele Rollnik: Det fortalte han mig først senere. Hans oprindelige fængselsstraf var relativt kort: tre år for forsøg på at opkøbe våben. I stedet for våbenhandleren dukkede strissere op på det aftalte sted for at anholde ham. Han trak sin pistol og løb væk. Det kom til en skudveksling, men der var ingen, som blev såret. Han blev fanget i en baggård, hvorfra han ikke kunne komme videre. 

• Hørte Till Meyer til 2. juni?

Gabriele Rollnik: 2. juni-Bevægelsen var i færd med at gendanne sig. Det var vel sådan, at kammerater fra RAF havde forsøgt at hverve folk i Berlin og få dem til at tilslutte sig RAF. Nogle besluttede sig for det, mens andre fandt, at RAF var for rigid. 
De fortsatte som aktivister hos "Haschrebellen" og "Blues" (3) , der allerede havde gjort sig bemærket med en række mindre brandanslag.

- Ralf Reinders (4) kom fra det miljø. Han havde været med i RAF for en kortere periode, men havde sammen med Ina Siepmann løst sig fra gruppen igen. De to opbyggede så deres egen gruppe, og det var 2. juni-Bevægelsen.
På daværende tidspunkt kunne man faktisk godt være med i begge sammen-hænge. RAF og 2. juni-Bevægelsen lavede også bankkup sammen dengang. Senere splittedes de og gik hver sine veje.

• Mange af 2. juni-Bevægelsens første aktioner var fangebefrielser. Hvilke fanger var det, I ønskede at befri?

Gabriele Rollnik: Det var de fanger fra 2. juni, som var blevet anholdt omkring 1973, Ina Siepmann og Verena Becker, men vi havde også sat andre på listen: 
Gabriele Kröcher-Tiedemann, der ligesom Peter Paul Zahl (5) hørte til "Roten Ruhr-Armee". Rolf Heissler (6) , der sad fængslet for et bankkup i München og kom fra "Münchener Tupamaros", tror jeg nok. Rolf Pohle (7) var også på listen over de fanger, vi ville befri. 
- Vi havde sat de folk på vores liste, som vi fore-stillede os ville tilslutte sig 2. juni-Bevægelsen, når de kom ud. Der er jo noget af et skridt fra oppositionelle aktiviteter til væbnet kamp.

 - Under et af vores bankkup kom en ældre mand pludselig hen mod os: "Hvad er det De vil!?"  spurgte han oprevet. I sådan en situation må du holde nerverne i ro og sige: 
"Tag det helt roligt. Det er alt sammen i orden. Der sker Dem ikke noget." 
Så hjælper det ikke, at du har et våben i hånden. Du må tale og bringe ham til ro på anden vis. Du kan jo ikke bare begynde at skyde løs.

• I besluttede jer altså for at lave bankkup for at finansiere jeres leveomkostninger, for overhovedet at kunne kæmpe videre?

Gabriele Rollnik: Ja, men vi kaldte det for eks-propriationsaktioner. Vi måtte have penge til husleje. Vi måtte have penge til en bestemt logistik, til rejser, til vores leveomkostninger.

- Ralf var gået ud af RAF, fordi han ikke syntes om deres politik. Han sagde, de var begyndt på for mange temaer på én gang. De opbyggede fronter mod staten, mod USA via de anti-imperialistiske aktioner og mod justitsapparatet.
På alle fronter blev der lavet aktioner. Det syntes han var forkert. RAF’s organisations struktur svarede heller ikke til hans forestillinger. Han syntes, den var for hierarkisk, og det ville han ikke underordne sig.

• Syntes RAF, I var for flippede?

Gabriele Rollnik: Vi var slet ikke så flippede, og
vi var meget koncentreret på fangebefrielses-
aktionerne. I begyndelsen af 2. juni-Bevægelsens historie kom der nogle folk fra 'Umherschweifenden Haschrebellen' ( 'De omstrejfende hashrebeller' ) og Tupamaros Westberlin. Og det tror jeg nok var en temmelig udflippet flok.
- Der findes en film fra den tid, hvor man ser drengene hænge ud i deres sofaer, mens de leger med deres våben, og der er kun fyre med, men senere blev gruppen i høj grad også præget af kvinder. Ved en af aktionerne var vi kun kvinder med...

• Hvilken aktion?

Gabriele Rollnik: Till Meyers befrielse fra fængslet. I starten gik diskussionerne også på, om man nu skulle klæde sig pænt, anonymt og borgerligt, eller om man kunne blive ved med at bære tidens hippie-look. For mange var det vigtigt stadig at kunne gå rundt som hippie.
Men sådan var det overhovedet ikke, da jeg stødte til. For ikke at vække opmærksom-hed havde vi alle sammen tillagt os et borgerligt udseende.

• RAF blev på et tidligt tidspunkt beskyldt for at være for voldelig. Hvorfor?

Gabriele Rollnik: Under befrielsen af Andreas Baader fra fængslet blev en biblioteksansat såret af skud.
Men det skyldtes RAF’s uerfarenhed, at det skete, det var ikke planlagt. Alle folkene i aktionen var med for første gang, og derfor havde de taget en ind i gruppen, som angiveligt havde erfaring med sådanne befrielsesaktioner.
Netop denne kammerat kunne ikke holde nerverne i ro og skød. Sådan fik jeg det senere fortalt af en, som var med.

• "Meget af det de gjorde, syntes jeg var rigtigt, men jeg kunne ikke lide dem", skriver Inge Viett bla. om RAF i sin selvbiografi. Hun kunne især ikke lide deres "urørlighed" ?

Gabriele Rollnik: For mig var det anderledes. Jeg kunne egentlig godt lide dem. Men jeg syntes, de var for stivsindede i forhold til at holde deres linje. Den kunne ikke diskuteres.
Det drejede sig hele tiden om den rigtige linje, og det var fra starten af helt skørt.
I sidste instans tror jeg også, det var det, der fik deres politik til at slå fejl. Der skete ingen udvikling i gruppen, for de troede, de allerede havde fundet Colombus ægget.

- RAF var jo fuldstændig overbevist om, at deres politik var den rigtige, uanset hvor mange mislykkede aktioner, de havde præsenteret.
De var helt sikre på, at de ud fra det rigtige teoretiske standpunkt og deres forestillinger havde gennemført det afgørende brud med systemet, og at de var på den rigtige vej. De var så overbevist om rigtigheden af deres politik, at deres adfærd efter min mening blev arrogant og bedrevidende.

___________________

"Hævn er ingen politik"

• Den 10. november 1974 forsøgte man at bortføre kammerretspræsident Günther Drenkmann. Ved denne bortførelse skete der noget, som ikke var planlagt: Der blev skudt, selvom det egentlig var fuldstændig imod jeres grundregler. Og så var I pludselig i den situation, at nogle af jer havde fået menneskeliv på samvittigheden. Hvordan tacklede I det?

Gabriele Rollnik: Det blev aldrig rigtig tematiseret. Det var så at sige et fait accompli, det kunne ikke gøres om, og ingen af os ville udpege andre som de skyldige. Der skete noget, som ikke måtte ske, men vi lod det passere uden kritik.

- At vi ikke problematiserede nedskydningen af Drenkmann ser jeg i dag som udtryk for en kollektiv fortrængning. Naturligvis må denne reaktion ses i sammenhæng med Holger Meins’ død. (9) 
- Vi skrev dengang en løbeseddel, hvor vi retfærdiggjorde Drenkmanns død og frem-stillede det som hævn for mordet på Holger Meins.
- Uheldet med Drenkmann blev altså til en hævnaktion, som i den daværende situation tilfredsstillede et behov, men hævn er ingen politik, hævn tilfredsstiller måske, men bryder ikke gennem noget som helst. Vi gik videre til næste aktion, og det var bortførelsen af Lorenz.

__________________

"Holger Meins er blevet myrdet"

• Var bortførelsen af Drenkmann planlagt før Holger Meins’ død?

Gabriele Rollnik: Nej, det var en reaktion på Holgers død, og formålet var på trods af alt at få opfyldt de sultestrejkende fangers krav. De politiske fanger blev underkastet sær-betingelser. De blev isoleret fra hinanden og fra de øvrige fanger. Via isolation forsøgte man at få dem til at distancere sig fra den væbnede kamp og opgive deres politiske overbevisning.
 (Forstør ved at klikke på billedet):

- Under tvangsfodringen fik Holger Meins for få kalorier tilført, derfor døde han. Særbetingelserne blev ikke ophævet, og vi sagde:
Holger er blevet myrdet. Under alle omstændigheder var det
for os og for alle, som havde været aktive for at få ændret de politiske fangers fængselsforhold, en frygtelig erfaring, at vi ikke havde kunnet forhindre Holgers død. 
- Staten havde med al tydelighed vist os, hvor langt den var villig til at gå for at bekæmpe os. Det havde en sådan eksistentiel dimension for os, at dommerens uplanlagte død forekom os at være et slags svar herpå: Et liv for et liv. 
- Hvis døde, så på begge sider. Sådan var mine og vores følelser dengang.               
               __________________________________

Bortførelsen af konservativ toppolitiker

• Så besluttede I jer for at bortføre Peter Lorenz. Det var da godt gennemtænkt. Det var umiddelbart før valget i Berlin, og Peter Lorenz var CDU’s spidskandidat. Socialdemokratiet regerede. »SPD som regeringsparti i Bonn og Berlin kan ikke tillade sig at lade oppositionens vigtigste kandidat skyde af guerillaen«, har Ralf Reinders fra 2. juni sagt.

Gabriele Rollnik: Kravene, der senere blev fremsat, var også sådan, at staten lige netop kunne opfylde dem. Blandt de fanger, der blev krævet løsladt, var ikke nogen, som var anklaget for mord. Planlægningen gik ud på under alle omstændigheder at undgå skudveksling, for hvis nogen blev dræbt, ville chancerne for en udveksling være minimale. Det var da alt i alt kloge overvejelser.

- Men på den anden side var vi nu ikke så intelligente i udvælgelsen af de folk, vi krævede løsladt. F.eks. hvad angår Horst Mahler, der tog vi fuldkommen fejl. (10)

- Måske spillede konkurrencen med RAF en vis rolle. Vi tænkte: Hvem af fangerne hører ikke længere til RAF? Dem kan vi befri. De kæmper måske videre hos os.

- Horst Mahler var dengang gået ud af RAF. Han havde, som en af sine mange forandringer, i stedet tilsluttet sig KPD/AO (Et lille mao-stalinistisk parti i Berlin, hvis ledende folk senere deltog i dannelsen af De Grønne. aut.info). Således gav vi ham lejlighed til at optræde i fjernsynet, og han proklamerede, at han ikke ville lade sig befri af en lille venstreterroristisk gruppe, men at han ville vente til den dag, "hvor masserne under ledelse af KPD/AO åbnede fængselsportene " ...

- En fuldstændig fejlvurdering fra vores side. I stedet for seks kunne vi så kun befri fem fanger.

• En bortførelse kræver jo et omfattende forarbejde. Den bortførte kandidat skulle ikke bare fanges, men også bringes til et sikkert sted. Til det formål lejede I en butik med kælderlokaler… 

Gabriele Rollnik: Butikken var facade på vores »folkefængsel«. Udadtil var det en secondhand forretning med salg og køb af brugt tøj. Vi indrettede hele butikken med tøj på hylder og stativer samt et skrivebord med kasseapparat osv. 
Det var en ren underskudsforretning, kan jeg fortælle dig, den lå i et fattigt område, og de fleste folk ville ikke købe, men sælge, fordi de havde brug for penge.

- I butikslokalet var der en lem, via den kunne jeg gå ned i kulkælderen for at hente briketter til den kakkelovn, der opvarmede butikken.
Bag ved kulkælderen var der flere kælder-rum. Et af disse rum havde vi adskilt med en mur, så det så ud til, at kælderen endte, der hvor muren stod.
Dette skjulte rum lå direkte under det køkken, der hørte til butikken. Fra køkkenet kunne vi komme ned i rummet via en gulvlem, som vi skjulte med blomsterpotter. Hernede bag en dør blev Peter Lorenz så anbragt.

      ___________________________________

"Peter Lorenz, fange af 2. juni-Bevægelsen" 

• Omstændighederne omkring bortførelsen af Peter Lorenz er delvis også ret morsomme. F.eks. skulle en mand, forklædt som gadefejer feje i skoven overfor det sted, hvor Lorenz skulle bortføres. Netop den dag tog Lorenz en time senere af sted på arbejde. Kosteskaftet var en omviklet jernstang…

Gabriele Rollnik: Ja, det var svært for ham. Med denne jernstang skulle han sætte Lorenz’ chauffør ud af spillet, så han midlertidigt blev bevidstløs. På den anden side måtte han heller ikke slå så hårdt, at manden fik kraniebrud. Han måtte nøje overveje: Hvor slår jeg og hvor kraftigt.

• Lorenz blev bortført i sin egen bil. Reinders og Fritsch skildrer det således: »Først råbte han om hjælp, sparkede omkring sig og slog bilens forrude ud. Så fik han én på næsen, og man sagde, han bare skulle tænke på Drenkmann og forholde sig roligt«. Så kørte man uden forrude og med 160 km i timen gennem Berlins gader og veje, og ved udkørslen fra Berlin sad bilen så fast i en trafikprop. Folkene i bilerne ved siden af kiggede godt nok, men der var ikke noget de fandt opsigtsvækkende…

Gabriele Rollnik: Ja, man kan undre sig over, hvor lidt andre folk egentlig lægger mærke til. Vi var tit forklædt. Du ser dig selv som forklædt og tænker, at alle og enhver må tænke: Det er da en paryk, eller: Han har klistret et kunstigt skæg på…

- Men det er der ingen, der ser noget. Faktisk kan du sagtens gå rundt og se temmelig mærkelig ud, uden andre rigtig bemærker det. Der var aldrig nogen, som genkendte os fra efterlysningsplakaterne. Derfor kunne vi også leve relativt roligt og uden stress, så længe vi ikke var i gang med en aktion.

• Da bortførelsen blev en time forsinket, måtte du også vente en time mere i vognen, indtil manden kunne lades om.

Gabriele Rollnik: Ja, men det var ikke noget problem. Jeg ventede simpelthen, indtil der kom nogen. Jeg havde parkeret min bil på et rigtigt godt sted.
På et eller andet tidspunkt kom Till så og sagde, jeg skulle køre efter ham, vi har ham i bagagerummet. Det var lige i nærheden af en stor politistation i Friesenstrasse. Efter-lysningen var allerede i gang. Imod os kom politibiler med blinkende lys og sirener.

- Vi kørte lige så stille og roligt videre. Bag ved politigården lå en kirkegård, hvor der ikke kom ret mange mennesker. Vi flyttede Lorenz fra bagagerummet over i en kiste, der stod bag i min Ford Transit. I denne kiste kunne vi så bære ham ind i butikken.

• Steg han frivilligt ned i kisten?

Gabriele Rollnik: Han var helt fra den og halvt bedøvet, fordi han i bilen havde fået en indsprøjtning med Haloperidol. Mændene hev ham ned i kisten. Jeg gjorde ikke ret meget. Jeg ventede bare til låget var lagt på, så kørte jeg af sted til butikken. Men lige uden for forretningen stod to kvinder fra huset og snakkede.
Vi måtte vente, til de var færdige. Jeg kørte rundt om blokken flere gange. Så var de endelig væk. Vi parkerede bilen.

- Kammeraterne var klædt i arbejdstøj, som de også havde haft på, da de renoverede butikken. Det var en helt normal situation. En butiksåbning, simpelthen. Vi måtte indgå som noget fuldkommen normalt i nabolaget. I vores hus var der en vicevært. På den anden side af gaden lå der et CDU-partikontor. De skulle opfatte os og vores forretning som noget helt normalt.

- Vi bar kisten indenfor, gennem butikslokalet til køkkenet, som ikke kunne ses udefra, og herfra ned gennem lemmen i gulvet til det »folkefængsel«, vi havde indrettet til ham. Der var toilet, en seng, et bord og en stol. Først lagde han sig på sengen og sov.

____________

30.000 løbesedler

• Den følgende aften blev der i Berlin fordelt 30.000 løbesedler inden for en halv time. Hvordan klarede I det?

Gabriele Rollnik: Vi havde lokaler med vores egne trykkemaskiner. Så vi trykte selv alle disse brochurer, hvori vi forklarede aktionen. Vi havde også mange sympatisører i Vestberlin. De fordelte løbesedlerne inden for det korte tidsrum, og det var ikke uden risiko for dem. Men heldigvis var der ingen, som blev taget.

• Bortførelsen af Lorenz udløste den største efterlysningsindsats i tysk efterkrigshistorie. »Klokken fire om morgenen brød politiet ind i 80 boliger og venstreorienterede mødesteder. Vestberlin blev fotograferet fra luften og systematisk kortlagt kvadrat for kvadrat«, sådan beskriver Till Meyer det, men det fik I sandsynligvis slet ikke med?

Gabriele Rollnik: Jo, det gjorde vi. Vi fulgte med i pressen, vi så TV. Under bortførelsen havde vi også et par kontakter til den legale venstrefløj. De fortalte os, hvad der gik for sig. Strisserne terroriserede hele venstrefløjsmiljøet. Boliger blev stormet ret så brutalt, uanset om der var børn til stede eller ej. Meningen var at afskrække folk fra at støtte os og generelt skræmme dem mest muligt.

(Den tyske stat accepterede byguerillaens krav og løslod fem politiske fanger.
Verena Becker, Rolf Heissler, Inge Siepmann, Gabriele Kröcher-Tiedemann
og Rolf Pohle blev befriet og fløjet til den daværende Demokratiske folkerepublik Sydyemen. Peter Lorenz blev den 5.marts 1975 sat på fri fod. autonom infoservice): 

- Nu var det vigtigste ikke selv at blive anholdt. Jeg var dog ikke helt alene. Fritz Teufel var der endnu, Angelika Goder og Andreas Vogel.
Vi overvejede, hvad vi skulle gøre, og hvordan vi skulle vurdere anholdelsen af vores kammerater. Var efterretningstjenesten også lige i hælene på os? Blev vi observeret? Det var helt uvist.
- Vi besluttede så, at Fritz og jeg skulle skifte bolig. En legal kammerat lejede en bolig til os i Wedding (fattigt arbejderkvarter i Berlin. Red.). Fritz og jeg tømte den gamle lejlighed, pakkede det hele i et folkevognsrugbrød og kørte til Wedding.
- Vi gik op ad trapperne med vores flyttekasser, da jeg låste døren op, blev den revet op indefra: To strissere sigtede på os med skarpladte pistoler. Nedefra kom der flere strissere op ad trappen. Huset var omringet. Nå ja, så kropsvisiterede de os og tog vores våben fra os. Det var den 13. september 1975. Ja, så var vi også anholdt.

_________________________

Turen til de palæstinensiske fedajiin i Bagdad

( Plakaten tv.: Efter ti måneders inde-spærring stak Gabrielle Rollnik og tre andre kvindelige fanger fra 2. juni-Bevægelsen af fra kvindefængslet i Lehrter Strasse. De fik kopieret en nøgle, låste celledørene op, kravlede ud af et tagvindue og klatrede over muren ved hjælp af sammenbundne lagner. Derefter tog de kontakt til palæstinenserne og fløj til Bagdad. aut.infoservice).                          __________________                       
- Bagdad var et støttepunkt for PFLP, Abu Hanis gruppe som vi havde kontakt til. Vi havde aldrig noget som helst at gøre med myndighederne i Bagdad, kun med denne gruppe fra PFLP. De havde deres egne huse, og vi skulle bevæge os så lidt som muligt rundt i landet.
- Da palæstinenserne måtte forlade de områder, Israel havde besat, var de blevet spredt rundt omkring i de arabiske lande. Et af PFLP’s andre støttepunkter var i Yemen. Der tog vi hen for at blive trænet i våbenbrug i en af deres lejre. Og de kammerater, vi fik befriet fra fængslet via bortførelsen af Lorenz, blev også fløjet derhen.

_________

Sydyemen

• Var de der, da I ankom? 

Gabriele Rollnik: Ja, men de havde delt sig. Nogle havde besluttet sig for at tilslutte sig RAF. Rolf Pohle holdt helt op. Ina Siepmann og Gaby Kröcher-Tiedemann forblev i 2. juni-Bevægelsen, og dem mødte vi også. De fortalte os, at Verena Becker og Rolf Heissler havde sagt farvel i flyvemaskinen og sagt, at de ville kæmpe videre i RAF.

- Grundlaget for vores samarbejde var den internationale kamp. Det, som forbandt os med Abu Hanis gruppe, var den anti-imperialistiske kamp, kampen mod det kapitalistiske system og den herskende verdensorden.
Gruppen vi havde kontakt med gik ind for et forenet socialistisk Palæstina, hvor jøderne og palæstinensere skulle leve sammen i fredelig sameksistens. Det svarede til vores forestillinger.

- Og så gjaldt det hele det fælles mål: Verdensrevolutionen. Det ville tage lang tid. Mange forskellige befrielseskampe måtte forbindes med hinanden. Det udsprang af de særlige styrkeforhold, som eksisterede i disse år, hvor verden var delt i to lejre.

- På den ene side USA, Vesttyskland og alle de kapitalistiske stater, og på den anden side den anden lejr af såkaldte realsocialistiske stater. Og så var der overalt nationale befrielseskampe, men også kampe som ville overskride de nationale rammer, hvis mål kun kunne nås via en verdensomspændende forandring af samfundsforholdene. Palæstinensernes befrielseskamp var en del af denne forandringsproces. Det var det fælles grundlag, vi mødtes på.

• I tænkte, at verdensrevolutionen starter i den "tredje verden" (trikont)?

Gabriele Rollnik: Vi tænkte, kapitalismen er ved at blive omringet. I en del af verden er der allerede en statssocialisme, som vi på ingen måde synes om. Men dér hersker kapitalens markedskræfter i det mindste ikke.
- Men først og fremmest var der de mange befrielseskampe rundt omkring i verden. Vi så vores opgave i at foretage strategiske angreb i selve metropolerne og på den måde bidrage til at destabilisere magtstrukturerne og fremme en revolutionær proces på global plan. 

__________

Anholdt i Bulgarien

• Den 21. juni 1978 blev du og andre fra 2. juni anholdt i Bulgarien. Hvordan gik det for sig? 

Gabriele Rollnik: Der findes forskellige forklaringer på, hvorfor vi blev opsporet i Bulgarien. En version er, at en fængsels-betjent skulle have genkendt Till Meyer. Det kunne godt være rigtigt.
Bulgarien var et ferieland, og det kunne være, at en fængselsbetjent netop holdt ferie på Bulgariens Guldkyst. Men det kunne også være, at den bulgarske efterretningstjeneste havde forrådt os.

- De overvågede alt, også feriebyerne. Ved at udlevere os var Bulgarien måske blevet lovet økonomisk samarbejde med Tyskland, og i sammenligning med det spillede vi naturligvis en ganske lille rolle.

- En dag tog vi til lufthavnen for at hente Gudrun Stürmer, der netop var landet. Vi satte os i en café i nærheden af luft-havnen, Till, Angelika Goder, Gudrun Stürmer og jeg.
Pludselig stormede fire strissere med pistoler frem mod os og anholdt os. Vi havde strandtøj på og var ikke bevæbnede. Det var en rigtig kidnapning, et overfald a la det vilde vesten.
- I første omgang forekom hændelsen mig fuldkommen uvirkelig. Vi skreg og råbte om hjælp, men de slæbte os væk, sparkede os ind i en bil og kørte afsted med os, og vi vidste ikke: Er det tyske strissere eller hvad? Ved bulgarerne noget om det her? Hvad sker der nu?
Så blev vi transporteret til et andet ferieområde og anbragt i små feriehuse i forskellige værelser. De, der holdt vagt, var konstant bevæbnede, og det var helt klart tyskere. 
Om natten slæbte de os ud af hytterne, vi var lænket, så vi ikke kunne løbe. Igen råbte vi på hjælp. Så blev vi puffet ind i en bus, den kørte os til lufthavnen, og der stod et Luft-hansa fly parat. I flyet var bl.a. Scheicher, en embedsmand fra efterretningstjenesten i Bonn.

• Kendte I ham?

Gabriele Rollnik: Vi kendte hans navn og havde set hans ansigt på fotografier. Han hilste os med ordene: "Schleicher. Og nu går det hjemad til Riget!". Vi talte overhovedet ikke til ham. Vi var lænket på hænder og fødder.

______________________

Levende begravet i højsikkerhedsfængsel

- Angelika, Gudrun, Monika og jeg blev 1980 overflyttet til det nybyggede højsikkerheds-fængsel i Moabit i Berlin. En kameraovervåget gang, der skulle gøre det ud for fælles opholdsrum og langs den fire celler, en celle med brusebad, hvide vægge overalt.

Gabriele Rollnik: Nej. Vi var simpelthen rasende. Jeg havde i hvert fald ikke nogen depression. Betingelserne gjorde os rigtig rasende.
Vi troede, de ville gøre det af med os. Men det skulle de ikke få lov til. Vi gjorde modstand.
Vi var altid i gang med et eller andet. Vi lavede sultestrejker. Vi forsøgte at skabe offentlighed omkring vores fængselsforhold. Jeg var fuldt ud beskæftiget alle de 15 år…

• Hvordan kan man holde den tid ud?

Gabriele Rollnik: Tiden forekommer dig slet ikke så lang. Bagefter har jeg tænkt: Femten år af dit liv har du været i fængsel! Hvor er tiden blevet af? Men når man er derinde, er det ikke sådan. For mig var det ikke sådan. Der var hele tiden noget at gøre.

- Vi kæmpede videre på nyt terræn, vi informerede os, hvad sker der i verden? Det drejede sig om at gøre offentligheden klar over, hvilke betingelser vi var fængslet under. Og jeg havde jo heller ikke regnet med, at jeg ville blive ladt i fred.

• Var det klart for dig, hvad du stod overfor?

Gabriele Rollnik: Det var klart for mig, hvem jeg kæmpede imod. Og det var klart, de ville forsøge at få mig ned med nakken. Det forsøgte de også med de hårde særbetingelser. Det var midlet til at få os til at angre, til at opgive vores politiske overbevisning.

• Førte det til splittelse blandt jer indbyrdes?

Gabriele Rollnik: Vi gennemgik også en vanskelig fase. Det er jo en mærkelig mekanisme. Den starter sådan: Vi diskuterer. Vi kritiserer også hinanden. Hvorfor har du gjort det? Hvordan ser du på det? Det er lidt svært at forklare: Uklare mekanismer bevirker så, at en person fra gruppen kommer i kritikkens søgelys.
Det kan dreje sig om, hvad hun har gjort forkert i forhold til strisserne.
Eller hvad hun ikke har gjort. Eller hvad hun burde have gjort. Måske at der er noget, hun ikke har oparbejdet.

- Og denne kritik tager personen på et eller andet tidspunkt til sig og siger: Det er rigtigt, jeg kæmper ikke mere. Der opstår altså disse processer, hvor enkelte går ned i selvkritik og de andre trænger hende ind i en krog uden udveje.

Det sker, når gruppen ikke formår at erkende, at det er de ydre omstændigheder, der presser dem sammen og yder permanent pres, som er årsagen til deres misere. Så gør du dine medfanger til de ansvarlige, du søger og finder syndebukke.

• Fængsel i Lübeck, 1992: Første interview med Irmgard Möller, Christine Kuby, Hanna Krabbe og Gabriele Rollnik 

– Vi ville tage det op, som var startet i 68-bevægelsen: 
Ønsket om at leve anderledes, ønsket om at starte frigørelsesprocesser her og nu, imod den indtørrede parlamentarisme, dette repræsentative demokrati, hvor man stemmer hvert fjerde år og alt er fastlagt på forhånd, og de gamle nazier stadig sidder på deres postitioner og hvad ved jeg, og Vietnamkrigen, der fik opbakning fra Willy Brandt (ledende tysk socialdemokrat i efterkrigstiden. aut.info), idet han sagde: 
"I Vietnam bliver Berlin forsvaret".

Alt sammen sager vi ikke var indforstået med. Vi havde den følelse: Hvis man sætter alt ind, liv og eksistens, og kæmper rigtig konsekvent, så kan man sætte noget i gang, som kan forandre forholdene her.

• Set ud fra i dag: Et par folk med pistoler i hånden mod hele statsapparatet, er det ikke på forhånd dømt til at slå fejl?

Gabriele Rollnik: Sådan ser jeg det ikke. Det er vigtigt, at mennesker gør modstand, uanset om det ser ud til at lykkes eller ej. Vi gik ud fra, at aktioner i metropolerne ville have en særlig betydning for udviklingen i verden.

• Så I jer selv som en avantgarde?

Gabriele Rollnik: Måske som forkæmpere. "Avantgarde" forstået på den måde: At gå forrest. Ikke ment som værende bedre end de andre.

Men vi tog for lidt kritik til os. Det er det problematiske ved sådanne grupper: Når du sætter livet på spil, tror du, at du har en højere berettigelse:
Du er på et sted, hvor andre er på vej hen. Når det kommer til en revolutionær udvikling, sætter alle livet ind. Men vi kæmper allerede på dette plan. Det er det højeste niveau, og andre kan slet ikke kritisere os længere.

- Der er en tendens til, at man bliver selvretfærdig og selvforherligende. Så kammer det over. Det kan jeg se i dag. Dengang så jeg det ikke. For vi opfattede aldrig os selv som de superstærke, der kunne vælte staten. Men vi tænkte, vi kan sætte noget i gang i retning af en revolutionær omvæltning.
Og det er det hele værd at være med til at sætte det i gang og så se, hvad det udvikler sig til.

_______________________________
Interviewet er oversat fra tysk og let redigeret af ikh. og al. / autonom infoservice. Offentliggjort på venstrefløjsportalen modkrafts "kontradoxa" (ophørt).  Ajourført for autonom infoservice  

Relateret
"Der findes ikke nogen Happy End i Tyskland"

Bommi Baumann (1947-2016) var en kendt tysk 1968’er. Oprørsk, farverig og uberegnelig. Han var bla. med til at grundlægge den anarkistisk inspirerede militante undergrundsgruppe  "Bewegung 2. Juni". 

*** Nogle etapper af hans bevægende liv

Relateret

For tyskkyndige:

• Manifest: Radikal sein heißt: das Übel an der Wurzel packen!

1972 – Bewegung 2. Juni  

• Der Optimismus von damals

Ralf Reinders bei der Veranstaltung zum 20. Todestag von Ulrike Meinhof, 3. Mai 1996 im Auditorium Maximum der TU Berlin 

____________

Litteratur på dansk  

• Rote Zora: ”Vi ville inspirere til et hav af kvindebander” 
• Tyskland: Ulrike Meinhofs død i Stammheim – stadig uafklaret
• Rote Armee Fraktion - Den vesttyske byguerillagruppes historie (1970 - 1998) 

• Tidl. RAF-aktivister: ”Vi ville drive den revolutionære proces videre”  

• Tidl. RAF fanger: ”Vi deltager ikke i deres iscenesatte historiefortolkning”
• Dødsnatten i Stammheim: Ny undersøgelse tilbageviser statens version
• Kvinder mellem væbnet militans og bevægelseskampe ( - diskussioner fra en international møderække i Zürich)