”Vi deltager ikke i deres iscenesatte historiefortolkning”

En kommentar fra nogle aktivister, der på forskellige tidspunkter har været i RAF

Tidligere medlemmer af den i marts 1998 opløste byguerillagruppe Rote Armee Fraktion (RAF) er atter i justitsvæsenets søgelys.

Skønt de alle har afsonet lange fængselsdomme for deres ”kollektive deltagelse” i RAFs aktioner, bliver de nu konfronteret med nye processer og varetægtsfængsling, hvis de ikke erklærer sig parat til at samarbejde med justitsvæsenet og levere øjenvidne- beretninger.  

”Der er tale om ihærdige forsøg på at reducere den væbnede kamps historie til et spørgsmål om mord og vold. De samfundsmæssige sammenhænge bliver således bortcensureret og afviklet kriminalistisk. Der skal ikke være plads til overvejelser om andre grunde end dem, som statsadvokaturen disker op med ..."

• Bonus: Forskellige video-optagelser om RAF  

• ” Igennem 30 år har det været temmelig ligegyldigt for alle, hvem der er blevet dømt for hvad. Hovedsagen var, at RAF-folk forsvandt bag fængselsmurene”

____________________

” I de sidste tre år har politiets efterretningstjeneste (Verfassungsschutz) og medierne gjort sig spekulationer om, hvem der for over 30 år siden skød forbundsstatsadvokaten Siegfried Buback (7. april 1977) og Hanns Martin Schleyer (5. september 1977). (1)

- Statsadvokaturet bestræber sig nu på at granske de indicier, der kunne pege på gerningsmanden/kvinden.De sidste fanger fra RAF har knap nok forladt fængslet, før de nu igen bliver konfronteret med en ny proces eller trues med varetægt, hvis de ikke er parat til at samarbejde med justitsvæsenet og optræde som vidner.

Det første større anlagte forsøg på atter at kriminalisere tidligere dømte RAF-medlemmer fandt sted i sommeren 2007 i forbindelse med procesforberedende forundersøgelser mod de tidligere RAF medlemmer Stefan Wisniewski (2) og Rolf Heissler.  

- Siden slutningen af 2009 er et andet forsøg på at tvinge os til vidneudsagn sat igang. Det drejer sig om et nyt sagsanlæg mod Verena Becker. Verena var i årene 1977 til 1983 aktiv i RAF. Meget snart vil hun blive anklaget på ny. Alt peger på, at dette er kun opstarten til flere processer mod tidl. RAF medlemmer.

- Ifølge statsadvokaturen drejer det sig om at placere individuel skyld ifm. de enkelte RAF aktioner. Der lægges pres på de involverede, for at få dem til at tale om de enkeltes rolle og gøremål. Igennem 30 år har det været temmelig ligegyldigt for alle, hvem der er blevet dømt for hvad. Hovedsagen var, at RAF-folk forsvandt bag fængsels-murene.

- Siden mediespektaklet omkring 30-årsdagen for ” Det tyske efterår” (3) i 2007, er ”behovet for afklaring” blevet et centralt tema. Nu er det ikke længere nok, at vi kollektivt har erklæret os for ansvarlige for RAFs aktioner. Vi skal nu ”endeligt” tale ud for at ”forlade konspirationens logik”.

- Hvad det hele i virkelighed drejer sig om, er ihærdige forsøg på at reducere den væbnede kamps historie til et spørgsmål om mord og vold. De samfundsmæssige sammenhænge bliver således bortcensureret og afviklet kriminalistisk. Der skal ikke være plads til overvejelser om andre grunde, end dem, som statsadvokaturen disker op med.  

”... omformning af det politiske til et personligt anliggende”

For nogles vedkommende har man krævet at vi ”står frem” i diskussionen, hvis ramme allerede er udstukket, med det formål at afpolitisere RAFs aktioner gennem personalisering. Eller sagt med dagbladet Süddeutsche Zeitung´s ord i en redaktionel kommentar: ”

Af de mulige politiske motiver bag denne krig vil der snart ikke være nogen tilbage.(...) Den tyske terrorismes individualisering og privatisering er nået til det sidste stadium. Hvad vi er vidner til nu er et typisk tidsfænomen i den gængse historiepolitik: En tilbagevirkende omformning af det oprindelige  politiske til et personligt anliggende.” (Süddeutsche Zeitung, 24. april 2007).

- Der kræves af os en ”historisk oparbejdning”, som i virkeligheden slet ikke er hensigten. En ”slutstreg”, som ingen tager alvorligt og hvis forudsætninger ikke engang er nævnt som del af sådan en debat. Det er endnu engang et storstilet forsøg på at begrave erfaringerne, at forhindre læreprocesser, at adskille og isolere de forskellige førte kampe fra hinanden. Dette skulle så være afslutningen. En story, hvoraf intet er tilbage undtagen anger og denunciation.

• Søges: Tidligere RAF-aktivister
• Forventes: Anektoder, intriger og intern sladder

- Udløseren af alt dette var forberedelsen af en kampagne, som var møntet på at skabe offentlighed omkring det planlagte spektakel i efteråret 2007 og den efterfølgende TV-film ”Der Baader Meinhof –kompleks”. 

- I årene 2005 - 2006 har medarbejdere fra ugemagasinet DER SPIEGEL gjort alt for at få os til at deltage i en TV-serie, som var redigeret af magasinets chefredaktør Stefan Aust. (4)

- Der skulle nye boller på suppen for at tilføre kampagnen ny næring. Anekdoter, intern sladder og intriger skulle bidrage til at hjælpe disse forlorne ”tidsdokumentatorer” til en vis troværdighed. Som interesserede vil være bekendt med, er det kun blevet til en genoplivning af gamle ”afsløringer” - og Stefan Aust’s protegé Peter-Jürgen Book (5) blev udkåret til at tage sig af ”RAF-ofrene”.

- Eftersom der ikke kunne presses noget nyt ud af ”eksperten” og anklagemyndighedens kronvidne Book, krævede nogle politikere, at de resterende RAF-fanger kun måtte løslades, hvis de fortalte om deres kammerater. Book benyttede sig af denne mulighed og instrumentaliserede forbundsstatsadvokaten Bubacks søn til at lancere endnu en gerningsmandsversion. Denne gang med konkrete navne på tidl. RAF medlemmer, som angiveligt var personligt ansvarlige for Buback-attentatet i 1977. (...)

• Ikke besejret af staten

- RAF opløste sig selv i 1998. Begrundet med den forandrede politiske situation som helhed. At det var RAFs egen afgørelse og at RAF ikke er blevet besejret af staten, er åbenbart stadigvæk en torn i øjet på nogle. Derfor al den snak om ”myten”, som skal knækkes.

- Derfor også dette krav om politisk og moralsk kapitulation. Heraf udspringer også forsøgene på at kriminalisere vores historie, samt det hykleriske forslag om oprettelse af en ”sandhedskommission”. Mens efterlysningen af ikke opsporede tidligere RAF-medlemmer fortsættes og hetsen i medierne samt nye retsprocesser mod løsladte RAF-fanger videreføres, kræver de selvsamme instanser en offentlig angren fra vores side. Gennem mange år har  man afkrævet os en offentlig distancering til RAFs politik. Nu kræver man, at vi angiver hinanden under mottoet ”redde sig hvem der kan”.

- Når ingen af os har deltaget i dette angiveri, så er det ikke på grund af en intern aftale herom indenfor tidl. RAF-kredse, men fordi det er en selvfølgelighed for ethvert menneske med sin politiske bevidsthed i behold. Det er et spørgsmål om værdighed og identitet. En side som vi bevidst har valgt. At nægte at udtale sig er ikke en position RAF har opfundet. Det er en erfaring fra diverse befrielses-bevægelser og byguerillagrupper, at det er eksistentielt vigtigt ikke at kooperere for at beskytte dem, som fortsætter kampen. Den samme indsigt gjorde sig gældende i modstanden mod fascismen. Enhver som engagerer sig politisk seriøst må beskæftige sig med dette spørgsmål og drage lære af det.

- I studenterbevægelsen (1968) var den gængse konsens om at nægte at udtale sig, baseret på en udbredt nødvendighed, da kriminaliseringen tog til. Siden hen er militante blevet konfronteret hermed i alle samfundsanliggender.

- På samme måde har det for os indenfor RAF været en nødvendighed at nægte enhver kooperation. Kun således sikrer vi et minimum af afskærmning. Det gælder såvel for den enkelte i fængsel, for sammenhængen udenfor og i det hele taget for det illegale rum, for bevægelsen heri, for strukturene og deres indbyrdes relationer. Men også for princippets skyld. Vi laver ingen udsagn overhovedet, fordi vi ikke på nogen måde er statskonforme. Ikke dengang og heller ikke idag.

På trods af højteknologiske efterlysningsmetoder fra efterretning-politiets apparat er det i alle de år ikke lykkedes for dem at skabe sig bare et tilnærmelsesvist billede af vores bevægelse. Også de som under isolationsfængslingens pres, hetsen og afpresningen er brudt sammen og blev udnyttet som ”kronvidner” har ikke kunnet bidrage til at formidle et brugbart billede. De brudstykker som politiets efterretningstjeneste har designet og generaliseret til opstands-bekæmpelse, nytter dem meget lidt. De har ingen anelse om metropolguerillaens fremgangsmåde, organisationsstrukturen, dialektikken, spor,... Der er ingen grund til at hjælpe dem med at rette op på det.

• RAFs aktioner var kollektive og blev dømt som kollektive

- RAFs aktioner blev kollektivt diskuteret og besluttet, når der var konsensus herom. Alle, som var med i en periode og har været del af afgørelserne var naturligvis også ansvarlige herfor. Vi har tit formidlet dette og vores holdning til det har ikke forandret sig, fordi RAF ikke længere eksisterer.
- RAFs kollektive struktur er lige fra starten blevet angrebet. Sådan noget måtte under ingen omstændigheder kunne fungere. Istedet for fremstillede man RAF efter det gammelkendte skema: Autoritære relationer, ”officerer og fodfolk”, ledere og medløbere. Sådan kørte den politimæssige propaganda dengang, sådan kører den også idag.  

• Statens "forreste front"

- Justitsvæsenet, hvis selvforståelse var og er, at de fungerer som ”den forreste front” mod ”statsfjenden nr. 1” , manglede i processerne konkrete beviser, da de i kraft af vores manglende medvirke ikke havde noget for hånden. Deres løsning var den ”kollektive” paragraf 129/129a, som gjorde alle ansvarlige for alt. Derpå baserede man størstedelen af domsfældelserne, mens de kriminalistiske detaljer udelukkende blev brugt for at ekskludere de eksisterende politiske sammenhænge.

- De vidneudsagn, som vi i fængselsårene nogle gange har foretaget, var kollektivt besluttet. Som mulighed for at modgå den værste form for statspropaganda. For os havde det næppe nogen betydning, hvordan de statslige indordninger og konstruktioner så ud i detaljer.

- Vi var i fængsel, fordi vi startede den væbnede kamp og under retsprocesserne var vi kun ude på at formidle indholdet af og målsætningen med vores politik. Et angrebets politik midt i metropolerne, hvis praksis tog udgangspunkt i de globale kampe om frigørelse fra kapitalistiske samfundsforhold.

Hvis vi ytrer os igen, så vil det handle om det."

- Maj 2010 -

(Oprindeligt offentliggjort på webportalen Indymedia-Østrig, juni 2010. Oversat, let forkortet og bearbejdet af autonom infoservice.)