I Tyrkiet er det gennem de sidste år lykkedes for den feministiske bevægelse at bryde gennem fortielsesmuren og blive en aktiv faktor i offentligheden.
På trods af bevægelsens meget heterogene sammensætning har den formået for alvor at sætte spørgsmålstegn ved de traditionelle kønsrollemønstre.De socialistisk-feministiske kollektiver (Sosyalist Feminist Kolektif), som blev dannet i 2009, fokuserer i deres aktiviteter på det usynlige og underbetalte arbejde, kvinder til dagligt udfører.
Ved 1. maj-demoen i Istanbul deltog de i en selvstændig feministisk blok med flere hundrede deltagere.
- Hvem er Tyrkiets kvindebevægelse?
- ”A New Feminist Breath” – et manifest fra de socialistiske-feministiske kollektiver
Kvindebevægelsen i Tyrkiet idag er en yderst heterogen størrelse.
Den består blandt andet af kvindeorganiseringer indenfor fagbevægelse og erhvervs- organisationer, af kemalistiske (1) kvinde foreninger, femi- nistiske venstrefløjskollektiver, religiøse kvindegrupper, kvinde- forskere ved akademiske institutioner, lesbiske aktivister og velgøren- hedsorganisationer. Mange af disse grupper betegner ikke sig selv som ”feministiske”. Men de socialistiske-feministiske kollektiver er ofte de impulsgivende elementer i denne brede kvindebevægelse, der i de sidste år har tilkæmpet sig en række juridiske landvindinger for kvinder i Tyrkiet.
”Individualistiske tilbøjeligheder”
I 1970erne markede socialistiske kvinder ganske vist klar opposition mod den daglige sexisme, alle kvinder oplever. Men deres anstrengelser slog ikke igennem og blev i vid udstrækning nedgjort af resten af venstrefløjen, der betegnede deres indsats som ”individualistiske tilbøjeligheder”.
Det var først efter militærkuppet i 1980, at der opstod en uafhængig kvindebevægelse, der betegnede sig selv som ”feministisk”. Denne bevægelse orienterede sig især til de nye kvindebevægelser i USA, England og Frankrig. Feministiske bøger blev oversat til tyrkisk og der blev skabt møderum for kvinder udenfor de velkendte arenaer. På samfundsmæssigt plan var det især temaet ’vold mod kvinder’, de tyrkiske feminister fik sat på dagsordenen.
Kampagnen ”den lilla nål”
1989 startede tyrkiske feminister kampagnen ”Den lilla nål”. På gader og stræder uddelte de store stoppenåle til kvinder, for at inspirere kvinder til aktivt at forsvare sig mod seksuelle overgreb. Denne praksis forenede forskellige strømninger. Især i Istanbul, bevægelsens centrum, gik socialistiske kvinder og radikalfeminister i dialog med hinanden.
De socialistiske feminister blev atter beskyldt for at skabe splittelse og på venstrefløjen udspandt der sig en hidsig debat om legitimiteten af feministisk modstand. ”Borgerlig afvigelse” blev de socialistiske feminister betegnet som, samtidig med at man(d) beskyldte dem for at have ”profiteret af militærkuppet”.
Feministerne tog til genmæle i deres tidsskrift ”Kaktüs”: Da venstrefløjen blev knust af militærkuppet blev det ganske vist lettere for feminister at udvikle en selvstændig politisk dagsorden, men manglen på samfundspolitisk opposition betød også en svækkelse af feminismen og en indholdsmæssig forarmelse af denne.
Socialistisk-feministiske kollektiver
Idag arbejder de socialistiske-feministiske kollektiver (SFK) især sammen med kvinder fra kurdiske organisationer og fra fagforeninger. I 2008 deltog kollektiverne i en bred kampagne mod den tyrkiske regerings forringelsesreformer på det social- og sundhedspolitiske område.
De protesterede mod, at kvinder i endnu højere grad bliver afhængige mænd, fordi reformerne resulterer i færre jobs med regulerede arbejdsforhold og rimelige lønninger. For mange kvinder betyder det, at de kun har én mulighed for at sikre sig økonomisk: At gifte sig med en mand.
Kritikken af det ulønnede hus- og omsorgsarbejde
I deres analyser sætter SFK desuden fokus på endnu et spørgsmål, der stod centralt i 80ernes vesteuropæiske kvindebevægelse: Kritikken af det ulønnede hus- og omsorgs- arbejde, der udføres af kvinder. Da de fleste teoretiske tekster dengang blev skrevet af ”rasende mandehadere”, der besatte huse og ville erobre natten tilbage, holdt mange socialistiske kvinder sig på afstand. Men idag har idéen om at gøre det usynlige arbejde synligt fundet flere tilhængere.
I 1988 var bogen ”Frauen – die letzte Kolonie” (2) af Maria Mies, Veronika Bennholdt-Thomsen und Claudia von Werlhof simpelthen et MUST at læse for feminister i Vesteuropa. I 2008 blev den udgivet på tyrkisk og diskuteres idag begejstret blandt SFK og andre tyrkiske feminister.
Nogle 80´er feminister og senere f.eks. initiativet Global Women’s Strike mente, kvinder bør kæmpe for løn for husarbejde. de socialistiske-feministiske kollektiver afviser derimod dette krav, da de mener, det blot betonerer husmoder-identiteten. Der er således opstået en livlig diskurs omkring temaet ”husarbejde” og nye feministiske handlingsmuligheder åbnes.
I en flyer skriver SFK : ” Husarbejde skal være mandearbejde!” og ”Vi arbejder både derhjemme og ude i vores erhverv. Vi arbejder dobbelt (...) Uanset om vi er gift eller ej, for det arbejde vi udfører for de mænd, vi lever sammen med, kræver vi førtidspension, når vi er fyldt 50 år! Og pension til husmødre!”
( eva og inge / autonom info-service)
- Sosyalist Feminist Kolektif
- Feminist Politica e-mail * hjemmeside
Noter
1) Kemalisme, (efter Kemal Atatürk), den tyrkiske nationalstats officielle ideologi. Kemalismen blev officielt formuleret i 1931 og har siden 1937 været indskrevet i den tyrkiske grundlov. Kemalismens grundtanke var udviklingen af en stærk, europæiserende og udviklingsorienteret tyrkisk nationalisme som erstatning for sultanvældets islamisk-osmanniske selvtilstrækkelighed. Den betoner national solidaritet på tværs af klasseskel og legitimerer et omfattende statsligt engagement i landets økonomi. Ideologiens hjørnesten er "sekularismen", den klare adskillelse af religion og stat.
2) Frauen, die letzte Kolonie af Claudia v. Werlhof, Maria Mies und Veronika Bennholdt-Thomsen. Udgivet 1983 af Rowohlt Taschenbuch Verlag, Hamburg. Er desværre ikke oversat til dansk.
_________________________
Manifest
fra et socialistisk-feministisk kollektiv
”A New Feminist Breath”
“ As of November 2nd 2008, feminists have a new place in Istanbul: We, the Socialist Feminist Collective, have inaugurated our new space, which will also serve as our base for future publications. The process which brought us to today began in the middle of 2007. Starting with the festival organised in honour of the 20th anniversary of the Campaign for Solidarity against domestic violence, a series of activities which bear the specific color and stamp of feminists were launched. This festival was followed by a support campaign for sex workers who were candidates to parliament in the general election of July 22, by the Purple Needle campaign, re-activated after nearly two decades, by the "line of political resistance" set up by feminists prior to the adoption of the Social Insurance and General Health Insurance law and other actions. The politics behind these campaigns and actions took its aspiration from a feminist standpoint that considers male dominance as all-pervasive and aims to set up women against this problem as a collective political subject. A radical, subversive feminism started to make its voice to be heard again.
Feminists, at this time, were not sufficiently organised to carry over and contain the energy and dynamism emerging from these campaigns. We, as women who took part in these campaigns and who share a socialist-feminist view as to women's liberation, saw the necessity for a new approach. It was evident from the problems which constituted the subject of our campaigns that patriarchal oppression and exploitation went hand in hand with capitalism. Hence the inference that any struggle against the oppression of women should follow an anti-capitalist line. The structure before us was patriarchal capitalism and it was very important for us to have a political stance that reflected this analysis.
With these thoughts in our minds, we came together in June 2008 and discussed the creation of a socialist feminist formation. In a gathering organized in August we defined our political framework, wrote a starting declaration, rented an office and began the preparatory work for a future publication - a journal.
And here we are in our new space... We are a motley lot: a large spectrum of age, profession, activities... There are both students and pensioners among us just as there are lawyers, teachers, nurses, housewives, moviemakers, unionists and broadcasters. Some of us are giving yoga lessons, while others are writing their theses; some are making ornaments, some of us are writing... Our political past and experience is very varied too: Among us, there are women who took part in different feminist groups and women coming from the political left, from unions, and labour and student organizations. But, most importantly, there are women who have never taken part in any organized activity. And finally, we live in different cities of Turkey. The majority of us are from Istanbul, but there are also women from Adana, Ankara, Eskisehir, Izmir, Samsun.
This diversity is exciting: we believe it will be an advantage when doing politics, expanding our horizons. On the other hand, we can predict that the same diversity will be a constraint from time to time, testing our unity. We see that the differences of age, knowledge and experience and the fact that the majority of us are living in Istanbul bring with them the risk of creating hierarchies. The big challenge before us is to prevent this and to build a participatory network.
Another challenge before us is our capacity to carry on all the activities of the collective and the journal on a solidarity basis. Our aim is to take no funds from anywhere and propose no projects to anyone. We are aiming to maintain our existence through our own contributions, according to our own possibilities. We think that it will be a great achievement if we can make this work.
Yet another challenge is related to our political line, namely, our socialist feminist political stance. Socialist feminism can be interpreted differently and various meanings can be attributed to it. It is not a political and theoretical attitude which can be placed somewhere between feminism and socialism. It is a component of the women's struggle for liberation and, as such, reflects a distinction internal to it. We are on and speak from a feminist soil but this is not always clear for others as it is to us. It is therefore our duty to pay special attention to the autonomy and independence of feminism from other movements and to underline this in all our actions and in our politics.
Our Socialist Feminist Collective is only one of many existing feminist groups. We believe that there is room for mutual empowerment among us. In our political practice, we are aware that we have to nourish this mutuality, this feminist plurality. The difference between our name, the Socialist Feminist Collective, and the name we gave our journal, Feminist Politics, could be seen as an expression of this attention.
We therefore see our place as a new place for all feminists. From now on, we have a new place where we can discuss our common politics, organise our campaigns and talk to each other... ”
Socialist Feminist Collective, Istanbul, November 2008.
Es sind noch keine Einträge vorhanden.