Sydafrikas kvinder efter apartheidregimets fald

Parlamentet er stadig et traditionelt manderum. På globalt plan er kvinder kun svagt repræsenteret i de lov-givende politiske forsamlinger.

Sydafrika er idag et forbillede for mange, for efter apartheidregimets fald har kvindeandelen i parlamentet ligget konstant på hele 30 procent.

• * Hvad betyder det for de politiske processer? * Hvad betyder det for kvinders liv i Sydafrika?

• Women’s National Coalition

I 2009 fejrede Sydafrika 15 års borgerligt demokrati – efter 40 år med apartheid. Et demokrati, der sejrede efter 30 års væbnet kamp mod det hvide overherredømme i landet. Den væbnede kamp begyndte 1960 og sluttede i 1990, da man ophævede forbuddet mod African National Congress (ANC) og andre befrielses-bevægelser.

Kvinder deltog på forskellig vis i kampen mod apartheid. Også som militante aktivister. Fra starten af organiserede kvinderne sig separat og fra 1950 tilsluttede de sig den antiracistiske bevægelse.

• 'Women’s National Coalition' (WNC)

Da forhandlingerne om en ny forfatning løb af stablen i årene 1992-94, spillede kvinder en afgørende rolle i processen. En national kvindekoalition (Women’s National Coalition – WNC) blev dannet. Efter 2 års arbejde præsenterede koalitionen et charta for effektiv ligestilling mellem kvinder og mænd. Et dokument der præsenterer håb og ønsker blandt Sydafrikas kvinder.

At kvindelige politikere fra forskellige partier deltog i Women’s National Coalition betød ikke kun, at disse mødtes i et fælles anliggende omkring ligestilling. Det betød også, at der i de forskellige partier skabtes en bred konsens om, at man ikke blot skulle tage højde for kvinders interesser, men at man også måtte opstille kvindelige kandidater til palamentsvalgene.

For at bringe ligestillingslovene videre dannedes ’Office on the Status of Women’ samt en uafhængig kommission for ligestilling – ’Comission for Gender Equality’. En ad-hoc komité til fremme af kvinders livskvalitet blev etableret og efter tre år omdannet til en parlamentarisk komité.

Denne komités opgave er at holde øje med lovgivningen og støtte kønspolitiske studier for at styrke udviklingen mod optimal ligestilling. 1998 sørgede komitéen for, at man vedtog en lov mod vold i hjemmet, en lov om forpligtende underholdsbidrag samt en lov om anerkendelse af traditionelle giftemål.  

• Genderpolitik i realiteten

Kønspolitisk specifikke temaer som seksualitet, reproduktion, vold, etc. blev integreret i landets samlede lovgivning.

Men en evaluering af gender-mekanismerne i Sydafrikas lovgivning har entydig vist, at lige-stillingsforanstaltningerne har været mindre succesfulde, end man havde håbet. ’Office on the Status of Women’, som er del af regerings-apparatet, blev dannet for at lede gender mainstreaming processen. Alligevel spiller det kun en begrænset rolle – ingen beslutninger kan tages i dette forum og dets ressourcer er for ringe. Legitimiteten af  ’Office on the Status of Women’ består først og fremmest i, at det hvert kvartal bringer forskellige gender institutioner sammen og sørger for en vis idé - og erfaringsudveksling.

• Feministiske aktiviteter fra neden

Når alt kommer til alt, er det de kvindepolitiske aktiviteter fra neden, der har vist sig som de mest effektive til at skabe politisk gennemslagskraft. Efter 1994 opstod en lang række forskellige kvindegrupper, der beskæftigede sig med kvinders dagligdags problemer ift. sundhed og sociale livsvilkår.

De satte fokus på temaer som fordeling af jord, anti-privatisering, sundhed og reproduktion, HIV/AIDS og kønsspecifik vold samt forskellige lokale behov som f.eks. boliger og el-forsyning.

Det var især spørgsmålene om kønsspecifik vold og den store udbredelse af HIV/AIDS, der var de helt store udfordringer for Sydafrikas feministiske bevægelse.

• HIV som følge af voldtægt

Hver dag udsættes kvinder i Sydafrika for vold. Mange kvinder smittes med HIV som følge af voldtægt. Ofrene ved ofte ikke, hvem de skal vende sig til. De frygter, at politiet ikke vil tro dem, men derimod beskylde kvinderne for selv at være ude om det. Derfor skønnes det, at kun 2,8% af alle voldtægter fører til, at den voldtagne kvinder melder det til politiet.

I retssalene behandles voldtægtofre ofte som anklagede: Ud af 400 voldtægtssager (2009) ved de sydafrikanske domstole, er der i gennemsnit kun 1 proces, som fører til, at voldtægtsmanden dømmes. Sydafrika er ganske vist et verdenskendt forbillede hvad angår ligestillingsforanstaltninger i lovgivningen.

Men samtidig er Sydafrika det afrikanske land, som i statistikkerne sætter rekord i omfanget af seksuel vold og vold mod kvinder i hjemmet. Juridiske rettigheder betyder ingenting, hvis ikke kvinder i hverdagen er i stand til at bruge de rettigheder, de har.  

( Denne artikel er oprindeligt offentliggjort i det østrigske kvindetidsskrift Frauensolidarität nr. 112, 2/10. Oversat og redigeret af ikh./autonom inforservice. Originaltitel: ”Frauen im Parlament. Südafrika, ein Beispiel für gendergerechte Politik?” af Verena Bauer)