Peru er kendt for sine folkekøkkener. Gennem de sidste 40 år har feministiske aktivister opbygget et omfattende netværk af folkekøkkener i fattigkvartererne i de større byer i Peru.
I 2003 blev der talt omkring 10.000 folkekøkkener i hele landet. Alene i hovedstaden Lima skønnes det, at ½ million mennesker spiser dagligt i folkekøkkenerne. Her fordeles mad, omsorg og sociale ydelser. Det er kvinder, som organiserer det hele. I bund og grund er folkekøkkenerne et feministisk projekt.
- I interviewet fortæller den peruanske feminist Ana Tallada om folkekøkken-bevægelsens historie og udvikling i Peru.
- Hvad er ’Comedores populares’ ?
Ana Tallada: ’Comedores populares’, folkekøkkenerne, opstod for mere end 40 år siden som svar på en omfattende fødevarekrise. Peru er et rigt og mangfoldigt land, men er på trods heraf i stor udstrækning afhængig af fødevareimport. I den alvorlige krisesituation for 40 år siden sluttede kvinder sig sammen og organiserede fælles indkøb og madlavning for at spare på udgifterne. Idag handler ’Comedores populares’ ikke kun om køkkener. De har udviklet sig til også at fungere som en lokal, regional og national organisationsform, der ikke kun beskæftiger sig med mad og sundhed, men også med vold mod kvinder og børn og andre temaer.
- Comedores populares’ administreres og organiseres af kvinder. Hvad er det for kvinder?
Ana Tallada: For det meste er det midaldrende kvinder, gennemsnitsalderen er 45 år. Dermed giver de den yngre generation af kvinder mulighed for at (løn)arbejde, så de kan forsørge deres familier og børn. Derudover har kvinderne bag folkekøkkenerne for det meste en mellemlang uddannelse. Som regel har de ved siden af deres aktiviteter i ’comedores populares’ en familieindtægt fra småhandel eller lignende.
- Disse kvinder arbejder uden at få betaling for det. Hvad er det, der driver dem?
Ana Tallada: Det er ganske interessant. De yder frivilligt arbejde uden løn, men lærer til gengæld at organisere og træffe beslutninger. De begynder i det lokale folkekøkken, mange bliver derefter aktive på kvartersniveau, hvor de må tage stilling til fordelingen af fødevarerne. De må forhandle med borgmesteren om planlægningen for det kommende år og med Økonomiministeriet må de forhandle om budgetter og lign. I starten stod folkekøkkenerne helt på egne ben, men hen ad vejen har statslige institutioner tilsluttet sig med diverse hjælpeprogrammer.
- Det er naturligvis et kritikpunkt, at kvinderne efter så lang tid stadig må arbejde uden løn. Men de betoner selv, at det styrker deres personlighed, at de kan udvikle bestemte færdigheder og at de vinder anerkendelse i deres kvarter, nogle enkelte sågar på nationalt plan. Naturligvis er det ikke optimale vilkår, systemet har sine grænser. Men ift. omsorgsarbejde og fødevarekvalitet spiller dette kollektive system en uvurderlig rolle i byernes fattigkvarterer.
_______________
"...Ikke et ord om profit her"
- De peruanske ’comedores populares’ er også blevet studeret indgående andre steder. F.eks. i Canada og i Europa, fordi organiseringen af folkekøkkener er kvinders konkrete svar på krisebestemte livsvilkår. Vi må også inddrage denne model i de overordnede diskussioner om omsorgsarbejde mv. For mens markedsøkonomien er baseret på profitmaksimering, så er ’comedores populares’ en økonomisk enhed , der forsynes med fødevarer og ved hjælp af kvinders kollektive arbejde leverer mad af høj kvalitet til lokalsamfundet. Ikke et ord om profit her.
- Foruden kvinders ubetalte arbejde i de private husholdninger må vi sætte fokus på det kollektive omsorgsarbejde udført af kvinder i folkekøkkenerne. Det har økonomisk værdi. Men det har også social og politisk værdi, kvinderne sætter sig i forbindelse med ernæringsforskere og træffer på den baggrund beslutninger ift. byernes fødevarepolitik.
______________________________
"De mennesker som ikke kan betale, får maden gratis"
- Mange folkekøkkener har forvandlet sig til små virksomheder. Regeringen har forsøgt at skubbe den oprindelige idé om folkekøkkenerne til side ved at argumentere med, at man ikke når de mennesker, der lever i ekstrem fattigdom. Men faktum er, at det rent faktisk ER byernes fattige, der bruger folkekøkkenerne. En menu koster ca. 30 Eurocent ( = ca. 3 kr) for de, som har råd. De mennesker som ikke kan betale, får maden gratis.
- I den senere tid har der været opstande i nogle regioner af Peru. Hvad drejer det sig om?
Ana Tallada: Det drejer sig om de oprindelige folks modstand og deres kamp for retten til jord og ressourcer i Amazonas området. Som led i frihandelsaftalen med USA har den peruanske regering vedtaget omkring 100 love, uden at rådføre sig med eller inddrage de oprindelige folk, som rammes af disse love. Den peruanske regering har uden videre udstedt dekreter, der fratager de oprindelige folks ret til den jord, de altid har levet på og af. Samtidigt med at de truer biodiversiteten og angriber en økologisk bæredygtig måde at leve på. Disse opstande i Amazonas har bredt sig til andre områder. Det er noget, vi må være meget opmærksomme på, for Amazonas er ikke blot vigtig for Peru, det er af økologiske grunde en sag for hele verden.
- Du er selv aktiv i et transnationalt netværk – REMTE. Hvordan er det organiseret?
Ana Tallada: REMTE, kvindenetværket for transformation af økonomien, er aktiv i ti latinamerikanske lande: I Brasilien, Chile, Bolivia, Ecuador, Colombia, Mexico, Venezuela og i et par centralamerikanske lande. Netværket blev grundlagt i 1997 og jeg var med fra starten af. Udgangspunktet var, at vi ville sætte økonomiske temaer på dagsordenen ud fra et feministisk perspektiv.
- Det var der alt for få som gjorde dengang. Altså dannede vi netværket REMTE og begyndte at beskæftige os med temaer som arbejde, fødevareselvforsyning og militarisering. Den herskende økonomiske samfundsorden er tæt forbundet med militarisering. Netværkets hovedcentral var i 2008 i Brasilien, fra august 2009 flyttede det til Bolivia – på denne måde demokratiserer vi strukturen og fastholder enheden.
- Hvilken politisk betydning tillægger latinamerikanske feminister det kvindelige omsorgsabejde?
Ana Tallada: Latinamerika er et kontinent med voldsom økonomisk polarisering. Der findes steder i Latinamerika, hvor gennemsnitsindkomsten ligger på samme niveau som i Europa; og så findes der regioner, der snarere ligner de fattigste lande syd for Sahara. Men gennemsnittet dækker som bekendt over de mange forskellige realiteter. Kvinders omsorgsarbejde har derfor meget forskellig betydning indenfor de forskellige økonomiske rammebetingerlser. Det er imidlertid af stor politisk vigtighed, at kvinder i hele verden – i Nord såvel som i Syd – sætter fokus på kvinders ulønnede omsorgsarbejde. Det er et faktum, at markedsøkonomien ikke kunne eksistere uden det omsorgsarbejde, der først og fremmes udføres af kvinder.
- Men vi må også sætte fokus på kvinders muligheder for uddannelse, for rimelig indtægt og for deres omsorg for sig selv. Når vi taler om omsorgsarbejde må vi være opmærksomme på, hvordan der produceres og konsumeres i denne verden. Vi må artikulere os som kvinder og bruge de muligheder vi har for at være aktive i fællesskab på globalt plan.
__________________
Ana Tallada er aktivist i det latinamerikanske 'Kvindenetværk for transformation af økonomien' (REMTE)
(Interviewet er lavet at Helga Neumayer og oprindeligt offentliggjort i det østrigske kvindetidsskrift Frauensolidarität nr. 109 (3/2009). Oversat og bearbejdet af julie og ikh/autonom infoservice).
- Du kan høre interviewet (på tysk) på Orange 94.0 – den frie radio i Wien
- Læs mere om det feministiske magasin ”Frauensolidarität”
Kommentar schreiben