Palæstina: ”Freedom Theatre ... en dråbe i havet”

• I 2006 grundlagde du Freedom Theatre i Jenin. Hvad var målet med projektet?

Juliano Mer-Khamis: Teater er for mig et værksted for idéer, diskurser, argumenter, konflikter og kritisk tankegang. Det handler om at opbygge sin identitet på ny, at skrive sine store fortællinger på en ny måde. Det handler også om, at definere sig som kunstner, som menneske, som nation, som beboer i et område, der gennem syv år er blevet ødelagt af Israel med permanente overfald, udgangsforbud og belejringer.

- Det er lykkedes Israel at smadre palæstinensernes kulturelle strukturer og vi forsøger – for vores vedkommende i Jenin – at genopbygge dem igen. Dermed mener jeg ikke kun musik og teater, men kultur i en større social og politisk kontekst, der går ud på at skabe solidaritet og samarbejde. For mig er kultur ikke kun Dabka og Tschaikovskij, men alle de mangfoldige relationer, som forbinder mennesker med hinanden.

• Du har arbejdet med børn i over 15 år. Kan du beskrive, hvordan den israelske besættelsespolitik påvirker børns udvikling?

Juliano Mer-Khamis: Jeg kan kun berette om flygtningelejren i Jenin. I denne lejr er 58 procent af befolkningen – altså omtrent 8500 mennesker – under 18 år. Omkring 3000 af dem har fået konstateret posttraumatiske stress-symptomer. Skønt ordet ’posttraumatisk’ ikke er helt dækkende for deres situation. Dette trauma kommer til udtryk i en permanent tilstand hos mennesker i Jenin, som har mistet grundlaget for deres eksistens som menneskelige væsener. Et grundlag, som normalt gør en i stand til at placere sig selv i tid og rum og føle sig overbevidst om sikkerheden i ens egen eksistens.  Dette hylster, der synes en selvfølge for mennesker i Vesten, mangler vi.  

Det som i dagligdagen er livet for jer, er for os den daglige trussel om døden. Dette er en unormal tilstand, først og fremmest for børnene. Børn, som til dagligt konfronteres med døden, bliver til apatiske væsener. De har ingen form for sikkerhed, ingen selvtillid til deres egen ekistens. De har intet forhold til tid, hvad der er ensbetydende med, at de ingen fremtid har. Jeg kalder dem ”omvandrende livløse”.

Fra disse ”omvandrende livløse” udgår fænomænet selvmordsattentater, der er en følge af ødelæggelsen af nervesystemet pga. besættelsen. Når man studerer tiden før selvmordsanslagene, så finder man børn, der stammer, som knap nok kan tale og ikke er istand til at koncentrere sig. Alle deres relationer til omverdenen – forældre, venner, lærere, etc. - er præget af vold, for andet findes ikke. Alt hvad de i tidens løb kan tage til sig, er besættelsens daglige vold. Dermed bliver vold det eneste middel, de lærer at kommunikere med i deres egne omgivelser.   

• Kan teatret gøre noget ved disse problemer?

Juliano Mer-Khamis: Mulighederne er altid utilstrækkelige og det går for langsomt, fordi vi står overfor en total øedelæggelse. Det er et lille teater og en lille flygtningelejr, ikke mere end en dråbe i havet, men immervæk en dråbe. Vi håber altid, at hvis alle giver deres dråbe, vil det engang  blive til en bølge. Men det er vanskeligt at måle projektets succes eller se en klar linje af fremskridt, fordi der engang imellem også forekommer større spring.

  ” ...kvinderne bærer størstedelen af byrden”

- Vi oplever idag udviklingen af en ghettomentalitet, fremvækst af xenofobi (”angsten for det fremmede”) og en tilbagevenden til arkaiske stammetraditioner, der udfylder et vakuum efter de ødelagte socialstrukturer. Det er lykkedes Israel at kaste os hundrede år tilbage i tiden. Under disse primitive forhold er det kvinderne, der bærer størstedelen af byrden. Derfor er kvindernes situation også en indikator for det palæstinensiske samfund som helhed. Det er blevet farligt for kvinder at gå ud alene. De risikerer at blive overfaldet og voldtaget – især om natten. For en kvinde er det ikke længere accepteret at optræde som skuespiller og ”præsentere sig offentligt”, at berøre andre skuespillere og danse. Dette står i modsætning til den ortodokse islamfortolkning og traditionen.

- Af disse grunde havde vi for fire år siden kun en enkelt kvinde hos os, men det har imidlertid ændret sig og idag har vi flere kvinder end mænd i vores gruppe. Dette er måske en indikator for en langsom forandring til det bedre. Ingen havde kunnet forudse det, for pludseligt havde vi et større antal kvinder og ligeså pludseligt accepterede folk, som førhen havde afvist os, vores teater. Pludseligt kunne vi tage på turné og rejse rundt. Mange af vores unge folk havde aldrig forladt lejren. For første gang i deres liv så de et tog!  

”Befolkningen vil ikke bøje sig for

  de israelske apartheidtilstande”

• Bortset fra teatrets indflydelse, hvordan vil du så beskrive den aktuelle stemning i befolkningen i området omkring Jenin. Kommer der en ny intifada?

Juliano Mer-Khamis: Jeg synes, stemningen er meget dårlig for tiden. Vi forsøger at bringe håbet tilbage, men vi står overfor en ødelagt nation, således at de fleste af os er beskæftiget med de mest basale ting i vores dagligliv: bolig, elektricitet, vand, undervisning. I denne situation er der ikke ret meget plads til håb. Håbet er begravet i ruiner – ikke kun i husenes, men også i sindenes. Men det vil vende tilbage, omend det bliver en langsom proces. Og selv da vil håbet være fanget mellem elektriske hegn og mure af beton.

- Hvad der end vil ske med vores håb, så ved jeg, at vi en skønne dag igen vil forsøge at bryde ud af dette fængsel. Derfor mener jeg, at en ny folkeopstand, en intifada, vil være en naturlig konsekvens om nogle år. Befolkningen vil ikke bøje sig for de israelske apartheidtilstande. De vil gøre oprør mod det igen.

- Vi håber, at vores ungdom vil blive inspireret af de midler, som Freedom Theatre tilbyder. Jeg håber, at de vil bruge kameraer frem for geværer, at de vil anvende frihedens værdier imod de israelske tanks. Jeg ved, at det måske lyder naivt, men i 1990`erne var det netop sådan. Et barn med en sten i hånden stiller sig i vejen for en af de største og mest moderne israelske tanks. Symbolværdien af dette er enorm....

”Jeg støtter ingen stater overhovedet”

• Hvad er din vision for løsningen på konflikten? En enstats-løsning? En to-statsløsning, eller...?

Juliano Mer-Khamis: Jeg støtter ingen stater overhovedet. Jeg støtter kun samlivsrelationer mellem mennesker. Om det bliver i rammerne af en eller flere stater eller en føderation eller en kooperation er for mig underordnet. Det er mit personlige udgangspunkt, at jeg er søn af en arabisk far og en jødisk mor – og jeg tror, at det er vores skæbne som palæstinensere og israelere: At vi ikke bare går i seng med hinanden, men at vi også skal lære at leve sammen.

Problemet er den israelske politik og ideologi, som går ud på at adskille os, skabe apartheid og kunstige etniske skillelinjer, etnokrati, mure, hegn...Alt hvad jeg gør, er rettet imod denne adskillelse. Det afgørende er perspektivet for, hvordan vi vil leve sammen : enten side om side eller den ene underordnet den anden.

” ... i sidste konsekvens vil løsningen ikke komme fra teatret men fra modstanden mod besættelsen”

• I din dokumentarfilm ”Arnas børn” viser du, hvordan palæstinensiske børn under den israelske besættelsen forandrer sig fra at være skuespillere i et teater til at blive modstandsfightere og i visse tilfælde sågar udfører selvmordsattentater. Tror du, at din film har rokket ved den offentlige mening i Israel ift. den palæstinensiske modstand? Er kunst generelt set en nøgle til at forsone de to folkeslag?

Juliano Mer-Khamis: Som instruktør af filmen håber jeg naturligvis, at jeg har kunnet forandre noget i folks bevidsthed. Jeg har mødt folk, som fortalte mig, at filmen har forandret deres holdning. Men jeg tror ikke, at enkelte film virkelig kan forandre noget. Det ville også generelt set være naivt at tro, at kultur, at for eksempel Bach eller Chopin formår at samle folkeslag. Vi må ikke glemme, at fascister som Goebbels og Eichmann var Mozart-liebhavere. Sådan noget beskytter os ikke fra barbari.

- Jeg mener, at kunst kan være et rum, hvor der kan reflekteres, udvikles idéer til at fremme det enkelte menneskes kritiske tanker. Kunst kan give unge mennesker – specielt i et område som her – mulighed for at udtrykke sig, for at udbrede deres budskab, for at stå frem for andre og tale. Men det er selvfølgelig ikke selve løsningen. Problemet mellem Palæstina og Israel drejer sig ikke om følelser eller kunst, det er et politisk problem.

- En hel del mennesker forsøger ihærdigt at tilsløre det ved at fremstille det som et problem mellem to befolkningsgrupper. Dette er ikke tilfældet. Det drejer sig ikke om dialog for dialogens skyld eller om at holde hinanden i hånden. Det handler om et politisk problem: en nation, som har besat og etnisk udrenset et andet område. Det er det, som det hele drejer sig om i Palæstina.

- Jeg tror, at den form for kunstnerisk udveksling og dialog, som f.eks. Freedom Theatre praktiserer, kan hjælpe begge sider til at forhandle om løsninger, men i sidste konsekvens vil løsningen ikke komme fra teatret, men fra modstanden mod besættelsen. 

            Flygtningelejr i Jenin efter israelsk angreb

            _____________________________________

• Er en kulturel boykot en fornuftig måde at udøve pres mod Israel på?

Juliano Mer-Khamis: Jeg støtter klart og uden tøven en boykot, for jeg mener, at folk skal udøve mest muligt pres på Israel. Israel må ikke have lov til at opføre sig ligesom om, der intet er i vejen. For det er nu engang ikke en normal situation. Men når det er sagt, ville jeg være ganske forsigtigt med hvem og hvad jeg boykotter. Man kan boykotte økonomien, eller institutioner som misbruger kulturen i propagandaøjemed. Man kan også boykotte akademiske institutioner, som støtter besættelsen. Jeg kunne sagtens finde på at boykotte en instruktør af en film, som misbruger genren til israelsk propaganda, men jeg vil ikke principielt boykotte kulturen.

____________

Juliano Mer-Khamis er født i 1958 i Nazareth. Hans mor, Arna Mer, er en kendt jødisk forfatter, teaterinstruktør og aktivist fra den første palæstinensiske intifada (1987-1993). Hans far, Saliba Khamis, var tidl. et fremtrædende medlem af det israelske kommunistparti. Siden 1968 politisk aktiv på PLOs venstrefløj. Juliano er skuespiller ( G.R.Hill´s amerikanske film ”Den lille trommepige”), filminstruktør af den prisbelønnede dokumentarfilm ”Arnas børn” og en af grundlæggerne af teaterprojektet ”Freedom Theatre Jenin”.

(Interviewet er oprindeligt offentliggjort i det østrigske anti-imperialistiske magasin ”Intifada” nr. 30-2010. Oversat og redigeret af folk fra autonom info-service)