Tyskland: Atomkraftmodstanden ruster sig til et hedt efterår

Lørdag den 18. september 2010 sparker den tyske anti-atomkraftbevægelse en ny mobiliseringskampagne igang.

Ifølge arrangørene vil over 30.000 atomkraftmodstandere gå på gaden i Berlin. Demonstrationen danner optakten til et hedt efterår præget af blokadeaktioner og demonstrationer imod den konservative-liberale regerings pro-atomkraftpolitik. Baggrunden herfor er, at den tyske regering netop har besluttet at forlænge tidsrammen for afvikling af landets mest slidte atomkraftværker med endnu 8-14 år.  

• Interview med to atomkraftmodstandsveteraner: Wolfgang Ehmke og Tadzio Müller

Wolfgang Ehmke: Energipolitik og afvikling af atomkraftenergien har nu i næsten to år været de altdominerende temaer på den landspolitiske dagsorden. Uden os – de klimapolitiske bevægelser og anti-atomkraftgrupper – ville dette ikke være tilfældet. Vi ved, at det såkaldte ”atomkraftkompromis”, der er blevet indgået mellem den tidligere socialdemokratisk-grønne regering og koncernerne RWE, Eon, ENBW og Vattenfall  i bund og grund var tandløst. Siden år 2000 har man kun lukket to atomkraftværker – Stade og Obrigheim. Til dels fordi de set ud fra en rentabilitetsoptik var blevet for dyre at modernisere. Nu kommer der måske flere til, fordi det er yderst tvivlsomt, om det overhovedet kan betale sig at modernisere reaktorer, der er bygget i 1970`erne – så som Brunsbüttel, Isar, Philippsburg, Krümmel, Biblis A og B, Neckarwestheim 1 og Unterweser.

Kritikere vover sågar at forudsige, at afviklingen af atomkraftværkerne vil tage fart under den konservativ-liberale regering. Ligesom protesterne mod den åbenlyse atomindustri-lobbyisme har taget fart.

”....en samfundskraft der har dybe rødder i brede dele af befolkningen”

Tadzio Müller: Anti-atomkraftbevægelsen i Tyskland er en af de helt centrale ”skoler” for politisk aktivisme. Især når der er tale om civil ulydighed, forskellige former for militans og kollektive lovbrud. Der er tale om en ganske vigtig erfaringskilde i radikaliseringen af protesterne mod atomkraft og i særdeleshed mod Castor-transporterne.

Uden anti-atomkraftbevægelsen og Castor-modstanden ville der efter min mening ikke have eksisteret nogen ”Blok G8” og ingen succesrige blokader mod naziopmarchen i Dresden i år. Der ville heller ikke kunne gennemføres noget sådant som f.eks. de planlagte bankblokader til oktober.
Hinsides det konkrete politiske indhold er anti-atomkraftbevægelsen altså et centralt sted for samfundsmæssige frigørelsesperspektiver. Bevægelsen er   en læreproces i kampen for andre levemåder. Ikke mindst også fordi de ofte isolerede protestmiljøer og subkulturer faktisk står i tæt forbindelse med den lokalt kæmpende befolkning, når det drejer sig om anti-atomkraftaktiviteter. Det handler netop ikke kun om et protestspektrum, men om en samfundskraft der har dybe rødder i brede dele af befolkningen.

• Efter Castor-transporterne i slutningen af 2008 har anti-atomkraft- bevægelsen fået en revival. De hidtidige højdepunkter var menneskekæden med omkring 150.000 deltagere i april i år. Alligevel vil de de konservative-liberale  forlænge atomkraftværkernes løbetid. Hvad må der gøres?

Wolfgang Ehmke: Den politiske klasse forstår kun et budskab: Det fra gaden. Hvis det hele kunne afgøres ud fra argumenterne mod atomenergien, ville vi forlængst have vundet.

Tadzio Müller: Jeg er fuldstændig enig: Det drejer sig om at opbygge presset fra gaden – ulydigt, beslutsomt, bredt. Jeg vil - i modsætning til Wolfgang - gå noget videre. I år sker der en spændende udvikling i Wendland (nordtysk egn, hvor Castor-transporternes mål - atomaffaldsdepotet Gorleben - ligger. Anm. af autonom infoservice). Her forsøger man at mobilisere til en aktionsform, som der ellers kun er tradition for indenfor det autonome spektrum: At udhule banelegemet. Dette bliver åbent annonceret og forberedt med aktionstræning og på møder. Erfaringer med alliancearbejde og massemilitans som ved protesterne mod G8-topmødet i Heiligendamm og mod nazierne i Dresden bliver anvendt i Castor-modstanden, samtidigt med at  modstanden bliver videreudviklet.

Og så et andet punkt: En stor del af den politiske opbakning til atomindustrien udspringer fra klimadebatten a la ”atomkraft som klimaets redningsanker”(2). Derfor er det efter min mening vigtigt for anti-atombevægelsen at deltage aktivt i den offentlige debat. Vi må involvere den yngre generation samt fagforeningerne i klimabevægelsen. For eksempel IG Metall (metalarbejdernes fagforening), som netop er igang med at organisere lønarbejdere indenfor den alternative energisektor. Kun hvis vi som bevægelse deltager og præger energidebatten, kan vi score points i samtlige sektorer.

Noter - af autonom info-service

1) Igennem mange år er de opbrugte brændselselementer fra tyske atomkraftværker blevet transporteret til genoparbejdningsanlæggene i La Hague i Frankrig og Sellafield i Storbritannien. Til transport og deponering af atomaffaldet, der i årtier bliver ved med at producere kraftig varme, er det nødvendigt med særlige beholdere. Det kendeste mærke i Europa er "Castor" ("Cask for storage and transport of radioactive material"). På grund af besparelser har koncernerne bag atomkraftværkerne beholdt brændselselementerne i reaktorene i 4-5 år istedet for 3 år, som var tidligere praksis. Dermed øges energiafgivningsvolumen. Tilsvarende forøges varmegraderne samt radioaktiviteten i affaldsstofferne, som bliver fyldt i specialglas, før de bliver lagret i containerne. Det er grunden til, at der skal udvikles en speciel model af Castor-beholderne, da de oprindelige beholdere "CASTOR HAW 28 M" ikke er godkendt til sådanne transporter. Derfor er det i de sidste år den franskproducerede containertransporter TN-85, der bringer atomkraftaffaldet tilbage til Gorleben.

2) De store energikoncerner er sammen med højrefløjspolitikere gået i gang med en kampagne for at forhindre en realisering af den tidligere socialdemokratisk-grønne regeringskoalitions beslutning om trinvis afvikling af atomenergien i Tyskland indtil år 2021. I deres kampagne fremstiller de atomenergien som "klimavenlig" og advarer mod kommende strømmangel. De konservative politikere supplerer dette ved at signalisere "stigende strømpriser". Hele kampagnens formål sigter på at tilbagekalde afviklingsprocessen efter parlamentsvalget næste år. Atomenergikoncernerne RWE og EnBW forsøger at udskyde aktuelle lukningsdatoer for atomkraftværkerne Biblis- A og Neckarwestheim-1 ved at gennemføre langvarige reperationsgennemsyn.