Che Guevara – et liv for revolutionen

     ____________
     Revolutionens sejre 

På den udrangerede lystbåd ”Granma” satte oprørere fra ”26. juli bevægelsen” kurs mod Cuba. Den 2. december 1956 nåede de Cubas kyst ved Playa de los Colorados. Planen var at styrte landets gangsterregime under ledelse af diktatoren Fulgencio Batista. 

             ______________________________
Diktatoren Batista flygter til den Dominikanske Republik

Derefter fulgte en to-årig guerillakrig i bjergene omkring Sierra Maestra,
hvor  ”Bevægelsen af 26. juli” ( M-26-7) fik stadig større tilslutning af
revolutionære fra hele Cuba.

På trods af hærens massive bombardementer kunne guerillaen ikke knuses og hæren tabte tydeligt kontrollen over landet. I 1958 indledte rebellerne en stor offensiv, som blev ledsaget af strejker og demonstrationer i alle store byer.
Det afgørende slag mod Batista-regimet fandt sted i Santa Clara ved årskiftet 1958/59 .
Her kæmpede militæret mod guerillaens anden ”columna” (søjle) under ledelse af Che Guevara og Camilo Cienfuegos.

Den 1. januar 1959 flygtede Batista til den Dominikanske Republik. Dagen derpå besætter oprørerne byerne Havanna og Santiago de Cuba.

_____________________

“Afskaf privilegierne!” 

Cubas befolkning led på grund af handelsboykotten allerede i starten af 60’erne et omfattende afsavn. Som en af Cubas ledende politikere fremsatte Che en række etiske kriterier som koncept for samfundets udvikling: Da han på et møde med sukkerrør-arbejderne i Cuba erklærede, at den eksisterende undtagelsessituation ville blive forværret – således måtte for eksempel mælk og kød rationeres – afgav han samtidigt et løfte, som vakte vild begejstring blandt de deltagende. Han sagde:

• ”I den nye etape af den revolutionære kamp vil der ikke længere findes privilegerede funktionærer og heller ingen jordejere. De eneste privilegerede på Cuba vil være børnene...”.

Che`s søgen efter en alternativ socialisme model

Efterhånden udviklede Che’s kritik af den voksende bureaukratisering af Cubas stats-apparat, og den vedvarende kritik af Sovjetunionen, sig til en kamp på flere fronter. Mens han forsøgte at reorganisere industriministeriet i Cuba, blev han dybt engageret i en omfattende diskussion i hans søgen efter en alternativ socialismemodel til den sovjetiske /østeuropæiske udgave.

Men den offentligt førte såkaldte økonomi-diskurs, som gik ud på at opstille en alternativ udviklingsstrategi for Cuba, endte med et nederlag for Che Guevara og hans kammerater, og det blev Fidel Castros bror Raul Castro og Sovjetfløjen indenfor Cubas stats- og partiledelse, som vandt. Dermed stadfæstede Cuba orienteringen til Sovjetunionens samfundsmodel.

• Den tyske marxist Ernst Bloch

De nye parti - og statsbureaukraters had til “Argentineren”

Che Guevara var kendt for sin ekstreme beskedenhed. Han førte en nærmest endeløs kamp mod bureaukratiseringen i den nye administration i årene efter den cubanske revolutions sejr.

Che så de største farer ved den model, der var importeret fra de østeuropæiske lande, i en voksende social ulighed og dannelse af et privilegeret lag af teknokrater og bureaukrater. Han kritiserer det østeuropæiske lønningssystem for, at det altid er

• ” ... direktørerne, der tjener mere. Se blot i DDR: På den vægt, man giver direktørens ledelse, eller rettere den belønning, han får for sin ledelse”. (3)

Che forsøgte at vinde gehør for udvikling af nye former for basisstruktureret forvaltning af det nye Cuba. Det mislykkedes for ham og hans ligesindede.
Hans kritik af blandt andet højtplacerede tilhængere af den sovjetiske model, som for eksempel kommunistpartiets leder Anibal Escalante, ministeren for udenrigshandel Alberto Mora, direktøren for det nationale Institut for Jordreform, samt diverse etablerede fag-foreningsledere, skabte Che Guevara talrige fjender i parti- og statsledelsen. For dem var Che en forstyrrende udlænding. ”Argentineren”, kaldte de ham foragteligt med nationalistisk undertone.

• Kritik af fagforeningsledere og andre pampere i samfundshirarkiet

Che Guevaras kritik af fagforeningslederne rettede sig mod deres ringe eller helt manglende forbindelse til deres medlemmer. Fagforeningsledernes funktion var ude- lukkende baseret på rettigheder til dem selv - uden nogen forpligtelser overfor arbejderne:

• ”I dette øjeblik kunne fagforeningerne holde op med at eksistere og overgive deres funktioner til Komiteerne for lighed og retfærdighed ved arbejdet”, udtalte Che i forbindelse med en diskussion om fagforeningernes rolle.
  ”Problemet er, at fagforeningsbureaukratiet ikke ville være indforstået med det, fordi de så måtte vende tilbage til produktionen. De vigtigste ledere ville begrunde deres position med, at de jo har været fagforeningsledere i op til nu snart 18 år!”

På samme måde kritiserede Che de tidlige forandringer af revolutionens forsvarskomitéer – de såkaldte C.D.R.’s. Efter hans mening var de blevet til en rede af opportunister. Han ytrede også skarp kritik af medlemmerne af stats- og sikkerheds- apparatet:

• ”En kontrarevolutionær er en, som kæmper mod revolutionen, men den som gør sin indflydelse gældende for at få en bolig, bagefter måske to biler og som stjæler fra rationeringen - den som ejer alt det, mens folket intet har, er ligeledes kontra-revolutionær!”

Konflikten med flertallet af Cubas ledelse

Che Guevara kom yderligere i modvind til flertallet af Cubas ledende organer, da han den 24. februar 1965 holdt en meget kritisk tale i forhold til Sovjetunionens politik i Algier (4) De kritiske passager blev ikke trykt i den cubanske presse. De sovjetiske myndigheder lod den cubanske regering vide, at Che’s offentlige tale var indiskutabel for dem og ”Sovjet-fløjen” i Cubas magtstrukturer var rasende på ham.

Da Che kom tilbage fra Algeriet i marts 1965, modtog Fidel Castro ham i Havannas lufthavn. Derefter fulgte et møde mellem de to. Det blev til to dages uafbrudt diskussion. Herefter optrådte Che aldrig mere offentligt.
       _____________________________

“Socialismen og det ny menneske”

Che Guevara skriver et politisk manifest: “Socialismen og det ny menneske”. Det offentliggøres i første omgang i forfatteren Eduardo Galeanos tidsskrift “Marcha” i Uruguay. Senere bringes den stærkt kontroversielle artikel i forkortet udgave i cubanske aviser. I manifestet fastslår Che Guevara Cubas fremtrædende rolle som revolutionær inspirationskilde, legitimiteten af den væbnede kampstrategi, samt sin kritik af de dogmatiske kommunistpartiers politik.

Intermezzo i Congo

I april 1965 rejste Che på en hemmelig mission til Congo for at støtte op om den cubanske militærhjælp til den påbegyndte befrielseskamp mod de pro-kolonialistiske sorte magt-havere og deres hvide lejesoldater. (5)

Che’s forsvinden producerer straks de sædvanlige spekulationer. For eksempel frem- satte CIA påstanden om, at han var blevet dræbt i et opgør med Fidel Castro. Nogle måneders ophold i Congo var imidlertid nok til, at Che måtte erkende, at projektet var et komplet urealistisk foretagende, da det viste sig, at de afrikanske befrielsesgrupper internt var splittede og meget svage.

Blandt de daværende guerillaledere var den nu myrdede tidligere præsident i Congo – Laurent Desire Kabila.

Efter cirka 12 måneder besluttede Che efter nogen tøven at rejse tilbage. På baggrund af sine gjorte erfaringer vendte Che Guevara sig imod Fidel Castros forslag om at sende flere cubanere til Congo. Che’s konklusion i forhold til den antikoloniale modstand i Congo var:

• “Der manglede de humanistiske visioner. De havde gennemgående ingen kampvilje, lederne var korrupte. Med andre ord: Der var simpelthen intet at gøre!”

De første kontakter til Bolivias venstrefløj

Alleredei februar 1966 var en af Cubas mest erfarne guerillaveteraner Ricardo som var kendt under hans kodenavne "Papi" og "Chinchu" - rejst til Bolivia. Han var netop vendt tilbage fra en guerillakamp i det nordlige Argentina, som endte med en fiasko for guerillaen.
"Papi" tog kontakt til de bolivianske kommunister, der stod i opposition til den officielle partikurs, som på dette tidspunkt orienterede sig på en såkaldt “anti-imperialistisk alliancepolitik" med de selvsamme borgerlige partier i Bolivia, der senere støttede militærkuppet.

Det bolivianske Kommunistpartiets

skjulte dagsorden

Det Sovjetunion orienterede bolivianske kommunistparti PCB (Partido Comunista de Bolivia) viser sig i første omgang samarbejdsvillig, men er samtidigt nervøs overfor guerilla forposternes kontakt med andre og mere militante grupper til venstre for partiets politiske kurs.
Således mødes nogle af Che’s folk med den populære maoistiske fagforeningsleder Moisés Guevara. Sammen med seks andre faglige aktivister fra minearbejderforbundet tilslutter han sig senere til guerillaen.
Andre mødtes med trotskisterne fra POR (Partido Obrero Revolucionario), som på dette tidspunkt havde en stærk forankring blandt minearbejderne. De skulle senere blive initiativtagere til organiseringen af sabotage- og strejkeaktioner sideløbende med og i solidaritet med Che’s guerilla.
Kommunistpartiernes 
”fredelig sameksistensstrategi”

Kommunistpartiet (PCB) befinder sig som ældste venstrefløjsorganisation i Bolivia i en vanskelig situation. På den ene side er det ud fra en realistisk analyse af landets situation ikke muligt helt at udelukke nødvendigheden af et væbnet oprør.
På den anden side vil en sådan beslutning resultere i en åben konflikt med Moskva, som udfra en ”fredelig sameksistensstrategi” med de imperialistiske vestlige lande konsekvent afviste ethvert tiltag til revolutionære og væbnede konflikter. De sovjetiske ledere ville under ingen omstændighed bringe den globale status quo balance situation i fare.

Brud mellem Che
og kommunistpartiet i Bolivia

Senere kom det til et afgørende brud mellem PCB og Che Guevaras guerilla, da partiets generalsekretær Mario Monje krævede, at guerillaen underordnede sig PCB’s ledelse.

Et mindretal forlod partiet i vrede over ledelsens politiske arrogance.
Det bolivianske kommunistpartis ledelse blev senere af et partiflertal kritiseret for denne sekteriske holdning overfor guerillaen. En del af dem blev ekskluderet, deriblandt PCB’s formand Mario Monje.

• Che`s guerillafokus teori

I Che Guevaras skrift ”Guerillakrig – en metode” fremlagde han en ny kampstrategi: Grupper af revolutionære påbegynder forskellige former for væbnet modstand, og skaber små brændpunkter i tyndtbefolkede områder, hvor der er ringe tilstedeværelse af statslige repræsentanter. En såkaldt guerilla-fokus.

Aktionernes eksemplariske propaganda ville efter Che’s fokus-teori mobilisere den fattige landbefolkning og ligesom i Cuba kulminere i et omfattende oprør. Landbefolkningen, som i Latinamerika udgjorde op til 70 procent af den samlede befolkning, og som levede under halv feudale udbytningsforhold, udgjorde en ”kolossal potentiel revolutionær kraft”.

Kæmpende campesinos (bønder) ville på grund af deres fortrolighed med deres omgivelser ikke kunne knuses af militæret.
Ifølge Che’s fokus-teori var det vigtigt for guerillaen at vinde småbønder, landarbejdere og de deklasserede bønder til den væbnede modstand.

Che’s ankomst til Bolivia

Che tager den 23. oktober 1966 afsked med sin kone og fire børn, forklædt som ”onkel Ramón”, en skaldet, skægløs og piberygende mand med briller,slips og jakkesæt.
I den forklædning kunne børnene ikke genkende deres far, for ikke engang de måtte vide, at deres far har været i landet og atter var taget af sted. USA skal fortsat holdes i uvidenhed.
Han rejser over Prag, Wien, Frankfurt a.M., Madrid og Sao Paulo til han når sit egentlige mål: Bolivias hovedsted La Paz. Navnet i hans pas lyder på Ramón Benitez Fernandez.

Efter hans udseende at dømme er han advokat eller handelsmand. Han er forsynet med en anbefalingsskrivelse fra “Organisationen af Amerikanske Stater” (OAS).
I La Paz møder han som den første en lyshåret kvinde med blå øjne. I en grå Toyota kører de, som turister plejer at gøre, på opdagelsesrejse. Che har mødt sin forbindelsesperson: companera ”Tania”.  

• Companera Tamara Bunke
  – dæknavn: “Tania”

Tamara Bunke var 23 år, da hun tog afsked med DDR for at være nær revolutionen og Che Guevara. I 1960 mødte hun Che i Berlin i forbindelse med en handelsaftale med DDR.

Tamara talte perfekt spansk og fungerede ofte ved sådanne møder som tolk. Hun forelskede sig ifølge Tamaras forældre i Che og fik efter mange mislykkede forsøg i 1961 lov af de østtyske myndigheder til at udvandre til Cuba. Tamara sugede den attraktive tropesocialisme, som dufter af oprør og sejre til sig i fulde drag.

Men hun oplever også den daglige sabotage med bomber og desorganiseringsforsøg fra antirevolutionære kræfters side. Efter tre års ophold i Cuba beslutter Tamara at følge et forslag fra Che om at blive militært trænet og skolet til at leve med to-tre forskellige identiteter på samme tid med henblik på at deltage i den kommende guerilla i Bolivia.

Cuba - Vesttyskland - Bolivia

Hun tager til Vesttyskland for at slette sin biografi og opbygge en ny identitet: “Laura Gutierrez”, født i Buenos Aires og opvokset i Vesttyskland. I efteråret 1964 tager hun som guerillera til Bolivia. Hendes første opgave er at infiltrere militærets øverste kredse og Bolivias borgerskab. Hun bliver i tidens løb en nær medarbejder for ingen mindre end Bolivias præsident Barrientos.

Hendes konkrete opgave er at indsamle informationer om bøndernes og arbejdernes situation og om de forskellige magtkonstellationer indenfor Bolivias militære og politiske elite. Samt at opbygge et netværk af tillidskontakter for guerillaen.

Afsløret som spion for guerillaen ...

“Tania” opfylder opgaverne glimrende. Men i marts 1967 bliver “Tania” afsløret som spion for guerillaen, og kan med nød og næppe nå at flygte. Hun støder til Che Guevaras guerillagruppe, som har antaget navnet ELN. Che skriver ved hendes ankomst i sin dagbog: ”Tania er afsløret. Årelangt tålmodigt og glimrende infiltrationsarbejde er dermed tilintetgjort”.

• Guerillaen, kampen begynder

Den 7. november 1966 kommer Che til guerillagruppens basislejr. Så snart de sidste cubanere – de fleste med kamperfaringer fra befrielseskrigene i Cuba, Congo og Vietnam - er ankommet, deles guerillagruppen op i tre enheder. Guerillaen består nu af 52 aktive deltagere fra Cuba (18), fra Bolivia (29), nogle fra Argentina, osv.

Demokratisk fungerende guerilla

Ifølge Che’s dagbogsoptegnelser bliver samtlige opgaver basisdemokratisk besluttet og fordelt. Enhver har specielle funktioner og opgaver. Militær træning optager den største del af tiden. Derudover er der hver dag politiske, strategiske, praktiske og militær-teoretiske diskussioner og skolinger.

Som lærebøger i guerillakrig bruges Che’s, Mao’s og Leo Trotski’s skrifter om revo- lutionær opstands- og guerillastrategi. Inti Peredo underviser i Bolivias samfundsforhold. Der læses forskellige værker om Latinamerikas historie, samt franskmandens Regis Debrays bog: ”Revolution i revolutionen”. De bitre erfaringer fra de seneste guerillakampe i Peru og i det nordlige Argentina bliver lidenskabeligt diskuteret.

Bolivias bjerge – en hård prøve

Efter nogle måneder i Bolivias bjerge var gruppen præget af demoralisering. Grunden var blandt andet sygdom og sværme af tropiske insekter. Hertil kom for de flestes ved-kommende uvante fysiske anstrengelser og sult samt bøndernes generelt afvisende holdning overfor guerillaens agitation.

Den daværende franske revolutionær og filosof Régis Debray, som af “Tania” blev introduceret til guerillaens basislejr, beskriver situationen på denne måde:

• ”Da jeg mødte Che for første gang i mit liv – omkring den 19. marts – var jeg chokeret over, hvor dårligt han så ud. Kammeraterne sagde til mig, at han havde tabt over 22 kg, fordi de under en 40 dages march led af stor sult.” 

Repressionen, kampene...

Imellemtiden er CIA-trænede anti-guerillakommandoer – 650 såkaldte rangers – på jagt efter guerillaen, ankommet til Camiri i den sydlige del af Bolivia. Militærets brutalitet antager lige fra starten en ufattelig dimension.
Bønder, som er under mistanke for at have noget med guerillaen at gøre, bliver straks likvideret – til afskrækkelse for andre. Samtidigt blev der udsat en dusør på 50.000 pesos til den landsby, hvor Che ville komme til at dø...
I de næste måneder og frem til den 8.oktober 1967, hvor Che tages til fange, kommer det til flere sammenstød mellem de nu tre separat agerende guerillaenheder og militæret. I to heftige sammenstød vinder guerillaen konfrontationerne og militærenhederne må trække sig tilbage og flygte.

• Sympatiaktioner med guerillaen over hele Bolivia

Umiddelbart før regeringens anti-guerillahær kommer til Trinidad, som er den største by i Bolivias nordlige provins El Beni, besætter ca. 2.000 demonstranter, hvoraf størstedelen er kvinder, landingsbanen i Trinidad lufthavn. Aktionens formål er at forhindre soldaternes videre transport til Camiri.

I en anden solidaritetsaktion den 18. maj blev murene i talrige bolivianske byer over- klistret med plakater som opfordrede til aktiv solidaritet med guerillaen. Aktionsgruppen kaldte sig “Centro Rojo” og udgjorde en oppositionel fraktion indenfor det bolivianske kommunistparti PCB.

På universitetet i La Paz blev præsident Barrientos, som var på besøg denne dag overdænget med proguerilla-slagord af store grupper af studerende. Sådanne aktioner fandt på dette tidspunkt sted over hele Bolivia. (6)

__________
Døden i Rio Grande
d. 31. august 1967

Da guerillaenheden, hvori Tania befinder sig, når floden Rio Grande, bliver de ledsaget af en bonde, som de har købt en gris af. Han kender området og skal føre dem over et lavvandet sted.

”Jeg har en mærkelig fornemmelse”, siger Tania til Paco, en ung boliviansk kommunist, da de står på bredden af den vilde flod. En efter en glider de ind i vandet, geværet hævet over hovedet. Bonden vinker farvel til afsked.
Dette er signalet til anti-guerillasoldaterne, som ligger parat i dækning af det tætte buskads på den anden side af floden. Kun Paco, der lynhurtigt lader sig rive med af floden overlever. De andre bliver dræbt på stedet. Deriblandt Tamara ”la guerilla Tania” og fagforeningslederen Moises Guevara.

Che’s lange død i La Higuera

Guerillaens hovedgruppe under ledelse af Che bliver stærkt presset af de militære enheder. Gruppen beslutter på dette tidspunkt at indtage den lille by Samaipata i det sydøstlige Bolivia for at få forsyninger og medikamenter og for at reorganisere deres kamplinie.

De når det ikke. Den 8. oktober 1967 bliver Che taget til fange. Samtlige af de kamp- fæller, der overlevede det sidste sammenstød med regeringssoldaterne, bliver henrettet i fangenskab. Che selv er ramt af en kugle i det ene lår. En kugle har knust hans gevær. I Che’s rygsæk finder soldaterne to piber, kirurgiske instrumenter,12 ubelyste filmruller, notesbøgerne, to kogebøger og en del penge.

Ches sidste nat

Sin sidste nat tilbringer Che vågen i et klasseværelse i en lille skole i byen La Higuera. Han er som så ofte plaget af astma. En officer forsøger forgæves at forhøre ham.
En ung soldat renser og forbinder hans lår – Che takker og giver ham et grundkursus i revolutionær samfundsteori.

Samtlige af de menige soldater, der bevogter ham skiftevis, er stærkt påvirket af Che’s personlige karisma. Hans død bliver samme nat besluttet af den bolivianske præsident, den øverste chef af militæret, samt af CIA-chefen i Bolivia i fællesskab.
Che bliver henrettet af den bolivianske officer Mario Terán, den 9. oktober 1967, kl.13:40. Che Guevara efterlod sig seks børn.

Epilog

De fleste fra Che’s guerilla faldt i kampen, kun fem overlevede. Che Guevaras lig blev fløjet til Vallegrande. Først 30 år senere bliver resterne af hans lig fundet og overført til Cuba. Nogle af de højtstående militærbødler, som var ansvarlige for likvideringen gik selv en voldsom død i møde:

- Oberst Roberto Quintanilla Pereira, som var chef for Bolivias efterretningsvæsen og manden, der skar hænderne af den døde Che, blev skudt i 1971 i Hansebyen Hamburg, hvor han var boliviansk konsul. Hævnaktionen blev udført af "Imilla" , som var en tysk revolutionær og hed Monika Ertl. *
Siden hendes barndom havde hun boet i Bolivia. Under hendes universitetsstudium i La Paz tilsluttede hun sig ELN-guerillaen. Hun blev senere likvideret af Bolivias militær.
- General Juan Jose Torres, medlem af præsident Barrientos generalstab, blev præsident og efterfølger af Barrientos, der omkom ved et helikopterstyrt i 1969. Torres blev senere kuppet og sendt i eksil til Argentina, hvor han i 1976 blev likvideret af en venstremarxistisk byguerilla-kommando.
- Oberst Joaquin Zenteno Anaya, som fotograferede den døde Che, blev kort tid efter skudt af autonome, revolutionære fra en "International brigade Che Guevara" i Paris.

3) Ernesto Che Guevara "Le plan et les hommes" (Planøkonomien og mennesket), Textes in édits, Paris,Maspero, 1972
4) Ernesto Che Guevara, Obras 1957-67,s.573 

5) Tidligere statsminister i belgisk Kongo (Zaire), Patrice Lumumba, en karismatisk marxistisk intellektuel som blev i 1960 likvideret af pro-kolonialistiske kræfter. Med hjælp fra CIA og den belgiske kolonimagts lokale støtter, leje-soldaterne under ledelse af Moise Tsjombe, som løsrev provinsen Catanga fra Congo, samt Mobutu Sese Seko.

Umiddelbart efter Che’s afrejse den 20. november 1965 overtog Mobuto magten ved et militærkup. Han forblev Congos præsident indtil 1997. Nogle af Patrice Lumumbas tilhængere sluttede sig senere til guerillakampen. 

6) Guillermo Lora: "Historia del Movimiento Obrero Boliviano Contemporaneo, 1933-1971".  

• On his way from New York to Algeria after a meeting of the UN General Assembly, Che Guevara’s flight was redirected from Shannon to Dublin due to fog. While weather bound in Dublin he spoke to RTÉ reporter Seán Egan.

_________________

Anvendt litteratur

Af Ernesto Che Guevara:

• Dagbog fra Bolivia, Rhodos 1968
• Revolution! Artikler, taler, breve,Gyldendal 1968
• Guerillakrig, Demos 1971
• Selected Works, MIT Press,1969
• A propos du systhéme budgetaire definancement, Ed. Maspéro1968

Bøger om Ernesto Che Guevara

• Paco Ignacio Taibo II: Ernesto Guevara tambien conocido como el Che, Madrid 1996
• Frederik Hetman: Jeg har syv liv,Erichsen-forlag, 1974
• Roberto Massari: Che Guevara: Politik und Utopie, Frankfurt a.M., udgivet 1987
• John Lee Anderson: Che Guevara, Bantam Press, 1997

Interessante artikler om Che’s politik og liv:

• Michael Löwy: Che på sporet af en socialisme, tidskriftet 'Socialistisk Information' (SAP), nr. 174, marts 2003
• Drømmen består. 30 år for mordet på Che Guevara, Venstresocialistisk tidsskriftet 'Solidaritet' nr. 2, 1997

Troubaduren Wolf Biermann, DDR-dissident, ved koncert organiseret af vesttyske faglige kredse: