Aldrig mere en Krystalnat!

  • Den 9. november 1938 startede de nazistiske magthavere i det stortyske
    rige en landsdækkende pogrom mod
    den i forvejen stærkt diskriminerede jødiske del af befolkningen.

I to dage drog nazister og deres medløbere hærgende gennem byerne på jagt efter jøder.  Mange jøder blev dræbt eller anholdt. Jødisk ejede forretninger og privatboliger blev ødelagt og plyndret og de fleste synagoger nedbrændt.

  • Forhistorien: Attentatet i Paris
  • Den organiserede pogrom
  • Jødeforfølgelse i Wien

____________

Forhistorien

Attentatet i Paris

Hitler holder tale for nazi-bevægelsens "veteraner"
Hitler holder tale for nazi-bevægelsens "veteraner"

Den 9. november 1938 var næsten hele den tyske, nazistiske ledelse  samt "bevægelsens veteraner" samlet forskellige steder i München for at fejre nazipartiet NSDAPs (1) vigtigste historiske mærkedag:

15 år tidligere, den 9. november 1923, havde nazierne forsøgt at kuppe sig til magten i den sydtyske delstat Bayern. 
__________

"Ølstuekuppet"

Kuppet, som i folkemunde blev kaldt for "ølstuekuppet", mislykkedes totalt. Hitler og hans kumpaner blev anholdt og idømt kortvarige fængselsstraffe. Denne begivenhed blev senere fejret som "nazi-bevægelsens fødselsdato".... 
Mens Hitler sad i rådhuset i München, hvor han skulle holde tale for nazi'ernes "gamle veteraner", indløb der ved 21-tiden meddelelse om den tyske diplomat
Ernst von Rath`s død i Paris. To dage forinden var han blevet skudt ned i den
tyske ambassade i Frankrigs hovedstad.

Herschel Grynszpan efter hans anholdelse i Paris
Herschel Grynszpan efter hans anholdelse i Paris

En fortvivlet hævn

Det var den 17-årige tysk-polske jøde Herschel Feibel Grynszpan, som havde skudt Ernst von Rath. Drabet var den unge drengs hævn på de magthavere, som havde tvangsforflyttet hans familie fra deres hjemby Hannover til et fattigt område nær grænsen til Polen.

I dette område havde de tyske myndigheder samlet omkring 17.000 af Tysklands jøder med polsk oprindelse. Her måtte de leve under de mest elendige forhold uden udsigt til andet end til udvisning til nabolandet Polen. (2)

  • Goebbels hadefulde tale

Ifølge øjenvidneberetninger havde Hitler efter modtagelsen af denne meddelelse en længere samtale med nazisternes propaganda minister Joseph Goebbels. Derefter forlader han for-samlingen uden at have holdt den forventede tale til nazi-veteranerne.

- Ved 22-tiden informerede Goebbels forsamlingen om drabet på Ernst von Rath, hvilket ifølge iagttagere gjorde "stærkt indtryk" på tilhørerne. Goebbels holder i den anledning en hadefuld tale vendt mod jøderne, og han henviser til to jødefjendtlige manifestationer i henholdsvis Kurthessen og Magdeburg-Anhalt. Han afslutter talen med at referere til Hitlers holdning:

"Føreren har afgjort, at sådanne demonstrationer hverken må forberedes eller organiseres fra partiets side, men såvidt de opstår spontant, burde der heller ikke lægges noget i vejen for dem." (3)

Den organiserede pogrom

De tilstedeværende nazipartiledere fortolkede talen således, at partiet i offentligheden ikke måtte optræde som initiativtager til anti-jødiske demonstrationer, men at man fordækt skulle organisere og gennemføre dem.  

Den østrigske kommunistiske billedhugger Alfred Hrdlicka’s mindesmærke ”Gadevaskende jøde” i Wien
Den østrigske kommunistiske billedhugger Alfred Hrdlicka’s mindesmærke ”Gadevaskende jøde” i Wien

- Den 9. november 1938, kl. 22:30  "Kammeratskabsaftenen"  går helt i opløsning. Partifunktionærer er allerede i fuld gang med at telefonere fra rådhuset til deres partiforeninger. I mere eller mindre klare vendinger giver de partiforeningerne instrukser om, at man denne nat skal slå til mod synagoger, jødiske huse og forretninger.

- Klokken 22:55 udsender lederen af det hemmelige statspoliti Gestapo (4) i Berlin, Heinrich Müller, på ordre fra Gestapos Statssikkerhedschef Reinhard Heydrich, instruktioner til landets politistationer. Via telefon og telegramrundskrivelser får politiet ordre til at holde sig fuldkommen udenfor de forventede angreb mod jødiske forretninger og synagoger: "Disse må ikke forstyrres." (5) 

Derudover fik politiet besked på at forberede anholdelser af jøder i stor målestok.
- Den 10. november, klokken 01:20  præciserede Gestapo lederen Heydrich i en hemmelig ekspres fjernskrivelse de allerede udsendte ordrer:

  • "...Der må kun træffes foranstaltninger, som ikke bringer tysk liv og ejendom i fare. Forretninger og boliger ejet af jøder må kun ødelægges, men ikke plyndres!"

Senere sendte Heydrich endnu en instruktion ud, som understregede, at

  • "Aktionerne mod jøderne ikke måtte medføre nogen retslige undersøgelser af nogen art". 
  • Jøderne tvinges til at betale oprydningsomkostninger

I to dage drog nazierne og deres medløbere hærgende gennem de tyske byer, hvor de mishandlede og dræbte mange jøder. På grund af massive internationale protester og på grund af partiinterne taktiske uenigheder indenfor NSDAP, foranledigede Goebbels at afblæse "demonstrationerne" efter næsten to dages "folkelig" klapjagt.
Da var 91 jøder blevet dræbt og omkring 30.000 jøder fængslet. Mange af dem begik selvmord eller døde senere som følge af mishandling. Ifølge statistiske undersøgel-ser blev 267 synagoger og 7.500 jødisk ejede forretninger ødelagt eller nedbrændt, 800 privatboliger blev plyndret. 

800 jødiske privatboliger blev plyndret
800 jødiske privatboliger blev plyndret

Den jødiske menighed måtte selv betale for at få ryddet op i resterne af de udbrændte synagoger (billedet tv.) og for at få fjernet det hav af glasskår fra knuste vinduesruder, som lå i tykke lag på gader og pladser, hvor jøder holdt til. (6)

Derudover pålagde de nazistiske embedsmænd ofrene en kollektiv særskat på en milliard rigsmark - som "bod for deres ansvar for hændelserne".  

  • Krystalnat pogromer i Østrig ("Ostmark") 

På samme tid iværksatte de østrigske nazier pogromer i Østrig, der siden den såkaldte "Anschluss" - den tyske værnemagts besættelse af landet den 11.marts 1938 - kaldtes for "Ostmark". Pogromerne i Østrig fandt først og fremmest sted i Wien. Her udbrændte 42 synagoger og jødiske bedehuse. 

I 1935 levede omkring 200.000 jøder i Østrig, deraf omkring 180.000 i Wien. Det lykkedes for mange østrigske jøder at emigrere før krigsudbruddet og naziernes påbegyndte systematiske deportationer. Således boede der i Wien 1939/1940 kun ca. 60.000 jøder. 

Jødeforfølgelse i Wien

Wiens gamle jødiske bolig- og forretningskvarter i byens centrum blev "ariseret".  Mange jødiske forretninger og privatboliger blev under Krystalnat-pogromerne udplyndret, ødelagt og delvis beslaglagt.

6547 jøder blev denne nat anholdt og 3700 af dem blev sendt til koncentrationslejre i Østrig. I de følgende år 1939 - 1942 blev titusinder af østrigske jøder anholdt og deporteret til tilintetgørelseslejrene.

I Østrig fandtes over 40 koncentrationslejre. De fleste arbejdsduelige kz-fanger arbejdede i rustnings - og byggevirksomheder. 
Den største østrigske koncentrationslejr var Mauthausen. Lejren havde i 1940 en dødelig-hedsrate på 70 procent.  
I Mauthausen og dens tilknyttede arbejdslejre i omegnen, befandt der sig i 1944 over 70.000 kz-fanger. Fortrinsvis jøder fra hele Europa, men også mange fra sigøjnerfolkeslagene Sinti og Roma, fanger fra den østrigske arbejder-bevægelse og fra venstrefløjen. Ialt blev 65.459 østrigske jøder myrdet i kz-lejrene, kun 2142 overlevede i lejrene.

  • Holocausts arkitekter mødes

November-pogromen i 1938 indledte en ny fase i det nationalsocialistiske diktaturs antisemitisme. Efter Krystalnatten undlod nazisterne enhver retspolitisk (pseudo-) legitimering af deres barbariske overgreb på jøderne.

Denne udvikling resulterede tre år senere i en konference, den såkaldte "Wannsee-konference" i udkanten af Berlin, hvor nazierne under ledelse af  Holocausts arkitekter Heinrich Himmler og Reinhard Heydrich, besluttede den endelige tilintetgørelse af Europas jødiske befolkning.

_______________________ 

( Artiklen er skrevet af al./ autonom infoservice 2002 og offentliggjort bl.a. på leksikon.org., modkraft, Kristeligt Dagblad, LO-københavns hjemmeside, konfront, etc. 
Artiklen er blevet løbende ajourført for autonom infoservice ). 
 

Noter

  • 1) NSDAP - Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei. Det nazistiske statsparti var fra juli 1933 det eneste tilladte politiske parti i Stortyskland. Alle andre partier - inklusive de borgerlige partier - blev forbudt.
    NSDAP havde i 1933 omkring 1,5 millioner medlemmer og dets medlemstal nåede i 40'erne op på 8,5 millioner medlemmer. Adolf Hitler var NSDAPs enevældige leder og Hermann Göring og Rudolf Hess hans stedfortrædere. Sidstnævnte blev afsat efter sin ”flugt” til England i maj 1941.
  • 2) Nazisternes politik var på dette tidspunkt at demoralisere og ydmyge den jødiske del af Tysklands befolkning ved at fratage dem de mest elementære rettigheder. Således havde de ikke længere adgang til offentlige skoler eller universiteter, de måtte ikke udøve visse proffessioner som f.eks. læge eller advokat.
    De måtte ikke benytte offentlige trafikmidler, de skulle aflevere deres radio, etc. ,etc. Alle jøder måtte antage fornavnet Sara eller Israel.De som kunne flygte fra Tyskland efterlod det meste af deres ejendele. Ud af de 566.000 jøder, som levede i Tyskland i 1933, flygtede omkring halvdelen til udlandet inden 1939. Omkring 180.000 tyske jøder blev myrdet i koncentrations-lejrene.
  • 3) Kilde: Helmut Paulus, "Reichskristallnacht und Judenverfolgung", Nordbayerischer Kurier Bayreuth, d. 9-11- 2001
  • 4) Gestapo - Geheime Staatspolizei og det dertil knyttede Staatssicherheits-dienst (SD), var den overordnede politi instans under det fascistiske diktatur. Gestapo havde ca. 31.000 medarbejdere og bestod fortrinsvis af ideologisk overbeviste nazister. Deres primære opgave var at organisere og gennemføre jødernes tilintetgørelse, at bekæmpe subversive aktiviteter.
    I 1939 fusionerede Gestapo med Sicherheitsdienst til ”Reichssicherheits-hauptamt”, hvis mest berygtede ledere var Heinrich Himmler, hans sted-fortræder Reinhard Heydrich, samt østrigerne Adolf Eichmann og Rudolf Mildner.
  • 5) Kilde: ugemagasinet Der Stern,nr.45/2002.
  • 6) På grund af de mange knuste vinduesglas opstod den noget harmløs-gørende betegnelse: "Krystalnatten".

Relaterede baggrundsartikler

        Links