"La Gringa" Monika Ertl - Che Guevaras hævner

Den 1. april 1971 betrådte Monika Ertl det bolivianske konsulat i Hamburg. Konsulen Roberto Quintanilla Pereiras er en berygtet torturbøddel og medansvarlig for Ernesto Che Guevaras henrettelse d. 9. okt. 1967.

Hun havde i forvejen aftalt et møde for at indhente information om et visum til Bolivia. Dette skulle blive konsulen sidste gøremål, før han mødte sin død.  

• Hvem var Monika Ertl?
• Sporene til den danske journalist Jan Stage 
• Guerillagruppen ELN i Bolivia efter Che Guevaras død

     _____________________

Den tidligere chefredaktør af det tyske dagblad "Tages-spiegel" har skrevet en opsigtsvækkende bog om disse begivenheder. Bogen bygger først og fremmest på en masse spekulationer.

• Her en kort alternativ biografi af ”Imilla” alias Monika Ertl ”la gringa”, som det antages var attentatskvinden.

• ”Sejr eller død!
  Ejército de Liberación Nacional - ELN
  

Roberto Quintanilla Pereira, Bolivias generalkonsul i Hamburg, modtog den venlige, smilende kvinde. Han anede ikke, at dette ville blive de sidste sekunder i hans liv. Kvinden fulgte efter ham ind i hans arbejds-værelse, trak en pistol op af hendes håndtaske og skød tre gange mod mandens bryst.
Da Quintanillas kone, Anna, kom ilende til fra værelset ved siden af, udspandt der sig et kort håndgemæng, før kvinden kunne frigøre sig og flygte ud af konsulatet.
Tilbage lå pistolen, håndtasken, et par briller og en paryk, som hun tabte i tumulten. Få minutter senere afspærrede politiet kvarterets veje. Men kvinden var forsvundet. Kun et lille stykke papir med teksten ”Sejr eller død" - Ejército de Liberación Nacional - ELN,  pegede på attentatets motiv.

• ”Statsfjende nr.1”

År senere kom det frem, at der i samme ejendom som husede det bolivianske konsulat, fandtes et venstreradikalt kollektiv med mange beboere, som Monika Ertl kendte og besøgte umiddelbart før attentatet på konsulen.

Kollektivets beboere var kendte venstreradikale aktivister fra 1968-bevægelsen i Hamburg. Politiets mistanke og sporene løb dog ud i sandet. Det eneste der vides med sikkerhed er, at Monika Ertl vender tilbage til Bolivia, hvor hun efterlyses i hele landet for at være ”statsfjende nr.1” .

Verdenskendt blev han med henrettelsen af Che Guevara. Che bliver henrettet af den bolivianske officer Mario Terán, den 9. oktober 1967.

Roberto Quintanilla var imidlertid ELN-guerillaens vigtigste mål. Han gav ordren til at skære Che Guevaras hænder af – som bevis for Che’s død. Derudover torturerede han Che’s efterfølger i guerillaen, studenterlederen Inti Peredo til døde.

• Den danske forbindelse

Alt tyder på, at det var den myrdede ELN-aktivist Inti Peredos kæreste og kammerat Monika Ertl, der den 1. april 1971 skød Quintanilla i Hamburg. Skønt det aldrig er blevet fuldt ud dokumenteret. Pistolen, en Cobra-38 var registreret i den venstreradikale italienske forlægger Giangiacomo Feltrinellis navn. (1) Han var på attentat-tidspunktet gået under jorden. Jagtet af både politiet og af fascistiske militærkredse.

I hans søn Carlo Feltrinelli’s biografi om sin berømte fars liv (2), fortæller sønnen, at den danske journalist Jan Stage overbragte ELNs repræsentant Chato Peredo, bror til den myrdede guerilla-leder Inti Peredo, en ”håndfuld dollars”, da de mødtes hemmeligt i en park ved universitetet i Chiles hovedstad Santiago de Chile. Ifølge Carlo Feltrinellis fortælling skulle pengene været gået til Monika Ertl’s rejse til Hamburg.

For næsten ingen penge havde Hans Ertl købt sig et stort landområde i Bolivia og grundlagde her en økologisk landbrugsfarm. Fem år senere døde Aurelia af en alvorlig sygdom og Hans Ertl var alene med sine fire børn. Ved siden af arbejdet med landbruget, blev han ved med at filme.
Allerede som 16-årig ledsagede Monika sin far som kameraassistent. Hun tog ofte med ham på hans langvarige ekspeditioner i landets indre.
Et par film nåede frem på det europæiske marked. Nogle af dem fik omtale og somme tider priser.

• Skjulestedet for tyske nazier

Bolivia var efter krigen et af de mest frekventerede skjulesteder for tyske nazier. En af familiens naboer blev kaldt ”onkel Klaus”. Det var ingen anden end nazilederen Klaus Barbie, internationalt kendt som ’Slagteren fra Lyon’. Et skæbnesvangert møde som 18 år senere kom til at koste Monika Ertl livet.

• Situationen i Bolivia

Bolivia er på dette tidspunkt et retsløst, feudalistisk samfund styret af generaler, mineselsskaber og gods-ejere. Godsejerne opfører sig som rene slaveholdere. De udbytter nådesløst deres arbejdere, som de af-straffer korporligt efter forgodtbefindende og under- kaster de mest usle løn- og arbejdsforhold.
Mens en landarbejder om dagen tjener 5-7 kroner, så udgør f.eks. optagelsesgebyret i den tyske club i La Paz omtrent 3000 kr. Forholdene har sin velsignelse fra kirken, der gør hvad de kan for at hamre gudsfrygt og apati ind i indio-ernes sind.

På sine rejser som kamera-assistent for sin far fik Monika Ertl hurtigt øjnene op for de ekstreme sociale klasseskel og efter et mislykket ægteskab med en tysk-bolivianer fra overklassen, flyttede hun til hovedstaden for at læse på universitetet.
Her fik hun kontakt med aktivister fra ELN, Bolivias nationale befrielsesbevægelse, der efter Ernesto Che Guevaras død befandt sig i en organisatorisk genopbygningsfase.
I første omgang deltog hun passivt i kampen mod militærregeringen. Hun organiserer således hemmelige boliger for de overlevende medlemmer af Ches guerillagruppe (3) og andre politisk forfulgte.  Deriblandt er brødrene ”Inti” og ”Chato” Peredo, som er ved at samle nye aktivister for at fortsætte guerillakampen. 

Monika Ertl – hendes dæknavn var nu ”La Gringa” (senere også ”Juana” og ”Imilla”) - viste sig snart at være en kompetent organisator i logistiske anliggender for guerillaen. ELN voksede hurtigt og fik tilslutning fra alle samfundssektorer.
For at finansiere guerillaen gennemføres en række bankrøverier. Ved et af disse bankrøverier bliver Monikas bil genkendt og hun er nu på politiets liste over efterlyste. Da hendes kammerat og kæreste Inti Pereda hårdt såret blev taget til fange og tortureret ihjel af efterretningschefen Roberto Quintanilla Pereira, skrev Monika i sin dagbog:

"Quintanilla, Quintanilla....,
Du vil ikke længere finde fred i din søvn...
Du fratog Inti sit liv - Og mente hele folket”   

• Guerillaens veteraner Inti og Cato Peredo

ELN – guerillaen (Ejército de Liberación Nacional) var i slutningen af 1960’ erne sammen med Uruguays Tupamaros en af de mest slagkraftige guerillabevægelser i Latinamerika. Efter Che Guevaras død i oktober 1967 genopbyggede bolivianske revolutionære med ”veteranerne” Inti og Chato Peredo i spidsen guerillaen. På trods af hård repression formåede ELN at få tilslutning fra talrige aktivister.
ELN udviklede stabile baser indenfor den radikaliserede studenterbevægelse, blandt de radikale minearbejdere, i det kristlig-demokratiske ungdomsforbund der var præget af befrielsesteologien samt i byernes slumkvarterer.
ELN deltog aktivt i modstanden mod militærregeringen under Hugo Banzer, som kuppede sig til magten i 1971. Vigtigste rådgiver for Banzer-regeringens repressionsapparat var den tidligere nazileder, Gestapo-efterretningsmanden og toturspecialisten Klaus Barbie, alias ”Klaus Altmann”.

• Nederlaget og nybegyndelse

I de efterfølgende år blev venstrefløjens organisationer smadret. Det samme skete for ELNs strukturer. Dertil kom interne uenigheder som gjorde organisationen handlingslammet. Først i 1978 lykkedes det for medlemmer af ELN og resterne af Bolivias venstrefløj at opbygge legale politiske venstrefløjspartier og nye sociale bevægelser.

• Epilog

I 1972 forsøgte Monika Ertl, sammen med bl.a. den franske revolutionære intellektuelle Régis Debray, at bortføre Gestapo-chefen Klaus Barbie fra Bolivia. Planerne var at bringe ham via Chile til Frankrig.
Med denne aktion ville man fratage politi-apparatet dets mest farlige rådgiver, som i mellemtiden var blevet udnævnt til æresofficer for den bolivianske sikkerhedstjeneste. Samtidigt ville ELN med denne aktion signalisere en åndelig forbindelse til den franske antifascistiske Résistance.

• Klaus Barbies hævn

Bortførelsen mislykkedes. Klaus Barbies reaktion lod ikke vente på sig. Ifølge Régis Debray havde Barbie organiseret en fælde for bortførelseskommandoen og den 12. maj 1973 blev „La Gringa“ skudt af de bolivianske sikkerhedsstyrker.
Hendes lig blev fotograferet og gravet ned et ukendt sted. Pårørende, venner og kammerater ved den dag idag ikke, hvor Che Guevaras hævner er blevet begravet.

___________________
Epilog

• Nazilederen Klaus Barbie blev i 1983 udleveret til Frankrig, hvor han blev idømt livsvarigt fængsel for massemord på jøder og modstandskæmpere. Han døde i fængslet i 1991.
• Oberst Joaquin Zenteno Anaya, som fotograferede den døde Che, blev den 11. maj 1976 skudt af en "International brigade Che Guevara" i Paris.
• General Juan Jose Torres, medlem af  Bolivias præsident Barrientos generalstab, blev præsident og efterfølger af Barrientos, der omkom ved et helikopterstyrt i 1969. Torres blev senere kuppet og sendt i eksil til Argentina, hvor han den 2. juni 1976 blev likvideret af en revolutionær byguerilla-gruppe.

(al./autonom infoservice. Skrevet i april 2010 og ajourført den 30. marts 2023)

   ___

Noter

1) Giangiacomo Feltrinelli, venstrerevolutionær, millionær, forlægger og grundlægger af den første byguerillagruppe i Italien: Den af Che Guevara inspirerede aktionsgruppe GAP – Gruppi di azione partigiana, i foråret 1970.
GAP blev dannet i en politisk ekstremt anspændt situation for at forberede undergrundskampen i tilfælde af et militærkup i Italien. 
At det ikke var det rene tankeopspind bekræfter to af de dengang dominerende venstreradikale organisationer ”Potere Operaio” og "Lotta  Continua” (sidstnævnte var Venstresocialisternes venskabskontakt i Italien) i et fælles dokument, der omhandler situationen i Italien: ”... en stadig mere dominerende rolle af statens militære kræfter i tæt samarbejde med organiserede fascistiske paramilitære strukturer bevæger sig hen mod en situation, hvor et statskup må anses som en realistisk option”.
Giangiacomo Feltrinelli døde under uopklarede omstændigheder den 15. marts 1972 ved en elmast udenfor Milano. Derefter gik GAP-byguerillagruppen i opløsning og en del af medlemmerne tilsluttede sig De Røde Brigader. ( Se autonom infoservice om Brigate Rosse: 'Brigate Rosse' – una historia italiana ).

_________________

I Jan Stages selvbiografi  ” Og ham der slår på tromme. Et blik bagud” , beskriver Stage Feltrinelli som en lidenskabelig fantast:

• ”Den mand, der arvede sig til en formue og selv tjente endnu mere, bl.a. ved at udgive Boris Pasternaks ”Doktor Zivago”. Det er hans tanke at skabe en fælles-kommando for RAF i Vesttyskland, De Røde Brigader i Italien, de baskiske ETA-seperatister og IRA i Nordirland. Det lykkedes naturligvis ikke. Ligesom han ikke bliver det 20.århundredes Garibaldi, hvilket han også har i tankerne. Han vil, med udgangspunkt i Libyen invadere Sardinien i spidsen af en gruppe partisaner for derefter at rykke over på det italienske fastland og nedkæmpe den kapitalistiske stat.” 

2) Biografien ”Senior Service. Das Leben meines Vaters Giangiacomo Feltrinelli”, af Carlo Feltrinelli, forlaget dtv, 2003, München. 

3) Efter Che Guevaras død bestod ELN (Ejército de Liberación Nacional) i 1967 kun af seks overlevende: Cubanerne Harry ”Pombo” Villegas, Alarrion ”Beningno” Ramirez, Leonardo ”Urbano” Tamayo, som klarede flugten tilbage til Cuba samt bolivianerne Inti Peredo, David Adriazola ”Dario” Veizaga og Julio Luis ”Nato“ Mendez Korne.               

Relateret
autonom infoservice

• Che Guevara - Mod strømmen 
• Latinamerika: Den væbnede venstrefløj efter Che Guevara (1. del) 
• Latinamerikas guerillabevægelser – reorganisering og opsving (2.del)

______
Litteratur

• Regis Debray: "Ein Leben für ein Leben", Claassen-Verlag, 1979. 235 sider.
• Jürgen Schreiber: ”Sie starb wie Che Guevara. Die Geschichte der Monika Ertl“, Forlaget Artemis & Winkler, Düsseldorf. 285 sider.
• Dokumentarfilm: “Gesucht: Monika Ertl“ (1988) af Christian Baudissin
• Christoph Gunkel: “Che‘s bayrischer Racheengel“. Der Spiegel - Online, 19. April 2009