Mubarak-regimets krig mod befolkningen

Inspireret af folkeopstanden i Tunesien er den ægyptiske opposition gået på gaden, hvor de nu i 11 dage har kæmpet for at tvinge Mubarak og hans korrupte regime gennem 30 år væk fra magten.

Mubaraks regeringsparti NDP (National Democratic Party) har som svar startet en voldelig modoffensiv. Formålet er at svække oppositionen ved at udbrede usikre og kaotiske tilstande og fordrive demonstranter fra Cairos centrum, væk fra de internationale mediers bevågenhed... 

Omar Suleimans stikkervirksomhed er kendt for at fungere som et tæt udbygget kontrolnetværk, der i årevis brutalt og effektiv har formået at inddæmme enhver ansats til organiserede oprørsforsøg.
Denne gang blev den ægyptiske efterretningstjeneste kørt over ende af de hastigt eskalerende begivenheder. Det startede med, at facebook-gruppen ”We are all Khaled Said” via internetblogs og Twitters indkaldte til demonstration til minde for bloggeren Khaled Said (28), som sidste sommer blev pryglet ihjel af to politibetjente i en husopgang i Alexandria.
Han var en af de utallige blogaktivister, der konstant kritiserer forholdene i landet og især politiets rolle heri. Demonstrationerne kaldtes ”Vredens dag” og foregik den 25. januar 2011. Til alles overraskelse dukkede der tusindvis af demonstranter op. De krævede ophævelse af den 30 år lange undtagelsestilstand, fuld ytrings-, forsamlings – og organiseringsfrihed.
Et andet centralt krav var forhøjelse af den eksisterende mindsteløn på omkring 1000 kroner for at dæmme op for den ekstreme fattigdom og de prekære leveforhold. I et land hvor 5% af befolkningen sidder på 2/3 af landets rigdom og magt. Disse demoer var den første symbolske sejr, idet politiets afspærringer blev løbet over ende og demonstranterne kunne indtage Tahrir-pladsen.
Langt senere lykkedes det for massive politikræfter at fordrive demonstranterne gennem langvarige konfrontationer. I de følgende dage blev det mere og mere vanskeligt for de omkring 30.000 riotpolitibetjente at få kontrol over demonstranterne, der satte sig fast i Cairos centrum. (Se video-optagelsen fra bloggernes demo i Alexandria i juni 2010).

• Kampen i virksomhederne

Strejkebølgens mest radikale bastion mod Mubarak er p.t. fabriksarbejderne i byen Suez. Mange virksomheder er strejkelammet med kravet om Mubarak-regimets afgang. Mange arbejdere er ved at danne fabriksråd og i boligkvartererne organiserer folk sig i lokale folkekomitéer. Disse basisorganiseringer anses som en garant for fremtidige demokratiske beslutningsprocesser.

I strejkeerklæringer betegner de strejkende arbejdere samstemmende Mubarak og hans magtklike som USAs og Israels forlængede arme i regionen og USAs præsident Obama som en hykler, der forholder sig afventende til udgangen på situationen ...

• Angreb på flere politistationer

Politirepressionen mod arbejdernes strejkedemoer er meget brutal og har resulteret i en del dræbte og talrige sårede demonstranter. Demonstranterne har svaret igen ved at angribe sikkerhedspolitiets politistationer i byerne Daqahliya, Kafr El-Sheikh, Rafah, Damanhour, m.fl.
For øjeblikket danner faglige aktivister fra uafhængige fagforeninger en ny fagfor- eningsføderation som en modpol til de gamle kooperativistiske statsligt kontrollerede fagforbund.
Den 30. januar mødtes faglige repræsentanter fra landets vigtigste industriområder Helwan, Mahalla al-Kubra, Ramadan City og Sadat City. Deriblandt arbejdere fra industrien og andre produktionssektorer samt fra den offentlige sektor.
Det blev således et omfattende fælles forum for arbejdere fra såvel tekstilindustrien og metalindustrien, den farmaceutiske industri, jern – og stålindustrien, automobil- industrien og fra forvaltningen i sundheds – og skolevæsenet, etc.  

• Afholdt åbent fagligt pressemøde på Tahrir-pladsen

Denne arbejderforsamling, som talte flere hundrede aktivister, tog efter at have afsluttet konferencen om eftermiddagen samlet til Tahrir-pladsen, hvor de på et offentligt presse-møde proklamerede dannelsen af en ny faglig føderation.

I den forbindelse opfordrede de faglige aktivister til at danne arbejderkomitéer i fabrikker og virksomheder - som organisatorisk base for kommende strejker og som forsvarsværn mod statslig repression.

Ved denne lejlighed præsenterede de faglige aktivister desuden deres økonomiske og politiske platform, der står i direkte forlængelse af kravene fra de tusindvis af illegale strejker, arbejder-sit downs og gadeprotester, som er fejet hen over Ægypten i de sidste år.

• Mubaraks bøllehær

Konfrontationerne mellem tilhængere af Mubarak-regimet og demonstranterne bliver stadig heftigere. I de tidlige morgentimer igår (fredag d. 4. februar) skød større grupper, væbnet med geværer og pistoler, fra en bro på de tusinder af folk, der overnattede på Tahrir-pladsen (”Frihedspladsen”) i centrum af Kairo.
Senere overtog hæren kontrollen med Tahrir-pladsens indfaldsveje og de anbragte pigtråd rundt om pladsen for at forhindre nye angreb på demonstranterne. I løbet af fredagen d. 4 februar samledes op mod to millioner demonstranter, der krævede Mubarak-regimets afgang. Alene i Alexandria samledes ifølge CNN over en million mennesker.

• Mubaraktilhængere betales af forretningsfolk

Oppositionen kalder det for rent hykleri, når Mubarak og hans nye ministerpræsident Ahmed Shafik overfor de internationale medier beklager og undskylder de borger- krigslignende sammenstød, som de forsøger at gøre såkaldte ”uden- landske agenters provokationer” ansvarlig for. Samtidig med at funktionærerne i regeringspartiet NDP mobiliserer på højtryk til præcis disse mod- demonstrationer, anført af regimets profitører i statsapparatet.
Demonstranter har overfor de tilstedeværende mediefolk fremvist en masse id-kort fra det ægyptiske politis efterretningstjeneste, som de har frataget de angribende Mubarak-tilhængere. En større del af de Mubarak-tilhængere, der betragtes som ”mere eller mindre fyld” i disse opmarcher, rekrutteres bl.a blandt fattige landarbejdere og slumbeboere, der bliver betalt af forretningsfolk med tilknytning til regeringspartiet NDP.
Ifølge politiske analytikeres vurdering er omkring 20 procent af ægypterne direkte eller indirekte afhængige af de forskellige støtteordninger, jobs og diverse protektioner, der fordeles og uddeles af Mubaraks regeringsparti. 

• Oppositionens sammensætning

Adskillige medieberetninger tegner det billede, at den overvejende del af især de unge demonstranter opfatter sig som individuelle og selvstændige aktører, der af tusinder af grunde engagerer sig mod Mubarak-regimet.
De afviser som regel ledelsesstrukturer og ledende personligheder, der har trang til stedfortrædende at repræsentere bevægelsen. De går hellere ind for koordination af horisontale netværksstrukturer og åbne demokratiske forsamlinger.
Denne aversion mod ledere kunne ifølge journalister fra den italienske dagsavis Il Manifesto iagttages, da den internationalt set mest fremtrædende oppositionspolitiker Mohamed ElBaradei talte ved demonstrationen sidste fredag på Tahrir pladsen.
Det viste sig, at de fleste slet ikke hørte efter og en del unge opfordrede ham til at gå hjem...
Det svarer snarere til pro-vestlig ønsketænkning allerede på dette tisdpunkt at tilskrive Mohamed ElBaradei en ledende rolle. Den samme vurdering går i retning af Det Muslimske Broderskab, der skønnes at ville få plus/minus 20 procent af stemmerne ved et nogenlunde åbent valg.

De er for tiden den eneste oppositionskraft, som er godt organiseret, udstyret med en centralistisk ledelse med mange års undergrundserfaring, men internt er de splittet (2). Dertil kommer få organiserede gamle oppositionsgrupper. (3)
Ingen af dem repræsenterer bare tilnærmelsesvis den store oppositionsbevægelse. De er ligeså overrasket over folkeopstandens omfang som Mubaraks tilhængere er.

____________________________________

Distance til Vestens selektive demokratiforståelse

Den ægyptiske folkeopstand bæres af de deltagendes længsler og behov for at afslutte 30 års undertrykkelse, umyndiggørelse og håbløshed. Folk ønsker helt åbenlyst ikke et demokratisk opgør i forlængelse af Vestens demokratiforståelse i Magreb-regionen, hvis omdrejningspunkt udelukkende handler om strategiske stabilitetskriterier i området.(4)

• "Væk med Mubarak!"

Oppositionens fælles nævner er lige nu: Væk med Mubarak, væk med den korrupte regering. At der ikke findes entydige progressive eller decideret venstreorienterede positioneringer i folkeopstandens meget heterogene sammensætning illustreres bla. ved den udbredte sympati for hæren, hvis store priviligerede lag af officerer strategisk, uddannelsesmæssigt og logistisk er tæt forbundet med USAs militære kompleks.  

• Hærens rolle

Mens hærledelsen for det meste tilhører den indre kerne af Mubaraks magtstruktur (iøvrigt ganske i modsætning til Tunesien),  er de omkring 450.000 soldater i den ægyptiske hær almindelige værnepligtige.
De fleste af de menige soldater kommer netop fra de familier og de samme sociale lag, som demonstrerer i gaderne og af den grund sympatiserer de med opstanden. Heroverfor står generalerne og det store lag af officerer.
De er gennem årtier blevet uddannet af det amerikanske militære know how og har store materielle privilegier. Hvert år investerer USAs regering 2 milliarder dollars i den ægyptiske hærs logistik og våbenteknologi. 
Det vil derfor være i Obama-administrationens favør at lade Mubarak afløse af en overgangsregering, der domineres af fremtrædende militærpersoner. Noget der er mindre end en kosmetisk korrektion, da Mubaraks korrupte regime i alle årene de facto har fungeret som et ’fordækt militærdiktatur’. 
Mohamed ElBaradei har ifølge det amerikanske dagblad New York Times foreslået at indsætte vicepræsidenten Omar Suleiman som overgangspræsident, mens der samtidigt kan arbejdes på opløsningen af de to parlamenstkamre og nyskrives en forfatning med henblik på kommende demokratiske præsident – og parlaments valg.   
Det centrale spørgsmål er så, om Det Muslimske Broderskab og de små oppositions- kredse omkring Mohamed ElBaradei kan forene deres krav om en ”regering af den nationale enhed” uden Mubarak med en samlingsregering af de gamle kræfter i militæret og i statsapparatet...?                                                               
Dette og andre diplomatiske sonderingssamtaler om en ny magtopdeling efter Mubaraks afgang, sker parallelt og hen over hovedet på de reelle aktører i folkeopstanden.  De hundredetusinder af individer, som er ved at finde sammen i selvorganiseringer i form af folkekomitéer, kvartersværn og arbejderkomitéer i industrien. Det er dem, vores solidaritet som venstreorienterede må adresseres til.  (autonom infoservice)

• Heftige konfrontationer mellem demonstranter og politi, Cairo (29.januar 2011):