Libyens folkeopstand - Point of no return

Libyens diktator Muammar  al-Gaddafi klamrer sig til magten. Sammen med de tre altdominer- ende klaner forsøger Gaddafi-regimet ved hjælp af elite- enheder fra hæren at forsvare de privilegier og den rigdom, de igennem 41 år har tilranet sig.

Efter revolten har nået landets hovedstad Tripoli, indsætter Gaddafi luftvåbnet mod oprørerne og lader tæt befolkede boligkvarterer bombardere. Samtidig truer hans søn i den statslige TV-station med en blodig borgerkrig.

Oprørernes lokale og regionale folkekomitéer

I modsætning til Tunesien, Algeriet og Ægypten, hvor overvejende dele af befolkningen er ludfattige og gør oprør mod deres yderst prekære leveforhold, så handler opstanden i Libyen først og fremmest om et opgør med umyndiggørelse, overgreb og chikaner fra myndighederne, mangel på ytrings–og forsamlingsfrihed, samt om en retfærdig fordeling af landets store mængder af olie-penge.

I den østlige del af Libyen, bla. i byerne Benghazi, El-Baida og Tobruk, har befolk- ningen efter at have nedkæmpet Gaddafis tropper og tilhængere oprettet lokale og regionale folkekomitéer. De står for fordelingen af fødevarer, bevogter olieanlæg- gene, beskytter skoler og er ved at organisere hverdagen.

Libyens tre klans diktatur

Folkeopstanden mod Gaddafi- regimet har sat en stopper for hans særprægede statsform, den såkaldte ”Jamahiriya” (”folke- herredømme”). Ifølge Gaddafis proklamerede definition på det libyske samfundsstyre, er det ”folket”, som er den ”udøvende direkte og umiddelbare politiske magt”. Partier, fagforeninger, menneskerettighedsorganisationer og enhver form for selvstyrende strukturer var strengt forbudt. Libyen skulle ifølge Gaddafi-klanen ikke splittes op i interessegrupper men forenes i et folkefællesskab. (1)

Stedfortrædende for et ikke-eksisterende ”folkefællesskab” organiserede regimet sin politiske basis i såkaldte ”folkekomitéer”, der sammen med et informelt statsapparat udgjorde diktaturets reelle magtstruktur. ”Folkekomitéerne” uddelte embeder og privilegier til stammernes traditionelle autoriteter, det såkaldte ældsteråd, for at binde dem til regimet. Særlig tre stammer, deriblandt ”Gaddafis” som den regerende familie stammer fra, delte magtpositionerne i forvaltnings – og repressionsapparatet, samt i den økonomiske sektor mellem sig.

Den herudfra formulerede lovgivning tilslører klasseforholdene i landet ved at fremhæve det grundlæggende ”interesse- fællesskab blandt alle troende”. I det seneste årti har Gaddafi fremført sig som en moderat og pro-vestlig politiker. Det gennemgående karakteristiske træk er, at den libyske stat er identisk med Gaddafis personlige luner, sympatier/antipatier og omskiftelige holdninger.(2) 

Østlibyen – landets socio-økonomiske fattiggård

Libyens østlige provinser blev systematisk diskrimineret. Cyrenaika‘en er et område ved det østlige Middelhav, hvor der traditionelt findes basis for det gamle monarkistiske regime under kong Idriss I. Kongen blev i september 1969 væltet af en gruppe unge officerer under ledelse af oberst Gaddafi. Siden da blev befolkningen fra disse dele af Libyen stærkt diskrimineret. Feks. ved fordelingen af olieindtægter (3), ved tildeling af embeder, samt ifm. bygning af skoler, hospitaler etc.

Islamisternes rolle

I 1990´erne fandtes specielt i disse østlige egne af Libyen en relativ stærk islam-fundamentalistisk undergrunds- opposition. De er idag del af det aktuelle oprør og kæmper sammen med de mange forskellige kræfter i regionen omkring metropolen Benghazi . Det er ikke første gang befolkningen her i det østlige Libyen gør oprør. I de sidste 15 år har der været hele tre opstande med udgangspunkt i den stærkt diskriminerede del af den islamske menighed. Den sidste revolte fra det islam-orienterede libyske mindretal fandt sted i 1996 og 2006. Hæren, søværnet og luftvåbenet blev sat ind mod demonstranterne. Antallet af døde og sårede blev ikke offentliggjort. EU og USA reagerede overhovedet ikke på disse begivenheder. (4)  

Kløften mellem indfødte libyere og ”illegale” immigranter

De omkring 5,3 - 6 millioner libyere har på grund af landets store olieindtægter generelt set en betydelig højere levestandard end deres tunesiske (fire gange så høj) og ægyptiske (seks gange så høj) naboer. Derudover eksisterer der i Libyen en prisgrænse for grundernæringsmidler, som nu er blevet yderligere reduceret i de områder, oprørerne kontrollerer.

Omkring en til to millioner mere eller mindre ”illegale” immigranter fra afrikanske lande og titusinder af arbejdere og håndværkere fra Tunesien, Ægypten. Bangla Desh, etc. udgør Libyens fattige og fuldstændig retsløse, mobile arbejdskraftreserve. Der er blandt disse grupper Gaddafi-regimet rekrutterede bevæbnede bøllebander, der skød og dræbte flere hundrede demonstranter.  

EU's samarbejde med Gaddafi-regimet

Berlusconis regering har i august 2008 undskyldt Italiens koloniale forbrydelser mod Libyen i perioden 1911 til afslutningen af Den anden Verdenskrig og har deri- gennem opnået et tæt samarbejde med Gaddafi-regimet i forbindelse med EUs forsøg på at inddæmme flygtninge- strømmen fra Afrika. Denne funktion er velanset blandt EU-regeringerne og gælder som absolut prioritet for de fleste EU-lande.

I de seneste dage har Gaddafi truet EU med at indstille ethvert samarbejde med henblik på bekæmpelse af ”illegal” indvandring til Europa og fremover lade uønskede immigranter passere, hvis ”EU ikke stopper opmuntringen af demonstranterne hos os”.

Hykleriske fordømmelser

- fra Italien  til Iran

Berlusconi reagerede promte ved at opfordre medierne til at lade ”Gaddafi i fred“. Forrige mandag (21. februar) korrigerede han sig og fordømte i det italienske parlament det libyske regimes undertrykkelsespraksis overfor de aktuelle protester. Hykleriets topmål blev dog skoret af Irans Mahmoud Ahmadinejad, da han betegnede Gaddafi-regimets brutale fremfærd mod demonstranterne som ”uacceptabel”, mens han netop er kendt for at anvende samme metoder mod sin egen oppostionsbevægelse i Iran... 

Hvordan revoltens gnist sprang over til Libyen

De første protestmarcher i Benghazi blev organiseret af menneskerettigheds-advokater og dommere natten fra tirsdag til onsdag (16.februar). De protesterede mod anholdelsen af forsvarsadvokaten Fethi Tarbel, der indtil sin fængsling repræsenterede nogle pårørende til fanger, som omkom i fængslet Abu-Salim i hovedstaden Tripoli. Myndighederne anholdt forsvarsadvokaten for at have ”spredt falske informationer”.

Vredens dag mod Gaddafi

I virkeligheden ville de undgå, at han deltog i et protestinitiativ, der efter ægyptisk forbillede blev kaldt for ”Vredens dag mod regeringen” og propaganderet via Facebook. Demonstrationerne blev mødt med ekstrem brutalitet – menneskerettighedsaktivister vurderer antallet af dræbte alene i Benghazi til over 300. Efter det første chok var overvundet, lykkedes det demonstranterne, som forsynede sig med våben fra sympatiserende hærenheder og fra byens våbendepoter, at nedkæmpe Gaddafi-regimets tropper og de centralafrikanske lejesoldater. I sidste uge var landets store byer Benghazi, Tobruk og El-Baida under oprørernes kontrol. Overalt opstod nye basisorienterede folkekomitéer, som fordeler fødevarer, bevogter olieanlæggene, beskytter skoler og organiserer hverdagen.