Next stop: Yemen

I Tunesien og Ægypten har folkeopstandene fejet diktatorene fra magten. I Libyen forsvarer oprørerne desperat de befriede byer i en hård kamp mod Gaddafi-klanens elitetropper. Nu er turen kommet til Yemen (al-Yaman).

I 7 uger har en broget opposition i landets hovedstad Sanaa kæmpet en ihærdig kamp for at bringe præsident Ali Abdullah Salehs 32-årige regime til fald. Sidste fredag (18.marts 2011) skød sikkerhedsstyrkerne ind i en demonstration og dræbte 52 mennesker, mens over 600 blev såret. Oppositionsbevægelsen afviser på den baggrund enhver forhandling og kalder idag, fredag den 25. marts 2011, til demonstration i retning præsidentpaladset: ”Hundredetusinder vil komme hen til dig - for at vælte dig!” lyder budskabet fra demonstranterne til præsidenten iflg. TV-kanalen Al-Jazeera.

Yemen: Unge demonstranter i Taiz med Che Guevara-posters
Yemen: Unge demonstranter i Taiz med Che Guevara-posters

Regimets blodige fredag

Præsident Ali Abdullah Saleh anvender ligesom Libyens Muammar al-Gaddafi yderst brutale metoder for at holde sig på magten. Yemens protestbevægelse har efter flere uger med daglige blodige konfrontationer med præsident Salehs repressionsapparat tvunget regimet i defensiven.

Salehs sikkerhedsapparats brutale adfærd eskalerede fredag den 18. marts, da de dræbte mindst 52 mennesker på ”Forandringens plads” foran universitetet. Det er her, unge demonstranter siden den 20. februar har opholdt sig i en protestcamp, tydeligt inspireret af de ægyptiske demonstranter fra Tahrir-pladsen. På det tidspunkt sikkerhedsstyrkernes snigskytter begyndte deres målrettede likvideringer fra hustagene, var der flere tusinde demonstranter på pladsen. Mindst 52 demonstranter blev dræbt og over 600 såret.

„Det var den mest forfærdelige dag i mit liv at være øjnevidne til sådan en brutal massakre. Denne sorte fredag betyder intet andet end, at regimet politisk og moralsk er færdigt. Vi agter at fortsætte, fordi vi lader dem ikke tage modet fra os i kampen for friheden“, kommenterede en ung yemenitisk blogger til det tyske dagblad TAZ (21.marts). Hun deltog i protestcampen for via internet at berette om begivenhedernes gang.  

32 år med fattigdom og håbløshed...  

Efter 32 år med præsident Ali Abdullah Salehs korrupte regime er store dele af landets sociale strukturer blevet smadret.

Halvdelen af Yemens omkring 23 millioner indbyggere er under 15 år, mens omkring 5 millioner er mellem 15 og 24 år. Over 30 procent af  Yemens unge under 30 er uden uddannelse og arbejde. Fattigdommen blandt yemeniterne er meget udbredt og vurderes af ”Arab Human Development Report” fra 2009 helt op til 59,5 procent. Omkring 38 procent af alle yemeniter lider af sult. Det drejer sig mest om storfamilier i byerne, enlige kvinder med barn/børn, samt hele 83 procent af landbefolkningen.(1). Over 200.000 yemeniter er på grund af interne borgerkrigslignende konflikter blevet fordrevet fra deres hjem og lever som flygtninge i deres eget land. De bliver forsørget af forskellige FN-hjælpeorganisationer. I en rapport fra  ”Schweizer Friedensrat”, der undersøger og overvåger udbredelsen af lette våben (2) fastslås det, at der hvert år dør omkring 4000 mennesker i Yemen i forbindelse med væbnede konflikter om jord og vand. Ifølge FNs flygtningehøjkommissariat UNHCR opholder der sig i Yemen omkring 80.000 flygtninge fra afrikanske lande.

Udkanten af Sanaa
Udkanten af Sanaa

...og Vestens rolle 

Internationale hjælpeorganisationer kritiserer USA og EU for at støtte Saleh-regimet med milliarder af dollars i ”kampen mod terror”. Alene USA støtter Saleh-regimets militær med 300 millioner dollars (1,5 milliarder kroner) årligt, mens de vestlige lande stort set intet har gjort for at afhjælpe befolkningens nød. Ifølge en rapport fra Amnesty International i 2010 undertrykte Saleh-regimet som led i denne ”anti-terror kamp” systematisk regeringskritiske journalister og oppositionelle. Menneskerettighedsgruppen ’Human Rights Watch’ opfordrer den amerikanske regering til øjeblikkeligt at indstille enhver militærhjælp til Saleh-diktaturet.

præsident Ali Abdullah Saleh
præsident Ali Abdullah Saleh

Saleh-regimet på retræte 

Situationen i Yemen bliver stadig mere polariseret. I mandags tog en militærenhed med tanks opstilling i hovedstaden og erklærede deres solidaritet med oppositionen på gaden. Regimet reagerede ved at lade en eliteenhed under ledelse af præsident Salehs søn tage opstilling i nærheden af hans fars palads.

Eftersom en række ledende officerer har tilsluttet sig de overvejende unge demonstranter på gaden, forsøgte Saleh at redde, hvad der reddes kan. Han tilbød at træde tilbage inden januar 2012 og derefter at udskrive nyvalg. Nøjagtigt som i Ægypten, hvor demonstranterne ikke accepterede Hossni Mubaraks forslag om at trække sig på at senere tidspunkt, så nægtede oppositionen ethvert kompromis med Saleh og hans regime. For øjeblikket vokser listen med navne på politikere og militærfolk, der går i distance til Saleh-regimet og tilslutter sig den kæmpende ungdommelige oppostionsbevægelse på gaden – og det går lynhurtigt.

Oppositionen på gaden i Sanaa
Oppositionen på gaden i Sanaa

”90 procent af hæren vil tilslutte sig oppositionen”

Ifølge TV-kanalen Al-Jazeera omfatter listen af personer, som har tilsluttet sig oppositions- bevægelsen bla. : Salehs halvbror generalmajor Ali Mohsen Al-Ahmar; Ahmed Kaatabi, guvernør af Yemens næststørste by Aden; Huda al-Baan, såkaldt menneskerettighedsminister og ledende skikelse i Salehs parti ”Den almene folkekongres” - GPC (3); Abdullah as-Saidi, Yemens FN ambassadør, samt landets repræsentant hos den Arabiske Liga. Ialt har indtil nu seks minstre forladt regeringen. Efterfulgt af folk fra Indenrigsministeriet, snesevis af ledende militærfolk og omkring 60 procent af landets militær. Også blandt journalister og ansatte i de statskontrollerede medier samt i organisationen for journalistik og pressevæsen, "Al-Jumhurriya”, er flugtbevægelsen ud af kooperationen med Salehs regime sat ind.

Hakim Al-Masmari, som er chefredaktør for det regeringskritiske dagblad Yemen Post udtaler til al-Jazeera, at det vurderes at ”90 procent af Yemens samlede hær vil følge generalmajor Al-Ahmar og tilslutte sig oppositionen”. Sheik Sadik al-Ahmar, der er den øverste leder af Hashid-stammen, som også præsidenten tilhører, opfordrede sammen med religiøse personligheder præsidenten til at efterkomme befolkningens krav og træde tilbage fra sine embeder. Splittelserne slår revner langt ind i Saleh-klanens indre magtstrukturer.

 Tiden efter Salehs fald

Efter 32 år med diktatur er landet fuldstændigt forarmet. Dertil kommer de mange væbnede gruppers indbyrdes politiske og religiøse konflikter. Vestlige landes strategiske stabilitetsinteresser har bidraget til at holde Saleh-regimet ved magten i årtier. Tiden efter Salehs fald bliver en stor udfordring for den brogede demokratibevægelse, der skal slå bro over den ekstremt opsplittede befolkning, nedbryde bureaukratiet og bekæmpe korruption og genopbygge Yemens ødelagte sociale strukturer.

(autonom info-service)

 

Noter   

1) Se rapporten: Republic of Yemen: Poverty Reduction Strategy Paper  

2) Se rapporten hos Schweizer Friedensrat  

 3) Det sidste parlamentsvalg fandt sted 27. april 2003: Statspartiet GPC råder over 238 af ialt 301 parlamentsmandater i det såkaldte ’Madshlis ash-Shura’, det yemenistiske parlament. ’Foreningen for reformer’ (Islah) fik 46 mandater, ’Det Socialistiske Parti Yemen’ (YSP, idag socialdemokratisk) fik 8 mandater, ’Nasseristisk-Unionistisk Folkeparti’ (TWSN, panarabisk) fik sammen med dets alliancepartner fra ’Det arabisk-socialistiske Baath-parti’ (Baath) 5 mandater. Partiuafhængige kandidater fik 4 mandater

(kilde: Institut Européen de Recherche sur la Coopération Méditerranéenne et Euro-Arabe).   

 

 

Relateret

       Autonom info-service: