På de libyske oprøreres side

Solidaritet uden adressat ?

Lad os først slå fast, at oprørernes væbnede modstand er blevet påtvunget dem af Gaddafis fuldstændigt hensynsløse fremfærd. Rebellerne var/er ikke ligefrem prædestineret til denne militære kamp mod Gaddafi-klanens elitestyrker, der er trænet af Vesten og højteknologisk udrustet.

Da Gaddafi ved hjælp af sin militære overmagt forsøgte at tilbageerobre de byer, som oprørerne på stort set fredlig måde havde overtaget, var det tydeligt for oprørerne, at det bliver en kamp, der sigter på deres udslettelse (der findes tilstrækkeligt video- materiale og reportager, som belægger dette).

Da Gaddafi så startede en systematisk brug af det af Vestens leverede militær- grej /kampfly samt helikoptere/artilleri for at smadre byerne, rettede oprørerne et nødråb til FN, bl.a. via den Den Arabiske Liga, for at få standset de forprogrammer- ede massakrer. Samtidig afviser oprørenes nationalrådet kategorisk enhver intervention af udenlandske landtropper.

At dele af venstrefløjen belærer oprørerne om, at de hellere skulle forhandle med Gaddafi eller modtage ”hjælpepakker” , etc. svarer altså ikke just til den reelle situation i Libyen og oprørernes konkrete kampbetingelser.  

Oprørerne ... 

Oprørsbevægelsen er en bred folkelig bevægelse med tilslutning fra alle sociale lag, der har det til fælles, at de hungrer efter elementære frihedsrettigheder jvnf. deres parole: Brød, frihed, værdighed ( Chobz, hurriya, karama ).

Oprørerne i Libyen har pga. den brutale undertrykkelse fra Gaddafis regime ikke nogen kontinuerlige, selvstændige politiske og organisatoriske erfaringer. Som gamle Marx sagde: ”Das Sein bestimmt das Bewusstsein” ( Det eksisterende forhold / væren bestemmer bevidstheden ).

Ikke desto mindre har oprørerne formået at organisere sig i decentrale folkekomitéer, der sørger for, at livet og hverdagen i de befriede byer fungerer. I forhold til de valgte folkekomitéer (ikke at forveksle med Gaddafis marionetagtige folkekomiteer!), drejer det sig naturligvis ikke om revolutionære råd / folkemagtsorganer, som vi kender det fra diverse socialistiske oprør, men som sagt om praktisk fungerende basiskomitéer.

Politisk-organisatorisk er der noget i bevægelse i de befriede områder. Således er der tiltag til udkrystalisering af politiske strømninger, som artikulerer politiske samfundsperspektiver. Der er blevet dannet de første kvindekomitéer, som arrangerer demonstrationer og sætter specifikke kvindekrav på dagsordenen. De fik indvalgt tre repræsentanter i det provisoriske nationalråd, som for nogle dage siden blev omdannet til ”Komitéen for kriseløsninger”.

Dermed blev et forslag om at danne en regering forkastet og henlagt til valget efter Gaddafis fald.

Oprørerne der en blanding af menneskerettighedsaktivister, demokratiforkæmpere, internetaktivister, intellektuelle, religiøse kræfter, folk fra beduinstammerne, kvindeaktivister, militærfolk, etc. Kort sagt en meget bred alliance uden særlige organisationsstrukturer.

En vigtig faktor i det libyske oprør er  ”Ungdommen af 17. februar-revolutionen”, som har en progressiv demokratisk platform. Tilsyneladende sker der også dannelser af decideret politiske partier og organisationer: Bl.a. har en gruppe intellektuelle forleden dannet et kommunistisk parti i Benghazi og det vil undre, hvis der ikke også opstår andre venstrefløjsformationer, faglige grupper, uafhængige medier, m.v. ....

             Overalt står dette slogan på murerne i Tobruk:

الخبز والحرية والكرام ة ( Chobz, hurriya, karama )

Brød, frihed, værdighed 

...og ”Komité for kriseløsninger” (det tidl. provisoriske Nationalråd)

Det ser ud til, at oprørerne har valgt et overgangsråd, som optræder offentligt udadtil, mens deres basisstrukturers personsammensætning er clandestin. Det skyldes nok, at mange af dem har grusomme erfaringer med Gaddafi sønnerne Mutassim’s og Khamis al-Gaddafi’s sikkerhedstjeneste. Det er folk fra alle sociale lag, som organiserer hverdagen i de af oprøret kontrollerede byer via selvstyrede, decentrale folkekomitéer. Gennemgående fælles træk er, at de er unge - opvokset med internet og er velinformerede.

Forskellen til Ægypten og Tunesien

Det som adskiller det libyske oprør fra oprørene i Ægypten og især Tunesien, er at kvinder tilsyneladende kun i mindre grad deltager som synlige aktører. Dog med visse modifikationer: Der sidder tre kvinder i det provisoriske nationalråd i Benghazi og der har været nogle større demonstrationer, der var organiseret af kvinder. Men som sagt har oprørsbevægelsen startet ved NUL efter 42 års ørkenvandring.

I Tunesien og Ægypten kunne oprørerne trods alt bygge på erfaringerne fra en række mere eller mindre clandestine faglige kamptraditioner, studenterkampe, masse- revolter, de såkaldte ”sulterevolter” (i Ægypten), og de har i årtier haft et talerør i kendte menneskerettigheds- og feministiske personligheder (Nawal al-Saadawi m.fl), venstrefløjsgrupper der udadtil figurerede som kulturforeninger. Alt dette var helt umuligt under Gaddafi-regimets paranoide kontrol – og repressionsapparat.

Undergrundsgrupperne

De få undergrundsgrupper, som har eksisteret i Tripoli i en del år, er enten islamiske eller borgerlige og vestligt orienterede organisationer. Medlemmerne af disse undergrundsgrupper er ofte blevet anholdt og forsvandt i fængslerne. Det drejer sig først og fremmest om ”National Front for the Salvation of Libya”, ”Libyan Constitutional Union” (arbejder for en borgerlig-demokratisk forfatning), og "Islamic Fighting Group”.

_____________________

Nogle oppositionelle libyere siger, at disse grupper gennemgående var støttet af CIA. Men disse oplysninger er svært at verificere så længe organisationerne agerer i dyb illegalitet. 

Nogle fremtrædende personligheder i oprørernes ”Komité for kriseløsninger” 

Et meget broget, provisorisk komité har nu valgt en slags provisorisk præsident og en premierminister for en endnu ikke-eksisterende regering: ”Præsidenten” er nu Mahmud Dshibril. Han jager fra det ene sted til det andet vi verden og har lige haft møder med Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy, formanden for den Arabiske Liga, Amr Mussa, og den ægyptiske hærledelse. Den anden lederfigur udadtil er Mustafa Abd al- Dschalil.

Begge to har i mange år været vigtige repræsentanter for systemet – henholdsvis økonomiminister og justitsminister. Sidstnævnte svarer på journalisternes kritiske spørgsmål om nationalrådets legitimitet:

”Nationalrådet er legitimeret af de af oprørerne dannede åbne lokale komitéer i de befriede byer og landsbyer.”

* Mustafa Abdul Dschalil, har allerede sidste år, altså lang tid før oprørets start, åbent kritiseret regimets brud på menneskerettighederne og sikkerhedstjenestens vilkårlige fængslinger af folk. Han trådte tilbage i protest og sluttede sig til oprørerne fem dage efter opstandens start. Hans fortid som Gaddafis minister gør ham til persona non grata hos mange oprørere, der betragter ham som opportunisten der skiftede lejr i sidste øjeblik. Dschalil er snarere de juridisk/akademiske oppositionelle kredses mand. De vestlige regeringer sætter deres lid til sådan en som ham: Da rebellerne forleden afslørede og anholdt to britiske agenter og seks britiske soldater i Benghazi i starten af marts, forhandlede den britiske ambassadør med Dschalil om deres løsladelse.

* Abdul Hakim Ghoga, er en anden talsmænd for folkeopstandens overgangsråd. Han er kendt som ukuelig advokat for politiske fanger i Libyen og har selv været anholdt flere gange. Som formand for Benghazis advokatkammer blev han sådan nogenlunde forskånet for det, som overgik de fleste andre oppositionelle: De forsvandt simpelthen i Gaddafis underjordiske torturfængsler. ( Al Jazeera, ARD, Arte, og andre TV-kanaler har fremvist disse underjordiske fængselshuller i Benghazi).

Umiddelbart før folkeopstandens udbrud fik Ghoga sammen med tre andre advokater fortræde for Gaddafi og fremlagde da folks ønske om presse– og ytringsfrihed samtidig med, at de betonede nødvendigheden af at få en forfatning (!) Ghoga berettede senere om dette møde, at Gaddafi reagerede meget irriteret over disse fordringer og han havde simpelthen ingen føling med det, der rør sig i befolkningen. (Gaddafi praktiserede altså ren manipulation, da han overfor verdensoffentligheden talte om ”al-Qaida”, etc. som bagmænd for oprøret.)

* Ahmed Chalifa er en af oprørenes talsmand, forretningsmand og holder dagligt infomøde i mediecentre.

En af de mere kendte og populære folk i nationalrådet er Oberst Ahmed Aschur Abish fra Tobruk, som tilhørte gruppen af officerer omkring Gaddafi, der væltede kong Idriss d. I. i september 1969. Der var på et tidspunkt også en general ved navn * Abdul Fatah Junis, tidl. indenrigsminister i Gaddafis magtklike. Han blev dog ifølge nogle rygter afsat af de unge rebeller, som ikke tror ham over en dørtærskel (kilde: oprørernes engelsksproglige Twitter).

* Dertil kommer nogle officerer, hvis militære enheder med omkring 17.000 soldater er gået over til oprørerne og nu kæmper side om side med de væbnede civile folkekomitéer.

* 3 kvinder fra de nydannede folkekomitéer repræsenterer de nye spirer til kvindeorganisationer, der siden starten af marts har organiseret byens kvinder til demonstrationer for deres krav.

* Den libyske opposition i eksil, deriblandt i Skandinavien, består af såvel socialistiske, som socialdemokratiske og borgelige kræfter. De støtter som regel op bag det provisoriske råd og initierer demonstrationer til støtte for dem. Også her i Danmark.