Juliano Mer-Khamis, 52 år, revolutionær aktivist, instruktør og leder af ”Frihedens teater” i den palæstinensiske flygtninge- lejr Jenin blev mandag, den 4. april 2011 skudt ned foran teaterbygningen.
En maskeret gerningsmand skød fem gange på Juliano og sårede en kvindelig skuespiller, der ledsagede ham. Derefter forsvandt drabsmanden i gadernes virvar. Medarbejderne ved det selvstyrede teater har jævnligt været udsat for dødstrusler, men ingen regnede med konkrete voldsanvendelser.
Sammen med Zakariya Zubeidi, en tidligere aktivist i den palæstinensiske Al-Aqsa Brigade (1) grundlagde Juliano Mer-Khamis i 2006 ”Frihedens teater”. Dette var en hommage til hans mor den jødiske kommunist Arna Mers solidaritetsarbejde under den første palæstinensiske intifada (1987).
- Læs om et personligt møde med Juliano Mer-Khamis, 'Frihedens teater' og den barske realitet i det af Israel besatte Palæstina
Juliano Mer-Khamis
– søn af en jødisk og en kristlig-palæstinensisk kommunist
Juliano Mer-Khamis var søn af to kommunistiske aktivister – den jødiske Arna Mer og den palæstinensisk-kristlige Saliba Chamis fra Nazareth. Juliano Mer-Khamis’ liv var præget af hans forældres livslange kamp mod den israelske besættelsesmagt. Hans far var sekretær for det israelske kommunistiske parti og hans mor, en jødisk menneskerettighedsaktivist som i 1993 modtog den alternative Nobelpris (Right Livelihood Award) for hendes sociale og kreative engagement i flygtningelejren Jenin.
’Frihedens teater’
For syv år siden flyttede Juliano Mer-Khamis til flygtningelejren Jenin på Vestbredden. Indtil da levede han som skuespiller i Nazareth, hvor han medvirkede i adskillige biograf – og TV-film, samt havde en række engagementer i Tel Avivs progressive Habima-teater.
Med grundlæggelsen af ’Frihedens teater’ i Jenin fulgte Juliano hans mors spor. Hun dannede under palæstinensernes første intifada omkring 1987 ”Stenenes teater” for at hente krigstraumatiserede unge palæstinensere fra flygtningelejren væk fra gaden. I foråret 2002 ødelagde den israelske militære invasion teateret. Juliano Mer-Khamis dokumenterede hans mors arbejde i en bevægende film med titeln: Arnas børn“.
Kritik af teatrets frimodige omgang mellem kønnene
Fire år efter ødelæggelsen af morens ”Stenenes teater” åbnede ’Frihedens Teater’ for første gang sine døre. Siden da har unge palæstinensere af begge køn eksperimenteret med teater genren og ’Frihedens teater’ blev et kærkomment kulturelt mødested for beboerne i flygtningelejren – først og fremmest for den unge generation af palæstinensere. Ikke alle kunne lide teateret med sine ofte provokerende og kritiske reflektioner ikke kun af den israelske besætelsesmagt, men også af de konservative ”traditionalister” blandt palæstinenserne selv. Sidstnævnte kritiserede ofte de unge kvinder og mænds ”frimodighed” i omgangen med hinanden på teateret, som var med til at forandre deres selvbevidsthed og skabe kreativitet i lejrlivets triste hverdag.
- ”Dette har de folk, som har prøvet at sætte ild til vores teater to gange, vel ikke forstået”
Nabil al-Rai, chefen for teaterets skuespilskole, tror ikke at teaterstykkerne var årsagen til mordet på Juliano Mer-Khamis. I forbindelse med en pressekonfernce efter mordet sagde han til pressen: ”Alle vores teaterstykker er tilpasset omgivelsernes gængse kodeks. Vi har f.eks. undladt at omtale homoseksualitet direkte, og ingen af vores skuespillere har optrådt for let påklædt.” Ikke desto mindre ville teateret skabe en ny kultur, et bidrag til et opbrud og forandring. ”Dette har de folk, som har prøvet at sætte ild til vores teater to gange, vel ikke forstået” (kilde: det tyske dagblad taz)
’Frihedens Teater’ fortsætter i Juliano Mer-Khamis ånd
I skrivende stund er det uklart, hvem der har dræbt Juliano Mer-Khamis – og hvorfor. Ifølge mange unge palæstinensere i Jenin var han en upopulær person i visse kredse af den palæstinensiske selvstyreadministration, fordi han med sin kritiske teatervirksomhed inspirerede ikke bare til den fortsatte mangfoldige modstand mod den israelske besættelsesmagt, men også kritiserede de palæstinensiske ledere, som har forrådt befolkningens forhåbninger om et selvbestemt liv. Hele personalet på ’Frihedens Teater’ er dog enig om at fortsætte i Juliano Mer-Khamis ånd.
(autonom info-service)
Note
- 1) Al-Aqsa Martyrernes Brigade var en koalition af palæstinensiske militser på Vestbredden, der stod Al-Fatah nær. Dens navn henviser til Al-Aqsa-moskéen i Østjerusalem.
Læs om et personligt møde med Juliano Mer-Khamis, 'Frihedens teater' og den barske realitet i det af Israel besatte Palæstina
" Jeg havde egentlig aldrig tænkt mig at åbne min rejsedagbog fra Palæstina igen. Så blev Juliano skudt...
I sommers backpackede jeg igennem Palæstina, og skrev dagligt i en lille blok, der blev til min rejsedagbog. Det var ikke planlagt, at jeg skulle dokumentere min rejse på den måde, men allerede i Tel Avivs lufthavn blev det klart for mig, at jeg ikke ville kunne klare turen uden at slippe mine følelser ud på papir. Når jeg bladrer de krøllede sider igennem idag, rammer tankerne fra Palæstina mig som et godstog til hovedet: vreden, frustrationen, modløsheden, sorgen, selvmedicineringen, de mentale flugtforsøg, glæden, kærligheden, og smerten. Tårene og snottet flyder ned af mit ansigt mens jeg husker og langsomt trykker på computertasterne.
Så hvorfor lader jeg mig marinere i disse følelser, når jeg kunne holde mig til alt det andet akademiske materiale jeg indsamlede på turen? Fordi min ven Juliano, som jeg mødte i Jenins flygtningelejr, blev skudt sidste mandag. Og netop han er grunden til mange af de få lyse momenter i min rejsedagbog, der stadig får mig til at smile stille gennem tårene.
Jule, som Juliano var kendt som blandt venner, var leder af Freedom Theatre i flygtningelejren Jenin, der ligger tæt på byen af samme navn i de Palæstinensiske Territorier. Jeg mødte ham oprindeligt igennem mit arbejde i Balata, en anden flygtningelejr; her blev jeg også introduceret til min kære ven Rabiye, der idag studerer på Freedom Theatres skuespillerskole. Anledningen var den officielle åbning af teatrets nye scene, hvor Rabiye og jeg også lige nåede at sige hej til Roger Waters, der havde doneret et kæmpe lydsystem til projektet.
Aftenen var en kæmpe succes, men de øjeblikke jeg husker bedst var efter alle var gået hjem, og Rabiye, Rachel, en jødisk-amerikansk praktikant på teatret, Jule og jeg delte en nargileh i mørket. Vi var nået til de nattetimer, hvor det lige pludselig bliver acceptabelt at være følsom og filosofisk og seriøs og ikke behøve at antage nogen ironisk distance til ens fortid. Jeg spurgte forsigtigt ind til flygtningelejrene under den anden intifada, hvis slutning var begyndelsen for Freedom Theatre. Jules svar var et fragmenteret vandfald af minder og sorg.
"We live in a prison, hosted by our enemies - in our own land."
Hans ord hjemsøger mig stadig som et ekko. Han fortalte om hvordan de i lejrene lever så tæt at nogle ikke kan se solen fra hvor de bor. Han mindedes hvordan, under den anden intifada, alt var kaos: hvis du gik uden for dit hus, eller bare kiggede ud af dit vindue, blev du skudt. Israelernes taktik, travelling through walls, var at sprænge sig igennem husenes mure og derved undgå at bruge vejene, så palæstinenserne ikke kunne skyde på soldaterne uden at løbe en høj risiko om at dræbe deres egne. Børn blev vækket af soldater med camo-maling i ansigtet og en N16-riffel stukket op i næsen. Siden de israelske soldater var ængstelige for at blive angrebet hvis de trådte ind i flygtningelejrene, tvang de børnene til at samle deres elskedes ligs rester op og bringe dem tilbage til dem. Lejrene måtte kun genopbygges - uden nogen støtte fra Israel, vel at mærke - på én betingelse: at de nye veje blev gjort brede nok til at der kunne køre tanks.
Hvis ikke dit hjerte er slået itu endnu, væmmes jeg ved dig.
Jules personlige analyse var, at der efter slutningen af den anden intifada skete en kulturel regression. Specielt kvinders status og deres grad af selvbestemmelse dalede, fordi israelernes invasion ikke kun var fysisk, men også mental; og når man som mand er blevet mentalt invaderet, ødelagt, og sat fuldstændig ud af kontrol, får det dig til at kontrollere det eneste du kan: kvinder og børn.
På samme tid, når du ikke skal tænke på bomber, skyderier, at ens familie kan blive sprængt i stykker ethvert sekund, et cetera, skal du tænke på hvad der er sket for dig. I et sted som Jenins flygtningelejr kommer disse reflektioner oftest til udtryk i mentale, sociale, eller misbrugsproblemer. Freedom Theatre var Jules alternativ - her var der en uddannelse der på samme tid fungerede som en kraftfuld form for terapi.
Snakken faldt tilbage til mindre mindeværdige ting, men jeg glemmer aldrig den aften, eller Jules ord. Freedom Theatre har gjort en utrolig forskel i utallige folks liv. Rabiye, der også var sammen med os den aften, er et ud af mange eksempler. Under den anden intifada var han en af de første i Jenins flygtningelejr, der hørte tanks. Forskrækket løb han ned på gaden, og blev skudt. Rabiyes skrig af smerte og lyden af skud fra overalt vækkede hans søster, som løb ud på familiens altan for at se hvad der var sket; som hun kiggede ned på hans blodige krop på gaden blev hun fuldstændig gennemhullet af israelske kugler. Rabiyes skreg af rædsel, mens de israelske soldater der stod bag angrebet omringede ham og.. grinte. De hånede ham for at være skyld i at hans egen søsters død. Soldaterne sprængte sig derefter vej ind i Rabiyes hus, og voldtog hans søsters stadig varme lig foran ham og hans familie. De smed søsteren ned fra altanen. Hun landede circa en meter fra Rabiye - han fortæller hvordan han lige nøjagtig magtede at strække armen ud og strejfede hendes lille, skrøbelige hånd. Soldaterne tog videre. Rabiyes familie udstødte ham - ligesom de israelske soldater mente de, at søsterens død var Rabiyes skyld. Freedom Theatre var hans måde at overleve dette på. Utroligt.
Jeg vil for evigt huske Jule for hans venlige smil, hans fantastiske velkommende væsen, og hans arbejde for det palæstinensiske folk. Må han hvile i fred, og må Freedom Theatre består."
Existence is resistance! Creation under occupation! Freedom forever!
Forevigt Palæstinas,
Lyra
Relateret
Interview med Juliano Mer-Khamis: Palæstina: ”Freedom Theatre ... en dråbe i havet”