Frihed og social retfærdighed er de vigtigste krav for Benghazis befolkning. Hvordan det libyske samfund skal forme sig efter regimets fald, er der kun få, som har konkrete forestillinger om.
På trods af de mange modsæt- ninger der er skabt efter mere end 40 års mangel på organisations– og ytringsfrihed, så forenes oprørerne af det fælles mål: At vælte Gaddafi-regimet én gang for alle.
- I en stemningsreportage fortæller nogle folk fra det venstreradikale Berliner ugeblad ’Jungle World’ om deres indtryk fra et nyligt ophold i oprørernes hovedstad Benghazi.
”Welcome!” Den unge mand med Kalaschinkow-gevær over skulderen løfter hånden og gør sejrstegn, sådan som alle i det befriede område Cyrenaika i det østlige Libyen gør, når de ser en udlænding. Han og en gruppe af andre bevæbnede mænd bevogter et improviseret checkpoint i nærheden af havnen i Benghazi, der med sine 650.000 indbyggere er landets anden største by. Bag vejafspærringen, 150 meter derfra, på kanten til havet og i umiddelbar nærhed af havnen ligger Benghazis politiske centrum – Tahrir Pladsen, der i disse dage kaldes ”Befrielsespladsen”. Her er der slået masser af telte op, små børn leger på to af Gaddafi troppernes ødelagte panserkøretøjer, rundt om pladsen ligger oprørernes mediecenter i en udbrændt bygning, som tidligere husede den frygtede efterretningstjeneste samt lokaler tilhørende ’Den revolutionære Ungdomsorganisation’ og diverse komiteer, der reorganiserer det offentlige liv.
Om aftenen samles tusinder på Tahrir Pladsen
De som om morgenen opsøger officielle myndigheder i Benghazi står kl. 11 for lukkede døre. I pressebureauet for Transitional National Council (TNC), Libyens overgangsregering, der er blevet diplomatisk anerkendt af forskellige vestlige stater og af Quatar, begynder arbejdet sent på dagen. Tahrir Pladsen ligger også næsten øde hen om formiddagen. Først om eftermiddagen fyldes den med mennesker, og om aftenen samles tusinder her. Da er teltene fyldte af folk, der sidder og diskuterer. Også for børn og unge er der rige muligheder: De fornøjer sig med bordfodbold, cykler eller små quads’er. En af oprørerne er lige vendt tilbage fra fronten og beretter om de heftige kampe knap 150 km sydligt herfra. Hver dag bringer ambulancer døde og sårede tilbage til Benghazi. Den næste taler kommer fra Ægypten. Han er medlem af det liberale WAFD-parti og fremlæser en solidaritetshilsen. Få meter væk fra ham sælger to unge fyre libysk revolutions-rap.
” ...det var ikke tilladt at spørge, hvorfor de var fattige”
Også Maryam Swissa, ingeniør, og Jami Hamid, tandlæge, deltager i møderne. Swissa ser dette engagement som de første skridt hen mod demokrati fra neden. Civilsamfundsmæssigt arbejde har i mange år ikke været muligt. Først efter reformerne, som Muammar al-Gaddafis søn Saif al-Islam indførte for fire år siden, er det også blevet muligt for kvinder at engagere sig socialt: Men vi måtte kun indsamle og give pengene til de fattige. Det var ikke tilladt at spørge, hvorfor de var fattige.”
Levende hip-hop miljø
Efter at Gaddafis tropper for over 100 dage siden blev jaget ud af byen, er der i det korte tidsrum opstået et levende hip-hopmiljø. Teksterne er oprørske og hip-hop sound drøner fra fighternes pickups med monterede maskingeværer på ladet. Ibrahim Tashani, som er overlæge i afdelingen for hjertesygdomme på et af Benghazis hospitaler, har levet i Tyskland i eksil i 20 år og er helt begejstret for byens ungdom: ” De har klaret det, som vi ældre ikke engang har turde at drømme om. Det er deres revolution, deres musik, deres liv." Og netop derfor kommer han aften efter aften til ’Befrielsespladsen - på trods af en lang og anstrengende arbejdsdag. ”De må se og vide, at vi ikke bare tager hjem for at sove, men at vores hjerter er her hos dem.”
“Pressebureauet ligner snarere et autonomt ungdomshus”
Man hører det igen og igen: Ungdommen har startet oprøret, grebet til våben og fortsætter kampen. Ligesom i alle de andre arabiske lande udgør de unge under 30 år over 70 procent af befolkningen. Og de møder stor anerkendelse og opbakning: Uden nogen indvendninger er graffitikunstnere i fuld gang med at spraye på overgangsregeringens bygninger – karrikaturer af Gaddafi, portrætter af rapperen 50 Cent, Bob Marley, Che Guevara, ...
Overgangsregeringens pressebureau minder snarere om et autonomt ungdomshus, end en forvaltningsbygning. I det hele taget udstråler hele Tahrir – pladsen en atmosfære, som vi kender det fra områder med bz-atte huse. Hvis det da ikke lige var for de amerikanske faner, eller den her imam som lige nu brøler ind i megafonen, samt det åbenlyse fravær af kvinder, kunne stemningen for et øjeblik minde om skildringerne fra starten af den spanske borgerkrig i Barcelona omkring 1936.
At der idag findes en offentlighed, et sted, hvor mennesker fra alle befolkningslag og aldersgrupper mødes og fører politiske diskussioner, er noget helt nyt i den arabiske verden. Og det som i andre arabiske stater kun har været realitet i nogle få dage – erobring af byrummet - har folk i Benghazi gjort til en permanent tilstand. Også advokatforbundet har opslået deres telt på Tahrir pladsen, ligesom byrådsrepræsentanter fra mindre landsbyer, krigsinvalide fra Libyens grænsekrig mod Tschad (1987), og repræsentanter fra forskellige religiøse foreninger,...
Indtil kl. tre om morgenen koger og syder det på pladsen. Nat efter nat siden opstanden brød ud den 17. februar. Alle er aktive på en eller anden vis: Som aktivist i de frivillige rengøringstropper, i en af de utallige komitéer, der forvalter byen, hos tropperne ved fronten eller som medhjælper ved en af de nye dagsaviser. Under diktaturet fandtes der ingen frie medier, idag eksisterer der alene i Benghazi 39 uafhængige aviser og magaziner, tre radiostationer og en TV kanal, fortæller en journalist fra mediecentrummet os. Organiseringen af hverdagen ser også ud til at fungere nogenlunde: Bortset fra et par enkelte strømudfald hver dag er byen godt forsynet med elektricitet, der er benzin at købe på benzinstationerne, butikker og restauranter har åbent.
Gaddafis sikkerhedsstyrker har dræbt over 10.000 siden opstandens start
I teltene og på husmurene ved pladsen hænger hundredevis af blegnede fotografier, af ofrene ved fængselsmassakren i 1996 og af ”forsvundne”. Indtil videre er det ukendt, hvor mange mennesker der er blevet ofre for Gaddafis regime i de forgangne 42 år. Alene siden opstandens start skal over 10.000 være blevet dræbt af Gaddafis sikkerhedsstyrker. Næsten alle vi møder har historier at fortælle om fængslinger, tortur og efterretningstjenestens daglige terror.
Nu skal friheden holde sit længe ventede indtog og vi skal leve i et demokrati. Sådan lyder det fra alle, man snakker med. Hvordan skal denne frihed og dette demokrati så forme sig? Svarene er for det meste meget vage og ukonkrete. Først hedder det, må Gaddafi væltes, derefter må man gøre sig tanker om fremtiden. Den provisoriske overgangsregerings nationalråd skriver i sit grundlæggelsesmanifest, at man vil kæmpe for en ikke-religiøs og demokratisk republik. Tre unge, som standser deres bil for at råbe deres hjertelige ”welcome” til os, har andre prioriteter end den islamiske kvinde, der deltager i organiseringen af genbrugsaffald og drømmer om et islamisk demokrati. De fortæller samstemmende, at de kæmper for ” frihed, fred og uddannelse til alle”.
Ikke langt fra bycentrum, inde i en baggård, ligger dusinvis af Katjusha-raketter. Vores unge vært erklærer, at de er tiltænkt ”De revolutionære i Misrata”. Den heftigt omkæmpede vestlibyske by, som i nogle måneder har været lukket af Gaddafis tropper og hvis eneste forbindelse til omverdenen går via søvejen. Her er over 1000 mennesker blevet registreret dræbt eller savnet. Hver eneste dag forlader skibe med fødevarer, ammunition, våben og nye fightere havnen, for at vende tilbage med sårede fra fronten. Sydvestlibyens befriede byer bliver alle forsynet fra transportfly.
“Gaddafis islamist-besværgelse er bare propaganda“
Og hvad med islamisterne, som ifølge Gaddafis propaganda skulle have kontrol over Benghazi? Hos de nye fightere ser man af og til folk, som med deres lange skæg ligner islamisterne i outfit. Men næppe flere end man ser i Ægypten eller andre arabiske stater. Vores forespørgsel bliver besvaret med, at ”libyerne er ikke fanatikere” og iøvrigt ”tilhører Gud himlen og politik må laves på jorden”. Det østlige Libyen gjaldt før hen som en slags højborg for islamistiske kræfter og nogle jihadister skulle der også være blandt militserne på fronten. Ibrahim, vores samtalepartner afviser dette: ”Det er alt sammen propaganda fra Gaddafi og skal ikke tages alvorligt”. I modsætning til Ægypten og Tunesien, hvor det kom til åbne konflikter mellem ungdomsbevægelsen og muslimbroderskabet, er dette ikke tilstede i Libyen. Ibrahim: ”Alle som kæmper mod Gaddafi er med i fællesskabet, ligegyldigt om det er hip-hoppere eller skæggede”.
Upopulære arbejdsimmigranter
De såkaldte „afrikanere“, nærmere bestemt arbejdsimmigranter fra Libyens sydlige nabostater, er ikke særligt vellidte her i Benghazi. Man beskylder dem for at holde til Gaddafi-styret, og til dels have kæmpet som lejesoldater for Gaddafi. Resultat: Titusinder af flygtninge fra Tchad, Mali, Niger, etc. befinder sig p.t. i flygtningelejre i nabolandene Tunesien og Ægypten under yderst kummerlige forhold. Mange af dem er flygtet fra krigen, men også af angst for racistiske overgreb i det østlige Libyen. Ganske i modsætning til sorte fra Libyens sydlige del, som tilsyneladende ikke har de store problemer. For eksempel Ahmed, en høj sort mand der har tjent 11 år i den libyske hær og nu er aktiv som rådgiver for oprørsmilitserne. Han præsenterer os for sin vennekreds på Tahrir Pladsen, som består af en broget flok af soldater, civilister, sorte og hvide.
„Vi viser vores taknemlighed, selvom vi husker de vestlige landes mangeårige samarbejde med Gaddafi“
Taknemligheden overfor Frankrig, UK og USA er ret udbredt. Nogle kører rundt med franske flag monteret på deres knallerter. Som Rod Nordland fra dagbladet New York Times forleden forundret konstaterede, er ”Free Libya” vel den første folkelige arabiske bevægelse, som kæmper mod en autoritær magthaver og samtidigt bærer rundt på Trikoloren og Stars and Stripes, uden at opfatte dette som en modsætning. Forklaringen ligger i folks minde om den 19. marts i år, hvor Gaddafis tunge tanks rullede ind i Benghazis forstæder og den libyske opstand var ved at blive skudt sønder og sammen. ”Hvad ville der være sket uden det franske luftvåben?”, spørger vi Ibrahim Tabashi fra Tahrir Pladsen. Svaret lyder : ”Noget værre end det, som Assad-regimet i øjeblikket laver i Syrien. En massakre ”. Vi viser vores taknemlighed, selv om vi meget vel husker de vestlige landes mangeårige samarbejde med Gaddafi.”
“We have a dream, that is to be free“
Som i alle de andre arabiske lande, er også her det store spørgsmål, om folks ønsker vil blive realitet. Ikke mindst fordi hovedparten af revoltens ungdom er uorganiserede og oppositionens politiske establishment til dels består af tidligere medlemmer af Gaddafis regime eller af libyere, der er kommet til landet igen fra eksil efter, at folkeopstanden brød ud. Indtil videre er disse modsætninger ikke kommet op til overfladen og folk på Tahrir Pladsen er forenet i ønsket om, at Gaddafi hurtigst muligt bliver væltet. “We have a dream, that is to be free“, står der på en stor plakat.
________________________________
Artiklen er et sammendrag af beretninger fra nogle forskellige korrespondenter fra det venstreorienterede tyske ugeblad Jungle World 22/2011, der pt. rejser rund i Maghreb-landene
_________
Relateret
- Autonom info-service: På de libyske oprøreres side , Libyens folkeopstand - Point of no return ,
- Baggrundsartikel på modkraft: Tiden rinder ud for Gaddafi-regimet
- Tidsskriftcentrets artikelindex om Libyen
- Dagbladet ARBEJDEREN: Frank Aaen: Det var rigtigt at gå i krig og Finn Sørensen: Vejen til fred i Libyen
-