Omkring 150.000 jødiske og arabiske israelere gik lørdag d. 30. juli på gaden i over et dusin byer i Israel. Deres fælles krav var ”social retfærdighed for alle”.
I flere israelske byer er der oprettet permanente protestcamps på centrale pladser, inspireret af protesterne i de arabiske lande og Sydeuropa. Dette er de største sociale masseprotester i Israel siden fire årtier.
”Bibi (Netanyahu)du er fyret!”
Hvad der for en måneds tid siden startede som protest mod ophævelse af huslejereguleringen og generelle prisforhøjelser på fødevarer, har nu udviklet sig til en omfattende protest mod landets nationalkonservative regering: ”Bibi du er fyret! Tag hjem – vi betaler transporten” lød opfordringen fra demonstranterne til regeringschefen Benjamin Netanyahu. Ifølge de offentlige ansattes fagforeningsleder, Shlomo Buhbut, nedlagde 150.000 lønarbejdere i den offentlige sektor deres arbejde i 24 timer mandag d. 1. august for at manifestere deres solidaritet med demonstranterne.
”Social retfærdighed til alle!”
To dage før, lørdag d. 30. juli, demonstrerede langt over hundredetusinde israelere mod de stigende leveomkostninger og den sociale uretfærdighed. Protesternes faste baser er teltbyerne på de centrale pladser i mange israelske byer. Ifølge mediernes vurdering demonstrerede i weekenden op til 120.000 mennesker mod regeringen. Arrangørerne taler om mindst 150.000 demonstranter. Alene i Tel Aviv blokerede denne dag op til 80.000 mennesker under et hav af røde faner byens centrum. I Jerusalem gik titusinder af demonstranter til den ultrakonservative ministerpræsident Benjamin Netanyahus (1) residens. Demonstranterne råbte slagord som ”Social retfærdighed til alle!”, ”Bibi, du er fyret,...”, ”Kom ned fra altanerne – tag del i regeringens fald” og ”Bevæg jeres bagdel, tanker vil følge efter”. Sidstnævnte var møntet på den politiske passivitet, som mange israelere i årevis har lagt for dagen.
Fagforbundet ”Histadtrut” på demonstraternes side
Protesterne startede for en måned siden, da titusinde israelere gik på gaden for at demonstrere mod regeringens sociale forringelser. Med paroler som ”Vi vil have retfærdighed , ingen medlidenhed” rettede protesterne sig først og fremmest mod stigende huslejepriser og de elendige forhold i sundheds – og uddannelsessektoren.
Især huslejernes tårnhøje stigninger indenfor de sidste to år udløste protesterne.
Det indflydelsesrige israelske fagforbund Histadtrut (2) bakker demonstranterne op og opfordrede Netanyahu til at mødes med fagforeningslederne for at diskutere en løsning på den sociale krise. Skulle regeringen ignorere denne opfordring, ”vil fagforbundene sætte alt igang for at realisere demonstranternes krav”. Mandagens generalstrejke er fagbevægelsens første skridt i den retning.
Fattigdommen er de sidste 10 år blevet meget synlig i storbyerne og Israel har nu placeret sig i toppen af de lande i den vestlige verden, hvor kløften mellem fattige og rige er størst. Ifølge den nyeste statistik fra Israels Nationale Sygesikringsinstitut lever ikke mindre end 783.600 israelske børn i fattigdom.(3)
Teltlejrene - protesternes base
Jonathan Levi, en af initiativtagerne bag protestbevægelsen i Tel Aviv, udtaler til det israelske dagblad Haaretz: ”Vi er overrasket over, at temaerne der bliver taget op rundt omkring i landets teltbevægelse overlapper og supplerer hinanden”. Protesterne er for størstedelen organiseret nedefra og refererer ikke til noget parti. Det er grunden til, at bla. den notoriske afgrænsning og mistro overfor det arabiske mindretal i selve Israel stort set er fraværende.
Aviv Geffen, en af de mange musikere der optræder ved protestdemonstrationerne, opforder i hans kendte popsang sine mange tilhørere til at tilslutte sig en grænseoverskridende politikforståelse: ”Lad os erobre freden, ikke områder,...lad os forsøge det igen og igen indtil det lykkes...”
For at få repræsenteret de forskellige holdninger indenfor protestbevægelsen, afholdes der jævnligt valg i de enkelte teltlejre. Enhver kandidat får den samme taletid, før der bliver valgt repræsentanter (råd), som for en periode har til opgave at koordinere protesternes krav og aktioner.
Største sociale masseprotester i Israel siden fire årtier
I weekenden fik protesterne massiv tilslutning fra det arabiske mindretal i Israel, der er udsat for særlige diskriminering af de statslige institutioner. (4) Ifølge en meningmåling fra dagbladet Haaretz støtter 87 procent af den israelske befolkning protesterne og 54 procent ytrer sig decideret utilfredse med Netanyahus politik. Dette er ifølge de israelske medier de største sociale masseprotester i Israel siden fire årtier.
Som reaktion på de massive og vedvarende protester lovede ministerpræsident Netanyahu i søndags hurtige ændringer i regeringens hidtidige krisepolitik: ” Vi er allesammen bevidst om de reelle problemer med de høje leveomkostninger i Israel....Vi må uden tvivl ændre vores politiske prioriteter og fremlægge en realistisk plan for lettelse af de økonomiske byrder for Israels borgere.”
Imens fortsætter mobiliseringen mod regeringen for fuld udblæsning - upåagtet disse løfter fra ministerpræsidentens side.
(al. og ikh. / autonom info-service)
Noter
1) Benjamin Netanyahu er medlem af det konservative parti Likud. Han har overfor israelske bosættere i Østjerusalem 2001 pralet af at have overtrådt Oslo-aftalerne. Dette blev 2010 afsløret af TV stationen Kanal 10, der viste en video af hændelsen, som Netanyahu har forsøgt at holde hemmelig. Desuden er han af menneskerettighedsorganisationer blevet kritiseret for krigsforbrydelser.
2) Histadrut (”Sammenslutningen”) blev grundlagt i december 1920 som et zionistisk-socialistisk fagforbund. Har indtil 1995 virket kooperativistisk. Derefter politisk og organisatorisk omstruktureret og navneforandret til ”Ny Histadrut”. Har idag omkring 650.000 medlemmer. Histadruts formand, Amir Peretz, dannede sit eget socialdemokratiske-syndikalistiske parti ”Am Echad“ (”En nation”) og havde tre mandater i det israelske parlament Knesset. 2005 fusionerede Am Echad med Israels højresocialdemokratiske Arbejderparti Avoda (”Arbejdet”). Efter forandringen i 1995 fungerer Histadrut som et fagforbund i vesteuropæisk stil med statsligt anerkendte overenskomstforhandlingsfunktioner, etc. og er paraplyorganisation for landets branchefagforeninger.
3) Det svarer til 34,0 procent (!) af alle børn i Israel. Der er tale om et lille fald i forhold til 2007, hvor tallet var 34,2 procent. Men da Israels befolkning er vokset, er der idag reelt 9.400 flere fattige børn end for et år siden. Den officielle fattigdomsgrænse er sat lav. Det betyder, at en familie skal være virkelig fattig for at blive registreret som ’fattig’ i statistikken. Det var 1.651.300 israelere ved udgangen af 2008. Det er det højeste antal fattige, der nogensinde er blevet registreret i Israel, og svarer til 23,7 procent af hele befolkningen (kilde: Israels Nationale Sygesikringsinstitut).
4) Israels diskriminering af det arabiske mindretal: Da FNs generalforsamling i 1975 vedtog en resolution, der definerede den zionistiske ideologi som en form for racisme, udløstes internationalt og især i Israel selv, en heftig offentlig debat . En del af den israelske venstrefløj mente dengang, at zionismen ikke var en racistisk ideologi i traditionel forstand . I deres analyse var zionismen snarere en klassisk kolonialistisk ideologi, som tilstræber en forbedring af jødernes skæbne uden hensyntagen til de indfødte. I Israels uafhængighedserklæring hedder det, at Israel er en ”stat for alle jøder” . Dette på trods af eksistensen af et stort arabisk mindretal på omkring 1 million, svarende til 15 % af Israels samlede befolkning... Israel har ifølge sin egen statistik 6,2 mill. indbyggere. Heraf er ca. 5 mill. jøder (ca. 81%), under 1 mill. muslimer (ca. 14-15%), ca. 130.000 kristne (ca. 2-3%) og et mindre antal ’andre’ (ca. 2%). Idag er de fleste venstreorienterede enige om, at Israel er et apartheidsamfund, som undertrykker og diskriminerer det arabiske mindretal . Israels afhængighedsforhold til de vestlige, borgerlige demokratier har gjort det besværligt for Israel åbent at indføre en apartheid-lovgivning ligesom i det daværende Sydafrika. Det israelske regime bygger imidlertid på en grundlæggende diskriminering af ikke-jødiske statsborgere. Juridisk set er denne diskrimination blevet institutionaliseret via en lovgivning, der i sit udgangspunkt opererer med begreber som ”personer med en jødisk moder ” , ”soldater der tjente landet og sin familie ”, etc. Via sådanne formuleringer bliver mindretallene holdt retsløse udenfor lovgivningen.
Nogle konkrete eksempler:
- Retten til at erhverve ejendom og landjord er ifølge en aftale mellem staten Israel og Den Jødiske Nationalfond forbudt for arabiske borgere. Dette er en af de få love, som direkte anvender diskriminering overfor palæstinensiske statsborgere.
- Indvandringslovgivningen og retten til at vende tilbage gælder udelukkende for personer, som har en jødisk moder eller konverterer lovgyldigt til den jødiske trosbekendelse .
- Indkomstniveauet for palæstinensiske statsborgere i Israel ligger på omtrent 1/3 af indtægten for jødiske israelere i samme profession. En palæstinensisk læge i et arabisk hospital under israelsk forvaltning får mindre i løn end en jødisk gartner, som er ansat på samme hospital. Samtidigt er det for en palæstinensisk læge umuligt at blive ansat på et jødisk-israelsk hospital.
- På bus- og taxiterminalen ved Jerusalems Damaskusport er der ingen jødiske israelere, som benytter de offentlige transportmidler til Vestbredden. Bosætterne, som bor i eller ved palæstinensiske byer, benytter deres egne offentligt finansierede busser, deres egne motorveje med egne indkørselsveje og broer. Her er adgang for ikke-jøder forbudt. (kilde: Palæstinas tragedie )
Links
- Anarchists against the Walls
- “News from Within”
- News from Peace Now Movement
- Electronic Intifada - News from Palestine and Israel
Relateret
- Historien om den venstreradikale Black Panther-bevægelse i Israel
- Jerusalem neighbourhood to name streets in honor of Mizrahi Black Panthers
Kommentar schreiben