Den 45-årige Amina al-Wahashi har i 24 år arbejdet for den statslige libyske radio. Med propagandatekster som blev kaldt for information. Amina har idag skiftet side og har tilsluttet sig rebellernes ”Radio Frit Libyen”.
Hun fortæller om sin rolle som Gaddafis ”Fru Goebbels”, der i statsradioen kaldte demonstrant- erne i forårets folkeopstande i Tunesien og Ægypten for ”narkoafhængige galninge” og altid indledte nyhederne med en positiv beretning om Gaddafi. Hun beretter om sit opgør med rollen som regimets berygtede mikrofonholder. Her er Amina al-Wahashi’s historie.
- Oprørsstyrker mod Gaddafi-diktaturet når Tripoli
_______________________________________________________
(Historien om journalisten Amina al-Wahashi baserer på en artikel fra det tyske ugemagasin Der Spiegel, nr. 33 – 2011)
”Vi kaldte hende Amina al-Goebbels”
”Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle en anden historie” – således indleder Amina al-Wahashi sin fortælling. Hun sidder i et hus i en støvet gade i rebellernes hovedstad Benghazi i det østlige Libyen. Et rum uden vinduer. Ved siden af har hun sin broder Salah, der fungerer som oversætter. Foran bygningen, som huser den libyske radiostation ”Radio Frit Libyen”, står en rebel på vagt, væbnet med et russisk stormgevær. ”Vi kaldte hende Amina al-Goebbels”, siger Aminas broder. I 24 år har Amina al-Wahashi arbejdet for den statslige libyske radio. Med propagandatekster som blev kaldt for information. ”Jeg valgte det forkerte arbejde på det forkerte tidspunkt”, siger Amina.
Informationsvirksomhed
på Gaddafis nåde
Hun var lige akkurat fyldt 21 år, da hun blev ansat på den libyske statsradio, frekvens 675 khz. På hendes første arbejdsdag introducerer en redaktør hende for nyhedsavisens faste regelsæt:
- Regel nummer et: Det første indslag i nyhedsudsendelsen handler om al-Gaddafi og skal være positiv.
- Regel nummer to: Det andet indslag i rækken skal knytte an til det første: Hvis Gaddafi taler om vandressourcer, skal det andet indslag handle om vand.
- Regel nummer tre: Det hele drejer sig om virkningen ikke sandheden.
Amina var lærenem og hendes overordnede var tilfredse med hende, fortæller hun. Amina kender på dette tidspunkt kun verden med Gaddafi. Hun var tre år gammel, da han sammen med en gruppe unge officerer væltede det korrupte monarkistiske styre under kong Idriss d. I. i 1969.
Kort proces med oppositionelle
Da hun startede med at læse journalistik på universitet, fik hun et markant førstehåndsindtryk af Gaddafistyret med en dramatisk episode: Hun var midt i en prøveeksamen, da uniformerede mænd trådte ind i forelæsningssalen på universitetet. De tog en af hendes medstuderende med ud i baggården. Her trak de en sæk over hans hoved, skubbede ham op på en mur og fastgjorde et tov omkring hans hals. Mere så hun ikke, fordi hun lukkede øjnene. Senere fik Amina at vide, at manden havde engageret sig i oppositionen, som var forbudt under Gaddafi.
Denne dag besluttede hun, at hun ikke ville være journalist, da der kun fandtes statslige medier og hun under ingen omstændigheder ville støtte denne stat. Det endte med, at hun alligevel afsluttede sin journalistuddannelse. Efter hendes udsagn var familiens pres afgørende for hendes holdningsskift.
Kontrol og afstraffelse
af radions medarbejdere
I den tid Amina arbejdede ved den libyske statsradio, afstraffede Gaddafis folk enhver fejl: Ved en transmission af en tale af Gaddafi blev tonen væk. Den ansvarlige tonetekniker forsvandt derefter tre måneder i fængsel...
Amina beretter i statsradioen om bla.:
- ”Gaddafis overblik”, da han i FN frembragte et forslag om at opløse Schweiz. (Baggrunden herfor var en kortvarig anholdelse af en af hans sønner i Schweiz, fordi sønnen havde pryglet en hotelansat for en serviceforseelse).
- CIA’s ansvar , da den libyske stat beskyldte fem bulgariske sygeplejersker og en læge for med vilje at have inficeret børn med HIV-virus.
- Demonstranterne i folkeopstandene i Tunesien og Ægypten, der betegnes som ’narkoafhængige galninge’.
Amina karakteriserer Gaddafis regime som et apparat med ét eneste formål: At manden bag dette fastholder sin magt for enhver pris. Såvel de hemmelige tjenester samt militær – og politiapparatet er tilpasset nøje dette formål. Aminas propaganda sørgede for, at der ikke opstod nogen gnidninger mellem stat og befolkning, som kunne true Gaddafis magtposition.
Redaktørerne kaldte sig
gensidigt for skizofrene
Amina fortæller, at der i grunden slet ikke var nogen i redaktionen, der var tilhænger af Gaddafi. Alle gjorde ligesom om, når censorerne fra Tripolis kiggede forbi radiostationen. Redaktørerne kaldte sig gensidigt for skizofrene og grinte, når de citerede Gaddafi for, at USAs tidligere præsident Bush var betalt agent fra den israelske efterretningstjeneste Mossad og at Gaddafi var kongernes konge på det afrikanske kontinent ...
Når Amina om aftenen vendte hjem til sig selv, skrev hun i sin dagbog hvilke løgne, hun den dag igen havde fortalt til befolkningen i Libyen. Hun siger, at hun har hadet sit arbejde.
Krigsforherligelse i Gaddafis stats-TV:
Flugten fra Gaddafis statsradio
Midt i februar i år, inspireret af folkeopstanden i Tunesien og Ægypten, starter de første demonstrationer mod Gaddafi-regimet i Benghazi. Amina og hendes kollegaer fra Gaddafis propagandaradio holder møder i konferencesalen. De vil berette om demonstranterne som ”narkoafhængige galninge” - i lighed med deres tidligere beretninger om demonstranterne i nabolandene.
Redaktørerne snakker frem og tilbage om det, som vil komme : Krig, hævn, frihed. Enhver måtte afgøre med sig selv, om de ville gå eller blive. Amina forlod radioen. Den 16. februar indstillede den libyske statsradio sin virksomhed i Benghazi.
Amina møder håbet om et nyt liv fra en forbisusende bil. Hun hører en stemme i radioen, som tilhører en af hendes tidligere kollegaer: ”Her taler Radio Frit Libyen”, siger kollegaen, ”dette er revolutionens stemme”.
Amina tager straks til radiostationen. Kollegaerne modtager hende med venlighed. Hun er velkommen på trods af hendes skrantede image som moderator. Amina har holdt pause et stykke tid og er glad for nu at kunne lægge fortiden bag sig ...
”Jeg er skyldig, men jeg havde
intet andet valg ...”
”Jeg havde under Gaddafi intet valg ” siger hun. Man kunne ikke gå over til den anden side her i Libyen, der fandtes ingen anden side. ”Jeg er skyldig, men jeg havde intet andet valg, man kunne ikke bare veksle side. Der var ikke nogen anden side, med undtagelse af fængslet og eksilet”.
Det er middagstid, Amina iler gennem korridorerne efter hendes talk-show gæst, som idag er lægen dr. Fatih Badshu, hvis 18-årige søn er blevet dræbt på ørkenfronten i kamp med Gaddafis soldater. Førhen drejede programmet sig altid om Gaddafi. Nu er det for det meste live-udsendelser, hvor folk som på en eller anden måde deltager i samfundsomvæltningen diskuterer og fortæller om deres meninger og erfaringer.
På gangen støder hun næsten sammen med Fausi Omaini, en sikkerhedsvagt der sammen med sine sønner bevogter bygningen. Geværerne har de taget med fra den nærliggende kaserne. Han har med tusch malet revolutionens farver på sin skulderklap. Under Gaddafi var han 30 år i Gaddafis hær. Ligesom han har de fleste ældre libyere på en eller anden måde tjent Gaddafi.
Amina arbejder nu efter ”nye regler”...
- Regel nummer et: Den første information handler om Gaddafi-regimets løgne.
- Regel nummer to: Den anden nyhed handler om rebellerne. Denne information er positiv.
- Regel nummer tre: Det som tæller er virkningen – ikke sandheden.
En ny generation
En ny generation af journalister med græsrods, facebook og internet erfaringer er ved at indtage rebellernes medier. Dermed er fremtidige brydninger med forudfattede meninger forprogrammeret. Om det så drejer sig om Natos bombardementer af civile, rebellernes overgreb mod immigrantarbejdere og indbyrdes konflikter om magt og kommende kontrol og fordelingen af landets olierigdomme, eller Gaddafi-klikens morderiske fremfærd og absurde propagandaindslag.
الخبز والحرية والكرام ة ( Chobz, hurriya, karama )
Brød, frihed, værdighed
Oprørerne når Tripoli
Libyens oprørsmilitser har ifølge den amerikanske nyhedstjeneste AP (21.august 2011) nået Tripolis forstæder og er involveret i heftige kampe med Gaddafi-klanens eliteenheder. Imens kalder Gaddafi i en konfus tale til massiv modstand. Iagttagere på stedet vurderer situationen som meget trængt for Gaddafi-styret og rygterne om hans flugt i eksil verserer (Algeriet, Zimbabwe,...). For to dage siden flygtede Libyens olieminister ud af landet og Abd el-Salam Dshallud, tidl. Libyens regeringschef og nærmeste kampfælle af Gaddafi tilsluttede sig rebellerne.
(autonom info-service)
Væbnet propaganda i
libysk statsTVs nyheder
TV-vært i libysk stats TV holder i nyhedsudsendelsen, den 21. august 2011, en pistol frem og råber, at hun og andre medarbejdere er parate til at dø som martyrer for at forsvare fjernsynskanalens bygning mod oprørerne, som nu er på vej ind i Tripoli. Den arabiske TV kanal al-Jazeera har oversat TV-værtens udtalelse således:
- ” Med dette våben vil jeg enten dræbe eller dø idag, I kan ikke indtage al-Libiyah kanalen. I kan heller ikke indtage Jamahiriyah kanalen, Shababiyah kanalen, Tripoli eller hele Libyen, og de som ikke har et våben er villige til at danne et skjold for at beskytte deres kollegaer på denne kanal. Vi er parate til at blive martyrer”.
__________________________
Relateret
* autonom info-service:
Den møjsommelige vej til friheden – en reportage fra Benghazi
Libyens folkeopstand - Point of no return
* Modkrafts kontradoxa-magasin:
Tiden rinder ud for Gaddafi-regimet – en analyse af forholdene
* Tidsskriftcentret: Opstanden i Libyen
* Dagbladet ARBEJDEREN:
Frank Aaen: Det var rigtigt at gå i krig
Finn Sørensen: Vejen til fred i Libyen
Debat om Libyen i Dagbladet Arbejderen
August 2011: Oprørene i det erobrede Savija i det vestlige Libyen.
Oprørerne indtager Gaddafis residens (23.august 2011)
__________________________________________
