Cubas økonomi er rystet af den globale finanskrise og af diverse naturkatastrofer.
Kommunistpartiets 6. kongres i april 2011 besluttede som modsvar omfattende og alvorlige nedskæringer, der først og fremmest rammer offentligt ansatte.
Ifølge landets ”Centrale fagforbund af Cubas Arbejdere” (CTC) har omkring 500.000 offentligt ansatte mistet deres arbejde ved forårets første fyringsbølge.
- En lille spredt venstreopposition er ved at vokse frem og tager kampen op for at bevare den cubanske revolutions sociale landvindinger og fremme en radikal demokratisering af samfundet nedefra. Statsmagten reagerer med integrationsforsøg, advarsler og repression.
Sociale forringelser og privatiseringer
Midt i april i år gennemførte Cubas Kommunistiske Parti deres 6. kongres - efter en pause på 14 år. Kongressens vigtigste beslutning var de såkaldte økonomiske struktur- reformer, som blev fremlagt af Cubas præsident Raúl Castro. Beslutningerne på kommunist- partiets 6. kongres betegnes af mange som en ”brutal åbning til det private marked”. Dette skal bringe statsudgifterne ned og tillokke private investorer fra verdens- markedet.
Kongressen besluttede også fremover at begrænse politikernes embedstid. Temaer som basisdemokrati, samt organisations – og mediefrihed var ikke på dagsordenen på den 6. partikongres.
_________________________________
Af de omkring 500.000 fyrede ansatte i den offenlige sektor, skal omkring
- 250.000 få bevilget rettigheden til at drive et erhvervsmæssigt privatinitiativ. Ialt vil antallet af selvstændige ("cuentapropistas") derefter nå op på omkring 320.000 cubanere.
- 200.000 vil ifølge fagforbundet CTC finde arbejde i private selvforvaltede kooperativer, der omdannes fra tidligere statslige virksomheder. Derudover er der opstået en masse nye småvirksomheder, der omfatter 178 brancher. Nogle eksempler er de talrige taxa-kooperativer, frisørsaloner, el – og blomsterforretninger, kosmetikbutikker, og lignende. Dertil kommer en forgrenet improviseret en-person gadehandel, hvor folk i nabolaget tilbyder hinanden know-how og små services.
- de resterende 50.000 som mangler i CTC’s oplysninger, er ifølge politiske kommentatorer blevet overflyttet til andre statslige jobs.
- 1,8 millioner cubanere skal fyres indtil 2015
Frem til år 2015 vil omkring 1,8 millioner ansatte miste deres arbejde som følge af den igangværende omstrukturering af Cubas produktionsstruktur. Der vil ikke længere blive udbetalt en arbejdsløshedsunderstøttelse, som indtil nu har udgjort 60 procent af den hidtidige løn. Istedet må de arbejdsløse efter en kort overgang selv søge andre indtægtskilder i den nye private sektor, som siden oktober 2010 er ved at tage form. Af Cubas 11,2 millioner indbyggere er omkring 4,9 millioner mennesker erhvervsaktive. (1)
Ringe muligheder for ukontrollerede diskussioner
Skønt de besluttede reformer har stor betydning for mange cubaneres liv, foregår debatterne herom på yderst hierarkisk vis. Således har almindelige cubanere godt nok officielt mulighed for at deltage i de offentlige diskussioner, som er organiseret af de statslige masseorganisationer og redigeret af de statslige medier. Det er imidlertid kun de højt placerede parti- og statsfunktionærer, som har indflydelse på den endelige udformning af den førte politik.
- Libertære aktivister fra ”Kollektivet Catedra Haydée Santamaria”
De officielle strukturer tillader kun en meget beskeden ramme for ukontrollerede diskussioner af samfundsmæssige alternativer og perspektiver. På trods af denne omstændighed organiserer grupper af unge aktivister sig for at diskutere fremtids- perspektiver for Cuba. Medlemmerne af kollektivet ”Catedra Haydée Santamaria” (2) er således unge kulturaktivister og videnskabsfolk, der politisk beskriver sig selv som libertære socialister. De dannede i Havanna i 2006 ”Observatorio Crítico”, et slags cubansk mini-socialforum. (3)
Formålet er gennem erfarings- udveksling at udvikle fælles refleksioner, der kan danne basis for en alternativ social praksis, hvor de statslige strukturer ikke spiller nogen rolle. I deres kritiske-alternative, venstreorienterede perspektiver for det cubanske samfund tager de ofte udgangspunkt i lokale problemer. Inspireret af såvel Mexicos Zapatist-bevægelse, performance teknik og Foucaults magtteori. (4)
- Politisk happening af performance-kollektivet OMNI
I Cuba organiseres der året rundt konstant politiske manifestationer, forsamlinger og demonstrationer i statsligt regi. Som en kritisk kommentar til dette, organiserede performance-kollektivet OMNI i november 2009 demonstration – noget som ellers kun er forbeholdent de statslige instanser .
OMNI medbragte transparenter, der var så abstrakt formuleret, at det grænsede til det absurde. På denne måde ville demonstranterne genspejle tomheden i de statslige mobiliseringsritualer, samtidig med at de med denne politiske happening gjorde opmærksom på, at de agter at være aktive uafhængigt af de statslige kontrollerede strukturer.
Sammensurium af samfundskritiske kollektiver
Denne slags offentlige aktiviteter har skabt et frirum i Cuba for samfundskritiske idéer, der afgrænser sig fra såvel den økonomiske liberalisme som den repressive etatisme.
Dette spektrum omfatter en bred vifte af informelle venstrefløjskollektiver, bestående af autodidaktiske kunstnere, som iscenesætter samfundskritiske performances i det offentlige rum, intellektuelle der organiserer offentlige debatter om marxistiske anti-autoritære og anarkistiske tekster, politiserede rappere der tematiserer hverdagens sociale trange kår, samt alskens feminister og klimaaktivister.
De fleste af disse ofte små grupper holder til i Havanna. Det som på trods af forskelligheden binder dem sammen, er et fælles forsøg på at bevare revolutionens sociale landvindinger og samtidig fremme en radikal demokratisering af samfundet nedefra.
- Statsapparatets reaktion – mellem integration og repression
I Observatorio Critico’s opstartsfase blev de tolereret af de statslige institutioner. De fik sågar økonomisk støtte fra ”Asociación Hermanos Saiz” - en af de officielle kulturorganisationer i Cuba. I forbindelse med det afholdte Socialforum i februar 2011 startede dog det statslige pres mod gruppen. Aktivisterne blev opsøgt af statspolitiet og blev truet med, at de ville ”miste deres arbejdsplads” og udsættes for ”folkets vrede”, hvis de ikke indstillede deres kritiske aktiviteter.
Dette pres kom ikke tilfældigt. Aktivisterne opfattede det som svar på den voksende autonomisering af initiativet, som gennemførte dette års Socialforum med økonomisk hjælp fra forskellige libertære og internationalistiske strukturer. Derudover skyldtes repressionen også den voksende tilslutning fra kritiske grupper, der agerer helt uden om statens goodwil og kontrol. Mange af dem kommer fra blogger miljøet.
- Manglende international mediebevågenhed
Statens tiltagende og for det meste ret diskrete repression i form af trusler, afpresningsforsøg og forfølgelse af aktivister fra især Observatorio Critico er druknet i den globale mediebevågenhed i forhold til de igangværende økonomiske reformer i Cuba. Dette faktum udnyttes af de statslige organer, som i øjeblikket forsøger at gøre venstreoppositionen tavs ved at bandlyse dem som ”kontrarevolutionære”.
- „Afgørende er, at socialisme ikke bare er lig med statslig styret økonomi, fordi spørgs-målet er: Hvem kontrollerer staten? Det er ikke Cubas arbejdende mennesker , men derimod bureaukratiet, som er opbygget omkring Cubas Kommunistiske Parti. Derfor er der ikke tale om (ved de ny privatiserings- tiltag) at socialismen bliver demonteret. Det herskende bureaukrati har besluttet at integrere et nyt skabt småborgerskab i de nuværende økonomiske strukturer. Dermed vil nogle nye småborgere få succes og udvikle sig til en gruppe af private kapitalister. Noget som ikke har fandtes i Cuba siden 1960’ erne. Bureaukratiet vil dele de økonomiske privilegier med denne nye gruppe – og der kunne udvikle sig en situation, som den vi kender fra Kina.” Cubansk eksil-socialist Samuel Farber (4)
(shaggie, al./ autonom infoservice)
Noter
1) Artiklens hovedkilder: Financial Times (tysk udgave), 19.04.2011, Ugemagasinet Der Stern, 16.april 201, det tyske venstrefløjsmagasin ak 562, juni 2011, Socialforummet Observatorio Critico.
2) Kollektivet ”Catedra Haydée Santamaria”
3) Hjemmeside for Observatorio Critico
4) Foucaults magtteori er møntet på, at institutioner ikke kan fungere uden udøvelse af magt. Magtspørgsmålet er derfor helt centralt hos Foucault. Men for ham er magt ikke lokaliseret, hverken til bestemte personer, grupper eller klasser. Magten er således ikke afgrænset til økonomiske, politiske og sociale strukturer. Foucault søger ikke at finde ud af, hvem der har magten, men han søger en forståelse af, hvad magt er. Mere præcist undersøger han konkrete magtrelationer. Det er en opadstigende magtanalyse, der tager udgangspunkt i analysen af konkrete relationer mellem mennesker i deres mangfoldighed. Magten er ifølge Foucault decentral, den danner et fintmasket, uopløseligt net. Magtudøvelsen opererer i detaljen. Det som har betydning, det som umyndiggør, former og omformer, tilpasser og normaliserer mennesker i de mest individuelle og intime detaljer er den mikromagt, som udøves i små portioner overalt i samfundet. Magtteknikkerne retter sig mod formningen af individets selvopfattelse og handlingsmønstre og dermed også mod hele samfundets normgrundlag. Læs videre på leksikon.org
5) Citatet er fra interviewet med en cubansk eksil-socialist, Samuel Farber, i online mediet ”Marx-21” – Magazin für internationalen Sozialismus
Baggrundslitteratur:
autonom infoservice: