Tidsdoku. Debat mellem Kvinder der deltog i militante bevægelser

I april 1998 arrangerede det venstre- radikale miljø i Schweiz en række offentlige møder med tidligere aktivister fra den militante venstrefløj i Italien, Vesttyskland og Schweiz. Møderne fandt sted i Zürich. 

• Debatten mellem 6 kvinder, der fortæller om deres erfaringer i byguerillagrupper og militante bevægelser.

Halina B. (moderation) indleder: ”Aftenens møde vil handle om de komplekse erfaringer blandt kvinder, der har været i byguerillaen og delvis også var aktive i den feministiske bevægelse. Alle vil i første omgang kort præsentere deres politiske biografi..."                                                                         __________________________

En debat mellem Ada Negroni, Rosella Simone, Gabriele Rollnik, Christine Kuby, Lilo König, Helen Pinkus-Rymann.

Ada Negroni:Jeg er 44 år og min politiske biografi tager udgangspunkt i 1970’erne i Lodi. En lille provinsby i nærheden af Milano, hvorfra mange af De Røde Brigaders (BR) aktivister kom dengang. Med disse kammeraters historie for øje, startede jeg mit første lokalpolitiske engagement.

- Jeg begyndte noget efter at læse på arkitektstudiet på Milanos universitet, hvorfra der udgik mange kampe, som forplantede sig til det politiske miljø i de forskellige bykvarterer. Jeg blev således aktiv i det dengang bz´atte autonome sociale center Leoncavallo (1).

- Ved konfrontationerne omkring Leoncavallo i 1978 blev to unge aktivister, Jaio og Fausto, skudt af formodentlig militante fascister. (2)  Omtrent på dette tidspunkt blev jeg medlem af byguerillaen. Jeg var altså i en del år aktiv i sociale bevægelser og samtidigt agerede jeg klandestint.
- Indtil min anholdelse i 1982 var jeg aktiv del af De Røde Brigaders ”Collona Walter Alasia”, som var den afdeling af BR, der var stærkest forankret i den lokale arbejderbevægelse og i den operaistiske tradition i Milano. (3)

Rosella Simone:Jeg var del af fangesolidaritets-organisationen ”Røde Hjælp” og af organisationen for pårørende til de politiske fanger. Siden 1960’erne har jeg været aktiv i mange forskellige bevægelser på den revolutionære venstrefløj.

- I Italien var der ikke ret mange relationer mellem guerillaen og kvindebevægelsen. Sikkert fandtes der kvinder fra den feministiske bevægelse, som tilsluttede sig guerillaen.
Men når der blev gennemført væbnede aktioner, som på en eller anden måde kunne forbindes med kvinde-bevægelsen, så som anslag mod for eksempel kvinde-læger, der blev afsløret som voldtægtsmænd eller mod pornoindustrien, så var der snarere tale om de væbnede autonome miljøer omkring ”Guerilla Diffusa” (5), end en af de mere strukturerede og strategisk orienterede væbnede organisationer.    

                             _______________________________________

• ”Den oprindelige kerne i den feministiske bevægelse var meget radikal og koordinerede sig gerne med andre bevægelser...”

Jeg kan huske, at en af de første flyers fra BR i 1972 endda henvendte sig til samtlige bevægelser, også til kvindebevægelsen, der på dette tidspunkt stormede
frem.
Senere tabte BRs politiske kurs den bredt favnende orientering og reducerede sig til kampen mod statens centrale institutioner ud fra devisen ”at ramme statens hjerte”.

- Den oprindelige kerne i den feministiske bevægelse, først og fremmest i Milano, var meget radikal og
koordinerede sig gerne med andre bevægelser. 
Overalt fandtes feministiske kollektiver.
- Der var kvindegrupper, som gjorde sig konkrete erfaringer med illegaliteten.
For eksempel var der en kvindegruppe, som gennemførte illegale aborter, en anden der om natten patruljerede bevæbnet gennem kvartererne for at garantere kvinders frie færden i særlig usikre områder.

- Men generelt set har kvindebevægelsen søgt andre veje end de væbnede gruppers som regel hierarkiserede strukturer. Et vigtigt formål var at sætte fokus på forbindel-sen mellem det private og det politiske. 
- Der hvor medlemmer af guerillaen og kvindebevægelsen havde fælles berøringsflader var i miljøet omkring ”Autonomia-bevægelsen” (6), hvor de gensidigt påvirkede hinanden.
- Fra kvindebevægelsens synsvinkel har kvinderne i guerillaen snarere haft en pragmatisk tilgang til lighed mellem kønnene, end de har reflekteret de underliggende kønsforhold. På den måde har de væbnede grupper uden tvivl bidraget til at udvide kvindernes befrielsesmæssige erfaringer.  

Der var kvinder, der valgte den væbnede kamp for at følge efter sporene fra en mand, men størstedelen har selvstændigt valgt denne modstandsform:

Kvinder som indtog centrale roller i det subversive hierarki og som var del af beslutningsprocesserne og selv udøvede en autoritet - uden at tillægge den sexistiske splittelse i samfundet og i gruppen de kæmpede i nogen særlig betydning. Ikke desto mindre bidrog de pragmatisk til at demontere kønshierarkiet.

- Alligevel funderer jeg over, om det over- hovedet kan forandre de herskende forhold, når man anvender de samme våben som magthaverne, fjenden.

- Begreberne magt, krig og fjende implicerer risiko for at tilsløre ens visionære bevidsthed. I kampen om magten ligger der en latent fare for, at begge sider underkaster sig den samme militaristiske logik.

- I krigen og i de klandestine strukturer findes politiske og militære hierarkier og tvangsmekanismer, som fører til en forfladigelse af bevidstheden og som gør, at en undertrykt kan blive en undertrykker og et offer til en gerningsmand.
Vi burde have mod til ikke at begive os ud på det samme kampterræn som fjenden, for at undgå risikoen for at komme til at ligne fjenden.

• Processen mod medlemmer af den autonome italienske byguerillagruppe 'Prima Linea' 1980-82 og 1985
  (Forstør ved at klikke på billedet): 

Christine Kuby:Jeg har politiseret mig i starten af 1970’erne, i en tid da 68-bevægelsen i Vesttyskland næsten var afsluttet. I den by jeg kommer fra, organiserede jeg mig i en elevgruppe, hvor vi bl.a. diskuterede disciplineringen i præstationssamfundet og den tyske fascistiske historie.

- Midt i 70´erne startede jeg med fangesolidaritetsarbejde og beskæftigede mig med RAFs analyse af fascismens kontinuitet i de statslige institutioner. Dette bidrog også til min egen radikalisering. Afgørende var også den daværende internationale opbrudsstemning, der dengang så ud til ikke at være til at bremse. Vi var fast overbevidste om, at grundlæggende forandringer var en realistisk option.

           _______________________________________

• 16 år i fængsel og underlagt forskellige former for isolation

At tilslutte mig RAF anså jeg som en mulighed for at bidrage til at drive processen fremad, men også til at realisere en alternativ livsholdning.
Efter at jeg havde været et halvt år i illegaliteten, blev jeg i januar 1978 anholdt af politiet. Ved min anholdelse fandt der en skudveksling sted. Såvel jeg som en politmand blev såret.

- Jeg blev anklaget for mordforsøg på en politimand og idømt livsvarigt fængsel plus ti år. Efter at have været 16 år i fængsel og underlagt forskellige former for iso-lation, blev jeg løsladt i 1994. Da var jeg blevet syg og måtte opereres. 

Gabrielle Rollnik:Jeg blev som elev politiseret gennem studenterbevægelsen. I 1970 flyttede jeg fra min barndoms-by Bochum til Berlin, hvor jeg startede med at studere på Freie Universitet, som dengang var et centrum for venstre-fløjen.

Fra 1970 til 1973 var jeg organiseret i forskellige venstrefløjs grupper, deriblandt Gruppe Internationaler Marxisten, GIM, 4.Internationale – trotskisterne.

I 1973 deltog jeg i dannelsen af en kvindegruppe.
Vi forsøgte at genoptage og videreudvikle debatterne og aktionerne fra 68’ernes feministisk-socialistiske kvindebevægelse. En af udløberne var dengang de antiautoritære, selvforvaltede børnehaver ”Kinderläden” (7).
En af vores aktiviteter var kampen mod den kvindefjendtlige anti-abort paragraf 218.

• De første kontakter med byguerillaen

Idette tidsrum kom jeg også i kontakt med byguerilla-netværket ”Bevægelsen 2. juni”. De var ved at reorganisere sig med det formål at gennemføre en række fange-befrielsesaktioner.
- Jeg havde allerede dengang en stærk følelse af, at vi ikke tog højde for de store forskelle i livmønstrene mellem på den
ene side det gængse familieliv-parforhold, de fleste arbejdere levede i og så vores erfaringer med at leve i bofællesskaber og kommuner.
- Så jeg valgte at tilslutte mig 2. juni-bevægelsen og deltog i bortførelsen af den konservative CDU toppolitiker Peter Lorenz i Berlin. (9)
- Det lykkedes os at få løsladt fem fængslede kammerater, som blev fløjet til Sydjemen. Nogle måneder senere blev jeg og nogle andre medlemmer af 2. junibevægelsen anholdt. Jeg var derefter i fængsel fra 1975 til 1976 og brød ud af kvindefængslet kvindefængslet sammen med to kammerater fra 2. juni-bevægelsen og en fra RAF.

De næste to år forsøgte vi at rekonstruere - og vinde flere aktive til vores gruppe. Samtidig søgte vi kontakt til andre væbnede grupper som RAF og RZ (10), for i fællesskab at udvikle politiske perspektiver.
Dette forsøg mislykkedes for os. Efter en
ekspropriationsaktion var vi igen istand til at
gennemføre en del aktioner.

• Befrielsesaktionen  

Forklædt som advokater trængte vi ind i
fængslet i Moabit og befriede en af vores
kammerater, Till Meyer. (11) 
I juni 1978 blev jeg sammen med nogle kammerater anholdt igen. Denne gang i Bulgarien. Vi blev anholdt af specielgruppe fra det tyske BKA (12), der bragte os tilbage til Vesttyskland.
Jeg blev dømt til 15 års fængsel. I al den tid var jeg enten i en totalisolation eller i isolations-fængselstrakten sammen med 3 personer. Efter 15 år blev jeg løsladt.  

           _________________________________

• "Jeg blev efterhånden klar over, at hvis man ville forandre noget, så måtte man organisere sig"

Lilo König:Jeg kommer fra en schweizisk arbejderfamilie. Som pige kunne jeg dengang kun gå 8 år i skole og skulle derefter arbejde på fabrik og blev derefter tjenestepige i 
den franske del Schweiz. Senere skulle jeg absolvere en
skrædderlære.
- Jeg blev efterhånden klar over, at hvis man ville forandre noget, så måtte man organisere sig. For at udtrykke min modstand mod de etablerede rammer, blev jeg på dette tidspunkt del af et rocker/bikermiljø.
På eget initiativ uddannede jeg mig så til boghandler og tilegnede mig erfaringen med også at kunne bruge ordet til at markere systemkritik.
- Jeg deltog i kommunistpartiet PDAs (13) ungdomsaktioner mod atombomben, i anti-imperialistisk solidaritet med Vietnams befrielseskamp og med afroamerikanernes oprør i USA.
- Dannelsen af det parti uafhængige "Kvindernes Befrielsesbevægelse" (FBB) faldt sammen med året 1968/69. Jeg var aktiv i FBB i omtrent syv år og koncentrerede mig derefter om fangesolidaritetsarbejde. Jeg var med til at danne en solidaritets-komité for Mumia Abu-Jamal. Senere var jeg aktiv i streetwork-arbejde med narko-maner.
- Aktuelt er jeg aktiv i kommitéen ”Augen auf!” , der bekæmper politirepression og overvåger politiet. (14)

Helen Pinkus-Rymann: Jeg har også været i det schweiziske kommunistparti (PDA). Jeg var organiseret i den antiautoritære ”Jungen Sektion”, som senere blev ekskluderet af partiet.
Jeg var derefter med til at danne Kvindernes Befrielses-bevægelse (FBB), som ret hurtigt fik tilslutning fra kvinder fra alle samfundslag.

- Vi organiserede os udenomsparlamentarisk og uden hierarkiserede strukturer. Det var her i kvindebevægelsen,  jeg virkelig blev politisk bevidst, også fordi det havde noget med mig personligt at gøre.
I kommunistpartiet har jeg fået kendskab til marxisme, men i FBB handlede det om mig. Det private er politisk, dette var vores credo.   

• Halina B. (moderation): Den feministiske bevægelse førte på
  dette tidspunkt en bred diskussion om de de såkaldte centrale
  og perifere modsætninger i de kapitalistiske samfund.
  Hvilken betydning havde dette i jeres praksis med at kæmpe
  sammen med ligesindede mænd?  

             ______________________________________

• ”Jeg ville bidrage til at forandre forholdene som helhed og her var den væbnede kamp simpelthen en metode til at radikalisere eksisterende oprørstendenser...”

Gabrielle Rollnik:Et år før jeg blev medlem af 2. juni-bevægelsen, var jeg organiseret i en feministisk kvindegruppe, fordi jeg dengang havde følelsen af, at jeg i en blandet gruppe ikke rigtig kunne fungere politisk ligeberettiget.
- Kvindegruppen var for mig det forum, hvor jeg bedre kunne finde ud af, hvad jeg ville og hvordan jeg skulle gøre det på hvilken måde. Et nødvendigt gennemgangsstadium.
- Men for mig drejede det sig imidlertid om at forandre forholdene som helhed, altså ikke bare kæmpe mod anti-abortlovgivningen eller udvikle diskussioner om de personlige relationserfaringer med mænd.
Jeg så, at jeg ikke var alene med mine problemer, med de kønspolitiske mod-sætninger jeg som kvinde oplevede, men at der fandtes rigtig mange kvinder med lignende erfaringer.

- Det var dog i længden ikke tilstrækkeligt for mig. Jeg ville bidrage til at forandre forholdene som helhed og her var den væbnede kamp simpelthen en metode til at radikalisere eksisterende oprørstendenser i retning af revolutionære forandringer.

- Jeg havde senere hen ingen problemer med, at der også var mænd i 2. juni-bevægelsen, fordi jeg følte, at jeg i vores praksis ikke længere blev stækket som kvinde. Tværtimod kunne jeg her praktisere det, som jeg havde tilegnet mig via kvindebevægelsen.    

            ______________________________________

• "Senere i fængslet har jeg så begyndt på at beskæftige mig mere intenst med kvindespørgsmålet"

Christine Kuby:For mit vedkommende var den feministiske bevægelse i første omgang ikke det centrale bindeled til min personlige politisering. Men naturligvis har den generelt influeret og forandret 68-bevægelsen og hele den samfundsmæssige diskurs.
Min afgørelse om at tilslutte mig RAF var dog i højeste grad
også en afgørelse som kvinde, da jeg i RAF så eksempler på kvindernes styrke.
- På dette tidspunkt har jeg overhovedet ikke overvejet at organisere mig uden
mænd Jeg var overbevidst om, at kampens forløb ville forandre relationerne mellem mennesker generelt og at det bl.a. ville betyde et brud med de traditionelle kønsroller. Senere i fængslet har jeg så begyndt på at beskæftige mig mere intenst med kvinde-spørgsmålet.

           _____________________________________

Ada Negroni:Jeg var aktiv i den kommunistiske bevægelse, i arbejderbevægelsen. Her spillede kvinderne vigtige roller, men de havde i sidste konsekvens ikke noget at skulle have sagt.
De måtte altid tilkæmpe sig retten til at have en selvstændig mening.
I de væbnede grupper udgjorde kvinderne omtrent en tredje del.
Vi måtte alle - også kvinderne - afgive nogle af vores personlige interesser for at opbygge et velsmurt ”maskineri”, som ingen vidste, hvor ville føre os hen.
- Jeg var meget fascineret af den første erklæring fra De Røde Brigader i 1972, hvor illegalitetens koncept blev fremlagt. Den betonede det politiske subjekts radikale brud med de herskende forhold, også med de traditionelle kønsroller - med det formål at starte en proces med nye sociale relationer.
- Det er vanskeligt at formidle det via en selvbiografisk fortælling. Derfor et eksempel: I 1982 blev en større gruppe kvinder, der var fængslet i byen Messina i et fængsel bygget specielt til kvinder fra den væbnede kamp, overført til et nybygget fængsel i Voghera. Dette var et fængsel med en yderst rå atmosfære og benhård disciplin.
- Jeg var ikke blandt dem, da jeg var fastholdt i et såkaldt ”normalt” fængsel, sammen med kvinder der var indespærret for ikke politiske sager.
Men jeg kan huske, at de kvinder som blev overført til Voghera udstrålede utrolig meget energi. Her har to forskellige historiske biografier krydset hinanden – nogle fra De Røde Brigader og nogle fra Prima Linea. (15)

• Historier om kvinder, som var de drivende krafter bag opbygningen af disse organisationer.

- Statsapparatet har indførte i denne tid den såkaldte ”afsværgelsespolitik”, der gik ud på at splitte fangekollektiverne op i de, som angrer og får strafnedsættelse og de, som fastholder deres politiske identitet og automatisk sættes i isolation.

- På denne måde bremsede myndighederne de politiske fangekollektivers forsøg på at udvikle nye former for kommunikation og relationer.
Kvinderne fra Voghera var dengang engageret i subjektets befrielse, idet de beskæftigede sig offensivt med egne behov, gensidig tiltrækning og samtidigt udviklede direkte kampformer til forsvar for deres rettigheder.
Deres kollektive omgangsformer blev opsuget af myndighedernes intervention og splittet af den omsiggribende afsværgelsesbølge blandt større dele af de fængslede aktivister. 
                                                              _____________________________________

• * Halina B. (moderation): Christine, du har nævnt målrettede hets-kampagner fra medierne specielt rettet mod kvinder fra de væbnede grupper...

Christine Kuby:Den psykologiske krigsførelse mod kvinder har i midten af 1970´erne tilspidset sig, fordi der blev efterlyst mange kvinder, der var i de væbnede grupper.

- Det var for staten en særlig trussel, at der var så mange kvinder, der brød med de fastlagte traditionelle kønsroller, altså ikke bare med statens voldsmonopol men også med mændenes gængse rollemodeller for kvinder.

- I starten blev kvinderne altid fremstillet som med-løbere, undertrykte eller håndlangere i relationer til fyrene. Fremstillingen af forholdet mellem Gudrun, Ulrike og Andreas er kun ét eksempel herpå. (16)

-  Jeg kan citere nogle udtalelser, som jeg har samlet i forbindelse med min retsproces. Det første citat er fra en videnskabelig direktør for politiakademiet Hiltrup, offentliggjort i ”Hamburger Morgenpost” den 3.8.1977:

• ”Anarkomiljøets piger handler efter følgende princip: Vi er ligeværdige og ingen svage kvinder. En holdning som i terrormiljøet naturligvis må have nogle katastrofale følger.
  Psykologer taler om en overreaktion. Udsat for præstationstvang bliver en kvindelig terrorist mere ondskabsfuld, hensynsløs, raffineret, fanatisk og samvittigshedsløs end hendes mandlige fæller.
  På samme vis som kvinder i stigende omfang gør karriere i hidtil typiske mandefag, så stiger også de kvindelige gerningsmænd i voldsforbrydelser.” 

- Et andet citat stammer fra medicintidsskriftet ” Medical Tribune”, nr. 40-1977:

• ” Vi kan altså antage, at der hos kvindelige terrorister foreligger en autonomi i hjernecentret, som er istand til en uhæmmet frisættelse af dræberhormoner.” Denne uhæmmede morddrift kan kun stoppes ved et "operativt indgreb".

- Endnu et eksempel: I ugemagasinet Der Spiegel udtalte den daværende øverste chef for forbundskriminalpolitiet Horst Herold , at kvinderne fra RAF ved hjælp af p-piller afstemmer deres menstruation for at kunne opretholde gruppens indsats uden for-styrrelser. Denne erkendelse skulle have været resultat af en undersøgelse af menstruationsbind fra de opsporede konspirative boliger......

Nu griner I alle – og idag lyder det også ret morsomt. Men formålet med det var at udvikle et billede af os som psykopatologisk forstyrrede kampmaskiner og således tilsløre det, som det egentlig drejede sig om.  

• Halina B. (moderation): På trods af det, er det jo netop med jer som eksempler lykkedes at tilintetgøre billedet af den svage kvinde i den militante modstand. 

Gabrielle Rollnik: I forbindelse med at de væbnede strategi- koncepter i 1970’erne og 80’erne mislykkedes, stiller spørgs- målet sig, om kvinderne havde kunnet spille en anden rolle heri, dvs. om de ikke havde kunnet give den væbnede kamp en anden drejning.

- Ada har påtalt det som ”maskineri”, men oversat drejede det sig om opbygningen af et væbnet parti. Vi har i 2. juni-bevægelsen, da vi på et tidspunkt kun var kvinder, slet ikke reflekteret at vi nu kun var kvinder og at vi af den grund burde føre kampen på en anden måde.

- Nu hører jeg fra Rosella i aften, at kvinderne skulle have forsøgt i deres kamp ikke at ligne modstanderen. Jeg tænkte, hvorfor har kvinderne så ikke formået at ind- bringe denne specifikke reflektion i vores kamp? Jeg vil tro, at det dengang ikke var muligt, fordi vi simpelthen kæmpede i en bestemt logik.

Christine Kuby: Jeg vil gerne sige noget mere til det, som Ada har fremlagt. Erfaringerne fra jer italienske kvinder i de store organisationer er sikkert anderledes
end vores erfaringer fra mindre grupper med nogle snese aktivister.

- Der fandtes virkelig helt andre strukturer, også selvom
vi ikke har lavet nogle kritiske analyser af patriarkatet.
Jeg fik så kendskab til de debatter i f.eks. antifa kredse, hvor det handlede om kønsspecifikke modsætninger.

- Diskussioner om mændenes traditionelle hårde og militante fremgangsmåde og anti-fa kvinderne, der dermed følte sig indkorporeret i en praksis, de ikke havde reflekteret forud. Disse diskussioner førte delvis til deling af grupperne. Samtidigt havde masser af kvinder et forhold til fyrene fra netop de miljøer.

- Uden at lave et skønmaleri, så har jeg den fornemmelse, at jeg har levet og kæmpet i en betydelig mere overensstemmende sammenhæng. Jeg tror simpelthen, at et frigørende skridt for kvinder var – og er stadig væk – at sætte sig radikalt og militant til modværge mod den latente, strukturelle umyndiggørelse.

Dette inkluderer også den væbnede modstands vej. Hvad dog ikke betyder, at der ikke også findes andre modstandsoptioner.

- Derfor vil jeg konkluderende sige, at det for mit vedkommende ikke var forkert at vælge denne vej og jeg vil påstå, at vi ikke har tilpasset os vores modstandere. Men der eksisterer hele tiden en latent fare for, at vi kommer til at reproducere noget fra det system, vi bekæmper.

• ”Nadia er smuk og dejlig”

Rosella Simone:Det er vigtigt, at vi reflekterer, hvordan den væbnede kamps praksis har forandret kvinderne. Hvad betød det at være en kvinde, som valgte at bryde med hendes hidtidige historie uden at have mulighed for at vende tilbage til legaliteten?

- Vi kan idag forsøge at forstå alt også ud fra en kvinde-specifik synsvinkel og ikke kun se det ud fra en vinkel, der udelukkende drejer sig om den militante organisations politiske projekt. Vi må tænke over, hvad vi kvinder der kommer fra den væbnede kamp, med vores specifikke erfaringer, har kunnet formidle til kvindebevægelsen eller til kvinderne i almindelighed.

• Et permanent hetsobjekt i medierne

Vi mødte i bedste fald beundring for vores eksemplariske afgørelse. Men som regel var vi et permanent hetsobjekt i medierne. Formiddagspressen og TV-medierne fremstillede os kvinder fra de væbnede grupper per se som hæslige og anti-feminine.

Kvindebevægelsen svarede dengang igen mod disse sexistiske kampagner med en flyerkampagne under hovedoverskriften: ”Nadia er smuk og dejlig”.

- De talte om Nadia Mantovani fra Brigate Rosse. ”Hun er smuk pga. hendes politiske afgørelse og hun er smuk for det, som hun er”. Det har eksisteret en kommunikation mellem den legale kvindebevægelse og kvinderne i under-grunden - men kun i begrænset omfang.

Helen Pinkus-Rymann: Ved du, den simple grund til at mange radikale kvinder ikke tilsluttede sig den væbnede kamp var, at de havde ansvaret for børn.

Gabrielle Rollnik:Men Gudrun Ensslin og Ulrike Meinhof efterlod deres børn hos familien. Det var helt sikkert en meget svær beslutning og for børnene en utrolig smerte, men det var ikke umuligt at tage denne beslutning.

Helen Pinkus-Rymann:For nogle var det det alligevel:
Jeg vil dermed besvare det spørgsmål, som Rosella efterlyste:
Hvorfor kvinderne fra de væbnede grupper ikke fandt nogen større ressonans hos os i kvindebevægelsen.

• Fra publikum:  "Adskillelsen mellem kvinder i væbnet kæmpede grupper med en samfundsmæssig helheds-orientering og kvindebevægelsen, der kæmper for kvindernes specifikke rettigheder, passer ikke helt.
  I enkelte tilfælde var det ganske rigtigt, men for eksempel havde kvindeguerillaen Rote Zora både en klar feministisk praksis OG samtidigt klassekamps orienterede og anti-imperialistiske aktionstemaer... "

Ada Negroni:Jeg havde dengang megen sympati for Rote Zora, fordi de med deres aktioner og erklæringer formåede at bringe kvindernes kamp i kapitalistiske verdensmarkedsfabrikker ud til en bred offentlighed.

Jeg husker deres succesrige aktioner i forbindelse med strejke-kampe blandt lavtlønnede kvinder i de fattige lande.  

________________________

(Uddrag af bogen ”Zwischenberichte – Diskussionen über die Politik der bewaffneten Linken in der BRD, Italien und der Schweiz”. Oversat og redigeret af folk fra autonom infoservice )