Interview med Michael Hardt – 1. del.
Michael Hardt, udogmatisk amerikansk marxist (1), der for tiden lever i Italien, fortæller i et interview om gældsætningens subjektive og moralske dimension.
Han ser dette års sociale kampe som et kollektivt forsøg på at udvikle nye former for sociale relationer.
- Du lever for tiden i Italien, hvor den nye regering af teknokrater skal administrere hårde spareforanstaltninger mod den påståede økonomiske undtagelsestilstand. Hvordan vurderer du den chokterapi, som Italiens befolkning nu oplever?
Michael Hardt: Da finanskrisen startede i 2008, kurserede erkendelsen af, at årsagen til krisen skal findes i de neoliberale strategier og de de-regulerede finansmarkeder. Dengang blev der talt meget om en regulering af finansmarkederne og afskaffelse eller i det mindste afsvækkelse af neoliberale strategier. Idag lader man som om, der ikke findes andre løsninger end en intensivering af netop disse strategier. Vi har i de forgangne tre år drejet os i en mærkværdig kreds, alt imens krisen er blevet skærpet.
- Angela Merkel og Nicolas Sarkozy har på trods af voksende kritik holdt fast ved den teknokratiske forvaltning af undtagelsestilstanden på europæisk plan. Hvilke følgevirkninger har denne udvikling for befolkningens realøkonomi i de særlig kriseramte lande?
Michael Hardt: Den måde hvorpå kriseforanstaltningerne i Italien og andre europæiske lande bogstaveligt talt er blevet dikteret fra stærke økonomiske EU-lande og fra EU-institutioner, formidler det indtryk, at der ikke fandtes andre løsninger end de mest drastiske. Hele sociale systemer er blevet smadret med henvisning til den økonomiske undtagelsestilstand. Hvor denne chokøkonomi fører hen er klart: Gennem undtagelsestilstanden bliver forskellige tiltag mulige, som i ”normale” tider ville være utænkelige, da dette ville eskalere den sociale konflikt: Lønnedgang, forringelser i den offentlige sektor, svækkelse af fagbevægelsen, mv..
Heri ligger det centrale anliggende for den teknokratiske forvaltning af undtagelses- tilstanden, afskaffelsen af enhver politisk debat om forvaltning af krisen. Med andre ord – en tilsidesættelse af det politiske og dets formidlende funktion.
- Finanskriser er ikke noget nyt i kapitalismens historie. Dette år var det ikke kun medierne, der konstaterede, at den vestlige verden befinder sig på randen af et økonomisk sammenbrud. Også økonomer, sociologer og venstrefløjsteoretikere taler om kapitalismens systemkrise. Ser du noget særligt i denne krise?
Michael Hardt: Jeg ville starte med en negativ iagttagelse, altså med en kort beskrivelse af det, som krisen i mine øjne IKKE er. Det er ikke en krise, som er opstået på baggrund af adskillelsen mellem realøkonomien og finanskapitalens fiktive sfære. Real- og finansøkonomien kan idag ikke længere adskilles fra hinanden. Det som er nyt og udfordrende i sammenhæng med krisen er, at den kapitalistiske produktion generelt set har udviklet sig i en fiktiv retning. Sådan ser ihvertfald Toni Negri (2) og jeg og andre på det. Den kapitalistiske produktion er ikke længere bestemt af den industrielle produktion af materielle varer. Økonomiens aktuelle kollaps vedrører primært produktionen af immaterielle varer, hvilket vi definerer som biopolitisk. Der findes en symmetri mellem finansøkonomiens funktionsmåde og den immaterielle eller biopolitiske økonomi. Vi oplever idag en ny situation, som kræver en ny analyse og sandsynligt et nyt politisk svar.
ӯkonomiske og politiske kampe kan vi
idag ikke længere opfatte adskilt”
- I et interview med det britiske Shift Magazine har du betegnet protesterne fra ”Occupy”-bevægelsen som ”biopolitiske kampe”. Var udløseren af disse protester, først og fremmest i Europa, ikke konkrete økonomiske forhold forårsaget af de enkelte staters foranstaltninger ift. gældskrisen?
Michael Hardt: Protesterne hænger unægtelig direkte sammen med den økonomiske situation i de respektive lande, men i de sociale kampe i år var tema’erne både økonomiske samt politiske og eksistentielle temaer. Det drejer sig ikke kun om penge og kapital. Økonomiske og politiske kampe kan vi idag ikke længere opfatte adskilt.
Biopolitisk er for mig først og fremmest besættelsens praksis, det kollektive liv på pladserne og på gaderne. De mennesker som deltager i protesterne præsenterer det abstrakte - og for mange sikkert også naivt lydende – begreb ”ægte demokrati” . Ikke som krav til den institutionelle politik, men som forsøg på at omsætte dette princip gennem åbne, basisdemokratiske strukturer.
”Occupy”-bevægelsens selvforståelse
passer ikke ind i den politiske
repræsentations mekanismer”
- Stikord: ”Occupy”-bevægelsen: Ser du i forargelsen et subversivt potentiale?
Michael Hardt: Ja, nemlig i kritikken af den politiske repræsentations princip. I vægringen mod at stille krav til politiken for derefter at lade sig ”repræsentere” tilsvarende. Det forklarer iøvrigt også den gængse kritik, der går på, at ”Occupy”-bevægelsen ikke har nogle konkrete krav. Men lige netop dette er sagen: Bevægelsens selvforståelse passer ikke ind i den politiske repræsentations mekanismer.
- Den moralsk opladede retorik om de”gode” 99 procent mod den ”onde” 1 procent er måske slået så godt igennem, fordi den simplificerer ellers ret så komplekse forhold. Har vi ikke allerede set sådan noget lignende hos den globaliseringskritiske bevægelse?
Michael Hardt: På det retoriske plan findes der sikkert paralleler mellem de to bevægelser. Lighedspunkter ser jeg dog primært i organiseringsmåden og i de ”multitudeagtige” strukturer (3), som disse kampe delvis artikulerer sig igennem. Kampene der startede i 1999 i Seattle, vendte sig mod den neoliberale økonomiske orden og dens magtcentre, mod de transnationale institutioner på den globale finansmarked, mod Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, WTO, etc. Den globaliseringskritiske bevægelse var nomadeagtig og transnational.
Heri ser jeg den største forskel til det, som vi har set i dette år. De ”acampadas” der har etableret sig som protestform er som regel lokalt organiseret og forankret i deres region. Dette er en fordel, hvad angår opbakning til protesten. Offentligheden er pga. den teritorriale reference lettere tilgængelig og bevægelsen er derfor mere til stede i mainstream pressen. Det er en stor forskel til protesterne i NO-GLOBAL-bevægelsen, som med sine militante protestformer snarere ville afgrænse sig fra establishment.
- Men billedet af den ”profitbegærlige bankaktionær” er en projektion, som også fungerer perfekt helt uden den nationale reference...
Michael Hardt: Ved protesterne det sidste år er der imidlertid blevet artikuleret meget mere end had mod abstraktioner som ”de rige”, ”bankfolkene”, ”spekulanterne” etc. Siden revolten i Tunesien og Ægypten har vi set, at bevægelserne har refereret til hinanden. Man opfatter sig som del af en fælles proces, jeg vil kalde det kampcyklus, men på de forskellige steder bliver der ført en national diskurs. Den globaliseringskritiske bevægelse derimod artikulerede sig udtrykkeligt internationalt. Jeg har tænkt over, om der ligger nogle ulemper i denne begrænsning til spørgsmål om national politik og jeg har ikke fundet frem til en afklaring. Men det er sikkert en udfordring, som bevægelsen før eller siden må tage stilling til.
Det er interviewets første del. Anden del følger den 3. januar 2012.
(Interviewet er oprindelig offentliggjort i det tyske ugeblad Jungle World, nr. 51-2011. Oversat og let redigeret af folk fra autonom info-service)
Noter
1) Michael Hardt, 51 år, er en amerikansk politisk teoretiker og filosof indenfor den udogmatiske marxistiske tradition. Blev kendt for hans samfundsanalytiske bog Imperiet (udgivet i 2000) som han skrev sammen med den tidl. autonomia-teoretiker Antonio Negri. Michael Hardt har, sammen med Negri, indtaget en vigtig inspirationskilde i den kapitalismekritiske globaliseringsmodstand.
2) Antonio Negri, 79 år, italiensk politisk filosof og tidligere aktivist i den italienske autonome bevægelse. leksikon.org: Kort biografi af Toni Negri , autonom info-service: Den autonome bevægelse i Vesteuropa.
3) Om multituden: Multitude-begrebet er et forsøg på at tænke det revolutionære subjekt som en mere kompleks og forskelligartet størrelse end begrebet ‘arbejderklasse’ traditionelt har været. Mangfoldighed i et samfundsforandrende, basisdemokratisk agerende fællesskab. Med multitudebegrebet er det ikke nødvendigt for bevægelser at indordne sig i en fælles identitet for at lave masseaktioner og effektive modstandsstrategier. Et sådant begreb er ifølge Antonio Negri og Michael Hardt nødvendigt i dag, fordi den kapitalistiske produktion har antaget nye og komplekse former, der gør den hvide, mandlige industriarbejder endnu mindre repræsentativ for arbejderklassen end nogensinde før.
2.del af interviewet med Michael Hardt: ”Man kan slet ikke være del af konsumsamfundet uden at være forgældet.”