Interview: ”Vigtig at sammenkæde socialisme og anarkisme...”

I november 2009 dannedes den anti- autoritære, socialistiske føderation LIBERTÆRE SOCIALISTER - LS. Organisationen har tilsluttet sig anarkismo-erklæringen. (1)

Den 26. – 27. november 2011 afholdt LS sin 4. kongres i Lager, Post og Service- arbejdernes Forbunds klubhus i Københavns nordvest kvarter.

  • I et interview fortæller et medlem af Libertære Socialister (Martin) om hans politiske udvikling, der fik ham til at tilslutte sig LS samt hans vurdering af perspektiverne for den nyligt afholdte kongres.
  • autonom info-service: Kan du kort fortælle lidt om dig selv – hvordan du er stødt til anarkismen?

Martin: Jeg er 40 år, pt. arbejdsfri og studerende, bor i andelslejlighed i København. Omkring 2002 påbegyndte jeg et politisk kursskifte hen imod den radikale venstrefløj. I begyndelsen havde jeg en vis interesse i statssocialismen. Efter at have kvittet ethvert håb om den i løbet af 2006 pga. dens autoritære udemokratiske tendenser samt de dårlige erfaringer fra Østblokken - samt tendenser til fortielser, historieforfalskning sammenkoblet med bizarre holdninger til antiimperialismen hos den marxist-leninistiske venstrefløj - valgte jeg at prøve at forstå den for mig dengang noget besynderlige anarkisme.

Hvordan kunne man dog være modstander af stat, autoriteter og enhver form for ledelse - de måtte jo være bindegale, tænkte jeg. Det var også derfor, at anarkismen ikke havde virket dragende på mig i starten. Men jeg skulle senere erfare, at autoritets- og ledelseskritik ikke er det samme som total modstand, men at den skal underlægges en ordentlig demokratisk kontrol fra neden, så at f.eks. delegerede til enhver tid skal kunne fjernes fra deres poster.      

- Jeg fik så oprettet mig som bruger på det daværende 'bzby forum' og siden aktivist.nu , ligesom jeg også deltog i de ofte mange oneliner debatter på det daværende anarkistiske debatforum - forløberen for anarcho.dk . Efterhånden begyndte jeg at synes om de temmeligt ucensurerede diskussioner, hvor man løbende blev orienteret om, hvad der foregik i 'miljøet'.

- Til trods for at jeg gradvist fik mere og mere forståelse for anarkismen gennem diskussioner med anarkister (mest on-line), så kan jeg ikke fraskrive en rest af statslige brister i mig og jeg kan heller ikke definere mig selv som anarkist i dag, men dog alligevel som en sympatisør af anarkismen - kan det anarkistiske samfund realiseres på en velfungerende anstændig og menneskelig måde, så lad det komme. (2)

__________________________                         

”LS er libertære, fordi frihed er en forudsætning

for ægte lighed. Vi kæmper for et samfund uden

stat, hvor magten ikke er overladt til en politisk

og økonomisk elite. Det er et samfund, hvor stat

og centralisme er erstattet af en føderalistisk og

direkte demokratisk rådsstruktur med udgangs -

punkt i vores arbejdspladser, vores uddannelses-

institutioner, vores boligkvarterer osv. Det er et

samfund, hvor autoritær magt fra oven er erstattet

af selvforvaltning fra neden.” ("Om Libertære Socialister")

 

  • autonom info-service: Anarkismen er ligesom de socialistiske strømninger ret så underdelt i forskellige tendenser. Hvilken tendens regner du dig til – og hvad står den for – og hvor adskiller den sig mest markant fra de øvrige strømninger på venstrefløjen? 

Martin: Jeg definerer mig ikke som egentlig anarkist, men de anarkismer som jeg har mest forståelse for, er de socialistiske kollektivistiske anarkismer, dvs. anarko-kollektivisme, -syndikalisme og -kommunisme. Det vigtige for mig er, at socialisme og anarkisme sammenkædes til det vi kalder libertær socialisme, hvor den anarkistiske frihed går hånd i hånd med den røde socialisme.

Den libertære socialisme adskiller sig netop fra de øvrige strømninger på den socialistiske venstrefløj ved denne sammenkædning af reel og ægte frihed og socialisme på et ikke-avantgardistisk grundlag. Dvs. at vi ikke ønsker at skabe en organisation, der via ledende og repræsentative organer begrænser individets demokratiske indflydelse og medbestemmelse, men derimod søger at skabe strukturer for medindflydelse og medbestemmelse fra neden.

  • autonom info-service: Vi var den 26. - 27. november 2011, gæster / oplægsholdere på Libertære Socialisters 4. kongres (3) og da fik vi en klar fornemmelse af, at her er en anarkistisk organisation i en opbygningsfase, som er seriøst opsat på at præge de kommende antikapitalistiske kampe. Hvad var efter din personlige vurdering de centrale milepæle på denne kongres?

Martin: For mig at se var det mest centrale, at det blev vedtaget at indføre en 'læringsweekend' - det man med et andet udtryk kalder for 'skoling'. Det er efter min mening nok noget, der har manglet, da det virker som om, der florerer nogle forskellige holdninger, som i et eller andet omfang bunder i mangel på viden på eksempelvis basal marxistisk økonomisk teori.

Det er ikke noget problem i dag, men kan blive det i takt med, at organisationen vokser. Forhåbentligt vil en 'læringsweekend' kunne igangsætte en udvikling, hvor LS-medlemmer i højere grad bliver i stand til at håndtere de organisatoriske opgaver og politikudviklingen samt videreformidle og argumentere for LS´ politiske budskaber.

Derudover var vores 4. ordinære kongres den hidtil største i LS regi, og det at den rent faktisk fandt sted i fagforeningslokaler, hos LPSF, var også en slags milepæl, da vi jo netop gerne vil markere os i fagbevægelsen, hvilket anarkister i Danmark ikke har formået at gøre i mange, mange år.

Jeg håber LS igen får mulighed for at låne lokalerne hos LPSF, da de for det første kan betragtes som stedmæssigt politisk korrekte - også i forhold til folk som ikke har haft kontakt med et anarkistisk miljø og dets sædvanlige tilholdssteder før - og så havde lokalerne en størrelse og indretning, som jeg tror de andre tilstedeværende også synes var passende.

_________________________

”En anden grund til at vi i LS tager vores

interne organisationsstruktur så alvorligt,

som vi gør, skal findes i vores idéer om

præfiguration. Præfiguration dækker over

den simple idé, at vores organisation her

og nu bør afspejle det samfund, vi kæmper

for. Vi vil derfor i vores egen organisation

efterleve vores principper om direkte demo-

krati og kæmpe for, at de også bliver gælden-

de i de øvrige bevægelser, vi indgår i.”

 (Fra Libertære Socialisters programmatiske grundlag)

 

  • autonom info-service: Hvilke aktuelle temaer har I diskuteret?

Martin: Vi fik diskuteret mange temaer - dvs. fremsatte forslag - omkring den indre føderationsstruktur, procedurer osv. Bl.a. et fremsat forslag om inddragelse af mandater, støtteobservatører til koordinationsråd, forslag om kortere afstemningsfrist ved hastekoordinationsråd osv. Men at det fremsatte forslag om inddragelse af mandater blev vedtaget var efter min mening blandt de vigtigste punkter, da det ikke fremgik af reglerne, hvordan man kan inddrage en mandathavers arbejdspost.

Mere interessant for udeforstående var det nok, at vi fik diskuteret hvor vidt vi skulle lave aktioner under EU-formandsskabet, markere 'ti-årsdagen for invasionen af Afghanistan', 'Queerfeministisk kampagne', 'international BZ-dag', 'piratfest' og 'Overenskomstforhandlinger 2012'. 

  • autonom info-service: Hvilke aktiviteter vil I prioritere i den næste tid?

Martin: På kongressen (altså føderationsniveau) fik vi udover førnævnte 'læringsweekend' vedtaget at markere 'ti-årsdagen for invasionen af Afghanistan' d. 11. januar - hvilket formentligt bliver i form af en artikel på hjemmesiden eller et læserbrev. En queerfeministisk kampagne d. 8. marts og så OK2012, som jo blev skudt i gang 4. januar.

 

___________________________

”Autoritære samfundsmæssige forhold

resulterer i autoritære mellemmenneske-

lige forhold: en fremmedgørende kultur,

som reducerer mange af os til passive

tilskuere i vores egne liv og bortødsler

vores menneskelige potentiale gennem

meningsløse aktiviteter. Fremmedgørelsen

 – følelsen af ikke at have kontrol over

relationerne til vores institutioner, vores

medmennesker og vores lyster – avler anti-

social adfærd”. (Fra Libertære Socialisters program)

 

  • autonom info-service: Hvordan kan folk, der er interesseret i jeres anarkistiske projekt, komme i kontakt med jer? 

Martin: Man kan komme i kontakt med os på mange måder. Man kan besøge vores eksterne on-line forum og skrive en forespørgsel i et indlæg eller man kan kontakte vores føderation på: kontakt@libsoc.dk. Man kan også besøge vores hjemmeside  og finde kontaktinformationerne til de enkelte lokalgrupper. Derudover kan man bare dukke op på et lokalgruppemøde - det fremgår af vores kalender hvornår næste lokalgruppemøde for de enkelte afdelinger afvikles.

  • autonom info-service: Og hvordan er jeres optagelsesprocedure?

Martin: Optagelsesproceduren afviger så vidt jeg ved lidt mellem de enkelte lokalafdelinger. I LS-København er optagelsesproceduren, at et nyt medlem kan indmeldes efter at have gæstet 3 lokalgruppemøder. Optagelsen kan kun ske på et lokalgruppemøde, og kun hvis der er enighed blandt de fremmødte LS´ere om det pågældende nye medlems optagelse!

Derudover har vi nogle generelle føderationsregler for optagelse: 'Den, der ønsker at optages som medlem af LS, skal først opfylde følgende:

  • Man skal erklære sig enig i at følge relevante vedtagelser
  • Man skal erklære sig villig til udadtil at arbejde for LS’ politik
  • Man skal deltage i tre af organisationens aktiviteter inden for to måneder, fortrinsvis den relevante lokalgruppes møder

Optagelse af nye medlemmer sker på lokalgruppemøderne, hvorefter der gives besked til føderationens medlemssekretær og føderationskasserer. Findes der ikke en lokalgruppe i ansøgerens umiddelbare nærhed behandles ansøgningen af koordinationsrådet eller kongressen. Medlemssekretæren er ansvarlig for, at nye medlemmer får konto til medlemssiderne og medlemskab i relevante e-post-lister inden for en uge efter, at medlemskabet er godkendt. Medlemmet får føderativ stemmeret, når den første betaling af medlemskontingentet er registreret. 

  • autonom info-service: Mange tak for interviewet

Noter

1) anarkismo-erklæringen

2) Interviewets udsagn står for Martins egen holdninger og kan derfor ikke tages til indtægt for LS som helhed. Andre LS-medlemmer har ligeledes givet udtryk for at ville deltage i interviewet. Disse bidrag vil løbende blive integeret i interviewet og annonceret i rubrikken KORTE INFOS på forsiden af autonom info-service.

3) Herfra fik vi - de to oplægsholdere fra autonom info-service, følgende utrolig venligt brev tilsendt fra LS-København:

” Vi jeres kammerater i Libertære Socialister vil gerne sige jer rigtigt mange tak, fordi I vil ulejlige jer ud til vores kongres i Lager, Post og Servicearbejdernes Forbund (LPSF) med et rigtigt godt oplæg om autonom marxisme lørdag d. 26/11. Vores kongres gik godt og vi synes i høj grad, at I var med til at bidrage til dens succes med jeres oplæg.
Mange kammeratlige hilsner, Libertære Socialister i København”  

___________________________

”Rådssamfundets umiddelbare opgaver

 vil være at konsolidere, styrke og udbrede

 rådene; at sørge for en effektiv produktion

og retfærdig distribution som sikrer befolk-

ningens grundlæggende behov; og at etablere

et folkeligt forsvar, som får sit politiske mandat

af indbyggerføderationen og er baseret på fri-

villig tjeneste, selvdisciplin, valg og rotation af

officerer. For at rådssamfundet kan overleve, må rådsbevægelsen spredes internationalt.”

(Libertære Socialister om rådssamfundets funktionsmåde

som et alternativ til den repræsentative borgerlige parlamentarisme)

Anarkistisk 1. maj 2011
Anarkistisk 1. maj 2011