Den revolutionære Syndikalismes genkomst i Spanien

I de seneste ti år har den spanske anarkosyndikalisme oplevet en overraskende renæssance.
Vellykkede strejker og kampagner har ført til en tilnærmelse mellem de tre indbyrdes konkurrerende libertære syndikalistiske fagforeninger.
Aktuelt agerer anarkosyndikalisterne i fællesskab med de sociale bevægelser for en ubegrænset generalstrejke imod den konservative regerings neoliberale hærgen.

• I lang tid var et konstruktivt samarbejde mellem de libertære syndikalistiske strømninger udelukket. Først i den aktuelle krise er der sket en tilnærmelse og forståelse for, at der ikke findes en vej udenom et samarbejde anarkosyndikalisterne imellem.

Confederación Nacional del Trabajo (CNT)

Confederación General del Trabajo (CGT)

Solidaridad Obrera (SO)

Fra den 29. maj til den 15. juni kaldte Spaniens syndikalistiske fagbevægelse til aktionsdage imod den konservative regering under ministerpræsident Mariano Rajoy.

Det konservative Partido Populars valgsejr i november 2011 har medført en endnu hårdere og hurtigere gennemførelse af neoliberalistiske ”reformer”, end den socialdemokratiske regering under Zapatero har kunnet præstere. Altimens den økonomiske krise i den spanske stat hastigt forværres.

Ifølge den officielle statistik gik industriproduktionen i april 2012 8,3 procent tilbage i forhold til sidste år. Arbejdsløsheden er med 25 procent den højeste i EU. Ungdomsarbejdsløsheden er oppe på 50 procent.

• Titusinder af folk på gaden

Mobiliseringsgrundlaget for aktionsdagene relaterede sig til bevægelsen ”Movimiento 15-M” , også kendt under betegnelsen “Democracia Real YA!” (Ægte demokrati NU) og har bragt titusinder af folk på gaden. Aktionsugen anses som forberedelse til en ubegrænset generalstrejke, som vil skabe reelt pres på regeringen.

• ”Hacia la Huelga general!”

Allerede sidste sommer tog de tre syndikalistiske fagforeninger initiativ til kampagnen ”Hacia la Huelga general!”  (Fremad mod generalstrejken!).
Dengang var kampagnen rettet imod den socialdemokratiske regerings neoliberale hærgen. Kampagnen kulminerede med en endagsgeneralstrejke den 29. marts i år.

Bag initiativet stod, foruden de libertære fagforeninger, forskellige lokale fag-foreninger samt dele af 15-M bevægelsen. Opbakningen var forbavsende stor.
I Barcelona og Madrid deltog titusinder af mennesker i de alternative fagforenings-demonstrationer på strejkedagen. Mange af deltagerne kom fra strejkeramte virksom- heder og uddannelsessteder.

• Indbyrdes konkurrerende syndikalistiske fagforeninger

I lang tid har Spaniens syndikalistiske fagforeninger været præget af en udbredt indbyrdes konkurrence om at være DEN ”autentiske arv” fra syndikalismens højtid i 1930´erne i skikkelse af den historiske organisation CNT.

I 1977 oplevede anarkosyndikalismen et nyt opsving, som noget senere fortonede sig i splittelser og manglende nyorientering. (1)

• Repressionsbølge efter generalstrejken i marts 2012

I kølvandet af generalstrejken den 29. marts 2012 fulgte en repressionsbølge mod de anarkosyndikalistiske fagforeninger.
Baggrunden herfor var vrede demonstranters massive angreb på banker i Barcelona. Den nationalkonservative katalanske indenrigs-minister Felip Puig anklagede CNT og CGT for at stå bag konfrontationerne under strejken og varslede ”juridiske konsekvenser” overfor anarkosyndikalisterne.

• Anklaget for ”brandstiftelse”

Over 100 libertære aktivister blev efter generalstrejkedemonstrationerne anholdt, deriblandt CGTs organisationssekretær i Barcelona Laura Gómez. Hun blev anklaget for ”brandstiftelse”, fordi hun under generalstrejken i en opreklameret aktion foran børsen tændte ild til en medbragt karton med falske pengesedler.
Efter en international solidaritetskampagne for hende og de andre fængslede libertære blev de fleste løsladt. Laura Gómez kom således fri den 17. maj 2012 – efter 23 dage i varetægt.

I den kommende tid vil det vise sig, om de libertære fagforeninger i den spanske stat atter vil komme til at spille en central rolle i de politiske konflikter og om det vil lykkes at realisere en ubegrænset general- strejke. Forudsætningen er, at de libertære fagforeninger fortsat formår at agere sammen – på trods af de eksisterende interne modsætninger.

Som modvægt til de symbolske faglige en-dags-strejker fra de to store fag-forbund, det kommunistisk dominerede CCOO und det socialdemokratiske UGT. Den seneste generalstrejke den 21. juni 2012 blev først og fremmest organiseret af disse to fagforbund og varede kun en dag. Efter konfrontationer med politiet i Barcelona og Madrid blev der ifølge medierne anholdt 58 demonstranter.

(autonom infoservice. Artiklen bygger bla. på en reportage i det tyske ugemagasin "Jungle World", nr.25- 2012) 

Note

1) Den anarkosyndikalistiske fagbevægelse CNT blev efter nederlaget til Franco-fascisterne under den spanske borgerkrig i 1939 presset i undergrunden eller i eksil. Efter Francos død i 1975 fik CNT i overgangsfasen fra nationalkatolicisme til borgerlig-parlamentarisk demokrati et overvældende comeback. Få måneder efter CNTs officielle tilbagevenden på den politiske arena, havde flere end 100.000 mennesker tilsluttet sig anarkosyndikalisterne.

Overalt i den spanske stat gennemførtes anarkistiske og syndikalistiske manifestationer, hvis højdepunkt var anarka-syndikalisten Frederica Montsenys tilbagevenden fra eksil. CNTs tidl. sundhedsminister i folkefrontsregeringen talte i Barcelona for mere end 200.000 mennesker.

Euforien varede dog ikke længe. Efter år med diktatur, hvor de konkrete ansatser til et libertært samfund i den spanske stats territorium ikke kunne videreudvikles, var der ikke nogen fælles anarkistisk bevægelse tilbage. Derimod et utal af forskellige og modsætningsfulde strømninger.

Nye sociale bevægelser, som kvinde – og studenterbevægelsen stod overfor de traditionelle libertære holdninger, som blev fastholdt og plejet af den ældre generation i eksilårene. Efter epoken af totalitær magtudøvelse manglede den nye konstituerende bevægelse erfaringer med at omgås denne situation adækvat.

CNTs nedgang

Situationen blev yderligere besværliggjort af statens strategi om at skabe angst og mistro i befolkningen overfor den opblomstrende revolutionære dynamik i den postfrancistiske periode. Det kendteste eksempel er brandanslaget på en festsal i Barcelona i 1978, hvor 4 arbejdere omkom. Politiledelsen beskyldte CNT for at stå bag attentatet. Nogle år senere kom det frem, at en ’agent provokatør’,indsluset i CNT af politiet var ene og alene ansvarlig for brandanslaget.

CNTs nedgang endte med splittelser og efterfølgende marginalisering i løbet af 1980´erne. En af årsagerne til denne nedgang var, at der ifm. omstrukturering af produktionen fandt omfattende masseafskedigelser sted i de virksomheder, hvor CNT traditionelt stod stærkt. Dertil kom de fatale følgevirkninger af hårde stoffer, der cirkulerede på tilholdssteder for aktivister i de sociale bevægelser.