Holá Espana! Fagforening bag landbesættelser og tag-selv-aktioner

Et INTERVIEW med fagforeningsaktivisten Miguel Sanz Alcántara fra Sevilla

_____________________ 

I begyndelsen af august 2012 gennemførte flere hundrede arbejdsløse og medlemmer af landarbejdernes og service- sektorens fagforening SAT ( Sindicato de Trabajadores) tag-selv aktioner mod to super- markeder i hhv. Sevilla og Cadiz i Spaniens sydlige provins Andalusien. De eksproprierede madvarer blev fordelt til økonomisk trængte familier. Aktionerne blev filmet og lagt på youtube. De billeder gik verden rundt og skabte debat. 

• Her fortæller Miguel Sanz Alcántara fra SAT om reaktionerne på aktionerne og om fagforeningsorganisering i Spanien og Europa. Miguel Sanz Alcántara er SAT koordinator i Sevilla.

• Landbesættelser og tag-selv aktioner i supermarkeder hører ikke ligefrem til de klassiske fagforeningsaktiviteter. Hvorfor tager SAT sådanne midler i brug? 

Miguel Sanz Alcántara: De to aktionsformer må diskuteres hver for sig. Siden SAT blev dannet i september 2007 har landbesættelser været del af vores praksis. En af forgængerne til SAT var den andalusiske landarbejderfagforening Sindicato de Obreros de Campo (SOC). Den blev grundlagt i 1977 - kort efter Franco-regimets fald.

Foruden en maoistisk strømning var dele af den kristelige venstrefløj aktiv i SOC, hvis hovedformål var organisering af de andalusiske landarbejdere. SOC byggede deres praksis på erfaringerne fra de illegale ’comisiones jornaleras’ (organisering af daglejere) fra tiden under Franco fascismen. Landbesættelser med krav om nyfordeling af jorden til gavn for landbefolkningen var del af fagforeningsarbejdet.  

• Er ekspropriation af levnedsmidler en ny aktionsform? 

Miguel Sanz Alcántara: Vi tog levnedsmidler fra supermarkederne og fordelte dem til arbejdsløse for at skabe pres på regeringen. De skal garantere, at de elementære behov opfyldes for flertallet af befolkningen. Det er naturligvis ikke muligt at lindre følgerne af krisen med 20 indkøbsvogne fyldt med levnedsmidler.

Men vi ville gøre det tydeligt, at mange mennesker lider nød. Folk med små indkomster står ofte overfor valget mellem at betale rykkerne fra el-værket eller bruge deres få penge på mad. Altimens de store virksomheder subventioneres med millioner. 

• Er jeres omfordelingsaktioner blevet mødt med støtte fra autonome og anarkistiske kredse?

Miguel Sanz Alcántara: Vi har fået masser af opbakning og en del har fulgt vores aktion op med noget der ligner. Men ikke alle disse aktioner faldt i vores smag. Der var feks. en gruppe unge fra Andalusien, der med reference til os gennemførte en aktion i et supermarked, hvor de stort set kun tømte hylderne med alkohol. Det har SAT distanceret sig fra.  

• Efter jeres aktion var der i Spanien heftig debat om legitimiteten af den. Frygter I øget repression mod jeres fagforening?

Miguel Sanz Alcántar: Justitsapparatet har gennem længere tid presset os økonomisk.På grund af forskellige besættelsesaktioner har vi indtil videre måttet betale ialt 400.000 euro i bøder. Yderligere repression mod SAT er meget sandsynlig, men vi er ikke bange for det. Når alt kommer til alt resulterer det i, at vi oplever øget sympati og støtte.  

• Hvordan ser det ud med solidaritet fra de andre fagforeninger i Spanien?

Miguel Sanz Alcántara: I modsætning til de store fagforeninger UGT (socialdemokratisk) og CCOO (eurokommunistisk) der får store pengebeløb i støtte fra det offentlige, så har vores fagforening udelukkende de penge til rådighed, vi selv kan skaffe. På basisniveau finder der altid samarbejde sted, når det drejer sig om strejker og sociale konflikter.

Men de store fagforeninger ser os som en konkurrent og har derfor ingen interesse i, at vi får øget indflydelse. Det er grunden til, at SAT-medlemmer ikke får lov til at tale ved de store faglige demonstrationer. Vi ser det som vores rolle at udøve pres fra neden – også på de store fagforeninger. For at få dem til at praktisere en kamporienteret politik og få dem til at opgive samarbejdspolitikken med staten og de store virksomheder.

• Hvordan er jeres samarbejde med de anarkosyndikalistiske fagforeninger, der har en stærk tradition i Spanien?

Miguel Sanz Alcántara: Vi har gode kontakter til anarkosyndikalistiske basisfagforeninger ifm. konkrete kampe. De forsøger ligesom CCOO at organisere mennesker med prekære jobs i den voksende servicesektor. Men SAT har imidlertid pga. vores historie en struktur, som gør det mere enkelt at organisere denne slags arbejdere.  

• Har SAT opgivet at koncentrere sig om organiseringen af landarbejdere?

Miguel Sanz Alcántara: Begge sektorer er vigtige for os. Vi har selvfølgelig reageret på de økonomiske forandringer. Mens landbrugssektoren dominerede i 1970erne, så er servicesektoren vokset gevaldigt i byerne de sidste årtier. Arbejderne i denne sektor er ofte unge mennesker, der har forladt deres landsby i håb om at finde bedre livsbetingelser i storbyerne. Men det de finder, er ekstremt prekære arbejdsforhold. Vi kan gøre brug af vores erfaringer med organisering af landarbejdere, når vi opbygger fagforeningsstrukturer i servicesektoren.  

• For nogle år tilbage opstod i Spanien ”Euromayday-bevægelsen” , der målrettet organiserede arbejdere i prekære forhold i servicesektoren. Idag hører man ikke rigtig noget til denne bevægelse. Deltog SAT i den ?

Miguel Sanz Alcántara: I starten arbejdede SAT sammen med andre udenomsparlamentariske venstrefløjsgrupper i ”Euromayday-bevægelsen”. Men bevægelsen levede kun et par år. Alligevel synes vi, erfaringerne derfra er meget positive.

- I mayday-bevægelsen lærte vi en hel masse om, hvordan prekært arbejdende i servicesektoren kan forsvare sig og organisere sig.  

Bevægelsen må vurderes i sammenhæng med hele den nyorientering der fandt sted på den udenomsparlamentariske venstrefløj, som hverken var organiseret i partier eller fagforeninger og samtidig havde en vis distance til den anarko-syndikalistiske bevægelse. I 90’erne spillede zapatismen en stor rolle.

" .... Derudover mistede Negri en del sympati fra den udenomsparlamentariske bevægelse, fordi han ytrede sin støtte til EU"

- Senere kom de teoretiske skrifter af Antoni Negri og Michael Hardt. Først og fremmest deres bog ”Empire” har haft stor indflydelse på den udenomsparlamentariske og globaliseringskritiske venstrefløj i Spanien.

Men de forestillinger, som var fundamentet i ”Empire” blev rystet i 2003, da krigen mod Irak begynder. Den centrale tese i ”Empire” er, at nationalstaterne og den klassiske imperialisme er ved at uddø. Mange aktivister mente, at krigen mod Irak satte grundlæggende spørgsmålstegn ved denne tese. Derudover mistede Negri en del sympati fra den udenomsparlamentariske bevægelse, fordi han ytrede sin støtte til EU i den nuværende form. Mange aktivister fra disse tidligere bevægelser er idag aktive i SAT.

• Med de ’oprørtes bevægelse’, som opstod i Spanien forrige år og hurtigt bredte sig til andre lande, synes endnu en ny udenoms-parlamentarisk bevægelse allerede igen at være blevet historie. Kunne SAT profitere af det?

Miguel Sanz Alcántara: De ’oprørtes bevægelse’ har ført til en styrkelse af basisfagforeningerne. Mange aktivister er gået ind i SAT. I begyndelsesfasen var ’de oprørtes bevægelse’ imod alle slags organisationer og de tillod feks. heller ikke, at SAT uddelte flyers ved deres demonstrationer.

Men efter et par måneder begyndte aktivisterne i de ’oprørtes bevægelse’ at skelne mellem organisationer, der forsvarer kapitalismen eller vil reformere denne, og så dem der bekæmper kapitalismen. Bevægelsen er blevet svagere, men indholdsmæssigt set skarpere. De seneste faglige mobiliseringer var utænkelige uden disse aktivister. Først og fremmest den store generalstrejke den 29. marts i år.

• Var det en engangs aktion, eller er der planlagt flere?

Miguel Sanz Alcántara: Generalstrejken 29. marts 2012 blev en succes, fordi konfrontationerne fandt sted på et højt niveau og strejke- deltagelsen var stor. Men en endags generalstrejke er naturligvis ikke nok. Kampene fortsatte i hele Spanien efter den 29. marts.

Dertil hører landbesættelser og levneds- middel-ekspropriation i Andalusien, men også aktioner som minearbejderstrejken i Andalusien, som udløste et stort ekko i hele landet, da minearbejderne organiserede en protestmarch til Madrid.

Lige nu forberedes en landsdækkende aktionsdag den 15. september 2012. Derudover overvejes en fælles samtidig strejke i Spanien, Italien og Grækenland. Vi ved ikke om det lykkes at organisere det. Det ville uden tvivl få stor betydning for en europæisk organisering imod krisens følger.

(Interviewet er oprindeligt offentliggjort i det tyske venstrefløjstidsskrift Jungle World nr. 34/2012. Oversat af ikh/autonom infoservice)