I mange latinamerikanske lande med progressive regeringer vokser protesterne fra sociale og indigene bevægelser.
Det synliggør revner i de eksisterende alliancer mellem de sociale bevægelser og de progressive regeringer.
Regeringernes reformpolitik står for de fleste landes vedkommende ved en skillevej: Enten radikaliserer de sig og åbner op for gennemgribende forandringer eller de tilpasser sig de internationale finansmarkeders diktater.
Neoliberalismens indtog i Latinamerika
Globaliseringen førte i 1980’erne og 1990’erne den transnationale kapital til lande på det latinamerikanske kontinent. I form af produktive investeringer,
kapitalanlæg i fast ejendom og spekulationsinvesteringer. Investorerne ville have andel i de store profit- muligheder, som blev udløst af de massive privatiseringer af offentlige anlæg,
dereguler- ingen af bankvæsenet og den omfattende udstedelse af statsobligationer. Disse foran- staltninger trak investorer fra de internationale finansmarkeder til hele
Latinamerika.
Den nye transnationalt orienterede elite dannede en neoliberalistisk blok og førte en hel verdensregion ind i en ny tidsalder, der var domineret af
kasino-kapitalismens finansspekulationer, af rating agenturer (1), af internet og shopping malls, fastfood- kæder og gated communities ( bevogtede rigmandsområder).
Den neoliberale offensiv (2) inddrog også en del af middelklassen og visse fagområder i Latinamerika. Globaliseringen åbnede op for nye
karrieremuligheder og deltagelse i den globale basar. Samtidigt førte det til en stærkt voksende social ulighed, massearbejdsløshed og forarmelse af mange millioner mennesker fra de i forvejen
underprivilegerede lag – og udløste en migrationsbølge.
Den verdensomspændende kapitalistiske krise i årene 2000/2001 ramte Latinamerikas økonomier særlig hårdt og tilintetgjorde de små sociale landvindinger tilkæmpet i de forudgående sociale og faglige kampe. Et vendepunkt blev sammenbruddet i den argentinske økonomi, som indtil da gjaldt for at være et ”neoliberalistisk foregangsland” på kontinentet.
Stop for privatiseringsprocessen ...
De massive folkelige protester igennem hele 2001 mundede ud i dannelsen af nye regeringer, hvis mere eller mindre erklærede mål det var at sætte noget imod den
hidtidigt førte neoliberalistiske politik.
Det drejer sig om regeringerne under ledelse af Hugo Chávez i Venezuela (første gang valgt i 1998), Ignazio da Silva ”Lula” i Brasilien (2002), Nestor Kirchner i
Argentina (2003), Evo Morales i Bolivia (2005), Frente Amplio i Uruguay (2004) (3) og sandinisterne i Nicaragua (2006).
... og gennemførelse sociale programmer
Disse nye regeringer der kom til magten på en bølge af folkelige antikapitalistiske mobiliseringer, stoppede privatiserings- processen, nationaliserede mineralres-
sourcerne, skruede de tidligere gennem- førte nedskæringer i sundheds – og uddannelsessektoren tilbage, forhøjede de sociale investeringer og udviklede nye sociale hjælpeprogrammer. Nogle
forhandlede sig frem til en delvis gældssanering, afbrød relationer til den Internationale Valutafond (IVF) og udviklede en udenrigspolitik, som gik på tværs af USA’s økonomiske og strategiske
interesser. Alt det skabte en stor velvilje hos det fattige befolkningsflertal.
Reformpolitisk omfordeling kontra radikal samfundsomvæltning
For to år siden – i 2010 – fejrede mange latinamerikanske lande 200 års jubilæum for deres politiske uafhængighed. Men Latinamerikas økonomiske uafhængighed er
langtfra opnået. På trods af en anti-imperialistisk retorik er de latinamerikanske regeringer delt i spørgsmålet om at udfordre den globale kapitalismes centrale institutioner som Verdensbanken
og den Internationale Valutafond – IVF.
Regeringen i lande som Peru, Brasilien, Argentina, Ecuador og Uruguay går ind for en moderat socio-økonomisk omfordeling med respekt for de eksisterende privat- kapitalistiske ejendomsforhold. Disse reformblokke er ikke villige/i stand til at bryde med de overordnede kapitalistiske rammer.
Resultatet er en nationalstatslig politik, som er fast indbundet i de globale institutionelle kapitalforgreninger, der blandt andet baserer på eksport af landets råstoffer (en såkaldt ”ekstrativ” økonomi). En del af disse eksportindtægter anvendes til fordel for det fattige befolkningsflertal via en kombination af nationaliseringer, skattereformer og socialstatslige programmer.
Fælles for alle de latinamerikanske progressive regeringer er, at deres omfordelingspolitik tydeligvis er stødt på de snævre grænser, som den globalt organiserede kapitalisme sætter. Resultatet er tiltagende protester og strejker fra sociale bevægelser, der ikke accepterer forringelser af de opnåede rettigheder og sociale forbedringer. Protesterne mod fordelingspolitikken kommer såvel fra de fattige lag i befolkningerne som fra den styrkede højrefløj.
Ecuador
Den 30. september 2010 bz’atte politi – og militærenheder parlamentet,
den statslige TV-kanal samt vigtige veje og lufthavnen i hovedstaden Quito. Det som angiveligt var en protest imod en netop vedtagen lov, der slettede nogle privilegier for politi – og
militærpersoner, var i realiteten et kupforsøg.
Dette blev også bekræftet ved, at præsident Rafael Correa - ledende medlem af regerings- partiet Den bolivarianske Samlingsbevægelse ”Movimiento PAÍS” - blev anholdt
af den oprørske politienhed, da han ville forhandle med dem og bragt til et militærhospital. Først efter heftige kampe blev han befriet af en specialenhed fra den ecuadorianske hær. Kuppet brød
sammen på grund af manglende støtte.
Kort før kupforsøget havde Rafael Correa opsagt USA’s flybase ved havnebyen Manta. I 2008 nægtede Rafael Correas regering at tilbagebetale udlandsgælden på omtrent
3,2 milliarder dollars (ca. 18,5 milliarder kroner). Begrundelsen var, at kreditterne blev optaget af den daværende militærregering og derfor var ugyldige. Correa-regeringen blev derudover medlem
af den ”Bolivarianske alliance for folkene af vores Amerika” (Alba), der står under ledelse af Venezuela’s regering.
Knæfald for multinationale koncerner
Ecuador blev alvorligt ramt af den globale kapitalistiske krise i 2008.
For at forbedre statsindtægterne forsøgte præsident Correa at tiltrække den trans- nationale kapital. Af den grund vedtog regeringen i 2009 en ny lov om mineral- udvinding, der tillod internationale konsortier at udvinde mineralske råstoffer uden at behøve at konsultere de lokale myndigheder.
Loven var et klart brud med den hidtidigt gældende overenskomst med FNs International Labour Organisation (ILO).
På samme vis gennemførte Correa en lov om udnyttelse af vandressourcerne, der tilbød virksomheder som engagerede sig i minedrift, olieboringer og industrielt landbrug tilgang til vandkilderne og
dermed skabtes forudsætningerne for privatiseringen af vandforsyningen.
Da bønder og indigene folkeslag , der er særligt ramt af denne liberaliseringslovgivning, demonstrerede imod liberaliseringspolitikken, satte regeringen politiet ind mod de landsdækkende
demonstrationer.
De sociale bevægelser som ubekvem alliancepartner
Dette førte til en stadig større distance mellem Correa-regeringen og de indigene fællesskaber, fagforeninger og sociale bevægelser, der havde været de afgørende for, at Rafael Correa i 2006 blev valgt til landets præsident.
Den indflydelsesrige ”Konføderation af Ecuadors indigene folkeslag” – Conaie - fordømte militærets kupforsøg i 2010, men erklærede samtidigt at forandringsprocessen i samfundet er i fare for at gå i stå, hvis regeringen ikke uddyber alliancen med de sociale organisationer og basisgrupper. Conaie kritiserer regeringen for at have vendt sig imod de indigene folkeslags organisationer og fagforeninger, da disse gjorde modstand mod mine- og oliekoncernerne. Regeringen var ikke villig til ”at svække højrefløjens magtstrukturer og dens bastioner indenfor statsapparatet”. (4)
Ecuadors nye nationale elite
Rafael Correas regeringspolitik synliggør dilemmaet for en reformpolitik, der ikke er villig til grundlæggende forandringer i samfundets magtstrukturer :
Nationalstatsligt orienterede eliter bestræber sig på at opnå lukrative forretningsrammer med den globalt agerende kapital og indgår med dette formål en alliance med landets stærke sociale kræfter, der presser på med henblik på radikale samfundsforandringer. Noget af et paradoks. Bevægelserne som i første omgang bidrog væsentligt til, at regeringen vandt valget, bliver anset som en trussel, når de gør modstand mod et eksportorienteret økonomisk koncept, der tilbyder den transnationale kapital favorable betingelser på bekostning af bevægelsernes basis.
BOLIVIA
Også Evo Morales, der har været Bolivias præsident siden den 22. januar 2006, har lignende vanskeligheder med de sociale bevægelser.
Morales er leder af både det reformsocialistiske bolivianske parti ”Bevægelse for socialisme” - MAS ( Movimiento al Socialismo) og ”Bevægelsen for Coca-bøndernes rettigheder”. Hans regering har meldt Bolivia ud af Verdensbanken i protest mod institutionens blokering for sociale strukturelle reformer. Ligeledes nationaliserede Evo Morales i 2006 den bolivianske olieindustri, men solgte en del af aktierne til den spanske olie – og gaskoncern Repsol.
Protester mod Morales-regeringen
På trods af disse og andre reformtiltag, ulmer utilfredsheden blandt regeringens sociale basis. Således organiserer fagforeningerne, indigene organisationer og lokale basisgrupper strejker, protestkampagner og demonstrationer imod de lave arbejdslønninger, imod regeringens nedskæringspolitik og den manglende inddragelse af fagforeningerne i regeringens afgørelser. Som for eksempel i forbindelse med minedriften.
(Se også : Revolt Against Poverty in Bolivia: Neoliberalism and Uneven Development ).
PERU
Den tidligere officer Ollanta Humala blev den 28. Juli 2011 valgt som Perus statspræsident. Han tilhører ”Perus Nationalistiske Parti” ( Partido Nacionalista Peruano – PNP) og bekender åbent sin sympati med centrum-venstreregeringerne i Venezuela, Bolivia, Brasilien og Uruguay.
I valgkampen lovede han blandt andet at ville forhøje mineselskabernes latterligt ringe skattebidrag og investere disse penge i omfattende sociale foranstaltninger for landets fattige.
Før Ollanta Humala’s valgsejr havde internationale finanskonsortier givet tilsagn om 40 milliarder dollars til udvinding af guld-sølv-kobber forekomster i Andesbjergene og Amazonasregionen. Dette tilbud afviste Humala ved at forsikre befolkningen om, at regeringen ikke vil støtte Perus elite i at sælge landets råstoffer, der udgør omkring 65 procent af den samlede eksport, til internationale koncerner.
Den forrige socialdemokratiske regering under præsident Alan García har givet et kanadisk mineselskab tilladelse til at oprette minedrift ved Titicaca-søen, på trods af beboernes advarsel om at det vil forurene vandet i hele regionen.
Præsident Humalas regering ignorerede beboernes indvendinger og sendte istedet for politistyrker til området. Derpå blokerede tusindvis af aktivister fra Perus indigene folkeslag i protest mod mineprojektet grænseovergangen til Bolivia ved Titicaca-søen, som tilhører begge lande.
Styrkeprøven mellem regeringen og de lokale protester i det nordlige Peru eskalerede efter at Perus Præsident Ollanta Humala den 4.december 2011 i en TV-tale proklamerede undtagelsestilstand i fire provinser.
Baggrundsartikler:
Venezuela
Ved det sidste parlamentsvalg den 26. september 2010 opnåede alliancen mellem regeringspartiet ”Venezuelas forenede socialistiske Parti” – PSUV (Partido Socialista Unido de Venezuela) og det lille kommunistpart PCV (omkring 3 procent) ialt 48,13 procent af stemmerne. Den borgerlige alliance ”Mesa de la Unidad“ fik 47,2 procent af stemmerne.
Den yderst knappe valgsejr skyldes ifølge kommentatorerne dels USAs og de internationale mediers anti-Chavezkampagner og dels de økonomiske vanskeligheder på grund af dalende indtægter fra olieproduktionen samt den udbredte korruption og det langsommelige tempo i de vedtagne forandringer, som Chavez-tilhængerne venter på.
Regeringspartiet PSUV under ledelse af Hugo Chavez er med omkring 7 millioner medlemmer landets største parti og derudover Latinamerikas største venstrefløjsparti.
Venezuela har siden år 2000 været stærkt forgældet på trods af landets store olieindtægter. Statens samlede underskud udgjorde ifølge ”The World Factbook” i 2009 ialt 64,4 milliarder dollars, svarende til 18 procent af bruttonationalproduktet.
Store sociale forbedringer
Under Hugo Chavez’s regering blev antallet af fattige reduceret med over halvtreds procent og de reelle socialudgifter per person tredobblet. Millioner af mennesker har fået adgang til gratis sygesikring og skoleundervisning. Analfabetraten for de yngre generationer tenderer til nul procent. Den generelle levestandard er blevet tydeligt forhøjet.
Ifølge 2010-rapporten udgivet af FNs økonomi- komission for Latinamerika (CEPAL), har Venezuela fra 2002 til 2008 reduceret den økonomiske ulighed mere end noget andet latinamerikansk land og har idag regionens mest retfærdige indtægtsfordeling. (Kilde: World Economic Outlook Database ).
Helt i overensstemmelse med det Venezuelas præsident Hugo Chávez propaganderer : ”Den Bolivarianske revolution” - en politisk proces, der afvikler neoliberalismen og på sigt skaber nye alternative (socialistiske) samfunds- relationer. (5)
Chavez–regeringen nationaliserede olieforekomsterne i Orinoco-området. I lighed med Bolivia overtog staten kun en aktiemajoritet på 51 procent, for at inddrage private investorer, som medbringer kapital og teknisk know-how. Således deltager koncerner som Total, BP og Chevron i udvindingen af Venezuelas olierigdom.
Venezuelas stats – og partibureaukrati
Den største trussel mod den samfunds- mæssige udviklingsproces udgår ifølge forfatteren og aktivisten Benjamin Dangl (6) ikke fra den højreorienterede opposition, men fra den chavinistiske højrefløj, som med dens trang til statslige privilegier og forretningsmæssige fordele indenfor stats – og partibureaukratiet, ikke har nogen interesse i en socialistisk transformation.
Det er også denne fløj, fagforenings- aktivister og venstrefløjsgrupper samt bevægelser retter deres skyts imod. Mange venstrefløjsdemonstrationer gennem det sidste års tid har været baseret på paroler som ”Hverken kapital eller bureaukrati – mere socialisme, mere revolution”. Der er på demonstrationerne blevet fremsat krav om vedtagelse af en ny radikal lovgivning, der overfører nøgleindustrier til samfundseje og giver de ansatte flere grundlæggende rettigheder.
BRASILIEN
I Brasilien er den sociale ulighed vokset under den forrige præsident Luiz Inacio da Silva ”Lula”. Dette på trods af en del socialprogrammer for de fattigste.
Præsident Lula stod snarere på jordejernes side end på småbøndernes og de landløses side. Da hans embedstid løb ud i 2011, var jorden i Brasilien ejet af færre personer, end tilfældet var for 50 år siden.
”Aldrig før har profitmaksimeringen foregået så gnidningsløst”
”Kapitalejerne blev på ingen måde generet af regeringen”, skrev den engelske marxistiske historiker Perry Anderson (7) om perioden under Lula (1. Januar 2003 til 1. Januar 2011). ”Aldrig før har profitmaksimeringen foregået så gnidningsløst og de brasilianske finansfolk og industriledere støttede Lulas regering fuldt ud. Det brasilianske aktiemarked har afkastet mere gevinst end nogen anden børs i verden. Indehavere af statsobligationer indkasserede 6 til 7 procent af bruttonationalproduktet, samtidig med at indkomstskatten var uhyrlig lav.” (citat: Perry Andersen).
Samtidig har Lula-regeringen i sine første regeringsår udbetalt et månedligt beløb til enlige mødre, hvis de kunne dokumentere, at deres børn regelmæssigt går i skole og bliver sendt til de regelmæssige helbredskontroller. Den statsligt fastsatte mindsteløn blev forhøjet i flere omgange – indtil 2010 med ialt 50 procent.
I 2010 blev der i gennemsnit udbetalt 35 dollars (ca. 203 kroner) til 12 millioner hushold. Udgifterne til uddannelse blev i Lulas embedstid tredobbelt. Alle disse foranstaltninger hentede millioner af mennesker ud af fattigdommen.
Benjamin Dangl beskriver i sin bog ”Social Movements and States in Latin America ” et landskab af endeløse soja-plantager, kæmpe store rancher med dyreavl samt landbrugsindustrivirksomheder, der fortrænger flere og flere fattige familier og eliminerer stadigt mere regnskov. (...)
I Brasilien er der aldrig blevet gennemført strukturelle reformer, som var rettet mod fattigdommens årsager og havde til formål at dæmpe armod og ulighed. Af den grund kan den generelle levestandard kun forbedres via statslige socialprogrammer. Disse kan til hver en tid blive afskaffet igen i tilfælde af, at en højreorienteret regering kommer til magten eller hvis en ny krise resulterer i nedskæringer.” (citat: Benjamin Dangl).
Argentina
Argentinas nationaløkonomi er under præsident Nestor Kirchner (2003 til 2007) steget i gennemsnit 9 procent om året. I samme tidsrum blev arbejdsløsheden næsten halveret til 7,5 procent. Den samme tendens gjorde sig gældende for fattigdomsandelen, der i 2007 lå på omkring de 23,4 procent. Kirchner hævede mindstelønningerne og styrkede arbejdernes og fagforeningernes rettigheder. Mange arbejdsløse og informelt beskæftigede blev optaget i den statslige socialforsikring. Ligeledes blev de offentlige investeringer i boligbyggeri og uddannelse forhøjet. Kirchner gennemtrumfede ved hjælp af sociale bevægelser at nationalisere vandforsyningen, som før var ejet af den franske koncern Socma.
Alligevel er andelen af nationalindkomsten for industri- og servicearbejdere, arbejdsløse og pensionister gået tilbage: 32,5 procent før krisen i 2001 til 26,7 procent i året 2005. Argentinas forrige præsident Nestor Kirchner definerede således formålet med sin politik : ”...en kapitalisme hvori staten spiller en intelligent rolle, idet den regulerer, kontrollerer og virker formidlende når nødvendigheden kræver det og der hvor markedet ikke kan løse problemerne” (6). Den nuværende præsident Christina Kirchner fortsætter sin afdøde mands slingrekurs mellem borgerlig politik og socialreform.
Arbejderkontrol med virksomheder
I kølvandet af krisen er der opstået flere end 200 selvforvaltede mindre og mellemstore virksomheder, som gennem de sidste ti år er blevet bz’at af arbejderne og nu fungerer med lige løn og uden hierakiske strukturer. Dog økonomisk afhængige af markedets økonomiske udsving.
Uruguay
I Uruguay har Frente Amplio (3) gennem- trumfet en såkaldt ”social nødplan”, hvor- på de offentlige udgifter til boligbyggeri, ernæring, helbred, beskæftigelse mm. er blevet forhøjet. Andelen af fattige ud af en befolkning på 3,4 millioner er faldet fra 32 procent i 2004 til 20 procent i 2010. Arbejdsløshedsraten er med 5,4 procent historisk lav.
Sundhedsforsorgen i Uruguay er bedre end i de fleste andre latinamerikanske lande. De offentlige hospitaler er gratis og muliggør medicinsk forsyning til alle befolkningslag. Siden 1991 har Uruguay været medlem af frihandelszonen Mercosur sammen med Argentina, Brasilien, Venezuela og Paraguay.
(ikh., al/ autonom info-service)
_____
Noter
1) Rating er en slags karaktér for en skyldners kreditværdighed(bonitet). Ratings er forsøg på at klassificere det, som ikke kan fattes i tal. Ratings fremlægger en vurdering af , hvor sandsynligt det er, at kreditorer kan få deres udlånte penge/renter/spekulationspenge tilbage igen fra den ratede skyldner. De tre dominerende ratingagenturer (Credit rating agency) med de flest fremlagte ratings er private amerikanske foretagender: Moody’s, Standard & Poor’s, Fitch. Den højeste rating karaktér er AAA. Stater eller koncerner, der bliver klassificeret med disse tre bogstaver er vurderet som skyldnere med en tilbagebetalingssikkerhed på (næsten) 100 procent. Bliver en skyldner sat ned i rating karakteren, stiger renterne for lån til denne umiddelbart derefter, fordi der er vurderet en øget tabsrisiko. Et aktuelt eksempel: Ifølge ”Finans Watch”d .9. august 2012 fik Danske Bank, på linje med en række andre banker, sænket sin rating fra Moody's i andet kvartal. Det kostede umiddelbart på likviditeten, efter Danske Banks rating blev sænket. Der blev trukket pengemarkedsindlån for 39 milliarder kr. ud af Danske Banks ”Danske Markeds”-fond.
2) Neoliberalismekan defineres som en politisk strategi og ideologisk legitimering af kapitalens frisættelse fra samfundsmæssig regulering og begrænsninger. Altså et opgør med den borgerlige velfærdsstat og de hidtidige socialpolitiske og faglige overenskomstreguleringer med henblik på statens omdannelse til en konkurrencestat med minimale sociale forpligtelser og de-regulerede forhold.
3) Frente Amplio(Den Brede Front) er en partialliance, der består af omkring 40 forskellige partier og organisationer. Den stærkeste organisation i alliancen er den tidligere byguerillaorganisation Tupamaros, som idag hedder Movimiento de Participación Popular. José Mujica – en gamle tupamaro, er ledende medlem af organisationen og har siden marts 2010 været landets præsident. Frente Amplio -alliancen strækker sig politisk fra revolutionære venstrefløjsstrømninger til Socialdemokratiet og den progressive fløj af landets kristlige demokrater.
4) Se Conaie’s presseerklæring af den 30. september 2010: CONAIE on the Attempted Coup in Ecuador
5) Bolivarismens centrale politiske udsagn:* National uafhængighed * Latinamerikas enhed * Politisk deltagelse af befolkning via folkeafstemninger * Økonomisk selvstændighed * Etik af at virke for folket * En retfærdig fordeling af de omfattende olieforkomster * Bekæmpelse af korruption
6) Forfatter til bogen :”Dancing with Dynamite: Social Movements and States in Latin America”, AK-press 2010
7) Perry Anderson, "Lula's Brazil," i "London Review of Books” marts 2011.