Sydafrika: Bristede illusioner – brud med ANC

Verdens største platinproducent ”Anglo American Platinum“ har i de seneste uger fyret 12.000 strejkende minearbejdere i Sydafrika.                                           Koncernledelsens begrundelse for fyringerne er ifølge presseagenturet dpa, at koncernen angiveligt har mistet 700 millioner rand (480 millioner kroner) efter tre ugers strejke.

• I flere måneder har klassekampe raset i Sydafrikas forskellige samfunds-sektorer. I øjeblikket strejker minearbejdere i guldminerne samt lastbil-chauffører og transportarbejdere.

Den foreløbige kulmination på de hårde konfrontationer fandt sted, da specialenheder fra det sydafrikanske politi den 16. august 2012 dræbte 34 arbejdere fra det britisk-sydafrikanske mineselskab ”Lonmin”. Det skete, da politiet angreb 3000 strejkende mine- arbejdere i Marikana ved Johannes- burg, da de aktionerede for højere løn for deres arbejde. Det blev de blodigste konfrontationer siden apartheidregimets tid.

• Sidste torsdag, den 4. oktober 2012, skød politiet en strejkende minearbejder i byen Rustenburg. Koncernledelsen forholdt sig afventende. I mellemtiden vokser strejkebevægelsen i guldminerne dag for dag. De strejkendes fælles krav er en månedlig mindsteløn på 8175 kroner.

• ANC-regeringens tab af tidligere tiders troværdighed

I det sydafrikanske ´platinbælte´ er der de seneste fem år opstået en række nye kampe, som er ved at udvikle sig til en ny bevægelse. Den statslige repression imod opposition-elle kræfter spænder fra drab på kritiske journalister som Andries Tatane (1) til massakrer på strejkende arbejdere. På trods heraf har staten ikke kunnet inddæmme den voksende arbejderopposition.

Drabene på 34 minearbejdere i Marikana ved Johannesburg, den 16. august 2012, indgår på linje med massakerne i Sharpeville og Boipatong (2) i landets historie af statslig repression til forsvar for kapitalinteresser.

Mange tidligere tilhængere af det regerende African National Congress (ANC) anklager idag ANC for at praktisere benhård arbejdsgiverpolitik og frakender ANC dens moralske legitimitet som ”ledende kraft i kampen for demokrati”.                           De sidste måneders strejkekampe er blevet initieret og organiseret udenfor den regerende magtstruktur, der består af ANC, det sydafrikanske kommunistparti SACP og Sydafrikas faglige landsorganisation COSATU.

• COSATUs indflydelse på retræte

Strejken og den efterfølgende massakre er også et vendepunkt for ANCs vigtigste alliancepartner South African Trade Unions COSATU, som er landets største fagforbund. COSATU har igennem mange år været et af civilsamfundets centrale talerør. Alene i kraft af at forbundet igennem et halv århundrede fungerede som arbejderklassens største organiserede stemme.

Idag er COSATUs forbindelse til den aktive del af arbejderklassen meget ringe. 

• De store fagforeningers forandrede medlemsgrundlag

De store fagforeninger under COSATU er idag de offentligt ansatte. COSATUs største fagforening - den Nationale Union af minearbejdere (NUM) – har gennemgået en lignende udvikling. Oprindeligt var NUM en organisering af de laveste indtægts-grupper blandt de sydafrikanske minearbejdere, først og fremmest fra guldminerne. Mere end 60 procent af dens medlemmer var udlændinge, hvoraf de fleste var ikke-uddannede immigrantarbejdere. Idag udgør deres andel under 40 procent. En voks-ende andel af NUMs medlemmer er idag funktionærer og teknikere.  

• Fagoppositionen AMCU i krydsild mellem fagbureaukratiet og medierne

Denne udvikling indenfor NUM har ført til splittelse. I 2001 dannedes Association of Mineworkers and Construction Union (AMCU). Denne deltog aktivt i de seneste to strejkebølger ved mineselskaberne Implat og Lonmin. Dannelsen af AMCU er en direkte udfordring til COSATU og specielt til NUM. Det er baggrunden for disse organisationers kampagne imod de strejkende arbejdere og deres fagforening. Støttet af de borgerlige medier. 

Med undtagelse af dagbladet Cape Times har medierne dæmoniseret de strejkende arbejdere. Således citerede de i forbindelse med strejkerne gennemgående NUM-kilder. Derudover forsøgte de på ingen måde selv at undersøge grundlaget for fagforeningernes rivaliteter i strejkekampen.

De overtog og udbredte således NUM-ledelsens desinformation om, at minearbejderne havde skiftet til fagoppositionen i AMCU, fordi de havde lovet dem 8175 kroner. Svarende til det beløb minearbejderne krævede som ny månedsløn. Mainstream-medierne betegnede dette beløb som ”uforskammet” og ”urealistisk”.

• Sydafrikas nye elite

De strejkende arbejdere anklager ANC for at gå i samme fodspor som apartheid-regeringerne, når det gælder voldeligt forsvar af mine-koncernernes interesser.

Dele af ANCs ledelse er således mere eller mindre åbent engageret i tilblivel- sen af den nye elite i Sydfrika, der består af den gamle hvide kapitalistklasse samt et net-værk af ”black economic empower-ment”. Mineselskabet Lomnin er et symbol på denne ny kapitalalliance.

• Den sydafrikanske arbejderklasses nye sammensætning

I takt med neoliberalismens indtog i Sydafrika har privatisering og global finans- spekulation sat sit præg på landet. Det betyder bla., at arbejdsmarkedet og bolig-sektoren har gennemgået en omfattende omstrukturering:

De-regulerede jobs med usikre arbejdsforhold (prekarisering), ekspansion af den informelle sektor samt outsourcing er blevet fremherskende på arbejdsmarkedet. Barakliv og hjemløshed er idag repræsentative tilstande for flertallet af Sydafrikas arbejderklasse.

Indtil nu har de strejkende holdt stand, ikke kun imod politiet og mineselskaberne, men også imod medierne, der betegner strejken som ”illegal”. I mellemtiden stiller NUM og COSATU sig nu åbenlyst bag ANC-regeringen og forsøger at stigmatisere de strejkende arbejdere og deres fagforening som aktører betalt af BHP Billiton (3) og/eller af mineejere i ”et fælles forsøg på at destabilisere ANC-regeringen”.

Sydafrikas præsident Jacob Zuma har i forbindelse med strejkekampene sidste torsdag (4.oktober) advaret imod den voksende instabilitet i landets økonomi:

”Vi skal ikke vække det indtryk at være en nation, hvor der stadig kæmpes”, sagde han overfor repræsentanter for erhverslivet i Johannesburg og forsatte: ”Sydafrika befinder sig på grund af arbejdskampene i en vanskelig periode. Fred og stabilitet er grundbetingelserne for udvikling og fremgang”.

(folk fra autonom infoservice) 

Kilde: “International Labour Research Group” (ILRIG), Cap Town