Da filosoffen Jean-Paul Sartre besøgte RAF-medlemmet Andreas Baader

Den 4. december 1974 drog den 69-årige filosof Jean-Paul Sartre til højsikkerhedsfængslet Stammheim ved Stuttgart for at besøge den fængslede Andreas Baader, der var en af grundlæggerne af byguerilla-gruppen Rote Armee Fraktion –RAF.
_________________
Protokol. Det tyske politi (LKA) har nu frigivet protokollerne fra mødet mellem eksistentialismens berømte repræsentant og en fængslet revolutionær fra den tyske 68- bevægelses militante fløj.

"Hvid tortur"

Sartre sagde bl.a., at det ikke var tortur som man kendte det under nazidiktaturet, men en anden form for tortur, der medfører alvorlige psykiske forstyrrelser.

Amnesty International betegnede det i en rapport om de politiske fanger i Vesttyskland som ”hvid tortur” og "sensorisk deprivation", hvilket betyder systematisk fratagelse af enhver sanselig fornemmelse.                                                                         

”En interessant kraft med en revolutionær integritet” 
(Sartre om RAF)

Initiativet til besøget kom fra den ligeledes fængslede journalist Ulrike Meinhof, der skrev til Jean-Paul Sartre, efter at filosoffen på et pressemøde i Frankrig havde betegnet byguerillagruppen som ”en interessant kraft med en revolutionær integritet”.

I hans artikler om den vesttyske Forbundsrepublik efterlod han ingen tvivl om, at han på mange måder anså landet for at være en ”efterfølgestat” til Nazi- tyskland. Ikke mindst på grund af de talrige højtstående nazifunktionærers centrale placering i det vesttyske statsapparat.   

• "RAF - en slags tysk Résistance"

På denne baggrund opfattede Sartre RAF som en slags ”Résistance”, som den sene kompensation for den manglende antifascistiske modstand i den tyske befolkning under naziregimet.

Ulrike Meinhof foreslog Sartre at lave et interview med Andreas Baader. Hun mente, at det derefter ville blive meget mere vanskeligt ”at myrde Andreas” i tilfælde af, at politiapparatet havde planer herom. (1) Sartre var indforstået med invitationen.

Besøget hos Andreas Baader i Stammheimfængslet 

Turen blev organiseret af RAFs advokatkollektiv med Claus Croissant som den fremtrædende person udadtil. Tilstede ved selve mødet var udover Jean-Paul Sartre og Andreas Baader, en tolk, en fængselsbetjent, samt en politimand fra delstaten Baden-Württembergs kriminalpoliti (LKA).

Da Sartre startede samtalen med at sige, at han kom som ”sympatisør” og gerne ville snakke om principperne i RAFs politiske strategi, svarede Andreas Baader, at det måske kunne blive noget ”vanskeligt”. Han havde forventet, at der kom en ven, men efter interviewet med Sartre i det tyske feministiske magasin ”Emma” forekom det Andreas Baader, at ” der kommer en dommer” på besøg. (2)

Begge debattører gjorde ifølge protokollernes stemningsvurdering et noget medtaget indtryk:

• Jean Paul Sartre var efter to hjerteanfald ikke længere på højde med sin tidligere intellektuelle kraft.
• Andreas Baader var fysisk medtaget efter de lange sultestrejker, RAF-fangerne havde gennemført for at forbedre deres fængselsbetingelser og blive anerkendt som ”politiske fanger”.

1) Ulrike Meinhof blev den 9. maj 1976 fundet død i sin celle i Stammheim-fængslet. 

• Ulrike Meinhof #feminist #journalist #revolutionær

Andreas Baader blev fundet skudt i sin celle den 18. Oktober 1977.

• Døden i Stammheim - stadig uopklaret .

2)  Baggrunden for denne replik fra Andreas Baaders side var et interview, som Jean-Paul Sartre havde givet til det feministiske tidsskrift EMMA. I dette interview betegnede han attentatet mod højesteretspræsident Jürgen von Drenkmann som “individuel terror” og ”forbrydelse”. Drenkmann blev skudt af en gruppe fra den anarkistisk orienterede " Bewegung 2. juni"  i Berlin, den 10. november 1974.
Gruppens oprindelige plan var at bortføre dommeren for at fripresse politiske fanger. I forbindelse med Drenkmanns voldsomme modværge blev han ramt af et skud .

Årsagen til at Holger Meins (plakaten tv.) døde var, at fængselsadministrationen udviste en kynisk og menneskefjendsk ligegyldighed over for de sultestrejkende fanger. Da Holger Meins akut havde brug for en læge, kom der ikke nogen.... 

3) Her hentyder Andreas Baader til en meningsmåling, der blev gennemført af det tyske ugemagasin Der Spiegel i samarbejde med meningsmålings institutet Allensbach. Meningsmålingen dokumenterede, at omkring 25 % af de unge under 30 år på dette tidspunkt (1971) sympatiserede med RAF's aktioner og mål.
Dette på trods af mediehetz og massiv kriminalisering af alternative informationer om gruppen.

De detaljerede tal fra ovennævnte meningsmåling, foråret 1971: *82 procent kendte betegnelsen RAF *18 procent tilkendte RAF politiske motiver * 25 procent af borgerne under 30 år havde sympati for RAF * 10 procent ville give RAF-folkene ly.

I vinteren 1972 gennemførte meningsmålingsinstitutet Allensbach den samme meningsmåling engang til - med forbløffende resultat: * Nu tilkendte hele 40 procent RAF politiske motiver og kun 28 procent mente, at de var kriminelle.

4) Berufsverbot: Den såkaldte ”Radikalenerlaß”, vedtaget i 1972 af den daværende socialdemokratiske regering under Willy Brandt.
Omkring 1,4 millioner vesttyskere måtte dengang igennem statslige kontrolinstanser, der gennemgik deres politiske holdninger.
Nogle tusinder venstreorienterede blev i løbet af 1970´erne ramt af denne statslige sindelagskontrol, der forbød dem at arbejde i den offentlige sektor som lærere, lokomotivførere, pædagoger, kontormedarbejdere, universitetsansatte, etc.