'Weather Underground' - byguerilla i USA (1970 - 77)

For USAs byguerillagruppe  "Weather Underground' var revolutionære samfunds-
forandringer ensbetydende
med en kamp til støtte for
de antikoloniale og  anti-imperialistiske bevægelser
i Afrika, Asien, Latinamerika og Mellemøsten.

• Her er Weather Undergrounds historie (i to dele)

Da demoer og happenings stadig oftere

blev mødt med hård repression og selektive henrettelser, gik mange af Weathermens medlemmer i undergrunden for at starte i

1970 den væbnede kamp.

Målet var at vælte regeringen i USA og

erstatte den med en socialistisk regering,

der var på de antikoloniale og antiimperialist-iske revolutionære bevægelsers side.
__________________________

Første del. Fra radikale protester til militant modstand:  'Weather Underground' – militant modstand i USA 

Civilpoliti skyder på Weather-aktivisters biler   

I Seattle – en af Weathers højborge indledte politiet en skræmmekampagne, idet civile politifolk beskød biler tilørende aktivister fra Weather Under-ground. Ligeledes i byen Seattle hærgede en kvindegruppe fra Weather en universitetsbygning, som blev brugt af politiets ”Reserve Officers Trainings Corps” (ROTC).

• Kritiske venstrefløjsstemmer

I løbet af forberedelserne opstod en tydelig tendens til at over-vurdere Weathers reelle formåen. Black Panther Party havde kritiseret Weather Underground for at ”opføre sig som en gruppe, der tager på eventyr”.
Ved et af forberedelsesmøderne op til Chicago-aktionsdagen svarede Bill Ayers således på denne kritik: ”Hvis det virkelig handler om en global kamp ..., så er det helt ved siden af at betegne kampen i det imperialistiske baggland som eventyristisk ..., krigen er startet forlængst.”

Fred Hampton, et fremtrædende medlem af Black Panthers i Chicago (som blev regulært henrettet af FBI, den 4. december 1969), kommenterede mobiliseringen i partiets blad ”Black Panther”, oktober 1969 :

”Weather Underground skulle hellere have mobiliseret den hvide arbejderklasse og de deklasserede sociale lag, i stedet for at indlede sig på en kamp med stats-apparatet, før tiden er moden.”

• To adskilte aktionsforløb

Undergrundsbladet ”The Seed” offentliggjorde et opråb for den marxistisk-leninistisk orienterede Revolutionary Youth Movement (RYM-II), der i samme uge som Weather ligeledes mobiliserede til aktioner i Chicago– sammen med Chicago Panthers, Young Lords og en gruppe unge latino-amerikanere.
Det som oprindeligt skulle have været en fælles manifestation blev nu gennemført i adskilte aktioner. Weather-miljøet opfattede det som en unødvendig og sekterisk splittelse af det eksisterende revolutionære potentiale og mente, at årsagen til dette var, at RYM havde udnævnt sig selv til avantgarden.

______________

” To dage før Weather Undergrounds planlagte aktioner den 8. oktober, blev den 3 meter høje politistatue ved Haymarket Square, hvor demonstranterne skulle samles den kommende weekend, sprængt i luften ved hjælp af en dynamitladning. Statuen var i sin tid blevet oprettet til minde om politifolk, som i 1886 omkom under en folkeopstand på Haymarket”.  (Det britiske dagblad The Guardian, 18. oktober 1969). 

• Aktionsdagene i Chicago 8.-12. oktober 1969 

Mange WeatherUnderground - medlemmer og sympatisører ankom til Chicago allerede den 6. oktober, to dage før de planlagte aktioner skulle finde sted. En del kirker og seminar- bygninger blev omdannet til ”bevægelsens aktions-centre”.

• Onsdag den 8. oktober 1969 deltog omkring 1500 militante i startmanifestationen i Lincoln Park. Det var en blandet forsamling:

Gamle og garvede aktivister med mangeårige erfaringer fra den amerikanske venstrefløj, proletariske ungdomsgrupper fra Chicago, studerende fra SDS (den amerikanske studenterbevægelse ”Students for a Democratic Society”), folk fra modkulturbevægelsen samt en gruppe af civile strissere.
De fleste deltagende var udstyret med hjelme, knipler og jernstænger – var klædt i sort, samt handsker og havde ansigtsmasker i lommen, for at kunne modstå politi-angreb med tåregas og andre kemikalier.
For Weather var det af central betydning, hvor mange aktivister de kunne mobilisere til demonstrationen. Da demoen gik løs, blev det klart, at de denne nat ikke ville være de forventede titusinder af kæmpende vrede unge folk på gaden. Politiet samlede sig omkring parken i kampudstyr, klar til en mindre borgerkrig.

I samme park havde der ugen før været tusinder af demonstranter i heftig konfrontation med politiet. Demonstranterne var samlet i solidaritet med  antikrigsaktivister , de såkaldte ”Chicago 8”, der havde en retssag hængende over hovedet.
Tre af aktivisterne fra ”Chicago 8” – Hippien Abbie Hoffman, antikrigsaktivisten John Foines og den forhenværende formand for SDS Tom Hayden var nu, en uge efter konfrontationerne, igen på gaden, sammen med Weather-demonstrationen.
Tom Hayden holdt en kort tale:

”Vi glæder os over igen, at se folk samlet i Lincoln Park. Vi glæder os over at se, at graden af militans er blevet forhøjet” (Liberation News Service, november 1969).

På trods af den skuffende ringe mobilisering var aktivisterne fast besluttet på at gennemføre demonstrationen gennem Chicago og frem til de riges kvarter ”Gold Coast”.

• ” Undervejs blev mindre politigrupper overfaldet og banket, ruderne i banker, storkoncerner og statslige institutioner blev smadret, indenfor ganske kort tid mistede vi enhver angstfølelse og tvivl...vi følte alle modstandens fællesskab i os.” 

(Kilde: Weather-medlem Shin’ya Onoi’s beretningen ”Do You Need a Weatherman to Know Which Way the Wind Blows”, Leviathan-forlag, december 1969).

• Hårde konfrontationer med politiet

Først efter flere timers angreb opløste politiet demonstrationen. Det kom til hårde konfrontationer, hvor enkelte politifolk skød med skarpt på demonstranter. Blandt andet blev en demonstrant skudt i halsen og mindst to andre fik ligeledes skudsår.

75 demonstranter blev varetægtsfængslet og nogle hundrede såret. 

De efterfølgende aktionsdage blev udmøntet i en del antikrigsaktioner.
Mens mindre decentrale aktioner lykkedes, blev de to centrale aktioner stoppet af større politienheder:
- Omking 100 medlemmer af Weathers kvindegruppe forsøgte at besætte militærets rekrutteringskontor ved Green Park i Chicago.
Over 300 politifolk stoppede dog aktionen og efter en kort og heftig konfrontation, hvor politiet brugte knipler og skød med skrotkugler og Weather-kvinder angreb med brosten, måtte demonstranterne starte tilbagetoget.

• Processen mod aktivister

- Heller ikke den anden større anlagte aktion, der skulle storme retsbygningen, hvor rets-processen mod de 8 antikrigsmodstandere fandt sted, lykkedes. Politiet blokerede en demonstration med flere hundrede Weather-aktivister og efter en heftig konfrontation med mange sårede trak demonstraterne sig tilbage.
Derefter gik politiet til modoffensiv og stormede de forskellige aktionscentre, som Weather-aktivister brugte som samlings-og overnatningssteder. En del  aktivister blev anholdt. 
Efter aktionsugen var 284 Weather-aktivister anholdt. 40 af de anholdte blev senere anklaget for ”sammensværgelse mod staten”. De materielle skader i Chicagos indre by beløb sig til over en million dollars.

Nogle af grundene til den ringe tilslutning til ”Vredens dage” var Weathers elitære fremtoning udadtil, medlemmernes ofte humørløse  organisationsfiksering samt hierarki og ureflekteret underordning ift. de kendte medlemmers konklusioner.

Et andet kritikpunkt var, at man forfulgte en strategi for åben konfrontation med politiet. Jeff Jones, en af de kendte Weather-medlemmer, fortæller i et interview senere (1987): 

”Der fandtes en position til højre for mig, som lød: Sagen er mislykkedes,
vi skulle ikke have gjort det. Og der fandtes en position til venstre for mig:
Sagen er mislykkedes. Vi må eskalere”. 

Flertallet var efter en del diskussioner enig om, at åbne konfrontationer med politiet som i Chicago i fremtiden så vidt som muligt måtte undgås. Istedet for ville man satse på en anden taktik. Med inspiration fra byguerilla-metoden, der blev praktiseret af Tupamaros i Uruguay. (1)

Den periode, der fulgte efter Chicago-miseren, var præget af strategidiskussioner, der belyste, at USAs radikale venstrefløj anså en revolutionær proces for en realistisk mulighed. Som den senere udvikling viste, var argumenterne og idéerne, som blev diskuteret i Weather-miljøet efter oktober 1969 samtalestof for mange venstrefløjs-diskussioner over hele USA.

Den anden positive udvikling var ifølge Shin’ya Ono’s evaluering, at der nu fandtes en fasttømret lokal-gruppe i Chicago. Og for det tredje var omfanget af materielle skader imponerende.
Det erklærede mål om at smadre den private ejendomsret til det, der burde

være samfundseje, samt om at angribe repressionsorganerne blev realiseret i de fire dage aktionerne varede.
Skønt det kun skete på en ret overskuelig måde, så opfattede Weathers medlemmer forløbet som helhed som en succes. Principielt tvivlede Weather dog på en ensidig orientering til massemilitans på gaden. De mange sårede og den forventede massive repression talte for en andre aktionsformer. 

• Revolutionære strategier i USA i slutningen af 1960’erne 

I 1969 anså de fleste aktivister i bevægelserne den revolutionære proces for at være ensbetydende med en smadring af det imperial- istiske system i USA, som den revolutionære kamp ville erstatte med socialisme.

Begrebet ”revolutionær modstand” gik udtrykkeligt langt ud over rent ”selvforsvar” – det indebar en offensiv taktik, som inkluderede gadekamp og sabotageaktioner.
For Weather's medlemmer var revolutionen ensbetydende med en kamp til støtte for de antikoloniale og anti-imperialistiske bevægelser i Afrika, Asien, Latinamerika og Mellemøsten.
Målet var at vælte regeringen i USA og erstatte den med en socialistisk regering,
der var på de revolutionære bevægelsers side.
- De fleste andre venstrefløjsorganisationer adskilte sig væsenligt fra Weathers strategi. For Black Panthers stod de sortes selvbestemmelse i centrum, for traditionelle venstrefløjsgrupper var kampen for et uafhængigt arbejderklasseparti
(i realiteten for den hvide arbejderklasse) den centrale opgave.

- For yippiebevægelsen, en dengang meget udbredt bevægelse i USA, var den rebelske ungdom motoren for grundlæggende samfundsforandring. Tæt forbundet med forestillingen om en revolutionær proces var spørgsmålet om militans som strategisk kampmiddel.

At gribe til militante (sabotage)aktioner var ikke et nemt skridt for de mange grupper, der oprindeligt kom fra pacifistiske positioner. Af den grund mente de fleste aktivister i 68’ - bevægelsen, at militans kun var legitim, når det var en reaktion på repressions- organernes fremfærd.

• Weathers væbnede strategi

WeatherUnderground derimod havde ingen betænkeligheder og var over- bevist om nødvendigheden af et organiseret militant angreb på
systemet.
Weather mente ikke, det var tilstrække-ligt at stå på den rigtige side, men at det derimod var det nødvendigt at nedkæmpe det militær-industrielle kompleks. En reel samfundsforandring kan ifølge Weather kun ske, når stats-apparatets magtmonopol bliver brudt.
Denne linje fulgte Weather Underground konsekvent op ved at starte målrettede sabotageaktioner mod den imperialist-iske krigsmaskine i eget land.
__________
Støtte fra Black Panther-gruppen omkring Eldrige og Kathleen Cleaver

Fra sit eksil i Algeriet skrev Black-Panther aktivisten Eldridge Cleaver et åbent brev, der afveg fra Black Panthers officielle linje, idet han støttede Weather Underground:

• ”Har vi nogensinde hørt på de hvide radikale, når de har opfordret os til at gennem- føre vores væbnede aktioner ordentligt og korrekt ud fra det hvide mellemlags selvforståelse? (...) Når tidspunktet for revolutionen er kommet, gælder min kærlighed ødelæggelsens engel og ikke djævelen, der er forbundet med lov og borgerlig hyklermoral.” 
  (Eldrige Cleaver: On the Weatherman”, i det radikale tidsskrift ”Berkeley Tribe”, 13. november 1969).

Black Panthers afdeling i Oakland, California og først og fremmest Huey Newton kritiserede Eldrige Cleaver’s og Weathers forestilling om en revolution i USA.
Istedet mente de, at de sorte revolutionære skulle være ”... et forbillede og en inspiration for masserne til at fremme deres selv-stændige praksis. Ikke gennem en parlamentsorienteret politik og heller ikke med væbnet kamp, der var ensbetydende med at lade sig frivilligt presse i under-grunden.”

Huey Newton og flertallet af Black Panthers afviste ikke den væbnede kamp principielt. Men de mente, at sålænge der ikke findes en bred opbakning i befolkningen, ville væbnet kamp efter deres vurdering resultere i så massiv repression, at det ville føre til, at de revolutionære kræfter blev isoleret og deres aktivister desillusioneret. 

Black Panther-fraktionen omkring Eldrige og Kathleen Cleaver delte derimod Weathers opfattelse. De mente, at der allerede fandtes en tilstrækkelig basis i befolkningen og at tiden var moden til revolution.

• 200 smadrede militære rekrutteringskontorer

I en polemik mod mainstream-holdningerne i de store antikrigsbevægelser, der mobiliserede til en fælles aktionsdag d. 15. november 1969 erklærede Weather, at legale protester i USA ikke opnår noget som helst.

Tidskriftet ”Fire!”, der stod Weather nær, kritiserede i udgaven af den 7. november 1969, antikrigsbevægel-sen for dens uformåenhed i at opnå politiske og strategiske fremskridt.

Derimod roste ”Fire!” opsvinget i militante angreb:       
" 200 smadrede militære rekrutteringskontorer, hundredevis af strejker og brandattentater mod de imperialistiske krigsmagere samt gadekampe mod repressionsorganerne. Det er vejen frem!”.

En yderligere bekræftelse på Weathers vurdering af den voksende militans indenfor venstrefløjen var dannelsen af talrige lokale antikrigs og anti-imperialistiske grupper, der organiserede sig uafhængigt af
de nationale organisationer.

Den 14. november 1969, en dag før den store demonstration, indkaldte en radikal alliance af anti-imperialistiske organisationer til en manifestation foran den sydvietnamesiske ambassade i Washington. Over 10.000 mennesker fulgte opråbet. Manifestationen foran ambassaden endte med heftige gadekampe med et massivt politiopbud.

________________________

USA, den 15. november 1969:

• 1. 200 000 på gaden imod Vietnamkrigen

Den 15. november 1969 demonstrerede en million mennesker i Washington D.C. under parolen: ”End the War”. Organiseret af et hav af venstrefløjsgrupper og borgerrettig-hedskomitéer, der var forenet i ”National Mobilization to End the War”.

På samme tid demonstrerede omkring 200.000 i San Francisco. I Washington kom det til heftige konfrontationer med politiet ved den sydvietnamesiske ambassade og Justits-minsteriet.

FNLs fane hejses på Justitsministeriet

Da kæmpedemonstrationen i Washington D.C. ankom til Capitol, forlod 20.000 demonstranter (inklusiv Weather Underground medlemmer, yippier og medlemmer af Black Panthers) demonstrationen og marcherede til Justitsministeriet for at vise deres solidaritet med de kriminaliserede antikrigsaktivister ”Chicago-8” og Panthermedlemmet Bobby Seale.
I løbet af konfrontationen med politienheder, der beskyttede Justitsministeriet, lykkedes demonstranterne at hejse den vietnamesiske befrielsesfront FNL’s fane på bygningens flagstang. Med massiv brug af tåregas lykkedes det for politiet ved midnatstide at afslutte gadekampene.

Krigsrådet

Omfanget af og militansen blandt de demonstrerende foran Justitsministeriet og
den sydvietnamesiske ambassade gav den revolutionære del af det ’Nye Venstre’ – 1968-bevægelsen, optimistiske forventninger om en folkelig revolutionær ungdoms-bevægelse i USA.

Også Weather Underground lod sig smitte af  euforien og gik igang med at forberede en konference :”Krigsrådet”, der skulle lægge grundstenen for en sådan bevægelse.

__________________________

Opråbet til ”Krigsrådet” fra Weather Underground:

• ” Også vi er overbevist om, at vi kun kan tilbageerobre vores frihed i det
  hvide Amerika med kamp... Mødet vil samle de forskellige stammer i et krigsråd. Kun i fællesskab vil vi kunne finde frem til, hvordan der kan opbygges en organisation, som vil kunne føre os til sejr – dvs. til smadringen af US-imperialismen. Vi må lære af hinandens erfaringer, lære at arbejde
  og kæmpe sammen. Ikke mindst for at forandre os og andre og blive til revolutionære...”

                - Weather Underground, brev til radikale hvide, december 1969 -

• Platform for den ideologiske kamp

”Krigsrådet”, der fandt sted i byen Flint i forbundsstaten Michigan, den 2. december 1969 var præget af dybdegående debatter, der først og fremmest drejede sig om nød- vendigheden af den væbnede kamp og om hvilke strategiske mål aktionerne burde rette sig imod.

Weather foreslog, at man benyttede sig af 68-bevægelsens motor ”Students for a Democratic  Society” (SDS)hvor de havde et flertal i ledelsen, ”som platform for den ideologiske kamp”. 

(Fra tekstsamlingen, der blev fordelt af Weather-medlemmer ved konferencen).
De deltagende var foruden Weather-medlemmer, fortrinsvis aktive fra Yippie-bevægelsen, ”White Panthers”, unge radikale fra forskellige byers ungdom-bander, uorganiserede antikrigsaktivister samt nogle mere eller mindre kendte intellektuelle.

                 ____________________________________

”Fremtiden for vores kamp ligger i lovbrud”

Weather-miljøet fremlagde et strategidokument, der formulerede et grundlag for de væbnede aktioners mål. Man ville angribe og svække den herskende magt  og volds-apparatet i USA og kæmpe i direkte relation til den igang-værende globale befrielseskamp i Sydøstasien, i dele af Afrika, Mellemøsten og Latinamerika.

Skulle denne option af en eller anden grund vise sig at være umulig, var Weather-medlemmernes anden option ”at skabe kaos på gaden”: ”Fremtiden for vores kamp ligger i lovbrud”, hedder det i en flyer fra organisationen, offentliggjort i undergrunds-tidsskriftet ”Fire”, december 1969.
Skønt  Weather’s medlemmer forud for mødet var fast besluttet på at opbygge en bred forankret, anti-imperialistisk, revolutionær bevægelse, viste det sig, at det var umuligt i betragtning af organisationens manglende parathed til at tage højde for de subkulturelle oprørske ungdomsmiljøer.
På trods af den afgivne erklæring om at ville fastholde mobiliseringen og aktionerne på gaden, så besluttede de deltagende fra Weather-miljøet ved slutningen af konferencen, at de ville føre kampen videre i undergrunden. For de fleste Weather medlemmer var dette ikke et let skridt, da man kunne regne med, at organisationens isolation fra det brede subversive miljø ville forstærkes voldsomt.

• Mordet på Black Panther-aktivister

Den 4. december 1969 stormede politiet i Chicago en lejlighed, der tilhørte Black Panther medlemmerne Mark Clark og Fred Hampton. Begge blev regulært henrettet, mens de lå i sengen.
Mordene rystede hele den amerikanske venstrefløjsbevægelse. Kravet om hævn gik som en løbeild gennem hele den revolutionære bevægelse.

På gaden gennemførtes et par demoer og et par brandanslag på politikontorer.

Weather medlemmer deltog kun i få protest demonstrationer og nøjedes med at sætte ild til nogle politibiler.

Weathers relative tilbageholdenhed skyldes ifølge diverse undergroundsblade fra dengang, ikke kun usikkerhed om effekten af en åben konfrontation med politi-apparatet, men endnu mere det faktum, at organisationen på dette tidspunkt endnu ikke var istand til at gennemføre væbnede aktioner i større omfang. 

Nogle eksempler:

- Politiet skyder tre sorte aktivister i forbindelse med en antiracistisk sit-in i byen Orangeburg i South Carolina, februar 1968.

-  Politiet henretter Black Panther-medlem Bobby Hutton i Oakland, den 6. april 1968.

- Nationalgarden skyder fire studenter i forbindelse med en antikrigsmanifestation på Kent State Universitet i Ohio, den 4. maj 1970.

- Politiet skyder to studerende ifm. en antikrigsdemonstration på Jackson State University i Mississippi, den 14. maj 1970.

- Politiet myrder Black Panther-medlem Georg Jackson i fængslet San Quentin.

- Politiet skyder tre sorte fængslede revolutionære i retsbygningen i Marin County, august 1970.

- Over 12.000 anholdes i forbindelse med antikrigsdemonstrations- ugen i Washington D.C. fra d. 24. april til den 6.maj 1971.

                 ___________________________________________
”Sammen med Weather gik også nogle af 68-bevægelsens
mest fremtrædende personligheder i undergrunden” 

I de kommende måneder arbejder Weather’s medlemmer på højtryk for at forberede de forskellige bykollektivers illegale infrastruktur og samordne den politiske strategi for en agerende byguerilla i USA – i imperialismens hjerte.

I et interview med den fænglsede Weather-aktivist Linda Evans, for- midlede hun i et tilbageblik denne opbrudsstemning i byguerillaens startfase:

”Vores vrede over de massive razziaer i Black Panther – medlemmernes boliger og partilokaler og naturligvis politimordene på Mark Clark og Fred Hampton, var for mange aktivister det afgørende moment, hvor de besluttede sig for at gå under jorden og deltage i den væbnede kamp”
___________________________________________________
(Kilde: Interview med Linda Evans, Laura Whitehorn og Susan Rosenberg i det autonome tidsskrift ”Arm the Spirit” 1991, distribueret i Europa i bl.a. den autonome infocafé Zapata på Blågårdsgade 12, Nørrebro, København).

Skuffelsen over at det ikke var lykkedes for Weather-miljøet at mobilisere flere aktivister til ”Vredens dage ” i Chicago samt organisationens overbevisning om, at de fleste hvide radikale ikke var parate til at engagere sig i en farefuld kamp, var de afgørende grunde til, at de besluttede sig for undergrundskampen.

”Sammen med Weather gik også nogle af 68-bevægelsens mest fremtrædende personligheder i undergrunden” (Tidskriftet ”Quicksilver Times”, 9. januar 1970)

______________________

• Byguerilla i USA

Weather gik i undergrunden. For medlemmerne betød det, at de måtte afbryde enhver kontakt til venner og familie. Weather-bureauet organiserede møder med Weathers lokale grupper og forsøgte i lange samtaler at finde frem til, hvilke medlemmer der egnede sig til livet i undergrunden og hvilke der hellere skulle forlade organisationen.

Her er udpluk af Weather-byguerillaens mest opsigtsvækkende aktioner, der som regel kun forårsagede omfattende materiel skade:

 __________________

”Weather Underground’s angreb var rettet mod præcist definerede mål. Vores aktioner var katalysator for tusinder af aktioner i årene 1970 til 1972, næsten alle var direkte relateret til bevægelseskampe. Vi fra Weather Underground har gennemført følgende anslag” ( Fra dokumentet ”Prairie Fire”, San Francisco 1974):

• Januar 1970: Bombeanslag på bygningen tilhørende militærets ”Reserve Officers Trainings Corps” på universitetet i Washington
• Maj 1970: Bombeanslag på hovedkvarteret for Nationalgarden i Washington efter mordene på antikrigsdemonstranter i byen Jackson og Kent StateUniversity.
• Juni 1970: Bombeanslag på Politiets hovedkvarter i New York City
• Juli 1970: Bombeanslag på militærbasen ” Presidio Army Base” i San Francisco
• September 1970: Væbnet befrielse af den fængslede yippie-guru Timothy Leary fra fængslet i San Luis Obispo, California (Han blev kort forinden idømt flere års fængsel for besiddelse af nogle få gram marihuanna).
• Oktober 1970: Weathers kvindegruppe ”Proud Eagle” gennemførte et bombeanslag på krigsforskningsinstitutet ”Center for International Affairs i Harvard
• Oktober 1970: Bombeanslag på retsbygningen i Queens på Long Island i solidaritet med fængselsrevolten i New York
• Marts 1971: Efter USAs invasion af Laos, bombeanslag på Capitol i Washington D.C.
• September 1971: Bombeanslag imod politipræsidenten i byen Albany, New York
• Maj 1972: Efter bombarderingen af Hanoi og mineringen af byens havn, bombeanslag på Pentagon
• September 1973: Efter det  USA-støttede blodige militærkup i Chile, bombeanslag på hovedkvarteret for multikoncernen ITT
• Marts 1974: Anslag af en WeatherUnderground kvindebrigade mod administrationsbygningen for HEW i San Francisco
• 23. og 29. januar 1975: Bombeanslag imod forskellige regeringsinstitutioner i Washington D.C. og Oakland, California
• Februar 1977: Weather Underground Organisation (en af to fløje fra den oprindelige Weather Underground) gennemfører et bombeanslag imod kontorene for det statsracistiske ”Immigration and Naturalization Service” i San Francisco.

(al./autonom infoservice, skrevet i september 2013
og ajourført for autonom infoservice)

__________________________

Første del. Fra radikale protester til militant modstand:
 'Weather Underground' – militant modstand i USA 

         Note

Tupamaros er den populære betegnelse for ”Bevægelsen for National Befrielse” (Movimiento para la Liberación Nacional, MLN), der i 1960'erne var en af Latin-amerikas mest succesfulde byguerillabevægelser. Den blev militært knust i kølvandet af militærkuppet i Uruguay i 1973. 
José Mujica, som er en af Tupamaros historiske grundlæggere, blev i 2010 valgt til Uruguays præsident.