Tidsdoku. Nelson Mandela - et strejftog gennem hans liv og kamp

- Amandla! Ngawethu! Madiba! -

Den 18. juli 2018 ville Nelson Mandela være fyldt 100 år.

• Nelson Mandela havde en vision om frihed: ”Et samfund, hvor alle sydafrikanere, hvide og sorte, kan gå oprejst, uden angst i deres hjerte og sikre på deres uforbeholdne ret til menneskeværdighed”.

Denne vision ligger stadig langt væk i en fjern horisont. Hans efterfølgere i ANC-regeringen svigtede det oprindelige mål ”Et bedre liv for alle”.
Kløften mellem rige og fattige er i dagens Sydafrika kolossal ...

Valget af den nye statsleder, der havde til-bragt 27 år i sine racistiske undertrykkeres fængsel, markerede afslutningen på 350 års koloniherredømme og næsten et halvt århundredes apartheidsystem. Denne begivenhed gravede sig ind i den unge republik som dens mest følelsesladne begivenhed – indtil i dag.         _______________

Sydafrika var 1652 - 1994 underlagt skiftende hvide regeringer

•  Fik tuberkulose af arbejdet i stenbruddet

Nelson Mandela blev et verdens-omspændende symbol på en ukuelig frihedskamp. Mod apartheid, mod racisme og for Afrikas frigørelse fra sin kolonialistiske arv.

Tilsvarende stor var bekymringen for ham, da han dette år for tredje gang måtte akut indlægges på grund af den vedholdende tuberkulose, som han har pådraget sig under tvangsarbejdet i stenbruddet på fængselsøen Robben Island.

Sygdommen og hans behov for, efter mange års afsavn i kampen for friheden, at være sammen med sin familie gjorde, at Nelson Mandela i de sidste år af sit liv levede tilbagetrukket fra offentligheden og afskærmet for mediernes bevågenhed. Hans sidste aktive optræden skete ved fodbold VM i juli 2010 i Johannesburg.

Allerede dengang måtte hans kone Graça Machel, enke efter Samora Machel, tidligere frihedskæmper og statspræsident af Mozambique, tilskynde Mandela til at vinke til det begejstrede publikum.
På det tidspunkt havde Mandela forlængst sagt farvel til aktiv politik og præsidentembedet, som han udøvede fra 1994 til 1999.

• Fra pacifist til militant undergrundsfighter

Den 18. Juli 1918 blev Mandela født i landsbyen Mvezo i provinsen Ostkap.
Hans navn var Rolihlahla. Som den første i sin familie, der tilhørte Xhosa-stammen, begyndte Mandela at gå i skole. Det var her, at hans lærer gav ham det engelske navn Nelson. En gængs fremgangsmåde, der var typisk for den kolonialistiske ringeagtelse for afrikanske kulturer.

Som 23-årig undgik Mandela et arrangeret ægteskab ved at forlade sin egn og flytte til finansmetropolen Johannesburg, hvor han fik et job som vagt i et mineselskab. Ved siden af startede han med at med studere jura. Sammen med nye venner besøgte han regel-mæssigt en bokseklub, hvor han udviklede sig til en ganske habil bokser.

Venskab med Joe Slovo

Under sin studietid på ’Witwatersrand’ universitetet lærte han Joe Slovo (1) at kende. Slovo blev senere en af de ledende personligheder i ANC og fra 1984 indtil sin død i 1991 var han formand for Sydafrikas stalinistisk orienterede kommunistiske parti SACP (2), som blev officielt forbudt i 1950. I 1954 forbød apartheidregeringen Slovo at deltage i forsamlinger.

• ’Freedom Charter’

Det førte til, at han ikke længere kunne deltage i forsamlinger i African National Congress (ANC) og andre organisationer, som på dette tidspunkt besluttede ’Freedom Charter’, hvis formulering han deltog afgørende i.ANC, der blev dannet i 1921 og var forbudt i årene 1960 – 1990, var ikke desto mindre den ledende bevægelse imod apartheidregimet og havde stor indflydelse på begivenhederne i Sydafrika.

Mandelas radikalisering ...

På ’Witwatersrand’ universitetet lærte Mandela også Oliver Tambo at kende, den senere mangeårige præsident af ANC. Sammen grundlagde de et advokatbureau.
Det var i denne periode, Mandela første gang stødte på medlemmer af Sydafrikas kommunistiske parti (SACP), hvis forsamlinger han regelmæssigt opsøgte. Men i modsætning til SACP, så han konflikterne i Sydafrika mere som racekampe og mindre som klassekampe.
Skønt Mandela som ung advokat oprindeligt var tilhænger af en fredelig modstand, så engagerede han sig i 1943 i dannelsen af ANCs radikale ungdomsorganisation.
Mandela blev medlem af organisationens ledelse under dens første præsident Anton Lembede og tilsluttede sig dennes holdning til en ren sort modstand mod apartheid. På trods af sit personlige venskab med hvide kommunister.
Denne indstilling ændrede Mandela dog omkring 1950, hvor han blev inspireret af Marx’ skrifter og klassekampsteorien. Mandela var medforfatter til ANCs ’Freedom Charter’, hvori det hedder: ”Rigdommen fra jordens mineraler, bankerne og monopolindustrien skal være folkets fælles eje.”
Indtil i dag har ANCs ledelse dog ikke taget de nødvendige skridt for at bringe industrien og bankerne under en samfundsmæssig kontrol. Og i hele sit livs praktiske virke lagde Mandela også mere vægt på en afrikansk enhed i afgrænsning til den kolonialistiske arv end på socialistiske samfundsperspektiver.

• ... og tilslutningen til den væbnede kamp

Demonstrationerne mod apartheidregimet fik op gennem 1950erne stadig oftere karakter af civile ulydighedsaktioner, som apartheidstatens væbnede organer undertrykte brutalt.
For mange sorte var de symbolske aktioner ikke længere tilstrækkelige. Politisk radikale og militante modstands-grupper opstod parallelt med ANC og organisationen truedes med at miste indflydelse blandt den undertrykte befolkning.

Selv under sit 27 år lange fængselsophold forblev Mandela den symbolske leder af Sydafrikas antiapartheidmodstand. De fleste af hans fængselsår tilbragte han på den berygtede fængselsø Robben Island.
I 1980 startede en international ”Free Nelson Mandela-kampagne” under ledelse af ANCs præsident Oliver Tambo, der var i eksil.
I 1982 blev Mandela overflyttet til ’Polls- moor Prison’ på fastlandet og i 1988 sat i husarrest. I 1990 ophævede den nyvalgte konservative præsident Frederik Willem de Klerk forbuddet mod ANC og andre anti-apartheidsorganisationer.

• Mandela fri !

Den 11. februar 1990 blev Mandela endelig løsladt og hilst velkommen af titusinder af hans tilhængere. På Sowetos største fodboldstadion fejrede omkring 100.000 begejstrede tilhængere Mandelas løsladelse.

Nelson Mandela overlevede med sit håb og sin viljestyrke. På trods af en livslang fængselsdom og på trods af brutalt tvangsarbejde i stenbruddet på Robben Island. På denne berømte og berygtede ø ud for Cape Towns maleriske kulisser, guider tidligere fanger idag de mange turister gennem de bittesmå fængselsceller.

Ved offentlige møder opfordrede Mandela med knyttet næve til at ”intensivere kampen på alle fronter” og han forsvarede den væbnede kampstrategi som en ”nødvendig forsvarsstrategi mod apartheid-regimets voldelige praksis”.
Men forhandlingerne på borgerlige præmisser var på dette tidspunkt i fuld gang. Allerede før Mandelas løsladelse mødtes ANCs topledelse omkring Thabo Mbeki - Mandelas senere efterfølger som statspræsident – med repræsentanter fra finansverdenen og Sydafrikas gamle politiske magtelite.
De definerede sammen retningslinjerne for en overgang til et borgerligt-kapitalistisk samfund uden racemæssig apartheid, men uden at gøre op med de sociale uligheds- og udbytningsformer.
Da Mandela i sin meget berømte tale fra rådhusbalkonen i Cape Town råbte til de forsamlede menneskemasser : “Forhandlingerne må ikke finde sted over vores folks hoveder eller bag folkets ryg”, var netop dette sket forlængst.

• Væsentlige socialpolitiske reformer de første to
  regeringsår under ANC

ANC-regeringen iværksatte efter valg-succesen i 1994 en genopbygnings – og udviklingsplan med en vis grad af socialpolitiske reformer, uden at det indebar direkte indgreb overfor kapitalen.
Den historiske vurdering af de økonomiske og sociale land- vindinger under Mandelas regering må tage højde for, hvilke manøvremuligheder han personlig har haft.
Han var uden tvivl en drivende kraft i opbygningen af en socialstat i de første år efter apartheidregimets fald. ANC - regeringen under Mandela lod bygge over tre millioner boliger i forskellige townships. Fattige sydafrikanere fik for første gang i deres liv udbetalt børnepenge og alders- pension og fik fri adgang til vand og el. (Skønt kritiske stemmer mener, at disse leverancer var alt for ringe).
Befolkningen fik gratis adgang til bla. sundheds – og uddannelsesvæsenet. Men kvalitets-forskellen mellem de riges private og de fattiges statslige hospitalsvæsen er stadig væk kolossal stor.

• Intet bedre liv for Sydafrikas fattige

ANCs løfter om et ”bedre liv for alle”, som der stod på valgplakaterne, blev ikke indfriet.
Allerede i 1996 skiftede ANC-regeringen til et markeds- orienteret program på grundlag af  ”vækstmarked-omfordeling”.
Vel at mærke den typisk socialdemokratisk-konservative variant med omfordeling nedefra. Resultatet var, at kløften mellem fattige og rige blev større og større.
Dertil kommer den katastrofale politiske ignorance i forhold til aids-epidemien, der har kostet over en million sydafrikanere livet.

For flertallet af Sydafrikas arbejdere er de sociale livsbetingelser idag ligeså prekære som under apartheidregimet. Omkring 60 procent af landets samlede indtægter går til de rigeste 10 procent af befolkningen, mens de fattigste 50 procent må nøjes med under 8 procent af fortjenesterne.
Sydafrika hører idag til de lande i verden, der har den største sociale ulighed. Knap 50 procent af befolkningen lever under den officielle fattigdomsgrænse.

Arbejdsløsheden er officielt nået de 25 procent, men er ifølge faglige kommentarer langt højere.

Sydafrika har den største befolkningsandel af aids-syge: 6,4 millioner mennesker, svarende til 12 procent af befolkningen er inficeret. Deriblandt 450.000 børn.

• Ifølge officielle tal modtager kun 28 procent af de aids-inficerede læge-behandling. Den gennemsnitlige levealder for landets befolkning var i 2011 ikke mere end 58 år. Den laveste i verden.

Som ingen anden præsident forener ”Madiba”, som befolkningen kærligt kalder ham, nationen i dens sorg over at have mistet et usædvanligt solidarisk og storartet menneske.
Han giver stadig de fattige håb - og forhåbentligt også den nødvendige beslutsomhed til at fortsætte kampen for retfærdighed og lighed. 
(ikh, al./ autonom infoservice)
- Artiklen er skrevet i 2013 -

_________

Relateret

autonom infoservice:

• Et tilbageblik:”Når jeg ser en Shelltank brænde ....”
• Sydafrika: Bristede illusioner – brud med ANC
• Sydafrikas kvinder efter apartheidregimets fald
• Sydafrikas kvinder klædt på til kamp 
• VM-2010 i Sydafrika øger fattigdommen (januar 2010)

_________________

• Læs også Interviewet i Zabalaza.net : “Anarchism and the ‘New’ South Africa”
• Socialistisk Bibliotek: Links om Nelson Mandela og ANCs historie + nekrologer
  (Forstør ved at klikke på billedet): 
  

    _____

Noter

1) I 1961 tilhørte Joe Slovo grundlæggerne af ANCs væbnede fløj ”Umkhonto we Sizwe” (Nationens spyd), som Mandela tilsluttede sig efter de hvide magthaveres massakre i Sharpeville i 1960.
Efter Mandelas fængsling i 1963 flygtede Joe Slovo i eksil til England. Fra 1969 tilhørte han ANCs revolutionsråd indtil rådets opløsning i 1983.
Joe Slovo var den ledende personlighed i den hvide befolkningsgruppe, som kæmpede imod det sydafrikanske apartheidregime  og i 1985 blev han som den første hvide valgt som medlem af ANCs nationale ledelse.

2) Det sydafrikanske kommunistparti SACP blev dannet i 1921. I starten var det kun hvide sydafrikanere, der kunne blive medlem af partiet. Først under pres fra Komintern (Kommunistisk Internationale) antog SACP i 1928 den såkaldte ”Native-Republic-These”, som fastslår, at Sydafrika tilhører de sorte.
SACP tilpassede sig i 1930'erne og fremover ethvert udenrigspolitisk kursskifte fra det staliniserede Sovjetunionen og anså sig selv som avantgarden for Sydafrikas arbejder-klasse.
I 1950 blev SACP erklæret illegalt og gik derefter i undergrunden, hvor partiet allierede sig med ANC. Kommunistpartiets indflydelse på ANC var langt større end dets talmæssige størrelse. Ikke mindst på grund af østblokkens penge- og våbenforsyninger til ANC og dens væbnede fløj. Under Mandelas fængselsophold udbyggede SACP sin indflydelse på ANC og forstærkede den ideologiske kamp imod andre dele af modstandskampen. SACP danner idag sammen med ANC og fagbevægelsen COSATU den såkaldte "Tripartite Alliance” (”Alliancen af tre partier”). 

• Interessante Romaner om temaet

• Hilda Bernstein: Døden er en del af kampen – Death is part of the process (1983).

En gruppe sydafrikanere – hvide, sorte og indere – gennemfører sabotageaktioner mod apartheid-systemets symboler. Pressen fortier deres aktioner, politiet jager dem skånselsløst – og de bliver forrådt, men af hvem?... 2. udg. Gyldendal 1991. Gyldendals Paperbacks. 526 s. ISBN 87-00-11119-8. 

• Ellen Kuzwayo: Kald mig kvinde – Call me woman (1985).

Forfatteren beskriver sin personlige og politiske historie gennem et langt liv som aktiv sort kvinde i Sydafrika. Hun lægger især vægt på kvindernes situation, men skildrer også hvordan apartheidsystemet virker i en bredere sammenhæng. Forlaget Rosinante, 1987. Rosinantes Paperbacks. 285 s. ISBN 87-7357-177-6. 

• Alex La Guma: Mudder og bølgeblik – And a threefold cord (1964)

Romanen er skrevet under forfatterens første husarrest i 1963. Gennem beskrivelsen af familien Paul’s hverdag gives et autentisk indblik i den farvede befolknings levevilkår i et slumkvarter uden for Cape Town. 4. opl.  Forlaget Munksgaard, 1981. 175 s. ISBN 87-16-00682-8.

• Nadine Gordimer: Burgers datter – Burger's daughter (1979)

Denne roman af den sydafrikanske Nobel-prismodtager skildrer det sydafrikanske kommunistpartis historie gennem hoved- personen Rosa Burger og hendes far, der dør i fængsel. Rosa slipper ud af landet og oplever kærligheden i Sydfrankrig, men erkender at frihed og kærlighed er en luksus for Burgers datter, hvorpå hun vender hjem for at tage kampen op. Forlaget Gyldendal, 1979. 334 s. ISBN 87-01-84261-7.