Istanbul - kampen om byen

Istanbul er i takt med gentri - ficeringen blevet en guldgrube for alskens spekulanter.

Byen ved Bosporusstrædet har idag ca. 14 millioner indbyggere og byder på utallige muligheder for at akkumulere kapital. Ganske legalt eller også udenom loven.

Men til trods for den igangværende omstrukturering af byen, findes der et kvarter i Istanbul ved navn Kücük Armutlu, hvor basisdemokratiske bo – og leve- former sætter dagsordenen.

Byfornyelse fortrænger de sociale og kønspolitiske mindretal

Før starten på byfornyelsen var Tarlabasi i bydelen Beyoglu, der ligger i hjertet af Istanbuls europæiske del, et sted for alskens undertrykte lag i Tyrkiet:

For kurderne, sorte immigranter, Roma- sigøjnere, transsexuelle, sexarbejdere, arbejdsløse immigranter mm. Så kom ”Toki”, det statslige boligselskab, der spiller en stor rolle i byens boomende byggesektor, og erklærede hele området for ”fornyelses- zone”. Nu er Tarlabasi-kvarterets hidtidige rammer for mangfoldige sociale relationer i fare. Beboerne frygter, at de i takt med omstruktureringens realisering, må vige for de mere velhavende lag.

 Lige sådan er situationen i Sulukule, et kvarter der ligger kun få kilometer fra Tarlabasi og som i århundreder har været centrum for roma-kulturen. Også her bliver byfornyelsen gennemført uden nogen hensyntagen til de oprindelige beboere. Allerede i 2004 startede bydelsstyret med at opkøbe romaernes huse for en latterlig kvm-pris på ca. 1500 kroner.

Ifølge journalistiske beregninger ligger prisen for de samme slags huse i de tilgrænsende kvarterer på det elleve dobbelte. Romaerne fik som kompensation nye og betydeligt dyrere boliger i højhuse, omtrent 45 kilometer fra deres gamle kvarter. Efter et stykke tid vendte de fleste roma-familier tilbage til gaderne omkring Sulukule. Men da eksisterede deres huse og deres gamle kvarter ikke længere...

Mangfoldig modstand fra byens beboere

Den dramatiske forandring, som by- fornyelsen medfører, forløber ikke uden modstand. Den folkelige opstand i juni 2013, der tog sit udgangspunkt i protest- erne mod den planlagte smadring af Gezi-parken, var først og fremmest en kamp for ”retten til byen”. *

En lang række initiativer er idag aktive i Istanbuls forskellige bydele. Nogle er skabt af de traditionelle venstrefløjs- partier af som regel marxistisk og leninistisk observans, andre er feminist- iske og libertære initiativer eller kunstnerkollektiver som ”Oda Projesi”. På forskellig vis arbejder de for udviklingen af modmagtstrukturer.

__________________________

* Interview med tyrkisk revolutionær om kampen for Gezi-parken

Enaf disse modmagtstrukturer findes i Kücük Armutlu, et kvarter i den europæiske del af Istanbul. Det tager ”kun” 45 minutter at køre med bus eller metro fra byens centrale Taksim-plads ud til Kücük Armutlu, der stadig ligger ”midt i byen”. Kücük Armutlu ligger på en bakke i nærheden af den anden bro over Bosporusstrædet.

Kvarteret er efter de tyrkiske myndig- heders vurdering en samling af  ”illegale”  bebyggelser (på tyrkisk ”Gecekondu). Husene, der for det meste ikke er højere end til 1. sal, er bygget af kvarterets beboere. Her er livet afslappet og alle kender alle - ganske i modsætning til de pulserende, stressede underholdningszoner i andre bydele som Kadikÿ og Beyoglu.

Beboerdemokrati og forankret venstrefløj

Også dette kvarter vil på et eller andet tidspunkt bliver truet af byfornyelsesplaner. Ikke mindst på grund af dets attraktive beliggenhed. Men til forskel fra de andre bydele har Kücük Armutlu en særegenhed, idet de militante, venstreorienterede grupper er stærkt forankret i den lokale befolkning her.

Særlig politisk stærk står den ”Revolutionære Folkebefrielses- front” (DHKP-C), der af regeringen er klassificeret som ”terroristisk”. Fronten er en traditionalistisk marxistisk og leninistisk organisation, hvis organisatoriske forløber var ”Dev Sol” (Det Revolutionære Venstre).

"I sidste konsekvens kan spørgsmålet om, hvilken by vi vil leve i ikke adskilles fra spørgsmålet om, hvilke sociale relationer vi tilstræber, hvilket forhold vi har til naturen, hvilken livstil vi værdsætter og hvilke æstetiske værdier vi ønsker at holde fast i."

(Citat: Geografen og marxisten David Harvey i sin bog ”Rebel Cities – from the Right to the City to the Urban Revolution”. Udgivet af Verso, 2012. 187 s.).

(Artikel er oprindelig offentliggjort i dagbladet Junge Welt,d. 25-01-2014. Oversat og forkortet af autonom infoservice).