Barcelona: Gadekampe efter rydning af det bz’atte hus “Can Vies”

Det autonome sociale center 'Can Vies'
Det autonome sociale center 'Can Vies'

Flere dage i træk har bz’ere og sympatisører nu protesteret imod politiets rydning af  det sociale center ”Can Vies” i Barcelonas arbejderkvarter Sants.

Bygningskomplekset har været besat i 17 år og var et slags ’vartegn’ for den catalanske bz- bevægelse.Mandag d. 26.maj ryddede store politienheder den bz’atte bygning og bulldozere ødelagde huset.

Dette udløste store protester og onsdag aften d. 28. maj eskalerede konflikten mellem op til 7000 demonstranter og riotpolitiet. Ifølge spanske medier blev mindst 30 demonstranter anholdt og 14 såret.

Barcelona, d. 28. maj 2014: 7000 mennesker deltog i protestdemonstration mod rydningen af 'Can Vies'
Barcelona, d. 28. maj 2014: 7000 mennesker deltog i protestdemonstration mod rydningen af 'Can Vies'

 

’Can Vies’ – et populært mødested i arbejderkvarteret

’Can Vies’ ejes af det kommunale trafikselskab TMB og har siden 1997 været bz’at af  aktivister fra byens revolutionære autonome spektrum. Komplekset har i de 17 forgangne år været et slags ’vartegn’ for bz- bevægelsen i den catalanske hovedstad.

Bz’erne har gennem de 17 år opbygget et velfungerende socialt og kulturelt centrum, som blev mødt med stor sympati blandt beboerne i kvarteret i arbejderbydelen Sants. Huset var med sine ugentlige koncerter mødested for byens progressive ungdom. Det var derudover også et sted, hvor der blev arrangeret kurser af forskellig slags, utallige kultur begivenheder  feministiske arrangementer, lokale beboermøder, mv.


Trafikselskabet TMB har nu krævet huset ryddet. Da forhandlingerne mellem bystyret, trafikselskabet og repræsentanter fra ’Can Vies’ ikke førte til noget (bz’ernes krav om et alternativt sted blev afvist), udløste det en rydningsordre. Politienheder startede mandag den 26. maj 2014 med at rydde bygningskomplekset. Derefter ødelagde bulldozere store dele af huset.

__________________

Rydningen udløste vrede protester

Bolignød og tvangsudsættelser er blevet et massefænomen i den spanske stat, siden den konservative, neoliberale regering efter diktat fra den EUropæiske Centralbank, Den Internationale Valutafond og EU-kommissionen har elimineret resterne af socialstaten. Rydningen og ødelæggelsen af det autonome, selvforvaltede ’Can Vies’ var den berømte dråbe, der fik bægeret til at løbe over og eksplodere.

Allerede mandag og tirsdag protesterede tusinder af mennesker mod denne meningsløse nedrivning. Der blev bygget et væld af barrikader. Vrede demonstranter satte ild til en TV-transmissionsbil fra den reaktionære TV3-kanal og til en af bulldozerne (se billede ovenfor th.). Under demonstrationen gennem den indre by, blev mange banker på ruten smadret.

Politiet trængte mandag ind i redaktionslokalerne tilhørende tidskriftet ”La Directa” , hvor nogle demonstranter havde søgt tilflugt fra pryglende politigrupper. Politiet smadrede et stort vindue i redaktionslokalet og sårede flere mennesker med knippelslag.

"Federación de asociaciones de vecinos"
"Federación de asociaciones de vecinos"

”Nabo-sammenslutningen” kræver nedrivningen stoppet omgående

Føderationen af Nabo-sammenslutninger ( Federación de asociaciones de vecinos - FAVB) betegner byrådets afgørelse om at rydde det bz’atte hus som ”et stort idioti” og deres præsident Lluís Rabell kræver i et brev til kommunen omgående stop for nedrivningen af  ’El Centro Social Can Vies’ og en genetablering af husets aktiviteter, samt en genoptagelse af forhandlingerne.

7000 mennesker i vrede protester

Onsdag den 28. maj gik op til 7000 mennesker på gaden for at demonstrere mod rydningen af  ’Can Vies’. Forud for demonstrationen gennemførtes stjernemarcher fra forskellige bydele. Da den samlede demonstration satte igang fra ’Placa Sants’ fik den kun lov til at bevæge sig nogle hundrede meter, før enheder af det catalanske riot-politi ’Mossos d'Esquadra’ ved hjælp af røgbomber stoppede protestoptoget. Efterfølgende kørte politifolk på motorcykler med høj hastighed ind i de flygtende demonstranter, som forgæves forsøgte at standse dem ved at kaste stole fra de omkringliggende caféer foran motorcyklerne.

Derpå blev der bygget barrikader i de nærmeste gader og der blev sat ild til talrige affaldscontainere. Banker og kommunale bygninger fik smadret deres ruder.

Riotpolitiet svarede igen med at affyre gummikugler mod demonstranterne. Spanske medier beretter om mindst 30 anholdte demonstranter.


Ifølge bystyret beløb de materielle skader sig til mere end halvanden millioner euro. Alene i forbindelse med konfrontationen natten til torsdag (29.maj) udbrændte ifølge medierne 62 affaldscontainere. Den spanske paramilitære nationalgarde udsendte 200 betjente for at beskytte de centrale statslige bygninger mod de vrede demonstranter.

Udbredt solidaritet og anklager mod bolig- spekulanter

Den landskendte antropolog Manuel Delgado har udtalt, at de vrede reaktioner på gaden på ingen måde er ”ufolkelige”. Han udtaler i en kommentar til TV- medierne, at boligmarkedets spekulanter er ”en million gange mere destruktive” og årsagen til de eskalerende begivenheder.

Arbejderkvarterets befolkning har ytret en udbredt solidaritet med demonstranterne. Blomsterpotter og spande med vand blev kastet på politiet og beboere åbnede husindgange for flygtende demonstranter. Kvarteret rungede af  råbet “Policia Fora del Barri”(Politiet ud af bydelen).

En gruppe advokater anklager politiet for at have slået de anholdte demonstranter med knipler. Torsdag, den 29. maj forsamlede sig et par hundrede demonstranter foran retsbygningen for at vise deres solidaritet med de anholdte demonstranter og for at kræve dem omgående løsladt.

Solidaritetsdemoer over hele Spanien

Ifølge medieberetninger gennemførtes i over 50 byer protestdemonstrationer mod rydningen af ’Can Vies’. Flere demonstrationer vil finde sted i løbet af weekenden i bl.a. Bilbao, Palma de Mallorca, Valencia, etc. Også i Hamburg er der organiseret en solidaritetsdemo. På lørdag, d. 31. maj vil der igen blive en stor demonstration i Barcelona (kl.19 fra Placa Universitat).

(shaggie, a.l. / autonom infoservice)

Links

Relateret

 

Kommentar schreiben

Kommentare: 0