Da muren blev bygget tværs gennem Berlin ...

Den 13. august 1961 lod den østtyske statsledelse bygge en 45 km lang mur tværs gennem Berlin, den såk. "Antifaschistische Schutzwall”.
Først 28 år senere, den 9. november 1989 faldt muren igen og med den faldt også det østtyske parti - og statsbureaukrati.
I den anledning genoptrykker vi et interview med en østtysk dissident, der var aktiv i DDRs venstreradikale, libertære miljø.

DDRs historie, set ud fra venstreoppositionelle kredse
Nynazistiske hooligans
Subversive antifa og punkmiljøer i DDR

”Jeg forstår Deres spørgsmål på denne måde: At der findes mennesker i Vesttyskland, som ønsker, at vi mobiliserer hovedstadens bygningsarbejdere for at oprette en mur, ja? Øh, jeg er ikke bekendt med en sådan hensigt, for bygningsarbejderne i hovedstaden er hovedsagligt beskæftiget med boligbyggeri og deres arbejdskraft bliver fuldt ud brugt der. Ingen har til hensigt til at bygge en mur.”

Dette sagde DDRs statsrådsformand (regeringsleder) Walter Ulbricht, den 15. juni 1961, på en pressekonference i Østberlin. Blot to måneder senere, den 13. august 1961, startede arbejdet på at bygge muren.

INTERVIEW
med en venstreradikal aktivist, der som ganske ung oplevede en progressiv opposition mod det østtyske bureaukratregime og som deltog i den autonome bz-bevægelse i Østberlin før og efter murens fald.
Vi bringer interviewet i 2 dele pga. dets længde.
Anden del: "De vilde år omkring DDRs sammenbrud"

__________________________________

Interviewet er et uddrag af bogen ”Perspektiven autonomer Politik”, der er udkommet i Tyskland i 2014.

"Ingen magt til nogen!" - frontbanner af den venstreradikale, autonome blok i en kæmpe oppositionel demo i DDR, Østberlin 1989

Venstreradikal politik i DDR er et tema, som der er skrevet meget
lidt om. Kunne du kort fortælle om denne strømnings historie, din historie?

Svar: Der var tilbage i 1950’erne og 60’erne enkelte folk, der ytrede venstreorienteret kritik af den politik, som blev ført i DDR. Mange fik høje fængselsstraffe og nogle blev sågar henrettet for det. De blev på stalinistisk manér betegnet og dømt som ”klasse-fjendens agenter”.

- I slutningen af 1970´erne opstod der, ofte under kirkens beskyttende tag, sammen-slutninger af mennesker som beskæftigede sig kritisk med temaer som uddannelse /pædagogik/skole, kvindernes rettigheder / frigørelse, civil militærnægtertjeneste, anarki, pacifisme, utopiske samfunds modeller, kulturpolitik, etc.

Oppositionel sammenkomst i en kirke i Østberlin

_______________
"Gamle østtyske kommunister græd, da de så hvad der skete i Prag i 1968"

- Da sovjetiske tanks i sommeren 1968 skød på demonstranter i Prag, der demon- strerede for en demokratisk socialisme fra neden, begyndte mit hidtidigt temmelig ukritiske socialistiske verdensbillede at slå revner.

- Jeg så gamle kommunister græde og hørte dem sige, at de ikke havde lidt afsavn og kæmpet for, at mennesker der ville forbedre socialismen, nu brutalt blev skudt sønder og sammen af det ”sovjetiske broderfolk”. *
_______________________________

* Se også autonom infoservice: Prag1968: Frihedens forår

Prag 1968: Sovjetiske tanks knuser "det socialistiske forår" i Tjekkoslovakiet

- Da jeg kom i skole den første dag efter sommerferien, fik vi uddelt et cirkulære fra skoleledelsen, der opfordrede os til at distancere os fra de elever fra skolen, der var blevet anholdt, fordi de havde smidt flyers i brevkasserne. I protest mod det, der foregik i Prag.

- Hvis du ikke underskrev, blev du udvist fra skolen. Du blev opdraget til at opføre dig ærligt og samtidigt blev du straffet for at sige din ærlige mening. Fra det øjeblik af begyndte jeg nøje at undersøge, det som blev sagt og det som blev gjort.

____________________________________

”Næsten alle så og hørte vestlige medier, men fordømte dem, som sagde det offentligt”

- Jeg så mig selv mere og mere omgivet af hyklere, som bag egne fire vægge kritiserede staten, men tiljublede den i offentligheden. Næsten alle så og hørte vestlige medier, men fordømte dem, som sagde det offentligt.

- Mange trådte ind i partiet (Statspartiet “Sozialistische Deutsche Einheitspartei“ – SED, aut.info), for at få en studieplads eller for at lave karriere, skønt de overhovedet ikke var enige med partiets politik.

STASI centralen i 'Ministerium für Staatssicherheit', Berlin-Lichtenberg

- Jeg blev ikke medlem af partiet og afviste under mit studium forsøget på at hverve mig til at virke som meddeler for Stasi. (Staatssicherheit, Ministerium für Staatssicherheit”, i folkemunde også kendt som Stasi, aut.info).

- Derfor blev jeg bortvist fra universitetet. Indtil DDR’s endeligt var det af den grund slet ikke muligt for mig at få en uddannelse eller blive ansat i statslige institutioner. Jeg kunne heller ikke få et job ved de kirkelige institutioner, da jeg ikke ville døbes.

________________________

Muren, der adskilte Øst - fra Vesttyskland
var 45,1 kilometer lang.

Den forrådte revolution

- Midt i 1970’erne kom jeg i kontakt med kunstner-kredse, forfattere, billedkunstnere, sangere, som ikke ville underordne sig den statsligt propaganderede ”socialistiske realisme” (1) og af den grund fik store problemer med at offentligøre deres kunst ucensureret i DDR.

- Gennem disse kontakter blev det muligt for mig at læse bøger, som ikke fandtes i DDR og jeg fik kendskab til Nikita Khrusjtjov’s hemme-lige tale (Som han holdt som formand for Sovjet- unionens ministerråd 1958-64 på det kommunist-iske partis kongres i februar 1956, aut. info).

- I talen berettede han om forfølgelsen af og mordet på tusinder af kommunister efter ordre fra Stalin.
- Bøger som Wolfgang Leonhards ”Die Revo-lution entlässt ihre Kinder”, sange af Wolf Biermann og Bettina Wegner, mv. funderede mit kritiske blik på DDR og styrkede min holdning til, at der lige fra starten gik meget galt i dette land.

I 1973 overtog Erich Honecker magten i DDR og afløste dermed Walther Ulbricht. Dette magtskifte vækkede hos mange håbet om, at der fremover ville være mere tolerance og frisind. Dette håb viste sig dog som en illusion. Senest 1976, da sangeren Wolf Biermann blev frataget sit statsborgerskab.
( I 1976 blev Wolf biermann inviteret af det vesttyske fagforbund IG-Metall til en koncertrejse, som DDR’s myndigheder gav ham tilladelse til. Derefter fik han forbud mod genindrejse i DDR og blev frataget sit statsborgerskab. aut.info)

Her en sang af Wolf Biermann fra denne koncertturné:

Den sociale ulighed

- DDR kæmpede om international anerkendelse som selvstændig stat og var interesseret i en gunstig fremstilling udadtil. Indadtil satsede bureaukraterne på konsum for at ’stoppe munden på befolkningen’.
For dem som havde vestlig valuta, blev der oprettet såkaldte ”Intershops” med
varer, der ellers ikke kunne købes i DDR.

- For dem, som ikke havde vestlig valuta, fandtes der specialitetsbutikker, hvor
man kunne købe mega dyre og sjældne varer. Rentefri ægteskabskreditter som blev reduceret ved hvert nyt barn, bidrog til at mange folk kunne få tilfredsstillet deres materielle behov.

”Socialistiske ventefællesskaber”

- Mens hele landet forfaldt mere og mere, blev der i hoved-staden Berlin gennemført et omfattende boligprogram, som blev udført af fagarbejdere fra hele landet.
Berlin blev forfordelt i alle henseender. I weekenderne eller ved statslige festdage rejste tusinder til hovedstaden for at købe ting og sager, som ikke fandtes i deres respektive hjemegn.

Foran forretningerne - skobutikker, musikforretninger, grønthandlere, etc. - opstod der ofte i folkemund kaldte ”socialistiske ventefællesskaber”, skønt de ventende ofte slet ikke viste, hvad de konkret stod i kø til. Man købte simpelthen, hvad der var muligt. For de fleste var målet at opnå Vestens levestandard.

- Flere og flere fandt sig i denne måde at leve på. Alligevel voksede antallet af folk, som ikke syntes, at behovet for forbrugsvarer var lige så vigtigt som menings– og informationsfrihed. De reflekterede situationen i DDR kritisk, og satte spørgsmålet om rejsefrihed og ucensureret kultur på dagsordenen.

”Berufsverbot”- en fællesnævner for begge dele af Tyskland

- At Wolf Biermann blev frataget sit DDR-statsborgerskab i 1976 så mange som udtryk for magtappa-ratets svaghed og starten på enden af DDR. De som ytrede kritik af staten og partiet blev ofte udsat for forfølgelse og fængsling – mange blev fyret fra deres arbejdsplads.*
______________________

* (En slags ’Berufsverbot’, svarende til den vesttyske stats Berufsverbot for organiserede venstreorienterede i offentlige stillinger. aut.info).

- Samfundskritiske kunstnere blev nægtet adgang til at optræde offentligt og det drev mange til at forlade DDR. De oppositionelle folk som forblev i landet begyndte at udvikle deres egen kultur. For eksempel i form af koncerter, oplæsninger og politiske diskussions-cirkler i private omgivelser.

Oppositionsmøde i Gethsemanekirche i Østberlin

Kirkens rolle

Samtidigt åbnede kirken sig for mennesker, som ikke kunne fordrage de statslige organiserede ungdoms-aktiviteter i masseorganisationerne.
- Der blev arrangeret blueskoncerter, kulturevents med samfundskritiske kunstnere og politiske møder.
- I slutningen af 1970' erne udviklede der sig i disse rammer grupper, som beskæftigede sig med klima -, kvinde - og menneskerettighedsspørsgmål, grupper der forholdt sig kritiske til uddannelses-mæssige – og historiske spørgsmål.

- I løbet af tiden udvikledes derudfra et selvstændigt kulturelt og politisk liv, der fungerede ved siden af de officielle statsligt kontrollerede bevægelser. Dette på trods af, at det statslige stikkerapparat konstant blev udbygget og repressionen blev stadig mere intens.

(Forstør ved at klikke på billedet X ):

- I Jena, Erfurt, Leipzig, Dresden og andre større byer kom det i starten
af 1980’erne til stadigt hyppigere fængslinger og mange blev idømt høje fængselsdomme for ”statsfjendtlig hetz”, ”sammensværgelse”, ”fjendtlige kontaktoptagelse”, ”statsfjendtlig gruppedannelse”. Flere og flere blev
tvunget til at forlade DDR imod deres vilje og det skabte meget frustration,
vrede og sorg hos de tilbageblevne.

- I starten af 1980´erne blev der gennemført såkaldte ”fredsworkshops”
(Friedenswerkstätten), hvor de enkelte grupper kunne præsentere deres aktiviteter. Det fungerede som et slags indre kirkeligt bydelsarbejde med
egne lokaler, hvor der frit kunne diskuteres og afholdes fester. Her kunne
man knytte kontakter til andre aktive grupper og dermed bryde isolationen.

Et af de første underground punkrock bands i DDR

"Vi var på ingen måde ”antisocialistiske”

Hvad var jeres motivation til at føre aktiv oppositionel politik?

Svar: Det var først og fremmest en afmagts-følelse, en længsel efter noget andet end et
liv i det herskende enhedsmønster med al
dets hykleri. Vi nægtede at gøre forbrug til selve livsindholdet. Vi var på ingen måde
”antisocialistiske”.
- Det som det drejede sig om for os var, at forme socialismen, så den blev værd at leve for:
En demokratisk og mangfoldig socialisme med individuel rummelighed. Det handlede om at sætte noget imod den forløjede propaganda,
at påpege modsætningerne, at have det sjovt i livet, at leve selvbestemt.

- Naturligvis hørte vi også musikbandet ”Ton, Steine, Scherben”, og deres sang ”Keine Macht für Niemand” var for mange af os ret så inspirerende.
Et revolutionært perspektiv havde vi ikke, og ingen troede, at DDR en gang ville opløses i et Stortyskland som det skete i 1989/90.

Hvordan var I organiseret?

Cafe i "Umweltbibliothek" i Prenzlauer Berg

Svar: Vel, som allerede nævnt, dannede der sig i slutningen af 1970´erne, mest i ly af kirken, enkelte grupper med en masse samfunds-kritiske temaer.
I mange kirkemenigheder udviklede der sig et åbent ungdomsarbejde, som i årevis kæmpede for egne lokaler.

- I ”Erlöserkirche” i bydelen Berlin-Lichtenberg blev der jævnligt organiseret sammenkomster, hvor f.eks. byens punkmiljø hinsides statslig repression kunne arrangere koncerter eller møder med temaer som antifa aktioner mod de østtyske neonazimiljøer, om anarki, osv.
I den østberlinske menighed omkring ”Zionskirche” blev det venstreradikale, autonome ”Umweltbibliothek” grundlagt.

En gang om året gennemførtes de allerede nævnte ”fredsworkshops” med store fester for børn og unge, punkkoncerter, filmfremvisninger, udstillinger, foredrag, litteraturforelæsninger, etc.
Samtidigt trådte kirkeledelsen i dialog med staten, for begge sider var interesserede i en forbedring af det spændte forhold, de havde til hinanden. Det var et chok for de mange basisgrupper, da kirkeledelsen i juni 1987 proklamerede, at de ville udelukke grupperne fra kirkens territorium og lukke fredsworkshop-initiativerne.

”Kirken fra neden” blev dannet

Repræsentanter fra basisgrupperne mødtes siden foråret 87 regelmæssigt og dannede initiativet ”Kirkedag fra neden”.
I den forbindelse bz’atte de en egnet kirke. Skønt informationer i DDR fortrinsvis blev formidlet gennem mund-til mund- propaganda, deltog hundrede besøgende i info-møder, i koncerter, til filmaftener.
- Ud fra denne ”Kirkedag fra neden” dannedes bevægelsen ”Kirche von unten" (Kirke fra neden), der fik tilslutning fra grupper fra hele DDR. Bevægelsen bestod over- vejende af ateister. Det var under seje forhandlinger med kirkeledelsen, at vi fik lov til at benytte egne lokaler for at kunne udvikle et uafhængigt politisk og kulturelt liv. __________________________________________

"Arrangementsgruppe der bl.a. lavede solidaritets
koncerter for de politiske fanger i Vesttyskland ..."

Hvordan udviklede det hele sig videre?

Svar: ”Kirke fra neden” kom til at bestå af et væld af forskellige grupper: Kvinde grupper, en kirkekritisk teolog gruppe, teatergruppe, bargrupper, infogruppe, juridisk gruppe, forhandlingsgruppe ift. kirkeledelsen, arrangementsgruppe der bl.a. lavede solidaritetskoncerter for de politiske fanger fra bl.a. byguerillagrupperne RAF og 2. junibevægelse i Vesttyskland, for jordskælvsofrene i Armenien, etc.

- Derudover måtte vi konstant forholde os til de statslige overgreb og chikaner.

Solidaritetsmøde med de kriminaliserede aktivister fra 'Umweltbibliothek'

”Ransagninger og fængslinger”

Stasi'erne ransagede Umweltbibliothek’s kælderlokaler og beslaglagde trykke- maskinerne med den begrundelse, at den ”illegale avis" Grenzfall var blevet trykt på disse maskiner. Alle der tilfældigvis var tilstede ved ransagningen blev anholdt og fængslet.
Det resulterede i daglige solidaritets-manifestationer ved Zionskirche i Berlin. Kirken blev døgnet rundt bevogtet af et kæmpe stasi-opbud. Det var fantastisk at opleve, at folk spontant kom til os med sandwich og anden mad.

- Der blev organiseret en demo imod forbuddet af ”Sputnik” – et tidsskrift, som siden Gorbatjov kom til magten i Sovjetunionen, beskæftigede sig med spørgsmål som glasnost (åbenhed) og perestrojka (forandring/omstrukturering). Selvfølgelig blev demonstrationen også forbudt.

- Flere aktivister deltog i den årlige Rosa Luxemburg / Karl Liebknecht-demoen i 1988 med skilte, hvorpå der stod Rosas berømte citat: ”Frihed er altid også frihed for den anderledes tænkende”. Med det resultat at folk blev anholdt og ofte dømt til hård fængsel straffe...

Protester mod den ”Internationale Valutafond”

Der blev iværksat diverse solidaritetsinitiativer med disse fængslede indtil det kom frem, at de fleste af dem havde tænkt sig at lade sig udvise til England. Dette forårsagede kontroversielle diskussioner i solidaritetsgrupperne.

- Dertil kom anti- IVF kampagnen i 1988 som mange af os deltog i i DDR.

______________________________________________

( Den Internationale Valutafond afholdt i dette år sin internationale kongres
i Vestberlin. 80.000 deltog i Vestberlin i protesten mod IVFs politik. Deriblandt
en international blok af autonome fra hele Vesteuropa med omkring 12.000 deltagere. Også fra Danmark deltog et par grupper fra det autonome miljø
og bz-kredse, deriblandt nogle folk fra det nuværende autonom infoservice. ).
________________________________________________

- Der blev lavet en omfattende pjece om IVF ifm. med denne anti-IVF kampagne.
I kampagnen deltog bl.a. en gruppe fra Sydafrikas anti-apartheidbevægelse. Aktivister fra ”Kirke fra neden” – placerede sig foran Pergamon museet som nogle IVF-bureaukrater ville besøge i Østberlin. Det blev en meget stressfyldt situation for os: Vi blev allesammen hevet op i lastbiler og kørt til Stasi-centralen, med efter-følgende forhør og kropsvisitationer.
- Der blev også initieret kampagner mod de umenneskelige forhold i Rumænien,
i solidaritet med de fængslede aktivister af ”Charta-77” i det daværende Tjekko-slovakiet, imod valgfusk i DDR i maj 1988, samt protest manifestationer mod nedskydningen af studenterne og arbejderne på Tiananmen Pladsen i Beijing i
1989. Hvordan det videre gik, er en kendt sag og der findes tilstrækkeligt kritisk litteratur om det...

Hvordan udformede jeres antifa arbejde sig i DDR?

Svar: Vel, nazier eller nazi-hooligans blev fysisk angrebet af os, men der foregik selv-følgelig også en indholds-mæssig intervention.
Da en gruppe på ca. 15 nazier overfaldt de besøgende ved en koncert med bl.a. ”Element of Crime” i Zionskirken i oktober 1987 skete det, mens politi og Stasi-enheder var tilstede.

I pressen kunne man dagen efter læse, at det drejede sig om ”Nazier fra Vesten”, fordi neonazis officielt ikke eksisterede i det ’antifascistiske’ DDR. I modsætning til punkerne fik nazierne næsten ingen problemer med statsmagten – de ”så ordentlige ud”, passede deres arbejde, og lod sig som regel indrulle i hæren.

Derimod kom det hele tiden til konfront-ationer mellem punks og nazier. Særlig
i Thüringen fandtes der stærke nazi grupper.
- Når der blev arrangeret koncerter var det altid nødvendigt at organisere en ordensvagt ved indgangene. DDR var ligesom en landsby, hvor alle kendte alle.

Researcharbejde var altså ikke nogen prioritet i vores antifa engagement.

Billede tv.: Berlin-Lichtenberg 1990: Demonstration mod "Nationale Alternative"

Billede th.: Nazi-fodboldhooligans på Berlin-Alexanderplatz i DDR

_____________

2. del af interviewet: "De vilde år omkring DDRs sammenbrud"

(Uddraget af interviewet er oversat fra bogen ”Perspektiven autonomer Politik”, udgivet på Unrast Verlag , maj 2010. Interviewet er oversat af folk fra autonom infoservice).

Noter

Socialistisk realisme er i modsætning til den kritiske realismes pessimisme, optimistisk, og helten eller den centrale skikkelse er en «positiv» skikkelse, som læseren eller tilskueren kan identificere sig med.
De store realistiske forfattere og kunstnerne fra det 19. århundrede har ofte tjent som stilidealer. Skellet mellem kritisk og socialistisk realisme blev slået fast på forfatterkongressen i Sovjetunionen i 1934.
Det stalinistiske bureaukratis krav om indførelse af socialistisk realisme som norm, havde som konsekvens, at den eksperimentelle og modernistiske kunst og litteratur blev fordømt og som regel kriminaliseret.
Den ”socialistiske” realisme blev vedtaget som norm for alle kunstneriske ytringer i Sovjetunionen og som ideal for socialistisk orienterede kunstnere i alle andre lande.

Relateret

Anarkiets korte sommer i DDR
I et interview fortæller en tidl. bz’er som var medlem af bz-rådet om de vilde dage i Østberlin og de efterfølgende konfrontationer med den vesttyske statsmagt.