- Interview med en tidl. østtysk BZ’er om efteråret 1989 (2.del)
”Jeg havde den indstilling: Staten i DDR er bedre end staten i Vesten – især når det drejer sig om de økonomiske eksistensbetingelser.
- Men i takt med mit politiske engagement måtte jeg erkende, at et valg mellem staten i Øst og staten i Vest var som et valg mellem ’pest og kolera’.
- Da jeg havde beskæftiget mig med temaer som stalinisme, repression i DDR og alternative samfundsmodeller kom jeg ganske hurtigt frem til en grundlæggende statsmagtskritik ...”
- ”Efter murens fald krøb mange neonazier ud af deres huller ...”
- Hvordan var året 1989 ...?
"Charlie": I efteråret ’89 kulminerede begivenhederne. ”Neues Forum” og bevægelsen ”Vereinigte Linke” blev dannet.
”Halvdelen” af DDRs befolkning skruppede af. De rejste via Ungarn og Prag til Vesten. Mange af dem som blev tilbage, drømte om en ’socialisme fra neden´.
- Den 7. oktober 1989 slår statsmagten endnu engang til og politiet prygler ind på demonstranterne. Egon Krenz afløste Erich Honecker (DDRs hidtidige stats – og partileder,
aut.info) og bureaukraterne efterplaprede folks kritikker og håbede dermed at redde regimet.
- I Leipzig og andre byer gennemførtes ”mandagsdemonstrationer”, som stadig flere mennesker sluttede op om. På trods af at det var usikkert, hvordan statsmagten ville reagere.
_______________________________
Fra ”Vi er folket” til ”Vi er ét folk”
- I Berlin gennemførtes den 4. november på Alexanderplatz den største demo nogensinde i DDRs historie. Mange i denne demo demonstrerede for drømmen
om en ægte socialisme. I starten af demonstrationerne hed det ”Vi er folket”, senere slog det dog om til sloganet ”Vi er ét folk”. Den 9. november 89 blev muren så
åbnet.
- Stemmerne der krævede en fælles tysk stat blev stadig mere højlydte og mange oppositionelle muterede til ”borgerrettighedsaktivister”. De var tydeligvis først og fremmest ude på at gøre politisk karriere.
De som blev ved at tale om en alternativ, demokratisk socialisme blev hylet ud i mange sammenhænge.Hele befolkningen var på dette tidspunkt i færd med at nydefinere sig i denne samfundsmæssige
opbrudstid.
- Opositionsgruppernes tilhængere handlede således på forskellig måde: Ved at besætte huse og lave antifascistisk arbejde da nazierne kom nu ud af deres huller.
Stasi-centralen blev besat og aktivisterne sikrede sig de arkiverede sagsakter. Der blev dannet partier og borgerinitiativer. Mange deltog aktivt i åbne debatfora og blev kastet ud i personlige og jobmæssige nyorienteringer.
- Største delen af DDRs befolkning var tilsyneladende indstillet på at slutte op bag den vesttyske valuta og BRD-staten, men næsten alle havde de meget forskellige illusioner om, hvad det indebar...
_____________________
Skrantende samarbejde mellem vest- og østautonome
- Hvordan har du oplevet tiden efter 1989? Heriblandt samarbejdsmuligheder med de autonome fra den vestlige del. Var der en ’nysgerrighed’ overfor jeres kampe, planer, strategier?
"Charlie": På dette tidspunkt fandtes der stadigvæk ”Kirche von Unten” og deres mødesteder eksisterede. Jeg mindes den store kreds, som forberedte demoen den 3. oktober 1990. Her arbejdede autonome fra Øst og Vest sammen på et fælles projekt. Men det blev meget hurtigt klart, at de fra Vesten allerede havde alt færdigt og parat.
- De var ikke synderligt interesseret i diskussioner og indholdsmæssig med os fra Øst. Demoens slogan ”Deutschland halt’s Maul” (Tyskland hold kæft) trak de pludseligt ud af ærmet. Der var ingen fælles diskussion om det. I demonstrationen derefter var vi opdelt i øst – og vestautonome. I hver sin blok:
_________________________
Apropos, her er en info om dette tema :
Bild Zeitung, d. 10. september 2014:
“ Polizei Hannover in Alarmbereitschaft: 1000 Autonome wollen Einheitsfest stören“
__________________________
- I tilholdsstederne som hørte til ”Kirche von Unten” blev der stadig arrangeret diverse møder. For eksempel om de vesttyske byguerillagrupper ”2. juni- bevægelsen” og RAF, om husbesættelserne, om utopier og frirum, om det nye Stortyskland, etc. Det blev også til nogle coole koncerter. Altsammen meget vel besøgt.
- Med de vesttyske autonome var der kun meget lidt samspil. Særligt de unge antifa-aktivister og bz’ere fra Øst følte sig temmeligt belært af de vestautonome.
- Mange autonome fra Vesten opførte sig som om, de alene besad de vises sten. Men okay, der var selvfølgelig også nogen, som var meget begejstret for de
vest-autonome.
__________________
”Ingen havde regnet med, at DDR sådan bare kunne forsvinde”
- Bz’ere var der mange af. Alle dem der i DDR tiden havde drømt om et andet liv, kunne nu virkeliggøre deres drømme. Det var en vidunderlig opbrudstid! Der fandt en masse fælles demonstrationer sted, men målrettede strategiske diskussioner løb ud i sandet. Rigtig mange måtte omorientere sig, mange tidligere netværk var brudt sammen og man måtte begynde forfra.
- Hver især var optaget af sit eget tema – det kunne være Stasi, parlamentarisme, huskampe eller uddannelse og karriere. Ingen havde regnet med, at DDR sådan bare kunne forsvinde. Der var mange, som ikke var i stand til at finde et nyt ståsted for deres politiske engagement, efter at DDR var brudt sammen. Det var simpelthen for vanskeligt at genfinde sig selv i de politiske landskaber, som Vesten bragte med sig.
___________________
”Efter murens fald krøb mange neonazier ud af deres huller”
- Hvordan oplevede du de racistiske pogromer i begyndelsen af 90’erne?
"Charlie": Efter murens fald krøb mange nazier ud af deres huller. Derfor var mange BZere først og fremmest optaget af at forsvare de BZatte huse og frirum for nazioverfald. Den erfaring, at nazierne skrubber af, hvis de får ordenligt tæsk, foranledigede at mange venstreorienterede aktivister begyndte at dyrke kampsport.
- Min ven Silvio Meier (se billede nedenfor) var det desværre ikke til megen nytte, da han i 1992 blev stukket ihjel af nazier på en U-bahn station i Berlin. Det skabte en enorm vrede og stor sorg:
- De racistiske pogromer i starten af 1990’erne kom ikke som nogen overraskelse for mig. Som konsekvens af den konservative Helmut Kohls / CDUs politik og den frembrusende nationalisme, kunne fascisterne udbrede sig og organisere sig.
- Deres paroler faldt i god jord hos mange såkaldte ”almindelige mennesker”. Overfald på indvandrere fandt også sted før murens fald.
I DDR blev de diskrimineret og behandlet som 2. rangs borgere der i høj grad måtte leve isoleret fra resten af samfundet.
Det som skete i begyndelsen af 90’erne var en tvangsmæssig udvikling og politisk blev det taget med i købet. Nazierne profiterede i høj grad af det nye Stortyskland og de ’frirum’, som det skabte for dem.
- I Vesten var der jo en del af venstrefløjen, som så meget positivt på ”realsocialismen” i DDR. Hvordan var dit forhold til staten?
"Charlie": Jeg havde den indstilling: Staten i DDR er bedre end staten i Vesten – især når det
drejer sig om de økonomiske eksistensbetingelser. Men i takt med mit politiske engagement måtte jeg erkende, at et valg mellem staten i Øst og staten i Vest var som et valg mellem pest og
kolera.
- Da jeg havde beskæftiget mig med spørgsmål som stalinisme, repression i DDR, anarkisme og alternative samfundsmodeller kom jeg ganske hurtigt
frem til en grundlæggende statsmagtskritik.
- Du lever stadig i den østlige del af Tyskland. Er det meget forskelligt fra den vestlige del af landet?
"Charlie": : Folk i øst og folk i vest har mange fordomme om hinanden og forholder sig ofte arrogant overfor ’de andre’. Mange folk fra det vestlige Tyskland har stadig ikke en fjerneste anelse om, hvad der foregår her i den østlige del af landet.
- Der er en del, som mener at folk i øst selv er skyld i deres elendighed og bare ikke gider at arbejde. Fælles for alle er jagten på konsum. Hverken her eller der
er der fokus på:
Hvordan kan jeg selvbestemt skabe mit liv i solidaritet med andre? Men opløftende er det er der trods alt udvikler sig hus-projekter med leveformer, som var
utænkelige i DDR tiden.
- Ikke fordi jeg tror der er andre betingelser for venstreradikal politik her end i det vestlige Tyskland. Problematisk for de fleste er individuali-seringen, den økonomiske hierarkisering, konkurrence- og præstationsræset i en form, som slet ikke eksisterede i DDR.
Der hersker en udbredt distance til staten, men det gør mig betænkelig, at der er et så udbredt ønske om, at ”politiske autoriteter ” skal løse problemerne. Hvordan det hele udvikler sig er ikke godt at vide....
(Uddraget af interviewet er oversat fra bogen ”Perspektiven autonomer Politik”, udgivet på Unrast-Verlag, maj 2010. Interviewet er oversat af folk fra autonom infoservice i 2014).
______________
Første del af interviewet: For 30 år siden: ”Vi ville opbygge et andet, basisdemokratisk DDR...”
autonom infoservice