Assata Shakur: Åbent brev til medierne

Da USA og Cuba for nyligt genoptog de diplomatiske forbindelser blev skæbnen mere end uvis for den afro-amerikanske revolutionær Assata Shakur, der lever i politisk eksil i Cuba.

USA kræver hende udleveret. Indtil videre har de cubanske myndigheder overhørt dette krav. Nogle iagttagere frygter dog, at udleveringen af Assata Shakur indgår i de løbende forhand-linger.

• Assata Shakur: Åbent brev til medierne
• Den schweiziske anti-imperialist Marc Rudin anmelder Assata Shakurs selvbiografi ”Assata”.

I det følgende fortæller Assata Shakur i et åbent brev til medierne om hendes liv som afro-amerikansk revolutionær i USA.

Om hendes dramatiske anholdelse i 1973 og den efterfølgende retsproces. Hun blev anklaget for at være ledende i den afro-amerikanske byguerillagruppe ”Black Liberation Army” og i 1977 dømt til fængsel på livstid plus 33 år.

I 1979 blev hun befriet fra et amerikansk højsikkerhedsfængsel. Nogle år senere lykkedes det for hende at flygte til Cuba i eksil.

”Jeg har været politisk aktiv det meste af mit liv, og selvom den amerikanske regering har gjort alt hvad den kunne for at kriminalisere mig, er jeg ikke kriminel og har heller aldrig været det.

I 1960’erne deltog jeg i diverse kampe: Den sorte befrielses-bevægelse, studenterbevæg- elsen og bevægelsen mod krigen i Vietnam. Jeg blev del af Black Panther Party.

I 1969 var Black Panther Party blevet den højst prioriterede bevægelse i FBIs COINTELPRO program. (1) Fordi Black Panther Party krævede den totale frigørelse af de sorte, kaldte J. Edgar Hoover * det ”den største trussel imod landets indre sikkerhed” og svor, at han ville ødelægge organisationen og dens ledere og aktivister. (…)

________________________

* (John Edgar Hoover var chef for det amerikanske forbundspoliti FBI i 48 år fra 1924 til sin død i 1972 J. Edgar Hoover krediteres for at have opbygget FBI som et effektivt overvågnings - og repressionsapparat. Aut.red.) 

• Anholdelsen

Den 2. Maj 1973 blev jeg, sammen med Zayd Malik Shakur og Sundiata Acoli stoppet på New Jersey motorvejen, angiveligt på grund af en ”defekt baglygte”. Sundiata Acoli steg ud af bilen for at få afklaret, hvorfor vi var blevet stoppet. Zayd og jeg forblev i bilen.

Politibetjent Harper kom hen til bilen, åbnede døren og begyndte at udspørge os. Fordi vi var sorte, og kørte med Vermont nummerplader, hævdede han, at han blev mistænksom.

Så trak han sin pistol, sigtede mod os og sagde, at vi skulle løfte vores hænder, så han kunne se dem. Jeg adlød og i et splitsekund, hørte jeg en lyd udefra, så en pludselig bevægelse, og jeg blev skudt en gang, mens jeg holdt mine hænder i vejret og derefter endnu en gang i ryggen. 

Umiddelbart efter blev Zayd Malik Shakur og politimanden Werner Foerster dræbt. Selvom betjent Harper indrømmede, at han skød og dræbte Zayd Malik Shakur under henvisning til ” The New Jersey Felony Law”, blev jeg anklaget for at have dræbt både Zayd Malik Shakur, som var min tætteste ven og kammerat, samt politimanden Foerster.

Også Sundiata Acoli som blev anholdt på et senere tidspunkt, blev ligeledes anklaget for begge drab. Selvom han også var ubevæbnet og den pistol, der blev brugt til at skyde politimanden, blev fundet under den dræbte Zayd Malik Shakur.

Hverken Sundiata eller jeg fik en fair retssag. Vi blev begge dømt i medierne lang tid før vores retssag fandt sted. Ingen nyhedsmedier fik lov til at interviewe os, selvom politiet i New Jersey og FBI dagligt fodrede dem med historier.

I 1977 blev jeg dømt af en helt hvid jury. Dommen var fængsel på livstid plus 33 år. Jeg var bange for at blive slået ihjel i fængslet og jeg vidste med sikkerhed, at jeg aldrig ville opleve retfærdighed.

I 1979 blev jeg befriet fra fængslet, reddet af kammerater som forstod dybden af uretfærdigheden i min sag og som også frygtede for mit liv. (…)

Vi har ingen stemme, så I må være de stemmeløses talerør. Ligesom de fleste andre fattige og undertrykte folk i USA, har jeg ingen stemme. Sorte og fattige i USA har ingen rigtig ytringsfrihed, ingen rigtig frihed til at udtrykke sig og meget lidt pressefrihed.

De sortes medier og de progressive medier har historisk set spillet en essentiel rolle i kampen for social retfærdighed. Vi er nødt til at fortsætte og udvide denne tradition. Vi må skabe medier, som kan hjælpe med at uddanne vores folk og vores børn og ikke ødelægger deres sind.

Noter

1) COINTELPRO. FBI optrappede chikanen af venstrefløjen i USA, da bureauet i 1956 oprettede ”Counter- intelligence Program”. Formålet med COINTELPRO programmet at eliminere de grupper og organisationer, der blev udpeget som mål. Der blev anvendt metoder som infiltration, konstruktion af interne intriger (bla. ved at fabrikere falske breve), anonyme angivelser, politiets opsøgen af observerede på deres arbejdsplads, voldelige overfald og sågar mord (”License to kill”).

_______________________

'Assata' - boganmeldelse af Marc Rudin

Marc Rudin (schweizisk statsborger) var politisk fange i Danmark i årene 1993 - 1997.

Mens Marc sad fængslet i Horsens Statsfængsel skrev han følgende boganmeldelse til tidsskriftet AUTONOMI – ' tidsskrift for daglig sabotage mod den herskende orden', nr. 29/30 – forår 1994 (udgivet af Autonomi-kollektivet).

________________________

" Med Assata Shakurs selvbiografi fik jeg en bog i hænderne, som virkelig går ind under huden. En afro-amerikansk kvinde skildrer helt usminket sit liv. Samtidigt er det et stykke af USAs nyere historie.

Det særlige ved bogen er, at dette stykke historie ikke forbliver isoleret som sådan. Det er historien om politisk kæmpende mennesker, der forsøger at ryste det imperialistiske / kapitalistiske system, når

de forstyrrer ”roen” i imperialismens, i bæstets, indre.

Repressionsmekanismerne ligner hinan-den overalt, også selv om de måske træder tydeligere frem i USA end i andre stater. Således har jeg som politisk fange hele vejen i gennem bogen konstateret, at det var præcis det samme for mig, at jeg oplevede det netop sådan, som Assata gjorde:

I fængslet danner man sig et beskyttel-seslag for at kunne håndtere de problemer, som opstår i et fangenskab. Assata giver ganske enkelt anvisninger på, hvordan man kan stå det igennem i fængslet. Hvordan man kan imødegå særforanstaltningernes vilkårlighed.

Det er alt sammen skildret meget ligetil og bogen er let at læse. Afvekslende er den også, for den skifter mellem kapitler om tiden efter hendes anholdelse og kapitler om hendes liv siden barndommen. Altsammen løsnet op af digte, som hun skrev i fængslet. I begyndelsen havde jeg det lidt svært med digtene. Måske fordi de kulturbestemte forskelle kommer kraftigere til udtryk her, måske fordi sådanne digte praktisk talt ikke er til at oversætte. ( Marc læste den tyske udgave af Assatas selvbiografi. aut.info).

Men der var et digt, som jeg fuldstændigt kunne identificere mig med. Det handler om hendes identitet som revolutionær:

____________________

• Ja, jeg forstår, at jeg
• er en smule umoderne.
• De som er ”in”, kan ikke
• forholde sig til mig.
• Der var nogen, som sagde,
• at jeg havde alt for meget
• af de sortes 60er stil over mig.
• Andre sagde, at jeg ikke var modnet.
• Det passer, jeg har
• ikke glattet mit hår.
• Har ikke opdaget øjenskyggen på ny.
• Og det passer også,
• at jeg stadig holder af afrikanske
• skulpturer, tøj og MENNESKER.
• Det passer også,
• at jeg først og fremmest
• tænker over kampen.
• Og jeg taler stadigvæk om disciplin
• - min vrede er ikke forsvundet.
• Og jeg kan ikke fordragedet gamle El Dorado.
• Og jeg er ikke enig i det med
• ”Vi-er-allesammen-i-samme-båd”.
• Og jeg synes ikke om Rockefellers.
• Og jeg kalder et svin for et svin.
• Og 'party', synes jeg, er der kun en gang imellem.
• Ihvertfald er jeg meget glad for,
• at jeg er noget umoderne.

                                - digt af Assata Shakur -  

Også scenerne fra retssalen og pressens domfældelse på forhånd er meget levende beskrevet. Minder mig på mange måder om mine egneerfaringer.

I en forhandlingspause elsker Assata med en medanklaget kammerat og bliver gravid. Meget indtrængende beskriver hun graviditeten i fangenskab. Hendes kamp for at føde barnet. For at sætte noget levende op moddet dødbringende fængsels-system. Et håb om, at livet går videre – at det ikke lader sig ødelægge. Barnet er noget, de ikke kan tage fra hende og det giverhende styrke.

Ud fra den nuværende situation synes noget tankegods fra 'Black Moslems', som Assata i begyndelsen af 70'erne tillægger ret meget betydning, dog at være ret forældet. Det ser noget naivt ud for os idag. Men netop i kraft af at hun åbent fremlægger det hele så autentisk med alle sine modsætninger, bliver bogen læseværdig, fordi det er ’historie fra neden’ .

Også Black Panther Party, som Assata var medlem af, beskrives som den størrelse, det reelt var – uden at begrænsningerne og fejlene fortrænges. Assata lægger en stor ærlighed for dagen. Om hendes spektakulære flugt fra højsikkerhedsfængslet får vi kun at vide, hvordan viljen til flugt modnes i hende.

Derudover præges bogen af et meget smukt element af afrikansk tradition og kultur, som stadig lever blandt den afro-amerikanske befolkning i USA. En drøm fra hendes bedstemor ser ud til at være et vigtig motiv for konkretisering af flugten fra fængslet. Assatas følelser, den dybe forbundethed med og taknemlighed overfor befolkningen i hendes eksil-land Cuba beskriver hun udførligt og troværdigt i den sidste del af selvbiografien.

Disse beskrivelser minder mig meget om det, som jeg i eksil oplevede i forhold til det palæstinensiske folk. "

 - Marc Rudin, Horsens Statsfængsel, forår 1994 -

______

Relateret

• 'Weather Underground' – militant modstand i USA , del 1 og del 2
• Mumia Abu-Jamal: ”Årtiers repression mod Move-aktivister” 
• USA: Aktionsdag for løsladelse af Leonard Peltier