David Harvey: ”Vi må finde nogle mere slagkraftige løsninger”

• INTERVIEW med David Harvey  

" For os i metropolerne er arbejdet ikke bare blevet mindre, det er blevet betydeligt vanskeligere overhovedet at finde et job, som kan ernære en.
Men selv om det forekommer os, at vi arbejder mindre, er vi som ubetalte med-producenter hele tiden i arbejde: 
Vi køber i selvbetjeningsbutikker, tjekker selv ind i lufthavnene, lader os rådgive på internettet, som vi selv har proppet med informationer, etc. 
For den kapitalistiske klasse er dette fremragende. Produktionsomkostningerne bliver ekstrem reduceret og samtidigt holder det os i gang døgnet rundt ... "                      

David Harvey: Det er ikke noget særligt populært aspekt i ortodokse kredse. Nogen, som for eksempel den franske marxistiske filosof Louis Althusser, betegner idéen om fremmedgørelse som et skinbedrag. 
Men hvis vi vender blikket på den unge generation - de lever i et samfund, der gør ligesom om forlængst afskaffede regler stadig er gyldige.
De får at vide, at opsparing til pensionen kan betale sig, at deres præstationer og kreativitet vil bringe dem fremad i livet - og masser af lignende floskler. Men i virkeligheden er det alt sammen kriterier, som er udhulet for længe siden og de 20-årige kan slet ikke knytte an til dem.
- Kapitalismen, jævnfør dens vigtigste led, nemlig kapitalakkumulationen, fungerer nu på en helt anden måde. – Og de unge mennesker véd det udemærket. 

• Hvad der visse steder i din bog irriterer er, at du ytrer en vis forståelse for reformorienterede / venstrereformistiske ansatser. En noget udglattende fremgangsmåde for en revolutionær marxist…

David Harvey: Synes du?

• Ja. Er det ikke det spørgsmål, som venstrefløjen har bakset med de sidste 100 år? En reform-strategi kontra en umiskendelig revolutionær målsætning? En reformist tenderer som regel til den første variant, en antikapitalist må da tilstræbe det sidstnævnte.

David Harvey: Så må jeg præsentere endnu en modsætning: Jeg interesserer mig for revolutionære reformer. Vi har brug for et rum, som transformationsprocessen kan starte ud fra. 
Det drejer sig om betingelserne, hvorunder produktivkræfterne kan regenerere sig, så vi selv får en mulighed for at tage over.

_____________________________     
"Nogle kan dårligt nok adskille job og privatliv, andre slider
sig op for overhovedet at komme ind på arbejdsmarkedet" 

- Der findes passager i ”Das Kapital”, hvor Marx skriver, at friheden er mulig, når de nødvendige forudsætninger er opfyldte.
En fantastisk utopi.
 Til afslutning skriver han: ”Reduktionen
af arbejdstiden er et første skridt i den rigtig retning..."  En temmelig reformistisk ansats – fra den mest 'marxistiske marxist'  nogen-sinde, Karl Marx himself. 

- Arbejdstiden er også i dag et brandaktuelt tema. Nogle kan dårligt nok adskille job og privatliv, andre slider sig op for overhovedet at komme ind på arbejdsmarkedet.
Vi arbejder mindre og har mulighed for at skabe os mere tid til andet end lønarbejde. Men såkaldte innovationer tager denne tid fra os igen. 

- Et typisk eksempel er Facebook: Vi konsumerer det, men samtidigt bidrager vi til at det fungerer. Vi er således med til at producere det, vi frembringer merværdi – en gevinst, som andre tager til sig.
Det er en kapitalakkumulation gennem ekspropriation: Man stjæler vores tid. Kapitalen vil konstant beskæftige os. Folk, der har tid til at reflektere, er det sidste som kapitalen har brug for. Særligt i den kritiske fase, som vi befinder os i nu... 

• Og så hengiver vi os til 'Farmville' og 'Whats app', "House of Cards", 'date-portaler' og ’Smart Watches’ – altså alle mulige ting, som vi tror, vi har brug for og som vi gensidigt holder hinanden i skak med. Er det den kulturelle produktions succesbølge, som du nævner i bogen?

David Harvey: Ja. Mange mennesker hopper – også forbløffende villigt – på det markeds-førte segmentet ”følelser og sundhed”, efter devisen: ”Vær moderne – vær dit eget problem”.                     

”Buy one, get one free”...

- Kapitalismen producerer eller konstruerer sygdomsbilleder og væremåder, fra ADHD (”Attention Deficit / Hyperactivity Disorder” = opmærksomhedsforstyrrelser, aut. info) til det såkaldte Snehvidesyndromet til laktose-intolerance, osv. Og straks tilbyder de tilsvarende medikamenter, terapier, special levnedsmidler, puder, lamper, etc. i en helhedspakke:
Her giver vi dig dit personlige problem, nu har det endeligt fået sig et navn – og her har du så den passende kur. ”Buy one, get one free”... 

• Præcis. Det ser ud til, at det går dig rigtigt på nerverne.

David Harvey: Ja, det gør. Jeg konstaterer, at lysten til at organisere sig sammen med andre, ikke er særlig udpræget idag. Folk vil hellere betragte sig selv som strålende enere, der tørster efter individuel pleje.
De fleste har svært ved at erkende, at de blot er en af alle de mange mennesker, som lever under usikre og prekære forhold. Også i de rige vestlige lande findes der et hastigt voksende ”akademisk proletariat”. Men der sker ikke noget særligt fra denne kant.

- Det har vel også noget at gøre med angsten for det endegyldige tab af deres status. Mange bærer stadig væk rundt på deres fantasi om en mellemlagseksistens, selvom de materielle forudsætninger herfor til stadighed bliver ringere.

- Lad os altså tale om selvorganiseringen. Og lad os tage den gode gamle stålarbejder som et eksempel. Han blev stærkt udbyttet, men han var klar over sin position og havde udviklet en vis stolthed over den. 
- Hele arbejderlitteraturen, den proletariske  kultur med dens klassekamp-traditioner bevidner dette.  Og sandt nok kunne stålarbejderne, som gennemgående var fagligt organiseret, tilkæmpe sig en hel del under arbejdskampene i det 20. århundrede.   
Stålarbejderne havde en klasseidentitet. Men: Disse jobs findes som bekendt ikke længere i dag – og de vil heller ikke vende tilbage. 
I andre dele af verden, hvor disse jobs nu er blevet placeret, kan vi se deres realitet: 10 til 14 timers dagligt arbejde i en kulmine, som til hver en tid kan brase sammen. Et sådant arbejde kan vi med fuld alvor ikke ville have tilbage.

David Harvey: Det som jeg ville hen til er: Stålarbejderen findes stadig væk. Men nu arbejder personen i en restaurant og producerer merværdi, ligesom  kollegaen i fabrikken, i virk-somheden. 
I dag er stålarbejderen en ansat der fremstiller burgere eller brygger cappuccinos. Overalt skyder caféer og restauranter frem, i alle pris-klasser. En proces, som finder sted samtidigt med gentrificeringen af byerne.
Man kan så spørge: Hvem skal spise og drikke alt dette? Hvem er disse mad – og drikkesteder lavet til? Men som vi kan se, er de godt besøgt.
               _____________________________________________

Hvis vi vil have et nyt billede af arbejderklassen i Marx’s definition: Lønarbejdere på hoteller, i pizzaservice, coffeeshops, seven elleven, osv. , så er det i denne retning man skal kigge.

- Sammenlignet med de fleste andre gøremål, er arbejdet i restauranter og caféer meget hårdt. De ansatte er dårligt betalt, de har en lang arbejdstid og arbejder også i week-enden. Det som i starten af industraliseringen var maskinarbejderen, er idag Mac-et-eller-andet- medarbejderen, tjeneren, stuepigen, baristaen, butiksekspedienten etc., der servicerer, kasserer og gør rent. Helst alt sammen samtidigt.

- Hvis vi vil have et nyt billede af arbejder-klassen i Marx’s definition: Lønarbejdere på hoteller, i pizzaservice, coffeeshops, seven elleven, osv. , så er det i denne retning man skal kigge.
- Jobs i gastronomibranchen er meget sæson- bestemte og derfor ofte kun en overgangs-beskæftigelse. Ikke så få baristas har studeret på universitetet.   
- Jeg vil tro, at uden en studentereksamen er sådant et job mange steder slet ikke til at få. Dem som ikke kan fremvise en gedigen skole-gang, bliver i stedet for ansat som vagt - eller som rengøringspersonale. Eller de kommer slet ikke ind på arbejdsmarkedet. (...)

• Kunne vi også få øje på noget optimistisk for fremtiden? Din bog ender med 17 punkters krav. Og med håbefulde forventninger til de talrige mikro politiske bevægelser, som i øjeblikket bliver dannet.

David Harvey: Lad os se på 1970´erne: Klimabevidsthed, frigørelsesbestræbelser, et kritisk blik på det borgerlige-hvide samfunds racisme, sexisme ... som kollektiv har vi fattet disse problemer. De er ikke blevet løst, men der bliver diskuteret og man skændes herom. Det er også lykkedes i ny og næ at ændre lov-givningen.                                                                            ______________________________________________

"Kapitalmagten gør alt for at tilintetgøre de sidste rester af de landvindinger, der blev gjort i perioden efter 2. verdenskrig"

- Jeg siger det helt ærligt med fare for, at man nu endegyldigt dømmer mig til at være reformist:
Hvis vi havde en social indikeret kapitalisme, som orienterer sig til etniske kriterier og som forsyner alle mennesker med de samme brugs-værdier, dvs. hvis alle mennesker havde adgang til boliger, medicinsk forsyning, levnedsmidler,...så ville jeg sige: Okay måske er det sådan. Måske kunne vi leve med det. 
- Jeg tror bare – som resultat af alle mine analyser, og jeg er 86 år gammel – at disse muligheder vil og kan kapitalen ikke levere. Kapitalmagten gør alt for at tilintetgøre de sidste rester af de landvindinger, der blev gjort i perioden efter 2. verdenskrig. Derfor må vi finde nogle mere slagkraftige antikapitalistiske løsninger.

          ____________________________________________________

(Interviewet er oprindeligt bragt i det tyske magasin “Freitag“, november 2021 printudgave.  Interviewet er oversat og forkortet af autonom infoservice)  

 autonom infoservice 

• HARD TIMES – oprør, arbejdskampe og feminisme 
  Mange af den antiracistiske og feministiske bevægelses kampe må betragtes som arbejdskampe der skærper forståelsen for udbytningsforholdene
• Intro til kapitalismens univers 
  Grundlæggende egenskaber i selve den kapitalistiske produktionsmåde.