Tidsdoku. Døden i Bad Kleinen

Afsløringerne af politiagenter     i Hamburgs revolutionære venstrefløjs strukturer har skærpet interessen for tidligere undercover aktioner i miljøet.

En særlig dramatisk hændelse den 27. juni 1993 blev udløst af en politistikker, der havde til opgave at opspore miljøet omkring sidste generation af den i 1998 opløste byguerilla Rote Armee Fraktion (RAF).

• Læs beretning fra en tidl. RAF aktivist 

___________

Politistikkeren Klaus Steinmetz, der selv i mange år var aktivist i venstreradikale kredse, havde aftalt et møde med to medlemmer af RAF i den lille østtsyke flække ”Bad Kleinen”. Her ventede allerede en enhed af det tyske anti-terrorkorps GSG-9 på dem.

I det videre forløb blev en politimand skudt og RAF-medlemmet Wolfgang Grams blev henrettet af to politifolk, mens han lå bevidstløs på togsporene. Det andet RAF-medlem, Birgit Hogefeld, blev anholdt.

Birgit Hogefeld er tidligere medlem af byguerillagruppen Rote Armee Fraktion (RAF). Hun blev opsporet af politiet ved hjælp af politistikkeren Klaus Steinmetz i Bad Kleinen, den 27. juni 1993, hvor hun var sammen med Wolfgang Grams. Hun har skrevet denne erklæring kort efter hendes anholdelse. Brevet blev smuglet ud af fængslet. 

” Det er jo et ganske kendt faktum: Klaus Steinmetz er en politistikker, han har ført efterretningstjenesten på vores spor og dermed muliggjort denne dræberkorps aktion i Bad Kleinen.

Uden hans stikkervirksomhed ville Wolf- gang være i live idag – og vi ville begge leve i frihed.

At der var fare forbundet med den beslut- ning, som RAF, fangerne og dele af den revolutionære modstand i slutningen af 1980’erne traf om en politisk åbning til alle progressive dele af samfundet – det var vi alle bevidst om.

Jeg erindrer mange samtaler i de mest forskellige sammenhænge, hvor vi talte om, at den efterstræbte nyskabelse af en bred bevægelse for forandring af de menneskefjendske livsbetingelser her og på globalt plan, ville byde modparten nye muligheder for at plante efterretningsfolk og stikkere. Og selvfølgelig - du kan ikke på den ene side sige, at du vil gå de mest forskellige mennesker og politiske grupper åbent imøde, for at finde ud af, hvad der i fællesskab er muligt mhp. opbygningen af en modmagt fra neden, og så samtidigt straks møde alle nye mennesker du lærer at kende med mistro.

På trods heraf var konklusionen i disse samtaler altid den samme: Med menneskelig nærhed, intensitet og nøjagtighed i relationerne mellem de, der finder sammen i denne kamp, må det være muligt gensidigt at lære hinanden så godt at kende og at forstå andre i hele deres kompleksitet, at man med størst mulig sikkerhed kan nære tillid til hinanden. 

Trods den virkelig bitre erfaring med Klaus Steinmetz, som førte til Wolfgangs død og til min anholdelse, er jeg heller ikke gennem de seneste uger kommet i tvivl om, at tillid mellem mennesker er mulig. Den kan gro overalt, hvor mennesker vil det for deres fællesskabs skyld.

Hvad er der gået galt i forbindelse med os i illegaliteten og Klaus Steinmetz? Hvor ligger de unøjagtigheder og fejl, som førte til den fatale fejlvurdering af ham?

Forudsætningen for at kontakten til Klaus Steinmetz blev etableret var, at kammerater (som jeg også idag føler mig forbundet med) ville ”gå gennem ild og vand” for ham, de følte sig altså sikker på, at de kunne stole på ham. Til disse kammerater har jeg naturligvis mange spørgsmål nu, de fleste af dem vil de sikkert stille sig selv. (Klaus Steinmetz var i flere år aktiv i det venstreradikale miljø i Wiesbaden og var derudover IT-specialist. autonom infoservice). 

Torsdag eftermiddag (24. juni 1993) mødtes jeg med Klaus Steinmetz i Bad Kleinen, derefter tog vi sammen til Wismar for at skaffe os en overnatningsmulighed.

I medierne sagde man: Jeg havde i dagene forud flere gange telefoneret med Klaus Steinmetz og også ringet til ham hjemme for at tale med ham om ”Weiterstadt” (RAF-aktivister sprængte nogle måneder før, den 27. marts 1993, det nybyggede superfængsel ved byen Weiterstadt i luften. Kommentar af autonom infoservice). Det er altsammen opfundet vrøvl. Vi havde mødt Klaus Steinmetz i april og dengang aftalt mødet i Bad Kleinen.

Om torsdagen var stemningen mellem os lige fra starten af temmelig anspændt. Klaus Steinmetz var åbenlyst for første gang i ex-DDR, og han havde meget at ud- sætte på alle ting her. Han målte alt med vestlig målestok, og selv bagageboksene på banegården syntes han var for usle. De mennesker vi havde noget at gøre med, forholdt han sig delvis arrogant overfor. Jeg spurgte ham, hvorfor han forholdt sig sådan, og så alle ting med denne vestlige optik, og hvorfor det overhovedet ikke interesserede ham, hvad der foregik her og hvordan folk er. Så sagde han naturligvis, at det skam også interesserede ham altsammen.

Jeg fortalte ham bla., at jeg i 1990/1991 sammen med en anden kammerat var rejst rundt i ex-DDR på må og få, fordi det på det tidspunkt endnu var normalt og en god mulighed for at komme i tale med de mest forskellige mennesker. Dengang syntes jeg, det var meget spændende og interessant. For de fleste mennesker var endnu meget åbne overfor andre, de talte om dem selv og ville vide noget om livet i Vesten. Idag møder man kun sjældent denne åbenhed og hvis, er det først og fremmest blandt gamle folk.

Samtalen med Klaus Steinmetz gik imidler- tid ikke videre, jeg afbrød den, fordi jeg mærkede, at han var fuldstændig ligeglad med, hvad jeg fortæller og tænker. (...)

Efter 1 ½ dag havde jeg en stærk distanceret følelse ift. ham, og det havde endnu en grund.

Om torsdagen var der en række BZ-aktioner i flere europæiske lande: De kurdiske kammerater besatte ambassader og EU-institutioner for at stoppe den eskalerende krig mod den kurdiske befolkning.

Klaus Steinmetz’s reaktion var lig med kommentarerne fra de højreorienterede medier – i stil med: "Det er meningsløs kamikaze", "De ødelægger den sympati de nyder", "Nu bliver de naturligvis forbudt og udvist" ,... Jeg var meget irriteret, fordi hele hans holdning var totalt distanceret og usolidarisk.

Derudover havde det igen vist mig, at han overhovedet ikke have noget begreb om den politiske situation, vi alle bevæger os i, og ud fra hvilken vi må bestemme vores initiativer. Han har ikke forstået, at de kurdiske kammerater havde få alternativer til disse besættelser for at skabe en bred offentlighed omkring og pres mod dette folkemord.

Fredag aften tænkte jeg på, at jeg kunne ikke fortsætte med Klaus Steinmetz på denne måde. Hele tiden påbegynder jeg samtaler med ham og har følelsen af, at det overhovedet ikke interesserer eller berører ham. Resultatet af det var, at vi hele lør- dagen talte meget lidt med hinanden.

Nu stiller jeg naturligvis det spørgsmål til kammerater fra Wiesbaden – som har kendt ham længe:

• Har I gjort helt andre erfaringer med Klaus Steinmetz end de, jeg her har beskrevet kort? Selvfølgelig var mødet med os i Bad Kleinen heller ikke en normal begivenhed for ham, han har jo hele tiden vidst, at han udleverede Wolfgang og mig til de statslige organer. Altså hvordan havde I det med ham? Hvad bygger jeres tillid på, når I så sent som den 9. juli 1993 i en infoladen vil beskytte ham for ”angivelig denunciation”... Er rammen i hele hans historie sand? Siden hvornår er han begyndt på sin stikkervirksomhed? Var han med truslen om fængselsstraf på grund af et indbrud blevet presset yderligere, var hans stikkerløn en forandring af dommen til en betinget dom? Eller var han faktisk kun ude efter pengene?

Jeg mener, at det er helt afgørende og op til jer at oparbejde og offentliggøre de fejl, som er sket i forbindelse med Klaus Steinmetz, sådan at de øvrige efterretnings- agenter, som kunne få fodfæste i venstreorienterede sammenhænge – jeg går ud fra at de er tilstede dér – ikke kan tilføje os yderligere så smertelige erfaringer. 

(...)

Forløbet om søndagen (27.juni 1993) før nedskydningen af Wolfgang og anholdelsen af mig var således: Wolfgang, jeg og Steinmetz var sammen på banegårdscaféen.  Klokken ca. 15:15 forlod vi caféen sammen og gik ved siden af hinanden i retning af tunnellen og ned ad trappen.

Da vi var kommet ned i tunnellen og gik til højre i retning udgangen, sprang en strisser i samme øjeblik på mig. Klaus Steinmetz blev næsten samtidigt, altså få sekunder efter ”pågrebet” nogle få meter længere borte. Han lå i den samme stilling som jeg: Fladt på jorden. Bag ham stod en fyr med en skudklar pistol rettet mod ham. Jeg kunne hele tiden – indtil en sort hætte blev trukket ned over mit hoved – se ham der foran mig. 

_____________

En beretning* 

om den videre hændelse, som Birgit Hogefeld først senere fik at vide:

Henrettelsen

I flere måneder havde efterretningstjenesten forberedt anholdelsen af Birgit Hogefeld. Planen var, at en GSG-9 enhed skulle pågribe hende i banegårdstunnellen i Bad Kleinen eller på peronnen ved spor 3-4.

Det sker i tunellen: Birgit Hogefeld blev overfaldet og anholdt, mens det lykkedes Wolfgang Grams at flygte op på perronen. GSG-9 folkene forfulgte ham og skød mod ham flere gange. RAF-aktivisten skød tilbage, men han blev ramt af skud og blev liggende livløs på skinnerne. Et øjenvidne beskriver det således:

”Manden ( Wolfgang Grams) lå helt stille på togskinnerne .. jeg troede, at han var død. Så trådte to politifolk hen mod manden. Den ene politimand bøjede sig ned og skød Wolfgang Grams på tæt hold. Politimanden skød Wolfgang Grams i hovedet med få centimeters afstand.”

En politimand, som deltog i aktionen beskrev anonymt hændelsen således i det tyske ugemagasin Der Spiegel (5. juli 1993):

”Efter eviglange 20 sekunder faldt det dødbringende skud. En kollega fra GSG-9 havde skudt på en afstand af maksimalt 5 centimeter” ... 

• Desinformation og løgne

Efter de dødbringende skud blev der udløst en bemærkelsesværdig kæde af falske informationer, modsigelser og angivelige uheld. Statsadvokaten udstedte straks forbud mod at sprede informationer om hændelsen i Bad Kleinen og offentliggjorde samtidigt presse-erklæringer med absurde misinformationer.

Det så ud til, at BKA satte alt ind på at tilsløre hændelsen. Før undersøgelserne af begivenheden kunne gå i gang blev en lang række spor og beviser fra gerningsstedet destrueret, Wolfgang Grams’s hænder blev straks vasket og hans våben blev øde- lagt. Det tog godt 8 måneder, før der forelå en rapport om Bad Kleinen – fuld af unøjagtigheder og modsigelser.

På de afgørende steder taler rapporten ikke overraskende om "dødsårsag selvmord", sådan som det plejer at være tilfældet, når det drejer sig om mennesker, som staten betegner som ’terrorister’.

* kilde: Autonome Antifa (M) i Göttingen

Holger Meins’s død - jeg var dengang 17 år gammel – var et afgørende vendepunkt i mit liv og har haft betydning for dets retning. Præcis ligesom idag, hvor Wolfgangs død og omstændighederne omkring drabet vil spille en rolle for nogle unge menneskers videre liv. (Holger Meins, medlem af RAF, døde i fængsel den 9. november 1974, efter en fængselslæge nægtede at efterkomme hans advokaters opfordring til at behandle ham i weekenden... Autonom infoservice)

__________________

”Vi fører i mange sprog den samme hårde kamp og offerkrævende kamp, og denne kamp er endnu ikke til ende. Tilintetgørelsen af nazismen og dens rødder er vort løsen. Opbygningen af en ny fredens og frihedens verden er vort mål.” Dette er begyndelsen på fællesløftet fra KZ-fangerne i Buchenwald. I denne tradition har jeg altid set mit livsvalg og vores kamp. ”

- Birgit Hogefeld -

Birgit Hogefelds erklæring fra fængslet blev oprindeligt oversat og offentliggjort i autonomi - kollektivets tidsskrift AUTONOMI nr. 27/28, efterår 1993

______________________

Birgit Hogefeld har i flere år været i total-isolation. Cellerne over, ved siden af og under hendes var tomme. Hun var også på gårdture alene. Alle forsøg på at tale med andre kvinder gennem vinduerne blev øjeblikkeligt forhindret af fængselspersonalet. Alle besøg foregik i rum med glasskillevæg.

Der har været en del solidaritetskampagner i Tyskland og på internationalt plan, for at få standset denne ”hvide tortur”  (Amnesty International). Heriblandt i Danmark, hvor  autonome aktivister tog initiativ til forskellige solidaritetsaktiviteter med hende og de andre politiske fanger i tyske isolationsfængselstrakter (se billederne nedenfor). 

___________________________________

På et tidspunkt blev så Birgits fængselsbetingelser ”normaliseret”. Efter 18 år i fængsel blev hun løsladt i juni 2011.

• Protestaktioner mod politiets henrettelse af Wolfgang Grams (Forstør ved at klikke på billedet): 

Relateret                                 autonom infoservice

• Endnu en politiagent afsløret i Hamburgs venstreradikale miljø
• Afsløring: Britiske politiagenter likviderede formodede IRA-medlemmer
• Politispionen Mark Kennedy tilstår nu åbent sexforhold med aktivister

_________________________

Baggrundsartikler:

• Rote Armee Fraktion - Den vesttyske byguerillagruppes historie (1970 - 1998)
• "Auflösungserklärung der RAF", marts 1998, kan læses på tysk her
• Danmark: PET kontra AUTONOME - historien om en retssag